Det er, hvad LGBT liv er rund verden

Som en gaypar i San Francisco var for Jenni Chang og Lisa Dazols relativt let at leve i mødet, som de ville. Men uden for boblen af Bay Area hvad var liv for mennesker, der endnu mangler grundretter? De begynder i en velten tur for at søge "Kanongays", LGBT mennesker, hvem var i færd med at lave noget ekstraordinær i verden. I 15 land i Afrika, Asien og Sydameika - fra Indien, for nyligt hjem til veltens første åbent gay prins, til Argentina, det første land i Latinamerika, der gav bryllupslighed - fandt de ærefrygtindgydende historier og de modige, stærke og stolte Kanongays, som de søgte.

Da jeg sagde til mine forældre,
at jeg var homoseksuel,

den første ting, som de sagde mig var:

"Vi tager dig tilbage til Taiwan."

(Latter)

I deres tanker var min
seksuelle orientering Amerikas skyld.

Vesten korrumperede mig
med anderledes idéer

og hvis bare mine forældre
ikke havde forladt Taiwan,

var dette ikke sket for deres
eneste datter.

Ærlig talt, jeg spørger mig selv,
om de havde ret.

Selvfølgeligt er der
homoseksuelle folk i Asien,

ligesom der er homoseksuelle mennesker
i alle dele af verden.

Men er idéen om at bo i et "ude" liv,

hvor "jeg er homoseksuel, her er min ægtefælle
og vi er stolt af vores liv sammen"

slags en vestlig idé?

Hvis jeg havde vokset op i Taiwan, eller
enhvert sted uden for Vesten,

havde jeg fundet rollemodeller af
glade, blomstrende LGBT mennesker?

Jeg havde lignende forestillinger.

Som HIV socialarbejder
i San Francisco,

mødte jeg mange
homoseksuelle indvandrere.

De fortalte mig deres historier
om forfølgelse i deres hjemlande,

bare for at være homoseksuel,

og grundene de flygtede til USA.

Jeg så, hvordan det slog dem ud.

Efter 10 år i dette job,

behøvede jeg bedre historier for mig selv.

Jeg vidste, at verden
var langt fra perfekt,

men sikkert var hver
homoseksuel historie ikke tragisk.

Derfor, som et par, havde vi begge to
et behov for at finde historier af håb.

Derfor begyndte vi en mission,
rejste rundt i hele verden

og ledte efter menneskerne vi til sidst
navngav "Supergays"

(Latter)

Disse var de LGBT individer

der var i færd med at gøre
noget ektraordinær i verden.

De var modige, stærke,

og, mere end alt, stolte af hvem de var.

De var den slags mennesker,
som jeg ville være.

Vores plan var at dele deres historier
med verden gennem film.

Det var bare et problem.

Vi havde hverken erfaring i
reportage eller at lave film.

(Latter)

Vi vidste kke hvor vi kunne
finde disse "Supergays",

Så vi måtte bare tro på
at vi fandt ud af det undervejs.

Vi udvalgte 15 lande
i Asien, Afrika og Sydamerika,

lande udenfor Vesten, der havde
anderledes LGBT rettigheder.

Vi købte en videokamera,

købte en bog om hvordan
man laver en dokumentar --

(Latter)

du kan lære meget idag --

og begyndte at rejse verden rundt.

Et af de første lande
vi rejste til var Nepal.

Selvom udbredt fattigdom,
en årti-lang borgerkrig,

og for nylig,
et ødelæggende jordskælv,

har Nepal taget betydelige skridt
i kampen for lighed.

En af hovedfigurerne i bevægelsen
er Bhumika Shrestha.

En smuk, vital transkønnede kvinde.

Bhumika måtte gennemleve
at blive bortvist fra skolen

og at blive sat i fængsel pga
sin kønsfremtoning.

Men i 2007, rejste Bhumika og Nepals
organisation for LGBT-rettigheder

begærede, succesfuldt, Nepals Højesteret

for beskyttelse mod LGBT-diskrimination.

Her er Bhumika

(Video) Hvad er jeg stoltest over?

Jeg er en transkvinde.

Jeg er meget stolt over mit liv.

Den 21 December 2007

pålagde Højesterettens afgørelse
Nepals Parlament

at transkønnede kan få kønsskift
i identifikationspapirer

og ret til homovielser.

Jeg kan værdsætte
Bhumnikas sikkerhed dagligt.

Noget lige så let
som bruge et offentligt toilet

kan være en stor udfordring,
når du ikke passe til

menneskers strenge køns forventninger.

Når vi rejste gennem Asien,

skræmte jeg kvinder på
offentlige toiletter.

Det var ikke normalt for dem
at se nogen som mig.

Jeg skulle opfinde en strategi,
så kunne jeg tisse i fred.

(Latter)

Altså, da jeg gik ind i et toilet,

drev jeg ud mit bryst for at vise
mine kvindelige dele og

prøve at være
lige så uskadelig som mulig.

Jeg lagte min hånd ud og sagde "hej",

bare for at lade mennesker høre min
kvindelige stemme.

Dette blive meget trættende,
men det er bare hvem jeg er.

Jeg kan ikke være noget andet.

Efter Nepal rejste vi til Indien.

På en side er Indien et hindu samfund,

uden tradition for homofobi.

På den anden side, det er også et
samfund med en stærk patriarkalsk system,

der afviser hvilken som helst ting,
som truer den mandlig-kvindelig orden.

Da vi talte med aktivister,

fortalte de os, at selvtillid begynder
ved at sikre en ordentlig kønslighed,

hvor kvinders status
er etableret i samfund.

Og på denne måde, LGBT menneskers status
kan blive bekræftet ligeså.

Der mødte vi Prins Manvendra.

Han er verdens første
offentlig homoseksuelle prins.

Prins Manvendra kom ud
på "Oprah Winfrey Show",

meget internationalt.

Forældrene fornægtede ham

og beskyldte ham af bringe stor skam til
kongehuset.

Vi sad ned med Prins Manvendra

og talte med ham om hvorfor han valgte at
komme ud så virkeligt offentligt.

Her er han:

(Video) Jeg følte, at det var
et stort behov

for at bryde stigma og diskrimination,
der findes i vores samfund.

Og det tilskyndede mig til at komme ud
offenltigt og tale om mig selv.

Uanset om vi er bøsse, vi er lesbisk,
vi er transkønnede, biseksuelle

eller hvilken seksuel mindretal
vi kommer,

vi bør alle forene
og kæmpe for vores retter.

Homoseksuellerettigheder kan
ikke blive vundet i retssal,

men i menneskers hjerter og forstand.

Mens jeg fik mit hår klippet,

spurgte kvinden, der kilppede mit hår, mig

"Har du en ægtemand?"

Nu, det var et frygteligt spørgsmål,

som jeg blev spurgt meget
af indbyggere mens vi rejste.

Da jeg forklarede hende, at jeg var sammen
med en kvinde i stedet af en mand,

blev hun skeptisk,

og spurgte mig mange spørgsmåle
om mine forældres reaktion

og om jeg var trist,
at jeg aldrig ville få børn.

Jeg sagte til hende, at det ikke er
begrænsing i mit liv

og at Lisa og jeg planlægger
at have en familie en dag.

Nu, denne kvinde var klar til
at kalde mig

endnu en andre tosse fra Vesten.

Hun kunne ikke tro, at sådan et fænomen

kunne ske i hendes land.

Det var til vi viste hende billederne
af de Supergays,

som vi interviewede i Indien.

Hun genkendte Prins Manvendra fra fjernsyn

og snart havde jeg et publikum
af andre frisører

interesseret i møde mig.

(Latter)

Og i den normale eftermiddag

havde jeg chancen for at
præsentere en hel skønsalon

til de samfundsforandringer,
der skete i deres land.

Fra Indien rejste vi til Øst Afrika,

en region kendt for intolerance
mod LGBT mennesker.

89% af mennesker, der komme ud
til deres familier i Kenya,

bliver fornægtet.

Homoseksuelle handlinger er forbrydelser
og kunne lede til fængsling.

I Kenya mødte vi blide David Kuria.

David havde en stor opgave
af at ville arbejde for de fattige

og forbedre hans regering.

Derfor valgte ham at
stille op til senatet.

Han blev Kenyas første offentligt
homoseksuelle politisk kandidat.

David ville føre hans kampagne uden at
benægte virkeligheden af hvem han var.

Men vi var bange for hans tryghed

fordi han begyndte at få dødstrusler.

Jeg var virkeligt bange

fordi man virkeligt bad om
at jeg blev slået ihjel.

Og ja,

det er mennesker derude som gør det,

og de føler, at de udfører
en religiøs forpligtelse.

David var ikke flov over hvem han var.

Selv med truslerne,

forblev han autentisk.

I den modsatte side af spektret
ligger Argentina.

Det er et land, hvor 92% af befolkning
identificere sig selv som romersk-katolsk.

Alligevel har Argentina LGBT retter,
som er endnu mere fremadskridende

end her i USA.

I 2010 blev Argentine
det første land i Latinamerika

og den tiende i verden,
som vedkendte bryllupslighed.

Her mødte vi Maria Richid.

Maria var en hovedstyrke
i denne bevægelse.

I virkeligheden siger jeg altid,

at effekterne af bryllupslighed

er ikke bare for de par, som gifter sig.

De er for mange mennesker,
der uden at blive gift

bliver kigget på anderledes
af deres kolleger,

familier og naboer,

fra landets nationale besked af lighed.

Jeg føle meget stolt af Argentina

fordi i dag er Argentina
et eksempel af lighed.

Og forhåbentligt snart

vil hele verden have
de samme rettigheder.

Da vi besøgte min slægtsland,

håbede jeg at vi kunne vise mine
forældre, hvad vi fandt der.

Fordi her er hvem vi mødte:

En, to, tre. Velkomme
homoseksuelle til Shanghai!

(Latter)

Et helt samfund af unge,
smukke kinesiske LGBT mennesker.

Sikkert havde de deres kampe.

Men de kæmpede imod det.

I Shanghai fik jeg muligheden for at tale
med en lokal gruppe af lesbiske kvinder

og fortælle dem vores historie
på mit rustne mandarin.

I Taipei, hver gang vi tog metroen

så vi et andet lesbisk par holde i hånd.

Og vi lærte, at Asiens største
LGBT Pride begivenhed

sker nogle blokke væk fra hvor
mine bedsteforældre boede.

Hvis bare mine forældre vidste det.

Da vi endte vores ikke-så-straight
rejse rundt om verden,

(Latter)

havde vi rejst 50,000 mil

og filmet 120 timer af videoer.

Vi rejste til 15 land

og interviewede 50 Supergays.

Vi lærte at det ikke var svært
at finde dem.

JC: Ja, der er stadig tragedier, som sker

på den ujævne vej til lighed.

Og vi bør ikke glemme, at 75 lande
straffer stadig homoseksualitet idag.

Men der er også historier om håb og mod

i hvert hjørne af verden.

Hvad vi, i sidste ende, lærte
fra vores rejse er,

at lighed er ikke en vestlig opfindelse.

Én af de hovedfaktor i denne
lighedsbevægelse er fremdrift,

fremdrift når flere og flere mennesker
omfavner sit fulde selv

og bruge hvilken som helst
muligheder, de har

for at ændre deres del af verden,

og fremdrift når flere og flere lande

finder modeller af lighed i hinanden.

Da Nepal beskyttede mod
LGBT diskrimination,

pressede Indien hårdere på.

Da Argentina omfavnede bryllupslighed,

fulgte Uruguay og Brasilien.

Da Irland sagte ja til lighed,

(Bifald)

bemærkede verden det.

Når USAs Højesteret laver
en erklæring til verden,

som vi kan være stolte af.

(Bifald)

Når vi genså vores videoer,

hvad vi forstod var, at vi var
i færd med at se en kærlighedshistorie.

Jeg forventede ikke en kærlighedshistorie,

men det er én fyldt
med mere frihed, eventyr og kærlighed

end jeg nogensinde kunne
have forestillet mig.

Et år efter at vi kom
hjem fra vores rejse,

kom bryllupslighed til California.

Og til sidst tror vi kærlighed vil vinde.

(Video) Med den kraft som er tildelt mig,

af staten Californien,

og af Gud den Almægtige,

forkynder jeg jer at være ægtefæller.

I må kysse.

(Bifald)