Fortællingen om et voksende Afrika er udfordret. For omkring ti år siden snakkede jeg om et Afrika, et Afrika af håb og muligheder, et Afrika af entreprenører, et Afrika meget anderledes end det Afrika, som man normalt hører om, af død, fattigdom og sygdom. Og det, som jeg snakkede om, blev en del af, hvad der nu er kendt som fortællingen om et voksende Afrika. Jeg vil fortælle jer to historier om dette voksende Afrika. Den første har at gøre med Rwanda, et land, som har gennemgået mange prøver og trængsler. Rwanda har besluttet sig for at blive et teknologicentrum på kontinentet. Det er et bjergrigt land med et kuperet terræn, lidt ligesom her, så det er svært at levere tjenesteydelser til folk. Så hvad har Rwanda sagt? For at redde liv, vil man bruge droner til at levere livsvigtig medicin, vacciner og blod til folk i ufremkommelige områder i samarbejde med et firma, der hedder Zipline, med UPS og med Gavi, en global vaccine alliance. Ved at gøre dette, vil man redde liv. Dette er en form for innovation, vi gerne vil se i det voksende Afrika. Den anden historie har at gøre med noget, som jeg er sikker på, at de fleste af jer har set eller kan huske. Ofte lider lande i Afrika af tørke og oversvømmelse, og det sker mere hyppigt på grund af klimaændringer. Når dette sker, venter de normalt på, at internationale appeller skaffer penge. Man ser billeder af børn med fluer i deres ansigter, rådnende kroppe af døde dyr og så videre. Disse 32 lande gik i stedet for sammen under ledelse af den Den Afrikanske Union og besluttede at danne en organisation, kaldet Den Afrikanske Risiko Kapacitet. Hvad gør den? Det er et vejrbaseret forsikringsselskab, og hvert år betaler disse lande forsikring, omkring 3 mio. dollars om året af deres egne ressourcer, så i tilfælde af, at der er en tørkeperiode eller en oversvømmelse, vil der blive udbetalt penge til dem, som de kan bruge til at tage sig af befolkningen, i stedet for at vente på, at der kommer hjælp. Den Afrikanske Risiko Kapacitet udbetalte sidste år 26 mio. dollars til Mauretanien, Senegal og Niger. Det gjorde, at de kunne tage sig af 1.3 mio. mennesker, der var udsat for tørke. De var i stand til at genoprette folks levebrød, købe foder til kvæg, give skolebørn mad og på kort sigt holde befolkningen hjemme i stedet for at de migrerede ud af området. Så dette er historier om et Afrika, der er klar til at tage ansvar for sig selv, og til at lede efter løsninger til sine egne problemer. Men den fortælling er udfordret i øjeblikket, fordi kontinentet ikke har klaret sig godt i de sidste to år. Det er vokset med fem procent om året gennem det sidste halvandet årti, men dette års prognose var kun tre procent. Hvorfor? I et usikkert, globalt miljø er råvarepriserne faldet. Mange af økonomierne er stadig drevet af råvarer, og derfor er deres resultater faldet. Og nu gør spørgsmålet om Brexit det ikke meget lettere. Jeg anede ikke, at Brexit kunne ske og at det ville være noget, der skaber global usikkerhed, sådan som vi har set. Så nu står vi i en situation, og jeg synes, at det er på tide at gøre status, og snakke om, hvad de afrikanske lande gjorde rigtigt? Hvad gjorde de forkert? Hvordan skal vi bygge videre på dette og lære lektien, så vi fortsat kan få Afrika til at vokse? Jeg vil snakke om seks ting, som jeg synes, vi gjorde rigtigt. Den første er at administrere vores økonomi bedre. 80'erne og 90'erne var de fortabte årtier, da Afrika ikke klarede sig godt, og nogen kan måske huske en "Economist" forside, som kaldte det "Det fortabte kontinent." Men i 00'erne lærte politikerne, at de skulle administrere det makroøkonomiske miljø bedre, for at sikre stabilitet, holde inflationen nede på et enkelt ciffer, holde det offentlige budgetunderskud lavt, under tre procent af BNP, give investorer - både indenlandske og udenlandske - en stabilitet, så de ville have tillid til at investere i disse økonomier. Det var nummer et. To, gæld. I 1994 var gælden i forhold til BNP på 130 procent i afrikanske lande, og de havde ikke noget økonomisk råderum. De kunne ikke bruge deres ressourcer til at investere i udvikling, fordi de skulle betale deres gæld. Der er måske nogen her i rummet, som arbejdede på at støtte afrikanske lande i at få gældssanering. Private kreditorer, multilaterale og bilaterale gik sammen og besluttede at danne De Forgældede Fattige Landes initiativ og give gældssanering. Denne gældssanering i 2005 gjorde at gælden i forhold til BNP faldt til omkring 30 procent, og der var nok ressourcer til at geninvestere. Den tredje ting var tabsgivende virksomheder. Regeringer blandede sig i sager, som de ikke skulle blande sig i. De styrede virksomheder, der skabte store tab. Så nogen af disse virksomheder blev omstruktureret, markedsført, privatiseret eller lukket, og de blev en mindre byrde for regeringen. Den fjerde ting var meget interessant. Revolutionen inden for telekommunikation kom og afrikanske lande var med i den. I 2000 havde vi elleve millioner telefonlinjer. I dag har vi omkring 687 millioner telefonlinjer på kontinentet. Dette har gjort det muligt for os at komme frem med mobilteknologi, hvor Afrika faktisk er førende. I Kenya blev mobilpenge udviklet -- -- M-Pesa, som i alle har hørt om -- Det tog lidt tid for resten af verden at opdage, at Afrika var foran indenfor denne form for teknologi. Denne form for mobilpenge skaber også en platform, der er en adgang til alternativ energi. Folk kan nu betale for solenergi på samme måde, som når de betaler for deres telefon. Så det var en virkelig god udvikling, noget der gik godt. Vi investerede også mere i uddannelse og sundhed, ikke nok, men der var nogen forbedringer. 250 millioner børn blev vaccineret gennem det sidste halvandet årti. En anden ting var, at der var færre konflikter. Der var mange konflikter på kontinentet. Mange af jer er klar over det. Men de blev stoppet, og det lykkedes endda vores ledere at få stoppet nogen kup. Nye typer af konflikter er opstået, dem vil jeg snakke om senere. Så på baggrund af alt dette, er der altså stadig nogen forskelle, som jeg synes, i skal kende, fordi selvom det virker dystert og dommedagsagtigt, så er der stadig lande -- Côte d'Ivoire, Kenya, Etiopien, Tanzania og Senegal, som klarer sig relativt godt. Men hvad gjorde vi forkert? Jeg vil snakke om otte ting. Man skal have flere forkerte end rigtige ting. (Latter) Der er altså otte ting, som vi gjorde forkert. Det første er, at selvom vi voksede, skabte vi ikke nok jobs. Vi skabte ikke job til ungdommen. Arbejdsløshed blandt unge på kontinentet er omkring 15 procent, og underbeskæftigelse er et alvorligt problem. Det andet var, at kvaliteten af vækst ikke var god nok. Selv de job, som vi skabte, var lavproduktivitetsjob, så vi flyttede folk fra lavproduktivitetsjob i landbrug til lavproduktivitets- handel og jobs i den uformelle sektor i byområderne. Den tredje ting er, at uligheden voksede. Så vi skabte flere milliardærer. 50 milliardærer til en værdi af 96 milliarder dollars har en større formue end de fattigste 75 millioner mennesker. Fattigdom, andelen af mennesker i fattigdom -- det er den fjerde ting -- faldt, men det endelige antal gjorde ikke pga. befolkningsvækst. Og befolkningsvækst er noget, som vi ikke snakker nok om på kontinentet. Og det er noget, vi bliver nødt til at få styr på, især hvordan vi uddanner piger. Det er vejen til at få løst dette problem. Den femte ting er, at vi ikke investerede nok i infrastruktur. Vi havde investeringer fra kineserne. Det hjalp nogen lande, men det er ikke nok. Forbruget af elektricitet på det afrikanske kontinent syd for Sahara svarer til det i Spanien. Det totale forbrug svarer til det i Spanien. Så mange mennesker lever i mørke, og som formanden for Den Afrikanske Udviklings Bank sagde, Afrika kan ikke udvikle sig i mørke. En anden ting vi ikke har fået gjort, er at vores økonomi har den samme struktur, som den har haft i årtier. Så selvom vi er vokset, har vores økonomiske struktur ikke ændret sig særlig meget. Vi eksporterer stadig handelsvarer, og hvad betyder det? At vi eksporterer jobs. Værditilvæksten i vores produktion er kun 11 procent. Vi skaber ikke nok anstændige jobs inden for produktion til vores ungdom, og handlen blandt os selv er lav. Kun omkring 12 procent af vores handel er blandt os selv. Det er et andet alvorligt problem. Så er der regeringsførelsen. Det er et alvorligt emne. Vi har svage institutioner, nogen gange ikke-eksisterende, og jeg tror, at det fører til korruption. Korruption er noget, som vi ikke endnu har fået ordentligt styr på, og vi må kæmpe med næb og kløer og med større gennemsigtighed i den måde vi styrer vores økonomi på og den måde vi styrer vores offentlige budget på. Vi må også være på vagt overfor nye konflikter, nye typer af konflikter, sådan som vi har været med Boko Haram i mit land, Nigeria, og med Al-Shabaab i Kenya. Vi bliver nødt til at samarbejde med internationale partnere, udviklede lande, for at bekæmpe dette sammen. Ellers skaber vi en ny virkelighed, som ikke er af den slags, vi ønsker for et voksende Afrika. Og endelig, spørgsmålet om uddannelse. Vores uddannelsessystem i mange lande er ødelagt. Vi skaber ikke de færdigheder, der er brug for i fremtiden. Så vi må finde en måde at gøre uddannelse bedre på. Det er altså de ting, vi ikke gør rigtigt. Hvor fortsætter vi herfra? Jeg tror på, at vejen frem er at lære at lede succes. Når mennesker eller lande har succes, glemmer de ofte, hvad der gjorde dem succesfulde. At lære hvad du er succesfuld i, at styre det og beholde det er afgørende for os. Alle de ting, jeg sagde, vi gjorde rigtigt, skal vi lære at gøre rigtigt igen og blive ved med det. At styre økonomien og at skabe stabilitet er afgørende, at få de rigtige priser og sammenhængende politik. Ofte er der ikke sammenhæng. Ét regime kommer ud, et andet kommer ind, og de smider selv den fungerende orden ud, der var der før. Hvad gør dette? Det skaber usikkerhed for mennesker, husstande, usikkerhed for virksomheder. De ved ikke om, og hvordan de skal investere. Gæld: vi skal styre den succes, vi havde i at reducere vores gæld, men nu er flere lande gået tilbage til at låne igen, og vi ser, at gælden i forhold til BNP er begyndt at stige, og i visse lande er gæld ved at blive et problem, så det bliver vi nødt til at undgå. At styre succes. Den næste ting er at fokusere specifikt på de ting, vi ikke gjorde godt. Først og fremmest infrastruktur. De fleste lande anerkender nu, at de må investere i dette, og de prøver at gøre det bedste, de kan. Vi skal. Det vigtigste er elektricitet. Man kan ikke udvikle sig i mørke. Og så regeringsførelse og korruption: vi må kæmpe. Vi bliver nødt til at gøre vores lande gennemsigtige. Og vi bliver især nødt til at engagere unge mennesker. Vi har genialitet i unge mennesker. Jeg ser det hver dag. Det er det, som får mig op om morgenen og klar. Vi bliver nødt til at slippe genialiteten løs i unge mennesker, ikke stå i vejen for dem, støtte dem til at skabe og innovere og føre vejen frem. Og jeg ved, at de vil lede os i den rigtige retning. Og vores kvinder og piger: vi bliver nødt til at anerkende, at piger og kvinder er en gave. De har styrke, og vi må slippe den styrke fri, så de kan bidrage til kontinentet. Jeg tror meget stærkt på, at når vi gør alle disse ting, kan vi se, at fortællingen om et voksende Afrika ikke blot er et lykketræf. Det er en udvikling. Det er en udvikling, og hvis vi fortsætter og slipper vores ungdom løs, hvis vi slipper kvinderne løs, går vi måske nogen gange et skridt tilbage vi træder måske endda et skridt til siden, men udviklingen er tydelig. Afrika vil fortsætte med at vokse. Og jeg siger til de forretningsfolk i mængden, at investering i Afrika ikke bare er for i dag eller i morgen, det er ikke en kortsigtet ting, det er en langsigtet ting. Men hvis du ikke investerer i Afrika, så går du glip af en af de vigtigste og mest fremspirende muligheder i verden. Tak. (Bifald) Kelly Stoetzel: Du nævnte korruption i din tale, og du er kendt som en stærk antikorruptions-kæmper. Men det har haft konsekvenser. Folk har kæmpet tilbage, og din mor blev kidnappet. Hvordan har du håndteret dette? Ngozi Okonjo-Iweala: Det har været svært. Tak fordi du nævner kidnapningen af min mor. Det er et meget vanskeligt emne. Men det betyder, at når du bekæmper korruption, når du rører ved lommerne på dem, som stjæler penge, vil de ikke bare være stille. De kæmper imod, og problemet er, at når de prøver at skræmme dig, giver du så op, eller kæmper du videre? Finder du en måde at blive ved med at kæmpe på? Og svaret jeg kom frem til, sammen med det team, jeg arbejdede med, er, at vi må kæmpe videre. Vi må skabe de institutioner. Vi må finde måder at stoppe de mennesker i at stjæle fremtidens arv. Så det er, hvad vi gjorde. Og selv ude af regeringen, fortsatte vi med at kæmpe. I vores lande, vil ingen bekæmpe korruption for os udover os selv. Og det kommer med konsekvenser, og vi må bare gøre det bedste, vi kan. Men jeg vil takke jer og TED for at give os en stemme til at fortælle de mennesker, at de ikke vil vinde, og vi vil ikke blive skræmte. Tak. (Bifald) Kelly Stoetzel: Mange tak for din fantastiske tale og vigtige arbejde. (Bifald)