Hvordan Afrika fortsat kan vokse

Afrikansk vækst er en udvikling, ikke et lykketræf, siger økonom og Nigerias tidligere finansminister Ngozi Okonjo-Iweala. I denne ligetil og forfriskende ærlige tale, beskriver Okonjo-Iweala den positive fremgang på kontinentet og peger på otte udfordringer, som afrikanske nationer stadig mangler at løse for at skabe en bedre fremtid.

Fortællingen om et voksende Afrika
er udfordret.

For omkring ti år siden
snakkede jeg om et Afrika,

et Afrika af håb og muligheder,

et Afrika af entreprenører,

et Afrika meget anderledes end det Afrika,
som man normalt hører om,

af død, fattigdom og sygdom.

Og det, som jeg snakkede om,

blev en del af, hvad der nu er kendt
som fortællingen om et voksende Afrika.

Jeg vil fortælle jer to historier
om dette voksende Afrika.

Den første har at gøre med Rwanda,

et land, som har gennemgået mange
prøver og trængsler.

Rwanda har besluttet sig for
at blive

et teknologicentrum på kontinentet.

Det er et bjergrigt land
med et kuperet terræn,

lidt ligesom her,

så det er svært at levere
tjenesteydelser til folk.

Så hvad har Rwanda sagt?

For at redde liv,
vil man bruge droner

til at levere livsvigtig medicin,
vacciner og blod

til folk i ufremkommelige områder

i samarbejde med et firma,
der hedder Zipline,

med UPS og med Gavi,
en global vaccine alliance.

Ved at gøre dette,
vil man redde liv.

Dette er en form for innovation,
vi gerne vil se i det voksende Afrika.

Den anden historie
har at gøre med noget,

som jeg er sikker på, at de fleste
af jer har set eller kan huske.

Ofte lider lande i Afrika
af tørke og oversvømmelse,

og det sker mere hyppigt
på grund af klimaændringer.

Når dette sker, venter de normalt på,
at internationale appeller skaffer penge.

Man ser billeder af børn
med fluer i deres ansigter,

rådnende kroppe af døde dyr
og så videre.

Disse 32 lande gik i stedet for sammen

under ledelse af den
Den Afrikanske Union

og besluttede at danne en organisation,
kaldet Den Afrikanske Risiko Kapacitet.

Hvad gør den?

Det er et vejrbaseret
forsikringsselskab,

og hvert år betaler
disse lande forsikring,

omkring 3 mio. dollars om året
af deres egne ressourcer,

så i tilfælde af, at der er en
tørkeperiode eller en oversvømmelse,

vil der blive udbetalt penge til dem,

som de kan bruge til at tage
sig af befolkningen,

i stedet for at vente på,
at der kommer hjælp.

Den Afrikanske Risiko Kapacitet
udbetalte sidste år 26 mio. dollars

til Mauretanien, Senegal og Niger.

Det gjorde, at de kunne tage sig af
1.3 mio. mennesker, der var udsat for tørke.

De var i stand til at
genoprette folks levebrød,

købe foder til kvæg,
give skolebørn mad

og på kort sigt holde befolkningen hjemme
i stedet for at de migrerede ud af området.

Så dette er historier

om et Afrika, der er klar til
at tage ansvar for sig selv,

og til at lede efter løsninger
til sine egne problemer.

Men den fortælling er
udfordret i øjeblikket,

fordi kontinentet ikke har klaret
sig godt i de sidste to år.

Det er vokset med
fem procent om året

gennem det sidste halvandet årti,

men dette års prognose
var kun tre procent. Hvorfor?

I et usikkert, globalt miljø
er råvarepriserne faldet.

Mange af økonomierne
er stadig drevet af råvarer,

og derfor er deres
resultater faldet.

Og nu gør spørgsmålet om Brexit
det ikke meget lettere.

Jeg anede ikke,
at Brexit kunne ske

og at det ville være noget,
der skaber global usikkerhed,

sådan som vi har set.

Så nu står vi i en situation,

og jeg synes, at det er på tide
at gøre status,

og snakke om, hvad de afrikanske
lande gjorde rigtigt?

Hvad gjorde de forkert?

Hvordan skal vi bygge videre på dette
og lære lektien,

så vi fortsat kan få Afrika til at vokse?

Jeg vil snakke om seks ting,
som jeg synes, vi gjorde rigtigt.

Den første er at administrere
vores økonomi bedre.

80'erne og 90'erne var de fortabte årtier,
da Afrika ikke klarede sig godt,

og nogen kan måske huske
en "Economist" forside,

som kaldte det "Det fortabte kontinent."

Men i 00'erne lærte politikerne,

at de skulle administrere det
makroøkonomiske miljø bedre,

for at sikre stabilitet,

holde inflationen nede på et enkelt ciffer,

holde det offentlige budgetunderskud lavt,
under tre procent af BNP,

give investorer - både indenlandske
og udenlandske -

en stabilitet, så de ville have tillid til
at investere i disse økonomier.

Det var nummer et.

To, gæld.

I 1994 var gælden i forhold til BNP
på 130 procent i afrikanske lande,

og de havde ikke noget
økonomisk råderum.

De kunne ikke bruge deres ressourcer
til at investere i udvikling,

fordi de skulle betale deres gæld.

Der er måske nogen her i rummet,
som arbejdede på at støtte afrikanske lande

i at få gældssanering.

Private kreditorer, multilaterale
og bilaterale gik sammen

og besluttede at danne
De Forgældede Fattige Landes initiativ

og give gældssanering.

Denne gældssanering i 2005

gjorde at gælden i forhold til BNP
faldt til omkring 30 procent,

og der var nok ressourcer
til at geninvestere.

Den tredje ting var
tabsgivende virksomheder.

Regeringer blandede sig i sager,

som de ikke skulle blande sig i.

De styrede virksomheder,
der skabte store tab.

Så nogen af disse virksomheder
blev omstruktureret,

markedsført, privatiseret eller lukket,

og de blev en mindre byrde
for regeringen.

Den fjerde ting var meget interessant.

Revolutionen inden for
telekommunikation kom

og afrikanske lande
var med i den.

I 2000 havde vi
elleve millioner telefonlinjer.

I dag har vi omkring 687 millioner
telefonlinjer på kontinentet.

Dette har gjort det muligt for os

at komme frem
med mobilteknologi,

hvor Afrika faktisk er førende.

I Kenya blev mobilpenge udviklet --

-- M-Pesa, som i alle har hørt om --

Det tog lidt tid for resten af verden
at opdage, at Afrika var foran

indenfor denne form for teknologi.

Denne form for mobilpenge
skaber også en platform,

der er en adgang til alternativ energi.

Folk kan nu betale for solenergi

på samme måde, som når
de betaler for deres telefon.

Så det var en virkelig god udvikling,
noget der gik godt.

Vi investerede også mere
i uddannelse og sundhed, ikke nok,

men der var nogen forbedringer.

250 millioner børn blev vaccineret
gennem det sidste halvandet årti.

En anden ting var,
at der var færre konflikter.

Der var mange konflikter
på kontinentet.

Mange af jer er klar over det.

Men de blev stoppet, og det lykkedes endda
vores ledere at få stoppet nogen kup.

Nye typer af konflikter er opstået,
dem vil jeg snakke om senere.

Så på baggrund af alt dette,
er der altså stadig nogen forskelle,

som jeg synes, i skal kende,

fordi selvom det virker
dystert og dommedagsagtigt,

så er der stadig lande --
Côte d'Ivoire, Kenya, Etiopien,

Tanzania og Senegal,
som klarer sig relativt godt.

Men hvad gjorde vi forkert?

Jeg vil snakke om otte ting.

Man skal have flere forkerte
end rigtige ting.

(Latter)

Der er altså otte ting,
som vi gjorde forkert.

Det første er, at selvom vi voksede,
skabte vi ikke nok jobs.

Vi skabte ikke job til ungdommen.

Arbejdsløshed blandt unge
på kontinentet er omkring 15 procent,

og underbeskæftigelse er
et alvorligt problem.

Det andet var, at kvaliteten
af vækst ikke var god nok.

Selv de job, som vi skabte,
var lavproduktivitetsjob,

så vi flyttede folk fra
lavproduktivitetsjob i landbrug

til lavproduktivitets- handel
og jobs i den uformelle sektor

i byområderne.

Den tredje ting er,
at uligheden voksede.

Så vi skabte flere milliardærer.

50 milliardærer til en
værdi af 96 milliarder dollars

har en større formue end
de fattigste 75 millioner mennesker.

Fattigdom,

andelen af mennesker i fattigdom --
det er den fjerde ting -- faldt,

men det endelige antal
gjorde ikke pga. befolkningsvækst.

Og befolkningsvækst er noget,

som vi ikke snakker
nok om på kontinentet.

Og det er noget,
vi bliver nødt til at få styr på,

især hvordan vi uddanner piger.

Det er vejen til at
få løst dette problem.

Den femte ting er, at vi ikke
investerede nok i infrastruktur.

Vi havde investeringer
fra kineserne.

Det hjalp nogen lande,
men det er ikke nok.

Forbruget af elektricitet
på det afrikanske kontinent

syd for Sahara
svarer til det i Spanien.

Det totale forbrug svarer
til det i Spanien.

Så mange mennesker
lever i mørke,

og som formanden for
Den Afrikanske Udviklings Bank sagde,

Afrika kan ikke udvikle
sig i mørke.

En anden ting vi ikke har fået gjort,

er at vores økonomi
har den samme struktur,

som den har haft i årtier.

Så selvom vi er vokset,

har vores økonomiske struktur
ikke ændret sig særlig meget.

Vi eksporterer stadig handelsvarer,

og hvad betyder det?
At vi eksporterer jobs.

Værditilvæksten i vores produktion
er kun 11 procent.

Vi skaber ikke nok anstændige jobs
inden for produktion til vores ungdom,

og handlen blandt
os selv er lav.

Kun omkring 12 procent af vores
handel er blandt os selv.

Det er et andet alvorligt problem.

Så er der regeringsførelsen.

Det er et alvorligt emne.

Vi har svage institutioner,

nogen gange ikke-eksisterende,
og jeg tror, at det fører til korruption.

Korruption er noget, som vi ikke endnu
har fået ordentligt styr på,

og vi må kæmpe med næb og kløer

og med større gennemsigtighed
i den måde vi styrer vores økonomi på

og den måde vi styrer
vores offentlige budget på.

Vi må også være på vagt
overfor nye konflikter,

nye typer af konflikter,

sådan som vi har været med Boko Haram
i mit land, Nigeria,

og med Al-Shabaab i Kenya.

Vi bliver nødt til at samarbejde
med internationale partnere,

udviklede lande,
for at bekæmpe dette sammen.

Ellers skaber vi en ny virkelighed,

som ikke er af den slags,
vi ønsker for et voksende Afrika.

Og endelig,
spørgsmålet om uddannelse.

Vores uddannelsessystem
i mange lande er ødelagt.

Vi skaber ikke de færdigheder,
der er brug for i fremtiden.

Så vi må finde en måde
at gøre uddannelse bedre på.

Det er altså de ting,
vi ikke gør rigtigt.

Hvor fortsætter vi herfra?

Jeg tror på, at vejen frem
er at lære at lede succes.

Når mennesker eller
lande har succes,

glemmer de ofte,
hvad der gjorde dem succesfulde.

At lære hvad du
er succesfuld i,

at styre det og beholde det
er afgørende for os.

Alle de ting, jeg sagde,
vi gjorde rigtigt,

skal vi lære at gøre rigtigt igen
og blive ved med det.

At styre økonomien og at
skabe stabilitet er afgørende,

at få de rigtige priser
og sammenhængende politik.

Ofte er der ikke
sammenhæng.

Ét regime kommer ud,
et andet kommer ind,

og de smider selv den fungerende
orden ud, der var der før.

Hvad gør dette?

Det skaber usikkerhed
for mennesker, husstande,

usikkerhed for virksomheder.

De ved ikke om,
og hvordan de skal investere.

Gæld: vi skal styre den succes,
vi havde i at reducere vores gæld,

men nu er flere lande gået
tilbage til at låne igen,

og vi ser, at gælden i forhold
til BNP er begyndt at stige,

og i visse lande

er gæld ved at blive et problem,
så det bliver vi nødt til at undgå.

At styre succes.

Den næste ting er
at fokusere specifikt

på de ting,
vi ikke gjorde godt.

Først og fremmest infrastruktur.

De fleste lande anerkender nu,
at de må investere i dette,

og de prøver at gøre
det bedste, de kan.

Vi skal.

Det vigtigste er elektricitet.

Man kan ikke udvikle sig i mørke.

Og så regeringsførelse
og korruption:

vi må kæmpe.

Vi bliver nødt til at gøre
vores lande gennemsigtige.

Og vi bliver især nødt til at
engagere unge mennesker.

Vi har genialitet i
unge mennesker.

Jeg ser det hver dag.

Det er det, som får mig op
om morgenen og klar.

Vi bliver nødt til at slippe
genialiteten løs i unge mennesker,

ikke stå i vejen for dem,
støtte dem til at skabe og innovere

og føre vejen frem.

Og jeg ved, at de vil lede os
i den rigtige retning.

Og vores kvinder og piger:

vi bliver nødt til at anerkende,
at piger og kvinder er en gave.

De har styrke,

og vi må slippe den styrke fri,

så de kan bidrage
til kontinentet.

Jeg tror meget stærkt på,
at når vi gør alle disse ting,

kan vi se, at fortællingen
om et voksende Afrika

ikke blot er et lykketræf.

Det er en udvikling.

Det er en udvikling, og hvis vi
fortsætter og slipper vores ungdom løs,

hvis vi slipper kvinderne løs,

går vi måske nogen gange
et skridt tilbage

vi træder måske endda
et skridt til siden,

men udviklingen er tydelig.

Afrika vil fortsætte med at vokse.

Og jeg siger til de forretningsfolk
i mængden,

at investering i Afrika ikke bare
er for i dag eller i morgen,

det er ikke en kortsigtet ting,
det er en langsigtet ting.

Men hvis du ikke investerer i Afrika,

så går du glip af

en af de vigtigste og mest
fremspirende muligheder i verden.

Tak.

(Bifald)

Kelly Stoetzel: Du nævnte
korruption i din tale,

og du er kendt som en
stærk antikorruptions-kæmper.

Men det har haft konsekvenser.

Folk har kæmpet tilbage,
og din mor blev kidnappet.

Hvordan har du håndteret dette?

Ngozi Okonjo-Iweala:
Det har været svært.

Tak fordi du nævner
kidnapningen af min mor.

Det er et meget vanskeligt emne.

Men det betyder,
at når du bekæmper korruption,

når du rører ved lommerne
på dem, som stjæler penge,

vil de ikke bare være stille.

De kæmper imod, og problemet er,
at når de prøver at skræmme dig,

giver du så op,
eller kæmper du videre?

Finder du en måde
at blive ved med at kæmpe på?

Og svaret jeg kom frem til,
sammen med det team, jeg arbejdede med,

er, at vi må kæmpe videre.

Vi må skabe de institutioner.

Vi må finde måder
at stoppe de mennesker

i at stjæle
fremtidens arv.

Så det er, hvad vi gjorde.

Og selv ude af regeringen,
fortsatte vi med at kæmpe.

I vores lande,
vil ingen bekæmpe korruption

for os udover os selv.

Og det kommer
med konsekvenser,

og vi må bare gøre det
bedste, vi kan.

Men jeg vil takke jer og TED
for at give os en stemme

til at fortælle de mennesker,
at de ikke vil vinde,

og vi vil ikke blive skræmte.

Tak.

(Bifald)

Kelly Stoetzel: Mange tak for din
fantastiske tale og vigtige arbejde.

(Bifald)