Tidens racemæssige politik

"Hvis tiden har en race, ville den være hvid", siger kulturteoretikeren Brittney Cooper. I denne tankevækkende tale kigger Cooper på diskrimination og racisme igennem et historisk tidsobjektiv, og viser os hvordan farvede mennesker igennem historien er blevet bestjålet for deres tid, og dermed glædesøjeblikke og tilknytning, tabt livskvalitet og forsinket fremskridt.

Hvad hvis jeg fortalte dig,
at tiden har en race,

på samme måde som vi idag forstår race

i USA?

Vi taler typisk om race
i form af sorte og hvide problemer.

I de afroamerikanske kredse,
hvor jeg kommer fra,

har vi igennem flere generationer
haft en joke vi kalder "CP-time"

eller "farvede menneskers tid".

Selvom vi ikke længere kalder
afroamerikanere for farvede

så er denne mangeårige joke om,

at vi altid kommer for sent

til kirke, til grillaftener,
til familie events

og endda til vores egne begravelser,
stadig i live.

Personligt går jeg meget op i punktlighed.

Det er, som min mor sagde,
da jeg var lille:

"Vi skal ikke være dén
slags sorte mennesker".

Så vi ankom typisk 30 min. for tidligt.

Men i dag vil jeg gerne tale
om tidens politiske natur.

For hvis tid havde en race,

ville den være hvid.

Hvide mennesker ejer tiden.

Ja, ja, jeg ved det.

At komme med sådanne brandfarlige
kommentarer gør os utilpasse.

Er vi ikke kommet forbi det punkt,
hvor race betyder noget?

Er race ikke et hårdhændet koncept?

Burde vi ikke med vores oplyste indre jeg

smide ubrugelige koncepter som race
direkte ud i historiens skraldspand?

Hvordan kommer vi nogensinde over racisme
når vi bliver ved med at tale om race?

Måske skulle vi låse vores racekoncepter
ind i hver deres tidskapsel,

grave dem ned og om tusinde år
grave dem op igen

for at kigge på dem med vores mere oplyste

raceløse fremtidsversioner af os selv.

Men ser du,

lysten til at formindske effekten
af race og racisme

kommer op i den måde
vi forsøger at styrer tiden på,

i den måde vi fortolker historien på,

i den måde vi forsøger at skubbe nutidens
negative sandheder ind i fortiden,

i den måde vi prøver at argumentere for,

at den fremtid vi håber på,
er den nutid vi lever i idag.

Da Barack Obama blev præsident i 2008,

erklærede mange amerikanere,
at vi er "post-racial".

Jeg kommer fra den skole,

hvor vi er betagede af at være post-alt.

Vi er postmoderne, post-strukturelle,
vi er post-feministiske.

"Post" er blevet et akademisk vedhæng,
som gælder for en række termer,

der kendetegner den måde, vi var på.

Men at sætte en stavelse
foran race og racisme

gør dem ikke til en ting fra fortiden.

USA har aldrig været "pre-race".

At hævde at vi er "post-race",
når vi endnu ikke har forstået den effekt

race har på afroamerikanere,
latinoamerikanere og indfødte

er uoprigtigt.

Lige da vi skulle til at fejre
vores "post-racial" fremtid,

ændrede vores politiske forhold sig
til det mest radikale

det har været i de sidste 50 år.

I dag vil jeg gerne præsentere

tre iagttagelser om tidens fortid,
nutid og fremtid

som relaterer sig til bekæmpelsen af
racisme og hvid dominans.

Først: fortiden.

Tiden har en historie.

Og det har sorte mennesker også.

Men vi behandler tid,
som om den er tidløs.

Som om at den altid har været sådan.

Som om den ikke har en politisk historie
forbundet med udplyndringer

af de indfødtes land,

folkemord af det oprindelige folk,

og tyverier fra afrikanernes hjemmeland.

Da europæiske hvide filosoffer begyndte
at konceptualisere tid og historie,

sagde én af dem:

"Afrika er ikke
en historisk del af verden."

I bund og grund sagde han,

at afrikanere ikke har været
en del af historien

og at de ikke har haft indflydelse på tid

eller udvikling.

Idéen om, at sorte mennesker ikke har haft
en indflydelse på historien,

er en af de grundlæggende ideer
bag hvid overherredømme.

Det er grunden til, at Negro History Week
blev skabt af Carter G. Woodson i 1926.

Det er grunden til, at vi stadig fejrer
Black History Month hver februar i USA

Der er også en idé om,

at sorte mennesker enten falder
uden for tidens rammer

eller sidder fast i fortiden,

i et scenarie hvor, meget lig
hvad jeg gør lige nu,

en sort person insisterer på,
at racisme stadig betyder noget,

og en anden, som regel hvid person, siger:

"Hvorfor hænger du fast i fortiden?"

"Hvorfor kan du ikke komme videre?"

"Vi har da en sort præsident".

"Vi er forbi alt det dér".

William Faulkner sagde:

"Fortiden er aldrig død,
den er ikke engang forbi"

Men min gode ven
Professor Kristie Dotson siger,

"Vores hukommelse varer længere
end vores levetid."

I os bærer vi hver og en,

vores fællesskabs og families
håb og drømme.

Vi har ikke den luksus
at kunne give slip på fortiden.

Men nogle gange,

er vores politiske forhold så urolige,

at vi ikke ved, om vi lever i fortiden,

eller om vi lever i nutiden.

For eksempel når demonstranter fra
"Black Lives Matter" går ud og protesterer

mod uretfærdige drab på sorte borgere
begået af politiet

og billederne fra protesten ligner,
at de kunne være taget for 50 år siden.

Fortiden vil ikke give slip på os.

Men lad os nu tage et kig ind i nutiden.

Jeg vil argumentere for,

at de raceopgør vi oplever i dag,

er sammenstød i tid og rum.

Hvad mener jeg med det?

Jeg har allerede fortalt,
at hvide mennesker ejer tiden.

Dem der sidder på magten dikterer
arbejdsdagens tempo.

De dikterer, hvor mange penge
vores tid er værd.

Og professor George Lipsitz siger,

at hvide mennesker endda dikterer tempoet
i den sociale inklusion.

De dikterer, hvor lang tid der vil gå,
før minoritetsgrupper har fået

de rettigheder, de har kæmpet for.

Lad mig gå tilbage til fortiden
og give et eksempel.

Tænk på borgerrettighedsbevægelsen
og lederens råb om "Frihed Nu".

De udfordrede det langsomme tempo
som den hvide sociale inklusion kørte i.

I 1965, det år hvor
Stemmerettighedsloven blev vedtaget,

var der gået hele 100 år
fra den amerikanske borgerkrigs afslutning

til at afroamerikanere fik tildelt
stemmerettigheder.

Trods behovet for kamp

tog det stadig 100 år,
før reel social inklusion fandt sted.

Siden 2012,

har konservative statslovgivere i USA

forsøgt at sabotere afroamerikaneres
stemmerettigheder

ved at stramme kravene for vælger-ID
og ved at begrænse muligheden for

at afgive en valgstemme tidligt.

Sidste juli slog en føderal domstol
ned på North Carolinas vælger-ID lov

idet den: "sigtede efter afroamerikanere
med kirurgisk præcision".

At begrænse afroamerikansk inddragelse
i politik,

er en primær måde
at styre og kontrollere mennesker på

igennem kontrollering af tiden.

Vi ser også sammenstød ml. tid og rum,
når der sker byudvikling i byer som:

Atlanta, Brooklyn, Philadelphia,
New Orleans og Washington DC.

Alle byer der i generationer har haft
sorte befolkningsgrupper.

Men nu pga. af byfornyelse og byudvikling,
bliver disse samfund skubbet ud og glemt,

med det formål at føre dem ind
i det 21. århundrede.

Professor Sharon Holland spørger:

"Hvad sker der, når en person,
som eksisterer i tid, møder en

som udelukkende optager plads og rum?".

Disse racemæssige kampe er opgør

mellem dem der opfattes som pladsoptagere,

og dem der opfattes som verdensskabere.

Dem der styrer strømmen
og historiens fremdrift,

er dem, der betragtes som verdensskabere,
som ejer og mestrer tiden.

Med andre ord: den hvide befolkning.

Men da Hegel sagde, at Afrika ikke er
en historisk del af verden,

antydede han, at Afrika ikke var andet
end en stor landmasse,

der optager plads på bunden af kloden.

Afrikanere var altså pladsoptagere.

I dag bliver den hvide befolkning ved med
at styre strømmen og historiens fremdrift,

mens den sorte befolkning ofte bliver
behandlet som om, vi blot optager plads,

som vi ikke er berettiget til.

Tid og fremskridt bruges til at berettige

et forbløfende højt niveau af vold mod
vores mest sårbare befolkningsgrupper,

som bliver opfattet som pladsoptagere
snarere end verdensskabere.

De flyttes ud af de byer de bor i,
for at føre dem ind i det 21. århundrede.

Forkortet levetid, grundet det distrikt
man bor i, er blot ét eksempel

på uretfærdig sammenhæng ml. tid og rum
i sorte menneskers liv.

Børn, født i New Orleans postnummer 70124,

som er 93% hvidt,

kan forvente at leve hele 25 år længere

end børn født i New Orleans
postnummer 70112, som er 60% sort.

Børn, født i Washington DCs velhavende
Maryland forstæder,

kan forvente at leve hele 20 år længere
end børn født i byens centrum.

Ta-Nehisi Coates argumenterer:

"Det primære komponent i
at blive en del af den sorte race,

er det uundgåelige røveri af tid."

Han siger, at vi oplever
en diskrimination af tid

ikke kun i strukturen

men også personligt:

i tabte øjeblikke af glæde,

i tabte øjeblikke af tilknyttelse,

i tabt kvalitetstid med ens kære

og tabte år med livskvalitet.

I den kommende fremtid.
Ser du heri sorte mennesker?

Har sorte mennesker en fremtid?

Hvad hvis du tilhørte den race,
som altid sættes op imod tiden?

Hvad hvis din gruppe, var den gruppe, som
ingen har forestillet sig en fremtid for?

Disse konflikter i tid or rum

mellem demonstranter og politi,

mellem byudviklere og beboere

maler ikke et særligt smukt billede
af Amerikas håb for de sortes fremtid.

Hvis nutiden er en form for indikator,

så vil vores børn være underuddannede,

sygdomme vil skabe problemer

og boliger vil ikke være til at betale.

Så hvis vi virkelig er klar til
at tale om fremtiden,

skal vi måske begynde med at indrømme,
at vi er løbet tør for tid.

Os sorte - vi har altid
været løbet tør for tid.

Tiden tilhører ikke os.

Vores liv er under evig tidspres.

Tiden bliver brugt til at fortrænge os,

eller rettere: vi tilskyndes at nøjes

gennem evige opfordringer til
blot at være tålmodige.

Men hvis fortiden er et forord,

så lad os udnytte, at vi lader til
alligevel altid at være løbet tør for tid.

Lad os forlange frihed nu.

Jeg tror på, at fremtiden er,
hvad vi gør den til.

Men først må vi blive enige om,
at tiden tilhører os alle.

Nej, vi får ikke alle lige meget tid,

men vi kan beslutte,
at den tid vi får er retfærdig og fri.

Vi kan stoppe med at lade postnummer
være den afgørende faktor

for længden på ens levetid.

Vi kan stoppe med at stjæle tid
fra sorte børn

ved brugen af karantæner og bortvisninger

Vi kan stoppe med
at stjæle sorte mennesker tid,

ved brugen af lange fængselsdomme
for ikke-voldelige forbrydelser.

Politiet kan stoppe med
at udøve overdreven magt,

der stjæler tid og sorte liv.

Jeg tror på, at fremtiden er,
hvad vi gør den til.

Men vi kan ikke nå dertil
på farvede menneskers tid,

eller de hvides tid,

eller din tid,

eller min tid.

Det er vores tid.

Vores.

Tak.

(bifald)