Hvad hvis jeg fortalte dig, at tiden har en race, på samme måde som vi idag forstår race i USA? Vi taler typisk om race i form af sorte og hvide problemer. I de afroamerikanske kredse, hvor jeg kommer fra, har vi igennem flere generationer haft en joke vi kalder "CP-time" eller "farvede menneskers tid". Selvom vi ikke længere kalder afroamerikanere for farvede så er denne mangeårige joke om, at vi altid kommer for sent til kirke, til grillaftener, til familie events og endda til vores egne begravelser, stadig i live. Personligt går jeg meget op i punktlighed. Det er, som min mor sagde, da jeg var lille: "Vi skal ikke være dén slags sorte mennesker". Så vi ankom typisk 30 min. for tidligt. Men i dag vil jeg gerne tale om tidens politiske natur. For hvis tid havde en race, ville den være hvid. Hvide mennesker ejer tiden. Ja, ja, jeg ved det. At komme med sådanne brandfarlige kommentarer gør os utilpasse. Er vi ikke kommet forbi det punkt, hvor race betyder noget? Er race ikke et hårdhændet koncept? Burde vi ikke med vores oplyste indre jeg smide ubrugelige koncepter som race direkte ud i historiens skraldspand? Hvordan kommer vi nogensinde over racisme når vi bliver ved med at tale om race? Måske skulle vi låse vores racekoncepter ind i hver deres tidskapsel, grave dem ned og om tusinde år grave dem op igen for at kigge på dem med vores mere oplyste raceløse fremtidsversioner af os selv. Men ser du, lysten til at formindske effekten af race og racisme kommer op i den måde vi forsøger at styrer tiden på, i den måde vi fortolker historien på, i den måde vi forsøger at skubbe nutidens negative sandheder ind i fortiden, i den måde vi prøver at argumentere for, at den fremtid vi håber på, er den nutid vi lever i idag. Da Barack Obama blev præsident i 2008, erklærede mange amerikanere, at vi er "post-racial". Jeg kommer fra den skole, hvor vi er betagede af at være post-alt. Vi er postmoderne, post-strukturelle, vi er post-feministiske. "Post" er blevet et akademisk vedhæng, som gælder for en række termer, der kendetegner den måde, vi var på. Men at sætte en stavelse foran race og racisme gør dem ikke til en ting fra fortiden. USA har aldrig været "pre-race". At hævde at vi er "post-race", når vi endnu ikke har forstået den effekt race har på afroamerikanere, latinoamerikanere og indfødte er uoprigtigt. Lige da vi skulle til at fejre vores "post-racial" fremtid, ændrede vores politiske forhold sig til det mest radikale det har været i de sidste 50 år. I dag vil jeg gerne præsentere tre iagttagelser om tidens fortid, nutid og fremtid som relaterer sig til bekæmpelsen af racisme og hvid dominans. Først: fortiden. Tiden har en historie. Og det har sorte mennesker også. Men vi behandler tid, som om den er tidløs. Som om at den altid har været sådan. Som om den ikke har en politisk historie forbundet med udplyndringer af de indfødtes land, folkemord af det oprindelige folk, og tyverier fra afrikanernes hjemmeland. Da europæiske hvide filosoffer begyndte at konceptualisere tid og historie, sagde én af dem: "Afrika er ikke en historisk del af verden." I bund og grund sagde han, at afrikanere ikke har været en del af historien og at de ikke har haft indflydelse på tid eller udvikling. Idéen om, at sorte mennesker ikke har haft en indflydelse på historien, er en af de grundlæggende ideer bag hvid overherredømme. Det er grunden til, at Negro History Week blev skabt af Carter G. Woodson i 1926. Det er grunden til, at vi stadig fejrer Black History Month hver februar i USA Der er også en idé om, at sorte mennesker enten falder uden for tidens rammer eller sidder fast i fortiden, i et scenarie hvor, meget lig hvad jeg gør lige nu, en sort person insisterer på, at racisme stadig betyder noget, og en anden, som regel hvid person, siger: "Hvorfor hænger du fast i fortiden?" "Hvorfor kan du ikke komme videre?" "Vi har da en sort præsident". "Vi er forbi alt det dér". William Faulkner sagde: "Fortiden er aldrig død, den er ikke engang forbi" Men min gode ven Professor Kristie Dotson siger, "Vores hukommelse varer længere end vores levetid." I os bærer vi hver og en, vores fællesskabs og families håb og drømme. Vi har ikke den luksus at kunne give slip på fortiden. Men nogle gange, er vores politiske forhold så urolige, at vi ikke ved, om vi lever i fortiden, eller om vi lever i nutiden. For eksempel når demonstranter fra "Black Lives Matter" går ud og protesterer mod uretfærdige drab på sorte borgere begået af politiet og billederne fra protesten ligner, at de kunne være taget for 50 år siden. Fortiden vil ikke give slip på os. Men lad os nu tage et kig ind i nutiden. Jeg vil argumentere for, at de raceopgør vi oplever i dag, er sammenstød i tid og rum. Hvad mener jeg med det? Jeg har allerede fortalt, at hvide mennesker ejer tiden. Dem der sidder på magten dikterer arbejdsdagens tempo. De dikterer, hvor mange penge vores tid er værd. Og professor George Lipsitz siger, at hvide mennesker endda dikterer tempoet i den sociale inklusion. De dikterer, hvor lang tid der vil gå, før minoritetsgrupper har fået de rettigheder, de har kæmpet for. Lad mig gå tilbage til fortiden og give et eksempel. Tænk på borgerrettighedsbevægelsen og lederens råb om "Frihed Nu". De udfordrede det langsomme tempo som den hvide sociale inklusion kørte i. I 1965, det år hvor Stemmerettighedsloven blev vedtaget, var der gået hele 100 år fra den amerikanske borgerkrigs afslutning til at afroamerikanere fik tildelt stemmerettigheder. Trods behovet for kamp tog det stadig 100 år, før reel social inklusion fandt sted. Siden 2012, har konservative statslovgivere i USA forsøgt at sabotere afroamerikaneres stemmerettigheder ved at stramme kravene for vælger-ID og ved at begrænse muligheden for at afgive en valgstemme tidligt. Sidste juli slog en føderal domstol ned på North Carolinas vælger-ID lov idet den: "sigtede efter afroamerikanere med kirurgisk præcision". At begrænse afroamerikansk inddragelse i politik, er en primær måde at styre og kontrollere mennesker på igennem kontrollering af tiden. Vi ser også sammenstød ml. tid og rum, når der sker byudvikling i byer som: Atlanta, Brooklyn, Philadelphia, New Orleans og Washington DC. Alle byer der i generationer har haft sorte befolkningsgrupper. Men nu pga. af byfornyelse og byudvikling, bliver disse samfund skubbet ud og glemt, med det formål at føre dem ind i det 21. århundrede. Professor Sharon Holland spørger: "Hvad sker der, når en person, som eksisterer i tid, møder en som udelukkende optager plads og rum?". Disse racemæssige kampe er opgør mellem dem der opfattes som pladsoptagere, og dem der opfattes som verdensskabere. Dem der styrer strømmen og historiens fremdrift, er dem, der betragtes som verdensskabere, som ejer og mestrer tiden. Med andre ord: den hvide befolkning. Men da Hegel sagde, at Afrika ikke er en historisk del af verden, antydede han, at Afrika ikke var andet end en stor landmasse, der optager plads på bunden af kloden. Afrikanere var altså pladsoptagere. I dag bliver den hvide befolkning ved med at styre strømmen og historiens fremdrift, mens den sorte befolkning ofte bliver behandlet som om, vi blot optager plads, som vi ikke er berettiget til. Tid og fremskridt bruges til at berettige et forbløfende højt niveau af vold mod vores mest sårbare befolkningsgrupper, som bliver opfattet som pladsoptagere snarere end verdensskabere. De flyttes ud af de byer de bor i, for at føre dem ind i det 21. århundrede. Forkortet levetid, grundet det distrikt man bor i, er blot ét eksempel på uretfærdig sammenhæng ml. tid og rum i sorte menneskers liv. Børn, født i New Orleans postnummer 70124, som er 93% hvidt, kan forvente at leve hele 25 år længere end børn født i New Orleans postnummer 70112, som er 60% sort. Børn, født i Washington DCs velhavende Maryland forstæder, kan forvente at leve hele 20 år længere end børn født i byens centrum. Ta-Nehisi Coates argumenterer: "Det primære komponent i at blive en del af den sorte race, er det uundgåelige røveri af tid." Han siger, at vi oplever en diskrimination af tid ikke kun i strukturen men også personligt: i tabte øjeblikke af glæde, i tabte øjeblikke af tilknyttelse, i tabt kvalitetstid med ens kære og tabte år med livskvalitet. I den kommende fremtid. Ser du heri sorte mennesker? Har sorte mennesker en fremtid? Hvad hvis du tilhørte den race, som altid sættes op imod tiden? Hvad hvis din gruppe, var den gruppe, som ingen har forestillet sig en fremtid for? Disse konflikter i tid or rum mellem demonstranter og politi, mellem byudviklere og beboere maler ikke et særligt smukt billede af Amerikas håb for de sortes fremtid. Hvis nutiden er en form for indikator, så vil vores børn være underuddannede, sygdomme vil skabe problemer og boliger vil ikke være til at betale. Så hvis vi virkelig er klar til at tale om fremtiden, skal vi måske begynde med at indrømme, at vi er løbet tør for tid. Os sorte - vi har altid været løbet tør for tid. Tiden tilhører ikke os. Vores liv er under evig tidspres. Tiden bliver brugt til at fortrænge os, eller rettere: vi tilskyndes at nøjes gennem evige opfordringer til blot at være tålmodige. Men hvis fortiden er et forord, så lad os udnytte, at vi lader til alligevel altid at være løbet tør for tid. Lad os forlange frihed nu. Jeg tror på, at fremtiden er, hvad vi gør den til. Men først må vi blive enige om, at tiden tilhører os alle. Nej, vi får ikke alle lige meget tid, men vi kan beslutte, at den tid vi får er retfærdig og fri. Vi kan stoppe med at lade postnummer være den afgørende faktor for længden på ens levetid. Vi kan stoppe med at stjæle tid fra sorte børn ved brugen af karantæner og bortvisninger Vi kan stoppe med at stjæle sorte mennesker tid, ved brugen af lange fængselsdomme for ikke-voldelige forbrydelser. Politiet kan stoppe med at udøve overdreven magt, der stjæler tid og sorte liv. Jeg tror på, at fremtiden er, hvad vi gør den til. Men vi kan ikke nå dertil på farvede menneskers tid, eller de hvides tid, eller din tid, eller min tid. Det er vores tid. Vores. Tak. (bifald)