Demokrati. I Vesten tager vi fejl i at tage det for givet. Vi ser demokrati, ikke som den skrøbelige blomst som det virkelig er, men vi ser det som en del af vores samfunds møblement. Vi hælder til at tage, det som et kompromisløst givet. Vi tror fejlagtigt, at kapitalisme nødvendigvis medfører demokrati. Det gør det ikke. Singapores Lee Kuan Yew og hans store efterlignere i Beijing, har uden tvivl demonstreret, at det er muligt, at have en blomstrende kapitalisme, utrolig vækst, imens politikken forbliver fri for demokrati. Demokrati er på tilbagegang her i vores område, her i Europa. Tidligere dette år, mens jeg repræsenterede Grækenland -- den nyvalgte græske regering -- i Eurogruppen som dets finansminister, blev jeg fortalt uden nogen tvivl, at vores nations demokratiske proces -- vores valg -- ikke kunne blive tilladt at hindre den økonomiske politik, som blev implementeret i Grækenland. I dette øjeblik, følte jeg at der ikke kunne være noget større forsvar af Lee Kuan Yew, eller Det kinesiske kommunistiske parti, eller af nogle af mine genstridige venner, som blev ved med at fortælle mig, at demokrati ville blive forbudt, hvis det nogensinde truede med at ændre noget. I aften, her, vil jeg præsentere til jer, en økonomisk case for et ægte demokrati. Jeg vil spørge jer om at starte med tro igen, at Lee Kuan Yew, Det kinesiske kommunistparti og så sandelig Eurogruppen tager fejl, når de tror at vi kan undvære demokrati -- at vi har brug for et ægte højrøstet demokrati. Og uden demokrati, vil vores samfund være mere ubehagelige, vores fremtid dyster og vores fremragende nye teknologi spildt. Mens vi taler om spild, så tillad mig at udpege et interessant paradoks som truer vores økonomier i dette øjeblik. Jeg kalder det tvillingetinder paradokset. Et toppunkt forstår du -- du kender det, du genkender det -- er bjerget af gæld, som har kastet en lang skygge over USA, Europa og hele verdenen. Vi kan alle genkende bjerget af gæld. Men få personer kan opdage dets tvilling. Et bjerg af rede penge tilhørende rige opsparere og til virksomheder, som er for skræmte til at investere det i de produktions aktiviteter, som kan generere indkomsten ud fra hvilken du kan udslette bjerget af gæld, og som kan producere alle de ting, som menneskeheden desperat har brug for, såsom grøn energi. Nu lad mig give jer to tal. Over de seneste 3 måneder, i USA, i Storbritannien og i Eurozonen, har vi investeret, samlet, 3,4 billioner dollars. i alle værdi producerende goder -- ting som industrifabrikker, maskineri, kontorer, skoler, veje, jernbaner, maskineri og så videre og så videre. $3,4 billioner lyder som mange penge, indtil du sammenligner det til de $5,1 billioner, som har lagt lagt rundt i de samme lande, i vores finansielle institutioner, gjort absolut ingenting i den samme periode bortset fra at puste aktiekurser op og få huspriserne til at stige. Så et bjerg af gæld og et bjerg af rede penge former tvillingetinder, som ikke formår at ophæve hinanden gennem den normalefunktion af markederne. Resultatet er stagnerende lønninger, mere end en fjerdedel af 25- til 52 årige i America, i Japan og i USA er arbejdsløse. Og som konsekvens, lavere samlet efterspørgsel, som i en aldrig sluttende cyklus, forstærker pessimismen hos investorerne, som, frygtende lav efterspørgsel, frembringer det ved ikke at investere -- præcis som Ødipus' far, som, skrækslagen af profetien fra oraklet, at hans søn ville vokse op og slå ham ihjel, uden at vide det skabte de betingelser, som sikrede at Oedipus, hans søn, ville slå ham ihjel. Det er min uenighed med kapitalisme. Dets store ødsel, all dette rede penge, som skulle blive sat i gang med at forbedre liv, til at udvikle menneskelige talenter, og til at finansiere alle disse teknologier, grønne teknologier, som er absolut nødvendige for at redde planeten Jorden. Har jeg ret i at tro, at demokrati måske er svaret? Det tror jeg, men før vi går videre, hvad mener vi med demokrati? Aristoteles definerede demokrati som konstitutionen i hvilken de frie og de fattige værende i flertal, kontrollerer regeringen. Selvfølgelig ekskluderer Athensk demokrati for mange. Kvinder, tilflyttere og selvfølgelig slaverne. Men det ville være en fejl at afvise betydningen af oldtidens Athenske demokrati på basis af hvem det ekskluderede. Hvad var mere vedkommende, og fortsat er det, om oldtidens Athenske demokrati var inklusionen af de fattige arbejdende, som ikke blot fik ytringsfrihed, men mere vigtigt, afgørende, de fik retten til politiske vurderinger som var givet lige vægt i beslutningstagningen vedrørende statsanliggende. Det athenske demokrati varede ikke særlig længe. Som et lys der lyser stærkt, brændte det ud hurtigt. Og sandelig, vores liberale demokratier i dag har ikke deres rødder i oldtidens Athen. De har deres rødder i Magna Carta, i Den glorværdige Revolution i 1688, i den amerikanske forfatning. Hvor det athenske demokrati var fokuseret på den mesterløse borger og bemyndige den arbejdende fattige, er vores liberale demokrati funderet på Magna Carta traditionen, som var et frihedsbrev for herremændene. Og sandelig, liberal demokrati dukkede kun op, når det var muligt at separere den politiske sfære fra den økonomiske sfære fuldkommen, for at kunne indeslutte den demokratiske proces i den politiske sfære, og efterlade den økonomiske sfære -- forretningsverdenen, hvis du vil -- som en demokratifri zone. I vores demokratier i dag, denne separation af den økonomiske fra den politiske sfære, det øjeblik det begyndte, gav det grobund for en ubønhørlig episk kamp mellem de to, med den økonomiske sfære koloniserende den politiske sfære, spisende sig ind i dens magt. Har du undret dig over, hvorfor politikere ikke er, hvad de engang var? Det er ikke fordi deres DNA har degenereret. (Latter) Det er snarere fordi, at man kan være i regeringen i dag uden at have magt, fordi magten er flyttet fra den politiske til økonomiske sfære, som står for sig. Sandelig, jeg talte om mine kvaler med kapitalisme. Hvis du tænker over det, er det lidt som en befolkning af rovdyr, som er så succesfulde i at decimere det byttedyr, som de lever af, at de til sidst må sulte. Tilsvarende, den økonomiske sfære har koloniseret og kannibaliseret den politiske sfære til sådan en grad, at den underminere sig selv, skabende en økonomisk krise. Virksomheders magt er voksende, politiske goder er devaluerende , ulighed er stigende, samlet efterspørgsel er faldende og direktører af virksomheder er for skræmte til at investere deres penge. Så jo mere kapitalisme lykkes i at tage folket ud af folkestyret, jo højere tvillingetinder og mere spild af menneskelige ressourcer og menneskehedens rigdom. Hvis dette er rigtigt, må vi genforene den politiske og økonomiske sfære og bedre gøre det med et fok i kontrol, ligesom i oldtidens Athen bare uden slaverne eller eksklusionen af kvinder og migranter. Dette er ikke en original ide. Det Marxistiske venstre havde denne ide 100 år siden, og det gik ikke særlig godt, gjorde det? Lektien, som vi lærte fra Sovjet sammenbruddet, var at kun ved et mirakel vil de arbejdende fattige blive bemyndigede, som de var i Athen, uden at skabe nye former af brutalitet og spild. Men der er en løsning: eliminere de arbejdende fattige. Kapitalismen gør det ved at erstatte lavtlønnede arbejdere med automatisering, androider, robotter. Problemet er, at så længe den økonomiske og politiske sfære er adskilt, vil automatisering gøre tvillingetinderne endnu højere, spildet højere og de sociale konflikter dybere, inkluderende -- snart, tror jeg -- i steder som Kina. Så vi er nød til at ombygge, vi er nød til at samle den økonomiske og den politiske sfære, men vi må hellere gøre det ved at demokratisere den forenede sfære, ellers ender vi med et overvågnings skørt hyperautokrati, som får Matrix, filmen, til at ligne en dokumentar. (Latter) Så spørgsmålet er ikke, om kapitalisme vil overleve de teknologiske innovationer den giver liv til. Det mere interessante spørgsmål er om hvorvidt kapitalisme vil blive efterfulgt af noget lignende et Matrix dystopi eller af noget tættere på et Star Trek-lignende samfund, hvor maskiner tjener mennesker, og mennesker bruger deres energi på at udforske universet og nyde lange debatter om meningen med livet i en form for oldtids athensk lignende højteknologisk forsamling. Jeg tror, at vi kan tillade os at være optimistiske. Men hvad ville det kræve, hvordan ville det se ud at have denne Star Trek lignende utopi, i stedet for den Matrix lignende dystopi? I praktiske udtryk, tillad mig at kort at dele, et par eksempler. På virksomhedes niveau, forestil et kapitalmarked, hvor du tjener kapital mens du arbejder, og hvor din kapital følger dig, fra et job til et andet, for en virksomhed til en anden, og virksomheden -- hvilken som helst, som du arbejder i på det givne tidspunkt -- er alene ejet af dem, som arbejder i den på det givne tidspunkt. Så stammer al indkomst fra kapitalen, fra profitten, og selve konceptet af arbejdsløn bliver forældet. Ikke længere nogen separation mellem dem, som ejer men ikke arbejder i virksomheden og dem som arbejder men ikke ejer virksomheden; ikke mere tovtrækkeri mellem kapital or arbejder; intet stort kløft mellem investering og opsparing; ikke nogle knejsende tvillingetinder. På det globale politiske økonomi niveau, forestil for at øjeblik, at vores nationale valuta har et frit flydende valutakurs, med en universel, global, digital valuta, en som er udstedt af Den Internationale Valutafond, G-20, på vegne af hele menneskeheden. Og forestil yderligere at al international handel er opgjort i denne valuta -- lad os kalde den "kosmosset," i enheder af kosmos -- med alle regeringer enige om at betale til en fælles fond en sum af kosmos enheder proportionel med landets handelsunderskud, eller til landets handelsoverskud. Og forestil at den fond er brugt til at investere i grønne energiteknologier, specielt i den del af verden, hvor investeringsmidler er knappe. Dette er ikke en ny ide. Det er, reelt, hvad John Maynard Keynes foreslog i 1944 ved Bretton Woods Konferencen. Problemet er, at dengang havde de ikke teknologien til at implementere det. Nu har vi, specielt i konteksten af en genforenet politisk-økonomisk sfære. Verdenen jeg beskriver til jer, er på samme tid libertariansk, på den måde at den prioriterer bemyndigelsen af individet, marxistisk, da den vil have begrænset i historiens skraldebøtte, adskillelsen mellem kapital or arbejde, og keynesiansk, global keynesiansk. Men hævet over alt andet, er det en verden, hvor vi vil være i stand til at forestille et ægte demokrati. Vil sådan en verden bryde frem? Eller vil vi falde ind i et Matrix lignende dystopi? Svaret er i det politiske spørgsmål, som vi skal foretage kollektivt. Det er vores valg, og vi har bare at foretage det demokratisk. Tak. (Bifald) Bruno Giussani: Yanis ... Det var dig, som beskrev dig selv i din biografi som en libertariansk marxist. Hvad er det relevante af Marx' analyse i dag? Yanis Varoufakis: Hvis der var noget relevant, i hvad jeg lige sagde, så er Marx relevant. Fordi hele pointen af at genforene det politiske og økonomiske er -- at hvis vi ikke gør det, så vil teknologisk innovation skabe et massivt fald i samlet efterspørgsel, hvad Larry Summers refererer til som sekulær stagnation. Med krisen migrerende fra en del af verden, som den gør nu, den vil destabilisere ikke blot vores demokratier, men selv den fremspirende verden, som ikke er så ivrig efter liberal demokrati. Så hvis denne analyse holder vang, så er Marx absolut relevant. Men også Hayek, det er derfor, jeg er en libertariansk marxist, og ligeså er Keynes, så det er derfor, jeg er totalt forvirret. (Latter) BG: Ja og måske er vi også, nu. (Latter) (Latter) YV: Hvis du ikke er forvirret, tænker du ikke, ok? BG: Det er en meget, meget græsk filosofisk ting at sige -- YV: Det var Einstein, faktisk -- BG: I din tale nævnte du Singapore og Kina, og i går aftes ved talermiddagen, udtrykte du en stærk holdning om hvordan vesten ser på Kina. Vil du dele den? YV: Der er en stor grad af hykleri. I vores liberale demokratier, har vi et udseende af demokrati. Det er fordi vi har indespærret, som jeg sagde i min tale, demokratiet til den politiske sfære, og efterladt den sfære, hvor det hele sker -- den økonomiske sfære -- en komplet demokratifri zone. På en måde, hvis jeg er tilladt at være provokativ, Kina er tættere på Storbritannien i det 19. århundrede. Fordi, husk, vi hælder til at associere liberalisme med demokrati -- det er en fejl, historisk. Liberalisme, liberal, det er som John Stuart Mill. John Stuart Mill var særlig skeptisk om den demokratiske proces. Så hvad du ser i Kina nu, er en meget lignende proces til den vi havde i Storbritannien under den industrielle revolution, specielt overgangen fra den første til den anden. Og at revse Kina for at gøre hvad Vesten gjorde i det 19. århundrede smager af hykleri. BG: Jeg er sikker på, at mange her undrer sig over sig over din erfaring som finansminister for Grækenland tidligere dette år. YV: Jeg vidste dette ville komme. BG: Ja. BG: Seks måneder efter, hvordan ser du tilbage på den første halvdel af året? YV: Ekstremt spændende, fra et personligt synspunkt, og meget skuffende, fordi vi havde en mulighed for at genstarte Eurozonen. Ikke bare Grækenland, Eurozonen. At flytte os fra det selvbehagelige og den konstante benægtelse at der var en massiv -- at der er en massiv arkitektonisk brudlinje igennem Eurozonen, som truer, kraftigt, hele den Europæiske Unions proces. Vi havde en mulighed på basis af det græske program -- som forresten, var det første program til at manifestere den benægtelse -- at ordne det. Og, desværre, kræfterne i Eurozonen, i Eurogruppen, valgte at fastholde benægtelse. Men du ved, hvad der sker. Det er erfaringen af Sovjetunionen. Når du prøver at holde i live et økonomisksystem som arkitektonisk ikke kan overleve, igennem politisk vilje og igennem autoritarisme, vil man måske lykkes i at forlænge det, men når forandring sker, sker det meget brat og katastrofalt. BG: Hvilken form for forandring forudser du? YV: Der er ikke nogen tvivl om, at hvis vi ikke ændrer arkitekturen af Eurozonen, har Eurozonen ingen fremtid. BG: Foretog du nogen fejl mens du var finansminister? YV: Hver dag. BG: For eksempel? YV: Enhver som ser tilbage -- (Bifald) Nej, men seriøst. Hvis der er nogen finansminister, eller minister af noget for den skyld, som fortæller dig efter seks måneder i jobbet, specielt i sådan en stressfyldt situation, at de ikke har lavet nogle fejl, er de meget farlige mennesker. Selvfølgelig lavede jeg fejl. Den største fejl var at underskrive en ansøgning om en udsættelse af en lånaftale i slutningen af februar. Jeg troede, at der var en oprigtig interesse fra kreditorerne til at finde fælles grund. Men det var der ikke. De var blot interesserede i at knuse vores regering, kun fordi de ikke ville tage sig af de arkitektoniske brudlinjer, som løb gennem Eurozonen. Og fordi de ikke ville indrømme, at de over fem år implementerede et katastrofalt program i Grækenland Vi mistede en tredjedel af vores nominelle BNP. Det er værre end Den Store Depression. Og ingen er kommet frem fra trojka långiverne, som har implementeret denne politik, og sagt," Det var en kæmpe fejl." BG: På trods af alt dette, og på trods aggressiviteten af diskussionen, fremstår du stadig ret pro-Europæisk. YV: Absolut. Min kritik af den Europæiske Union og Eurozonen kommer fra en person, som lever og ånder Europa. Min største frygt er, at Eurozonen ikke overlever. For hvis den ikke gør, vil centrifugalkrafterne, som vil blive sluppet fri, være dæmoniske, og de vil knuse den Europæiske Union. Og det vil være katastrofalt, ikke bare for Europa, men for hele verdensøkonomien. Vi er formentlig den største økonomi i verden. Og hvis vi tillader os selv at falde ind i ruten af de postmoderne 1930'ere, hvilket vi, så vidt jeg ser det, gør, så vil det være skadeligt for fremtiden af både europæere og ikke europæere. BG: Vi håber i hvert fald, at du tager fejl med det. Yanis, tak for at komme til TED. YV: Så lidt. (Bifald)