Da jeg sagde til mine forældre, at jeg var homoseksuel, den første ting, som de sagde mig var: "Vi tager dig tilbage til Taiwan." (Latter) I deres tanker var min seksuelle orientering Amerikas skyld. Vesten korrumperede mig med anderledes idéer og hvis bare mine forældre ikke havde forladt Taiwan, var dette ikke sket for deres eneste datter. Ærlig talt, jeg spørger mig selv, om de havde ret. Selvfølgeligt er der homoseksuelle folk i Asien, ligesom der er homoseksuelle mennesker i alle dele af verden. Men er idéen om at bo i et "ude" liv, hvor "jeg er homoseksuel, her er min ægtefælle og vi er stolt af vores liv sammen" slags en vestlig idé? Hvis jeg havde vokset op i Taiwan, eller enhvert sted uden for Vesten, havde jeg fundet rollemodeller af glade, blomstrende LGBT mennesker? Jeg havde lignende forestillinger. Som HIV socialarbejder i San Francisco, mødte jeg mange homoseksuelle indvandrere. De fortalte mig deres historier om forfølgelse i deres hjemlande, bare for at være homoseksuel, og grundene de flygtede til USA. Jeg så, hvordan det slog dem ud. Efter 10 år i dette job, behøvede jeg bedre historier for mig selv. Jeg vidste, at verden var langt fra perfekt, men sikkert var hver homoseksuel historie ikke tragisk. Derfor, som et par, havde vi begge to et behov for at finde historier af håb. Derfor begyndte vi en mission, rejste rundt i hele verden og ledte efter menneskerne vi til sidst navngav "Supergays" (Latter) Disse var de LGBT individer der var i færd med at gøre noget ektraordinær i verden. De var modige, stærke, og, mere end alt, stolte af hvem de var. De var den slags mennesker, som jeg ville være. Vores plan var at dele deres historier med verden gennem film. Det var bare et problem. Vi havde hverken erfaring i reportage eller at lave film. (Latter) Vi vidste kke hvor vi kunne finde disse "Supergays", Så vi måtte bare tro på at vi fandt ud af det undervejs. Vi udvalgte 15 lande i Asien, Afrika og Sydamerika, lande udenfor Vesten, der havde anderledes LGBT rettigheder. Vi købte en videokamera, købte en bog om hvordan man laver en dokumentar -- (Latter) du kan lære meget idag -- og begyndte at rejse verden rundt. Et af de første lande vi rejste til var Nepal. Selvom udbredt fattigdom, en årti-lang borgerkrig, og for nylig, et ødelæggende jordskælv, har Nepal taget betydelige skridt i kampen for lighed. En af hovedfigurerne i bevægelsen er Bhumika Shrestha. En smuk, vital transkønnede kvinde. Bhumika måtte gennemleve at blive bortvist fra skolen og at blive sat i fængsel pga sin kønsfremtoning. Men i 2007, rejste Bhumika og Nepals organisation for LGBT-rettigheder begærede, succesfuldt, Nepals Højesteret for beskyttelse mod LGBT-diskrimination. Her er Bhumika (Video) Hvad er jeg stoltest over? Jeg er en transkvinde. Jeg er meget stolt over mit liv. Den 21 December 2007 pålagde Højesterettens afgørelse Nepals Parlament at transkønnede kan få kønsskift i identifikationspapirer og ret til homovielser. Jeg kan værdsætte Bhumnikas sikkerhed dagligt. Noget lige så let som bruge et offentligt toilet kan være en stor udfordring, når du ikke passe til menneskers strenge køns forventninger. Når vi rejste gennem Asien, skræmte jeg kvinder på offentlige toiletter. Det var ikke normalt for dem at se nogen som mig. Jeg skulle opfinde en strategi, så kunne jeg tisse i fred. (Latter) Altså, da jeg gik ind i et toilet, drev jeg ud mit bryst for at vise mine kvindelige dele og prøve at være lige så uskadelig som mulig. Jeg lagte min hånd ud og sagde "hej", bare for at lade mennesker høre min kvindelige stemme. Dette blive meget trættende, men det er bare hvem jeg er. Jeg kan ikke være noget andet. Efter Nepal rejste vi til Indien. På en side er Indien et hindu samfund, uden tradition for homofobi. På den anden side, det er også et samfund med en stærk patriarkalsk system, der afviser hvilken som helst ting, som truer den mandlig-kvindelig orden. Da vi talte med aktivister, fortalte de os, at selvtillid begynder ved at sikre en ordentlig kønslighed, hvor kvinders status er etableret i samfund. Og på denne måde, LGBT menneskers status kan blive bekræftet ligeså. Der mødte vi Prins Manvendra. Han er verdens første offentlig homoseksuelle prins. Prins Manvendra kom ud på "Oprah Winfrey Show", meget internationalt. Forældrene fornægtede ham og beskyldte ham af bringe stor skam til kongehuset. Vi sad ned med Prins Manvendra og talte med ham om hvorfor han valgte at komme ud så virkeligt offentligt. Her er han: (Video) Jeg følte, at det var et stort behov for at bryde stigma og diskrimination, der findes i vores samfund. Og det tilskyndede mig til at komme ud offenltigt og tale om mig selv. Uanset om vi er bøsse, vi er lesbisk, vi er transkønnede, biseksuelle eller hvilken seksuel mindretal vi kommer, vi bør alle forene og kæmpe for vores retter. Homoseksuellerettigheder kan ikke blive vundet i retssal, men i menneskers hjerter og forstand. Mens jeg fik mit hår klippet, spurgte kvinden, der kilppede mit hår, mig "Har du en ægtemand?" Nu, det var et frygteligt spørgsmål, som jeg blev spurgt meget af indbyggere mens vi rejste. Da jeg forklarede hende, at jeg var sammen med en kvinde i stedet af en mand, blev hun skeptisk, og spurgte mig mange spørgsmåle om mine forældres reaktion og om jeg var trist, at jeg aldrig ville få børn. Jeg sagte til hende, at det ikke er begrænsing i mit liv og at Lisa og jeg planlægger at have en familie en dag. Nu, denne kvinde var klar til at kalde mig endnu en andre tosse fra Vesten. Hun kunne ikke tro, at sådan et fænomen kunne ske i hendes land. Det var til vi viste hende billederne af de Supergays, som vi interviewede i Indien. Hun genkendte Prins Manvendra fra fjernsyn og snart havde jeg et publikum af andre frisører interesseret i møde mig. (Latter) Og i den normale eftermiddag havde jeg chancen for at præsentere en hel skønsalon til de samfundsforandringer, der skete i deres land. Fra Indien rejste vi til Øst Afrika, en region kendt for intolerance mod LGBT mennesker. 89% af mennesker, der komme ud til deres familier i Kenya, bliver fornægtet. Homoseksuelle handlinger er forbrydelser og kunne lede til fængsling. I Kenya mødte vi blide David Kuria. David havde en stor opgave af at ville arbejde for de fattige og forbedre hans regering. Derfor valgte ham at stille op til senatet. Han blev Kenyas første offentligt homoseksuelle politisk kandidat. David ville føre hans kampagne uden at benægte virkeligheden af hvem han var. Men vi var bange for hans tryghed fordi han begyndte at få dødstrusler. Jeg var virkeligt bange fordi man virkeligt bad om at jeg blev slået ihjel. Og ja, det er mennesker derude som gør det, og de føler, at de udfører en religiøs forpligtelse. David var ikke flov over hvem han var. Selv med truslerne, forblev han autentisk. I den modsatte side af spektret ligger Argentina. Det er et land, hvor 92% af befolkning identificere sig selv som romersk-katolsk. Alligevel har Argentina LGBT retter, som er endnu mere fremadskridende end her i USA. I 2010 blev Argentine det første land i Latinamerika og den tiende i verden, som vedkendte bryllupslighed. Her mødte vi Maria Richid. Maria var en hovedstyrke i denne bevægelse. I virkeligheden siger jeg altid, at effekterne af bryllupslighed er ikke bare for de par, som gifter sig. De er for mange mennesker, der uden at blive gift bliver kigget på anderledes af deres kolleger, familier og naboer, fra landets nationale besked af lighed. Jeg føle meget stolt af Argentina fordi i dag er Argentina et eksempel af lighed. Og forhåbentligt snart vil hele verden have de samme rettigheder. Da vi besøgte min slægtsland, håbede jeg at vi kunne vise mine forældre, hvad vi fandt der. Fordi her er hvem vi mødte: En, to, tre. Velkomme homoseksuelle til Shanghai! (Latter) Et helt samfund af unge, smukke kinesiske LGBT mennesker. Sikkert havde de deres kampe. Men de kæmpede imod det. I Shanghai fik jeg muligheden for at tale med en lokal gruppe af lesbiske kvinder og fortælle dem vores historie på mit rustne mandarin. I Taipei, hver gang vi tog metroen så vi et andet lesbisk par holde i hånd. Og vi lærte, at Asiens største LGBT Pride begivenhed sker nogle blokke væk fra hvor mine bedsteforældre boede. Hvis bare mine forældre vidste det. Da vi endte vores ikke-så-straight rejse rundt om verden, (Latter) havde vi rejst 50,000 mil og filmet 120 timer af videoer. Vi rejste til 15 land og interviewede 50 Supergays. Vi lærte at det ikke var svært at finde dem. JC: Ja, der er stadig tragedier, som sker på den ujævne vej til lighed. Og vi bør ikke glemme, at 75 lande straffer stadig homoseksualitet idag. Men der er også historier om håb og mod i hvert hjørne af verden. Hvad vi, i sidste ende, lærte fra vores rejse er, at lighed er ikke en vestlig opfindelse. Én af de hovedfaktor i denne lighedsbevægelse er fremdrift, fremdrift når flere og flere mennesker omfavner sit fulde selv og bruge hvilken som helst muligheder, de har for at ændre deres del af verden, og fremdrift når flere og flere lande finder modeller af lighed i hinanden. Da Nepal beskyttede mod LGBT diskrimination, pressede Indien hårdere på. Da Argentina omfavnede bryllupslighed, fulgte Uruguay og Brasilien. Da Irland sagte ja til lighed, (Bifald) bemærkede verden det. Når USAs Højesteret laver en erklæring til verden, som vi kan være stolte af. (Bifald) Når vi genså vores videoer, hvad vi forstod var, at vi var i færd med at se en kærlighedshistorie. Jeg forventede ikke en kærlighedshistorie, men det er én fyldt med mere frihed, eventyr og kærlighed end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Et år efter at vi kom hjem fra vores rejse, kom bryllupslighed til California. Og til sidst tror vi kærlighed vil vinde. (Video) Med den kraft som er tildelt mig, af staten Californien, og af Gud den Almægtige, forkynder jeg jer at være ægtefæller. I må kysse. (Bifald)