Rita Pierson: Hver enkelt barn har brug for en forkæmper

Rita Pierson, en lærer gennem 40 år, hørte engang en kollega sige, "De betaler mig ikke for at kunne lide børnene." Hendes svar: "Børn lærer ikke fra mennesker de ikke kan lide." Et opildnende kald til uddannere om at tro på deres studerende og faktisk skabe en forbindelse med dem på et ægte, menneskeligt, personligt niveau.

Jeg har tilbragt hele mit liv

enten i skolebygningen, på vej til skolebygningen,

eller med at tale om, hvad der sker i skolebygningen.

Begge mine forældre var undervisere,

min moderlige bedsteforældre var undervisere,

og i de sidste 40 år har jeg gjort det samme.

Så, det er unødigt at sige, at jeg i løbet af årene

har fået chancen for at se på uddannelsesreformer

fra mange sider.

Nogle af de reformer har været gode.

Nogle af dem har ikke været så gode.

Og vi ved, hvorfor ungerne dropper ud.

Vi ved, hvorfor ungerne ikke lærer noget.

Det er enten fattigdom, dårligt fremmøde,

negativ indflydelse fra jævnaldrende. Vi ved hvorfor.

Men en af de ting, vi aldrig taler om,

eller vi sjældent taler om,

er værdien og vigtigheden ved menneskelige forbindelser,

forhold.

James Comer siger, at der ikke kan foregå nogen betydelig

læring uden et betydeligt forhold.

George Washington Carver siger, at al læring

er at forstå forhold.

Alle i dette lokale har været påvirket

af en lærer eller en voksen.

I flere år, har jeg set folk undervise.

Jeg har set de bedste, og jeg har set nogle af de dårligste.

En kollega sagde engang til mig,

"De betaler mig ikke for at kunne lide børnene.

De betaler mig for at undervise.

Børnene burde lære det.

Jeg burde undervise det. De burde lære det. Punktum."

Jamen, sagde jeg til hende,

"Du ved, unger lærer ikke fra mennesker, de ikke kan lide."

(Latter) (Bifald)

Hun sagde, "Det er bare vrøvl."

Og jeg sagde til hende, "Jamen, dine år bliver lange

og anstrengende, min ven."

Det blev de selvfølgelig. Nogle mennesker, tror

at man enten kan have det i sig at opbygge et forhold

eller ej.

Jeg mener, Stephen Covey havde den rigtige opfattelse.

Han sagde, at man burde kaste et par simple ting ind i det,

som at søge for at forstå

i stedet for at blive forstået,

simple ting som at undskylde.

Har I nogensinde tænkt på det?

Fortæl et barn, at man er ked af det, og de går i chok.

Jeg underviste engang om forholdstal.

Jeg er ikke særlig god til matematik, men jeg arbejdede på det.

Og jeg kom tilbage og jeg kiggede på lærerudgaven.

Jeg havde undervist forkert hele semesteret. (Latter)

Jeg kom tilbage til klassen dagen efter, og jeg sagde,

"Hør engang unger, jeg bliver nødt til at undskylde.

Jeg har undervist hele lektionen forkert. Det er jeg virkelig ked af."

De sagde, "Det er okay, Ms. Pierson.

Du var så begejstret, at vi bare lod dig fortsætte."

(Latter) (Bifald)

Jeg har haft klasser, der var så lave,

så akademisk mangelfulde, at jeg græd.

Jeg undrede mig over, hvordan jeg skulle tage denne gruppe

og på ni måneder

tage dem fra, hvor de er, til hvor de skal være?

Og det var svært. Det var utroligt hårdt.

Hvordan øger jeg selvværdet hos et barn

og hans akademiske bedrifter på samme tid?

Der var et år, hvor jeg fik en lys ide.

Jeg sagde til alle mine studerende,

"I blev udvalgt til at være i min klasse,

fordi jeg er den bedste lærer

og I er de bedste elever,

de satte os alle sammen,

så vi kunne vise alle andre, hvordan man skal gøre det."

En af eleverne sagde, "Er det rigtigt?"

(Latter)

Jeg sagde, "Det er rigtigt. Vi skal vise de andre klasser,

hvordan det skal gøres, så når vi går ned af gangen,

vil folk lægge mærke til os, så I må ikke larme.

I skal bare bryste jer."

Og jeg gav dem en talemåde de kunne bruge: "Jeg er noget.

Jeg var noget, da jeg kom.

Jeg vil være en bedre person, når jeg går.

Jeg er magtfuld, og jeg er stærk.

Jeg fortjener den uddannelse, jeg får her.

Jeg skal gøre ting, imponere folk,

og steder hen."

Og de sagde, "Ja!"

Siger man det længe nok,

begynder det at blive en del af en.

Så -- (Bifald)

Jeg gav en quiz, 20 spørgsmål.

En elev kiksede 18.

Jeg satte et "+2" på hans opgave og en stor smiley.

Han sagde, "Ms. Pierson, er det et -3?"

Jeg sagde, "Ja."

Han sagde, "Hvorfor satte du så en smiley på opgaven?"

Jeg sagde, "Fordi det kører for dig.

Du fik to rigtige. Du kiksede ikke dem alle."

Jeg sagde, "Og når vi ser på dette,

vil du så ikke gøre det bedre?"

Han sagde, "Jo, frøken, jeg kan gøre det bedre."

Ser I, "-18" suger alt livet ud af en.

"+2" sagde, "Jeg er ikke helt dårlig."

(Latter) (Bifald)

I årevis så jeg på min mor,

der tog sig tid i frikvarteret til at rette opgaver,

tog på hjemmebesøg om eftermiddagen,

købte kamme og børster og jordnøddesmør og kiks

til at lægge i hendes skrivebordsskuffe til de børn, der skulle spise,

og en karklud og noget sæbe til de børn, der ikke lugtede så godt.

Ser I, det er svært at undervise børn, der stinker.

Og børn kan være ondskabsfulde.

Så hun gemte de ting i hendes skrivebordsskuffe,

og flere år senere, efter hun gik på pension,

så jeg nogle af de samme børn komme igennem

og sige til hende, "Ved du, Ms. Walker,

du gjorde en forskel i mit liv.

Du fik det til at fungere for mig.

Du fik mig til at føle mig, som om jeg var noget,

da jeg, på bunden, vidste, at jeg ikke var det.

Og jeg ville have dig til at se, hvad jeg er blevet."

Og da min mor døde for to år siden som 92 årig,

var der så mange tidligere elever ved hendes begravelse,

at det gav mig tårer i øjnene, ikke fordi hun var væk,

men fordi hun efterlod en arv om forhold,

der aldrig kunne forsvinde.

Kan vi holde til at have flere forhold?
Bestemt.

Vil man holde af alle sine børn? Selvfølgelig ikke.

Og man ved, at ens sejeste unger aldrig er væk.

(Latter)

Aldrig. Man holder ikke af dem alle,

og de seje møder op af en årsag.

Det er forbindelsen. Det er forholdene.

Og mens man ikke kan lide dem alle,

er det afgørende, at de aldrig nogensinde må vide det.

Så lærerne bliver fantastiske skuespillere og fantastiske skuespillerinder,

og vi kommer på arbejde, selv når vi ikke har lyst til det,

og vi hører på politik, der ikke giver mening,

og vi underviser alligevel.

Vi underviser alligevel, fordi det er det, vi gør.

At undervise og lære bør bringe glæde.

Hvor magtfuld ville vores verden være,

hvis vi havde unger, der ikke var bange for at tage chancer,

der ikke var bange for at tænke,

og som havde en forkæmper?

Alle børn fortjener en forkæmper,

en voksen, der aldrig opgiver dem,

der forstår styrken ved forbindelser,

og insisterer på, at de bliver det bedste, de overhovedet kan blive.

Er dette job hårdt? Det kan I bande på. Gud, det kan I bande på.

Men det er ikke umuligt.

Vi kan gøre dette. Vi er undervisere.

Vi er født til at gøre en forskel.

Mange tak.

(Bifald)