Kapitalisme vil æde demokratiet -- medmindre vi siger fra

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor politikere ikke er hvad de engang var, hvorfor regeringen ser ud til at være ude af stand til løse reelle problemer?
Økonom Yanis Varoufakis, den tidligere finansminister for Grækenland, siger at det er fordi, at du i dag kan være i politik men ikke have magt -- fordi reel magt nu tilhører dem, som kontrollerer økonomien. Han tror, at de megarige og virksomheder kannibaliserer den politiske sfære, skabende finanskrisen. I dette foredrag, hør hans drømme for en verden i hvilken kapital og arbejdere ikke længere kæmper imod hinanden, "en som på samme tid er libertariansk, marxistisk og keynesiansk."

Demokrati.

I Vesten

tager vi fejl i at tage det for givet.

Vi ser demokrati,

ikke som den skrøbelige blomst
som det virkelig er,

men vi ser det som en del
af vores samfunds møblement.

Vi hælder til at tage,
det som et kompromisløst givet.

Vi tror fejlagtigt, at kapitalisme
nødvendigvis medfører demokrati.

Det gør det ikke.

Singapores Lee Kuan Yew
og hans store efterlignere i Beijing,

har uden tvivl demonstreret,

at det er muligt,
at have en blomstrende kapitalisme,

utrolig vækst,

imens politikken forbliver
fri for demokrati.

Demokrati er på tilbagegang
her i vores område,

her i Europa.

Tidligere dette år,
mens jeg repræsenterede Grækenland --

den nyvalgte græske regering --

i Eurogruppen som dets finansminister,

blev jeg fortalt uden nogen tvivl,
at vores nations demokratiske proces --

vores valg --

ikke kunne blive tilladt at hindre

den økonomiske politik,
som blev implementeret i Grækenland.

I dette øjeblik,

følte jeg at der ikke kunne være noget
større forsvar af Lee Kuan Yew,

eller Det kinesiske kommunistiske parti,

eller af nogle af mine genstridige venner,
som blev ved med at fortælle mig,

at demokrati ville blive forbudt,
hvis det nogensinde truede med at ændre noget.

I aften, her, vil jeg præsentere til jer,

en økonomisk case
for et ægte demokrati.

Jeg vil spørge jer om
at starte med tro igen,

at Lee Kuan Yew,

Det kinesiske kommunistparti

og så sandelig Eurogruppen

tager fejl, når de tror
at vi kan undvære demokrati --

at vi har brug for et ægte
højrøstet demokrati.

Og uden demokrati,

vil vores samfund være mere ubehagelige,

vores fremtid dyster

og vores fremragende nye teknologi spildt.

Mens vi taler om spild,

så tillad mig at udpege
et interessant paradoks

som truer vores
økonomier i dette øjeblik.

Jeg kalder det tvillingetinder
paradokset.

Et toppunkt forstår du --

du kender det, du genkender det --

er bjerget af gæld,
som har kastet en lang skygge

over USA, Europa og hele verdenen.

Vi kan alle genkende bjerget af gæld.

Men få personer kan opdage dets tvilling.

Et bjerg af rede penge

tilhørende rige opsparere
og til virksomheder,

som er for skræmte til at investere det

i de produktions aktiviteter,
som kan generere indkomsten

ud fra hvilken du kan udslette
bjerget af gæld,

og som kan producere alle de ting,
som menneskeheden desperat har brug for,

såsom grøn energi.

Nu lad mig give jer to tal.

Over de seneste 3 måneder,

i USA, i Storbritannien
og i Eurozonen,

har vi investeret, samlet,
3,4 billioner dollars.

i alle værdi producerende goder --

ting som industrifabrikker, maskineri,

kontorer, skoler,

veje, jernbaner, maskineri
og så videre og så videre.

$3,4 billioner lyder som mange penge,

indtil du sammenligner det til de
$5,1 billioner,

som har lagt lagt rundt
i de samme lande,

i vores finansielle institutioner,

gjort absolut ingenting
i den samme periode

bortset fra at puste aktiekurser op
og få huspriserne til at stige.

Så et bjerg af gæld
og et bjerg af rede penge

former tvillingetinder,
som ikke formår at ophæve hinanden

gennem den normalefunktion af markederne.

Resultatet er stagnerende lønninger,

mere end en fjerdedel af 25- til 52 årige
i America, i Japan og i USA

er arbejdsløse.

Og som konsekvens,
lavere samlet efterspørgsel,

som i en aldrig sluttende cyklus,

forstærker pessimismen hos investorerne,

som, frygtende lav efterspørgsel,
frembringer det ved ikke at investere --

præcis som Ødipus' far,

som, skrækslagen
af profetien fra oraklet,

at hans søn ville vokse op
og slå ham ihjel,

uden at vide det skabte de betingelser,

som sikrede at Oedipus,
hans søn, ville slå ham ihjel.

Det er min uenighed med kapitalisme.

Dets store ødsel,

all dette rede penge,

som skulle blive sat i gang
med at forbedre liv,

til at udvikle menneskelige
talenter,

og til at finansiere
alle disse teknologier,

grønne teknologier,

som er absolut nødvendige
for at redde planeten Jorden.

Har jeg ret i at tro,
at demokrati måske er svaret?

Det tror jeg,

men før vi går videre,

hvad mener vi med demokrati?

Aristoteles definerede demokrati

som konstitutionen
i hvilken de frie og de fattige

værende i flertal, kontrollerer regeringen.

Selvfølgelig ekskluderer Athensk
demokrati for mange.

Kvinder, tilflyttere
og selvfølgelig slaverne.

Men det ville være en fejl

at afvise betydningen
af oldtidens Athenske demokrati

på basis af hvem det ekskluderede.

Hvad var mere vedkommende,

og fortsat er det,
om oldtidens Athenske demokrati

var inklusionen af de fattige arbejdende,

som ikke blot fik
ytringsfrihed,

men mere vigtigt, afgørende,

de fik retten til
politiske vurderinger

som var givet lige vægt

i beslutningstagningen
vedrørende statsanliggende.

Det athenske demokrati
varede ikke særlig længe.

Som et lys der lyser stærkt,
brændte det ud hurtigt.

Og sandelig,

vores liberale demokratier i dag
har ikke deres rødder i oldtidens Athen.

De har deres rødder i Magna Carta,

i Den glorværdige Revolution i 1688,

i den amerikanske forfatning.

Hvor det athenske demokrati
var fokuseret på den mesterløse borger

og bemyndige den arbejdende fattige,

er vores liberale demokrati funderet
på Magna Carta traditionen,

som var et frihedsbrev
for herremændene.

Og sandelig, liberal demokrati
dukkede kun op, når det var muligt

at separere den politiske sfære
fra den økonomiske sfære fuldkommen,

for at kunne indeslutte den demokratiske
proces i den politiske sfære,

og efterlade den økonomiske sfære --

forretningsverdenen, hvis du vil --

som en demokratifri zone.

I vores demokratier i dag,

denne separation af den økonomiske
fra den politiske sfære,

det øjeblik det begyndte,

gav det grobund for en ubønhørlig
episk kamp mellem de to,

med den økonomiske sfære
koloniserende den politiske sfære,

spisende sig ind i dens magt.

Har du undret dig over, hvorfor politikere
ikke er, hvad de engang var?

Det er ikke fordi deres DNA
har degenereret.

(Latter)

Det er snarere fordi, at man kan være
i regeringen i dag uden at have magt,

fordi magten er flyttet
fra den politiske til økonomiske sfære,

som står for sig.

Sandelig,

jeg talte om mine kvaler
med kapitalisme.

Hvis du tænker over det,

er det lidt som en
befolkning af rovdyr,

som er så succesfulde i at decimere
det byttedyr, som de lever af,

at de til sidst må sulte.

Tilsvarende,

den økonomiske sfære har koloniseret
og kannibaliseret den politiske sfære

til sådan en grad,
at den underminere sig selv,

skabende en økonomisk krise.

Virksomheders magt er voksende,

politiske goder er devaluerende ,

ulighed er stigende,

samlet efterspørgsel er faldende

og direktører af virksomheder er for
skræmte til at investere deres penge.

Så jo mere kapitalisme lykkes
i at tage folket ud af folkestyret,

jo højere tvillingetinder

og mere spild
af menneskelige ressourcer

og menneskehedens rigdom.

Hvis dette er rigtigt,

må vi genforene den politiske
og økonomiske sfære

og bedre gøre det
med et fok i kontrol,

ligesom i oldtidens Athen
bare uden slaverne

eller eksklusionen af kvinder og migranter.

Dette er ikke en original ide.

Det Marxistiske venstre
havde denne ide 100 år siden,

og det gik ikke særlig godt, gjorde det?

Lektien, som vi lærte
fra Sovjet sammenbruddet,

var at kun ved et mirakel
vil de arbejdende fattige blive bemyndigede,

som de var i Athen,

uden at skabe nye former
af brutalitet og spild.

Men der er en løsning:

eliminere de arbejdende fattige.

Kapitalismen gør det

ved at erstatte lavtlønnede arbejdere
med automatisering, androider, robotter.

Problemet er,

at så længe den økonomiske
og politiske sfære er adskilt,

vil automatisering gøre
tvillingetinderne endnu højere,

spildet højere

og de sociale konflikter dybere,

inkluderende --

snart, tror jeg --

i steder som Kina.

Så vi er nød til at ombygge,

vi er nød til at samle den økonomiske
og den politiske sfære,

men vi må hellere gøre det
ved at demokratisere den forenede sfære,

ellers ender vi med et
overvågnings skørt hyperautokrati,

som får Matrix, filmen,
til at ligne en dokumentar.

(Latter)

Så spørgsmålet er ikke,
om kapitalisme vil overleve

de teknologiske innovationer
den giver liv til.

Det mere interessante spørgsmål

er om hvorvidt kapitalisme vil blive efterfulgt
af noget lignende et Matrix dystopi

eller af noget tættere
på et Star Trek-lignende samfund,

hvor maskiner tjener mennesker,

og mennesker bruger deres energi
på at udforske universet

og nyde lange debatter
om meningen med livet

i en form for oldtids athensk lignende
højteknologisk forsamling.

Jeg tror, at vi kan tillade os
at være optimistiske.

Men hvad ville det kræve,

hvordan ville det se ud

at have denne Star Trek lignende utopi,
i stedet for den Matrix lignende dystopi?

I praktiske udtryk,

tillad mig at kort at dele,

et par eksempler.

På virksomhedes niveau,

forestil et kapitalmarked,

hvor du tjener kapital mens du arbejder,

og hvor din kapital følger dig,
fra et job til et andet,

for en virksomhed til en anden,

og virksomheden --

hvilken som helst, som du arbejder
i på det givne tidspunkt --

er alene ejet af dem, som arbejder
i den på det givne tidspunkt.

Så stammer al indkomst
fra kapitalen, fra profitten,

og selve konceptet
af arbejdsløn bliver forældet.

Ikke længere nogen separation mellem dem,
som ejer men ikke arbejder i virksomheden

og dem som arbejder
men ikke ejer virksomheden;

ikke mere tovtrækkeri
mellem kapital or arbejder;

intet stort kløft mellem
investering og opsparing;

ikke nogle knejsende tvillingetinder.

På det globale
politiske økonomi niveau,

forestil for at øjeblik,

at vores nationale valuta
har et frit flydende valutakurs,

med en universel,
global, digital valuta,

en som er udstedt
af Den Internationale Valutafond,

G-20,

på vegne af hele menneskeheden.

Og forestil yderligere

at al international handel
er opgjort i denne valuta --

lad os kalde den "kosmosset,"

i enheder af kosmos --

med alle regeringer enige
om at betale til en fælles fond

en sum af kosmos enheder proportionel
med landets handelsunderskud,

eller til landets handelsoverskud.

Og forestil at den fond er brugt til
at investere i grønne energiteknologier,

specielt i den del af verden,
hvor investeringsmidler er knappe.

Dette er ikke en ny ide.

Det er, reelt, hvad
John Maynard Keynes foreslog

i 1944 ved Bretton Woods Konferencen.

Problemet er,

at dengang havde de ikke
teknologien til at implementere det.

Nu har vi,

specielt i konteksten
af en genforenet politisk-økonomisk sfære.

Verdenen jeg beskriver til jer,

er på samme tid libertariansk,

på den måde at den prioriterer
bemyndigelsen af individet,

marxistisk,

da den vil have begrænset
i historiens skraldebøtte,

adskillelsen mellem kapital or arbejde,

og keynesiansk,

global keynesiansk.

Men hævet over alt andet,

er det en verden, hvor vi vil være i stand
til at forestille et ægte demokrati.

Vil sådan en verden bryde frem?

Eller vil vi falde
ind i et Matrix lignende dystopi?

Svaret er i det politiske spørgsmål,
som vi skal foretage kollektivt.

Det er vores valg,

og vi har bare at foretage det demokratisk.

Tak.

(Bifald)

Bruno Giussani: Yanis ...

Det var dig, som beskrev dig selv
i din biografi som en libertariansk marxist.

Hvad er det relevante
af Marx' analyse i dag?

Yanis Varoufakis: Hvis der var noget
relevant, i hvad jeg lige sagde,

så er Marx relevant.

Fordi hele pointen af at genforene
det politiske og økonomiske er --

at hvis vi ikke gør det,

så vil teknologisk innovation skabe

et massivt fald i samlet efterspørgsel,

hvad Larry Summers
refererer til som sekulær stagnation.

Med krisen migrerende
fra en del af verden,

som den gør nu,

den vil destabilisere
ikke blot vores demokratier,

men selv den fremspirende verden, som ikke
er så ivrig efter liberal demokrati.

Så hvis denne analyse holder vang,
så er Marx absolut relevant.

Men også Hayek,

det er derfor,
jeg er en libertariansk marxist,

og ligeså er Keynes,

så det er derfor, jeg er totalt forvirret.

(Latter)

BG: Ja og måske er vi også, nu.

(Latter)

(Latter)

YV: Hvis du ikke er forvirret,
tænker du ikke, ok?

BG: Det er en meget, meget græsk
filosofisk ting at sige --

YV: Det var Einstein, faktisk --

BG: I din tale
nævnte du Singapore og Kina,

og i går aftes ved talermiddagen,

udtrykte du en stærk holdning
om hvordan vesten ser på Kina.

Vil du dele den?

YV: Der er en stor
grad af hykleri.

I vores liberale demokratier,
har vi et udseende af demokrati.

Det er fordi vi har indespærret,
som jeg sagde i min tale,

demokratiet til den politiske sfære,

og efterladt den sfære,
hvor det hele sker --

den økonomiske sfære --

en komplet demokratifri zone.

På en måde,

hvis jeg er tilladt at være provokativ,

Kina er tættere på Storbritannien
i det 19. århundrede.

Fordi, husk,

vi hælder til at associere
liberalisme med demokrati --

det er en fejl, historisk.

Liberalisme, liberal,
det er som John Stuart Mill.

John Stuart Mill var særlig skeptisk
om den demokratiske proces.

Så hvad du ser i Kina nu,
er en meget lignende proces

til den vi havde i Storbritannien
under den industrielle revolution,

specielt overgangen
fra den første til den anden.

Og at revse Kina

for at gøre hvad Vesten gjorde
i det 19. århundrede

smager af hykleri.

BG: Jeg er sikker på, at mange her
undrer sig over sig over din erfaring

som finansminister for Grækenland
tidligere dette år.

YV: Jeg vidste dette ville komme.

BG: Ja.

BG: Seks måneder efter,

hvordan ser du tilbage
på den første halvdel af året?

YV: Ekstremt spændende,
fra et personligt synspunkt,

og meget skuffende,

fordi vi havde en mulighed
for at genstarte Eurozonen.

Ikke bare Grækenland, Eurozonen.

At flytte os fra det selvbehagelige

og den konstante benægtelse
at der var en massiv --

at der er en massiv
arkitektonisk brudlinje

igennem Eurozonen,

som truer, kraftigt,
hele den Europæiske Unions proces.

Vi havde en mulighed
på basis af det græske program --

som forresten,

var det første program
til at manifestere den benægtelse --

at ordne det.

Og, desværre,

kræfterne i Eurozonen,

i Eurogruppen,

valgte at fastholde benægtelse.

Men du ved, hvad der sker.

Det er erfaringen
af Sovjetunionen.

Når du prøver at holde i live

et økonomisksystem
som arkitektonisk ikke kan overleve,

igennem politisk vilje
og igennem autoritarisme,

vil man måske lykkes i at forlænge det,

men når forandring sker,

sker det meget brat
og katastrofalt.

BG: Hvilken form for forandring
forudser du?

YV: Der er ikke nogen tvivl om,

at hvis vi ikke ændrer
arkitekturen af Eurozonen,

har Eurozonen ingen fremtid.

BG: Foretog du nogen fejl
mens du var finansminister?

YV: Hver dag.

BG: For eksempel?
YV: Enhver som ser tilbage --

(Bifald)

Nej, men seriøst.

Hvis der er nogen finansminister,
eller minister af noget for den skyld,

som fortæller dig
efter seks måneder i jobbet,

specielt i sådan en stressfyldt situation,

at de ikke har lavet nogle fejl,
er de meget farlige mennesker.

Selvfølgelig lavede jeg fejl.

Den største fejl
var at underskrive en ansøgning

om en udsættelse af en lånaftale

i slutningen af februar.

Jeg troede,

at der var en oprigtig interesse
fra kreditorerne

til at finde fælles grund.

Men det var der ikke.

De var blot interesserede
i at knuse vores regering,

kun fordi de ikke ville

tage sig af
de arkitektoniske brudlinjer,

som løb gennem Eurozonen.

Og fordi de ikke ville indrømme,

at de over fem år implementerede
et katastrofalt program i Grækenland

Vi mistede en tredjedel
af vores nominelle BNP.

Det er værre end Den Store Depression.

Og ingen er kommet frem

fra trojka långiverne,
som har implementeret denne politik,

og sagt," Det var en kæmpe fejl."

BG: På trods af alt dette,

og på trods aggressiviteten
af diskussionen,

fremstår du stadig
ret pro-Europæisk.

YV: Absolut.

Min kritik af
den Europæiske Union og Eurozonen

kommer fra en person,
som lever og ånder Europa.

Min største frygt er,
at Eurozonen ikke overlever.

For hvis den ikke gør,

vil centrifugalkrafterne,
som vil blive sluppet fri,

være dæmoniske,

og de vil knuse den Europæiske Union.

Og det vil være katastrofalt,
ikke bare for Europa,

men for hele verdensøkonomien.

Vi er formentlig den største
økonomi i verden.

Og hvis vi tillader os selv

at falde ind i ruten
af de postmoderne 1930'ere,

hvilket vi, så vidt jeg ser det, gør,

så vil det være skadeligt

for fremtiden af både europæere
og ikke europæere.

BG: Vi håber i hvert fald,
at du tager fejl med det.

Yanis, tak for at komme til TED.

YV: Så lidt.

(Bifald)