Mit år hvor jeg læste en bog fra hvert land i verden

Ann Morgan betragtede sig selv som meget belæst - indtil hun opdagede det "massive kulturelle blindgyde" på hendes bogreol. Midt i et væld af engelske og amerikanske forfattere, var der meget få værker fra forfattere udenfor den engelsk-talende verden. Så hun satte sig et ambitiøst mål: hun ville læse en bog fra hvert land i verdenen i løbet af et år. Nu opfordre hun andre engelsktalende til at læse oversatte værker, så forlæggere vil arbejde hårdere for at bringe udenlandske perler til deres kyster. Udforsk det interaktive kort over hendes læse-rejse her:
go.ted.com/readtheworld

Det er ofte sagt, at man kan sige
meget om en person

ved at se hvad der er på deres bogreol.

Hvad siger min bogreol om mig?

Da jeg stillede mig selv det spørgsmål
for et par år siden,

opdagede jeg noget alarmerende.

Jeg havde altid troet,
at jeg var en temmelig kulturel,

kosmopolitisk person.

Men bogreolen fortalte
en noget anden historie.

Alle navnene var, stort set,

kun britiske eller
nordamerikanske forfattere

og der var næsten heller intet
som var oversat.

Opdagelsen af denne massive, kulturelle
blinde vinkel i mit læsestof

kom som et chok.

Da jeg så tænkte på det,
virkede det som en skam.

Jeg vidste, at der måtte findes en masse
fantastiske historier derude

skrevet af forfattere på
andre sprog end engelsk.

Og det var virkelig sørgeligt at tænke på,
at mine læsevaner betød,

at jeg formodenlig ikke ville opdage dem.

Derfor besluttede jeg mig får at tage,

et intensivt kursus af global læsning.

2012 var sat til at være et
internationalt år for Storbritannien;

det var året hvor de var vært for OL.

Så jeg besluttede at bruge det
som min tidsramme,

til at læse en roman,
novelle samling

eller en erindringsbog
fra hvert land i verdenen.

Det gjorde jeg så.

Og det var meget spændende

og jeg lærte nogle usædvanlige ting

og fik nogle vidunderlige forbindelser,

som jeg vil dele med jer i dag.

Men det startede med nogle
praktiske problemer.

Efter at jeg havde fundet en ud af de
mange lister af lande i verdenen,

som jeg ville bruge til mit projekt,

endte jeg med at tage den
FN-anderkendte liste af nationer,

hvor jeg tilføjede Taiwan,

hvilket gav mig et total på 196 lande.

Efter at jeg fandt en måde,
til at læse og skrive

om cirka fire bøger om ugen

samtidig med at jeg arbejdede fem dage
om ugen,

blev jeg nødt til at indse det faktum,
at jeg muligvis ikke kunne

få fat i bøger på engelsk
fra alle lande.

Kun omkring 4,5 procent
af de litterære værker som udgives

hvert år i Storbritannien er oversættelser

og de tal er ens for det meste
af den engelsktalende verden.

Selvom proportionen af oversatte
bøger udgivet

i mange andre lande er meget højere.

4,5 procent er lidt til at begynde med,

med hvad de tal ikke fortæller dig

er at mange af de bøger
kommer fra lande

med stærke forlagsnetværker

og en masse professionelle
klar til at sælge disse navne

til engelsktalende udgivere.

For eksempel, selvom godt over 100
bøger er oversat fra fransk

og udgivet i Storbritannien hvert år,

kommer de fleste af dem fra lande
som Frankrig eller Schweiz.

Derimod vil fransktalende Afrika

sjældent blive set på.

Udfaldet er at der
faktisk er en hel del nationer,

som har lidt eller ingen
kommerciel tilgængeligt litteratur

på engelsk.

Deres bøger forbliver usynlige for læsere

af verdens mest udgivede sprog.

Men da det kom til at læse verdenen,

var den største udfordring for mig,

at jeg ikke vidste,
hvor jeg skulle begynde.

Efter at have brugt på liv på,
at læse næsten udelukkende engelsk

og nordamerikanske bøger,

havde jeg ingen ide om hvor
man søgte eller fandt historier

og vælge dem fra
resten af verden.

Jeg kunne ikke fortælle jer,
hvordan man finder en historie fra Swaziland.

Jeg kendte ikke en god roman fra Namibia.

Jeg kunne ikke skjule det --

jeg var en ideløs litterær xenofob.

Hvordan i alverden skulle jeg kunne
læse verden?

Jeg måtte spørge om hjælp.

I oktober 2011, registrerede jeg min blog,

ayearofreadingtheworld.com,

og jeg slog en kortfattet appel op online.

Jeg forklarede hvem jeg var

hvor snævert mit læsning havde været

og jeg spurgte alle, der havde lyst

til at efterlade en besked,
om hvad jeg skulle læse

fra andre dele af planeten.

Nu havde jeg ingen idé om folk
ville være interesseret i at hjælpe,

men indenfor få timer efter mit
opslag online,

begyndte folk at skrive til mig.

Først var det venner og kollegaer.

Så var det venners venner.

og rimelig hurtigt, var det fremmede.

Fire dage efter at jeg lavede det opslag,

fik jeg en besked fra en kvinde som hedder
Rafidah fra Kuala Lumpur.

Hun sagde at hun var vild
med mit projekt,

kunne hun gå til sin lokale
engelsksprogede boghandel

og vælge min malaysiske bog
og sende den til mig?

Jeg accepterede entusiastisk

og et par uger senere,

ankom en pakke som indeholdt,
ikke bare én, men to bøger --

Rafidahs valg fra Malaysia

og en bog fra Singapore,
som hun også havde udvalgt for mig.

På det tidspunkt, var jeg overrasket

over at en fremmede mere end 9600 km væk

ville gå den distance for at hjælpe en,

som hun nok aldrig kommer til at møde.

Men Rafidahs venlighed viste sig,
at være mønsteret for det år.

Igen og igen, hjalp folk mig.

Nogle påtog sig at undersøge for mig

og andre lavede omveje på deres ferier
eller forretningsrejser

for at gå i boghandlere for mig.

Det viste sig,
at hvis du ville læse verden,

hvis du ville imødekomme
det med et åbent sind,

så vil verden hjælpe dig.

Når det handlede om lande

med lidt eller ingen kommerciel
tilgængeligt litteratur på engelsk,

hjalp folk endnu mere.

Bøger kom ofte fra overraskende kilder.

Min panamanske bog, for eksempel,
kom via en samtale,

som jeg havde med Panama Kanalen på Twitter

Ja, Panama Kanalen
har en Twitter-konto.

Da jeg så tweetede om mit projekt,

foreslog den at jeg skulle prøve
at få fat i et værk

af den panamaske forfatter
Juan David Morgan.

Jeg fandt Morgans hjemmeside
og sendte ham en besked,

hvor jeg spurgte om nogle af hans
spanske romaner

var blevet oversat til engelsk.

Han sagde at intet var
var blevet udgivet,

men han havde en upubliceret oversættelse

af hans roman "The Golden Horse."

Han sendte mig den via mail,

hvilket tillod mig at blive
én af de første nogensinde

til at læse den bog på engelsk.

Morgan var ikke den eneste ord-smed

som delte hans værk med mig på den måde.

Fra Sverige til Palau,

forfatter og oversættere
sendte mig selv-udgivet bøger

og upublicerede manuskripter af bøger

som var blevet udvalgt af
engelsksprogede forlæggere

eller som ikke længere var tilgængelige,

hvilket gav mig det privilegeret glimt
af nogle bemærkelsesværdige verdener.

Jeg læste for eksempel

om den sydafrikanske konge Ngungunhane,
som ledte modstanden

mod portugiserne
i det 19. århundrede,

og om ægteskabs ritualer
i fjerne landsbyer

ved kysten af det Kaspiske Hav
i Turkmenistan.

Jeg mødte Kuwaits svar på Bridget Jones.

(Latter)

Og jeg læste om et orgie
i et træ i Angola.

Men måske var det mest fantastiske

de længder som folk
var villige til at gå

for at hjælpe mig læse verdenen,

kom hen imod slutning af min søgen,

da jeg forsøgte at få fat i en bog
fra det lille portugisisk-talende

afrikanske ø nation
Sao Tome and Principe.

Efter at have brugt flere måneder
og forsøgt alt hvad jeg kunne tænke på for

at finde en bog, som var blevet oversat
til engelsk fra den nation,

virkede det som om
den eneste mulighed tilbage

var at få noget oversat
helt fra bunden.

Jeg var virkelig tvivlsom

om nogen ville hjælpe mig med dette

og ville afsætte deres tid
til noget som det.

Men ugen efter jeg havde sat
det ud på Twitter og Facebook

at jeg søgte en portugisisktalende,

havde jeg flere folk som jeg kunne
involvere i mit projekt,

medregnet Margaret Jull Costa,
en leder på hendes felt,

som har oversat det Nobelprisvindende
værk af José Saramago.

Med mine ni frivillige på plads,

ledte jeg efter en bog
fra en Sao Tomean forfatter

som jeg kunne købe nok kopier af online.

Her er en af dem.

Og jeg sendte en kopi ud
til hver af mine frivillige.

De tog alle et par noveller
fra hans kollektion,

hold sig til deres ord, sendte deres
oversættelse tilbage til mig

og i løbet af seks uger,
havde jeg hele bogen at læse.

I det tilfælde, som jeg så ofte fandt
i mit år til at læse verdenen,

min mangel på viden og åbenhed
vedrørende mine begrænsninger

var blevet en stor chance.

Da det kom til Sao Tome og Principe

var det en mulighed, ikke bare til
at lære noget nyt

og opdage nye kollektioner af historier,

men også til at bringe en flok
mennesker sammen

og lette en fælles kreativ bestræbelse.

Min svaghed var blevet
projektets styrke.

Bøgerne som jeg læste det år,
åbnede mine øjne for mange ting.

Som dem der kan lide at læse ved,

så har bøger en ekstraordinær kraft
til at tage en ud af sig selv

og ind i en andens tankegang,

på den måde, i hvert fald kort,

kunne du se verden
gennem andre øjne.

Det kan være en ubehagelig oplevelse,

specielt hvis du læser en bog

fra en kultur som har noget anderledes
værdier end dig.

Men det kan også være virkelig oplysende.

Kæmpe med ukendte ideer
kan hjælpe dig afklare dine egne tanker.

Og det kan også vise sig som blindgyder

på den måde du plejede
at se på verdenen.

Når jeg ser tilbage på det meste
af det engelske litteratur,

som jeg opvoksede med f.eks,

begyndte jeg at se hvor snævert det var,

sammenlignet med den rigdom
som verden har at tilbyde.

Og mens siderne vendte,

skete der noget med mig.

Lidt efter lidt,

blev den lange list af lande som
jeg startede året med, ændret

fra et temmelig tørt, akademisk
registre af steder

til levende og vejrtrækkende enheder.

Jeg kan ikke sige
at det overhovedet er muligt

at få et samlet billede af et land
kun ved at læse en bog.

Men sammenlagt, så har historierne
jeg har læst det år

gjort mig mere i live end nogensinde før

til den rigdom, mangfoldighed og
kompleksitet vores bemærkelses verden har.

Det var som om, at verdens historier

og de folk som har gået sådanne
længder for at hjælpe mig læse dem

har gjort det virkelig for mig.

Disse dage, når jeg ser på min bogreol

eller betragter værkerne på min e-reol,

så fortæller de en helt anden historie.

Det er historien om den kraft
som bøger har til at samle os

over politisk, geografisk, kultural,
socialt, religiøse forskelligheder.

Det er eventyret om potentialet
ved at mennesker samarbejder.

Og, det er et testamente

til den ekstraordinære tid som vi lever i,
hvor, tak til internettet,

det er nemmere end nogensinde før

for en fremmede at dele en historie,
et verdenssyn, en bog

med nogen hun måske aldrig møder,
på den anden side af planeten.

Jeg håber dét er en historie, jeg vil læse
i mange år fremover.

Og jeg håber at mange flere vil følge mig.

Hvis vi alle læste mere bredt,
vil det tilskynde

forlæggere at oversætte flere bøger

og vi ville alle bliver rigere af det.

Tak.

(Bifald)