Hvordan man taler, så folk har lyst til at lytte

Har du nogensinde følt at du taler, men ingen lytter? Her kommer Julian Treasure til hjælp. I denne nyttige talk demonstrer lydeksperten, hvordan man opnår kraftfuld tale - fra nogle smarte vokaløvelser til tips omkring hvordan man snakker med empati. En talk der måske vil hjælpe verden til at lyde smukkere.

Vokalen:

Det er det instrument, vi alle spiller.

Det er nok den mest
kraftfulde lyd i verden.

Det er den eneste, der kan starte krig

eller sige: "Jeg elsker dig."

Alligevel har mange
oplevelsen af, at når de taler,

lytter folk ikke til dem.

Hvordan kan det være?

Hvordan kan vi tale kraftfuldt

og foretage ændringer i verden?

Hvad jeg vil foreslå er, at der er nogle
vaner, vi bliver nødt til at droppe.

For jeres fornøjelse, har jeg her samlet

syv dødelige synder, når man taler.

Jeg påstår ikke, at det er
en udtømmende liste,

men disse syv, vil jeg sige,
er temmelig store

vaner, vi falder i.

Først, sladder:

Snakke dårligt om én,
der ikke er til stede.

Ikke en god vane, og vi ved godt,

at personen, der sladrer,
fem minutter senere

vil sladre om os.

Næst, at dømme.

Vi kender folk, der er sådan i samtaler,

og det er meget svært at lytte til nogen,

hvis du ved, at du bliver dømt

og bliver set som mangelfuld samtidig.

Den tredje, negativitet.

Man kan falde ind i den.

I de sidste år af sit liv, blev min mor

meget negativ, og svær at lytte til.

Jeg husker at jeg en dag sagde til hende:

"Det er den 1. oktober,"

og hun sagde: "Det ved jeg,
er det ikke frygteligt?"

Det er svært at lytte,
når nogen er så negativ.

Og en anden form
for negativitet; at beklage sig.

Det er den nationale kunst
i Storbritannien.

Det er vores nationalsport.

Vi beklager os over sport,
over politik, over alt,

men faktisk er beklagelse
viralt elendighed.

Det spreder ikke solskin og lys i verden.

Undskyldninger. Vi har alle mødt den fyr.

Måske har vi været den fyr.

Nogle folk har en "blamethrower".

De skyder bare skylden på
alle andre uden at tage ansvar

for deres handlinger,

og igen er det meget svært, at lytte
til nogen, der er sådan.

Næstsidst, nummer 6 af de 7,

Overdrivelse, at pynte på historien.

Det nedgør faktisk
vores sprog nogle gange.

Hvis jeg ser noget,

der virkeligt er fantastisk,

hvad kalder jeg det så?

Og så bliver overdrivelse til løgne.

Rendyrkede løgne.
Vi vil ikke lytte

til folk, vi ved, lyver for os.

Og til sidst, dogmatisme,

sammenblandingen af fakta og holdninger.

Når disse to blandes sammen,

lytter du ind i vinden.

Du ved, nogen, der bombarderer dig
med deres holdninger, som var de sande.

Det er svært at lytte til det.

Så her er de; de syv dødelige synder,
når man taler.

Disse er ting, jeg mener, vi bør undgå.

Men er der en positiv måde
at tænke over dette?

Ja, der er.

Jeg vil foreslå, at der er fire

virkeligt kraftfulde grundpiller,

vi kan støtte os til,
hvis vi vil have vores tale

til at være kraftfuld og ændre verden.

Heldigvis danner disse ting et ord.

Ordet er "hail", og det har
også en god definition.

Det er ikke det, der falder ned fra himlen

og rammer dig i hovedet.

Jeg taler om definitionen,

at hilse eller anerkende entusiastisk,

hvilket er sådan, vores ord
vil blive modtaget,

hvis vi følger de fire ting.

Så hvad står de for?

Se om du kan gætte det.

H'et er selvfølgelig "honesty" (ærlighed).

At være sandfærdig i det, man siger;
at være klar og tydelig.

A'et er autencitet. Bare at være sig selv.

En af mine venner beskrev det som

at stå i sin egen sandhed,

hvilket jeg synes er en
glimrende måde at se det på.

I'et er integritet, at være sit ord.

Rent faktisk at gøre som man siger

og være en, folk kan stole på.

Og L'et er "love" (kærlighed).

Jeg mener ikke romantisk kærlighed,

men jeg mener at ønske
andre godt af to grunde.

Først, så tror jeg,
at absolut ærlighed nok ikke

er det, vi ønsker.

Jeg mener, du godeste,
du ser grim ud her til morgen.

Det er muligvis ikke nødvendigt.

Tempereret med kærlighed,
er ærlighed en god ting.

Men også hvis du virkeligt ønsker én godt,

så er det meget svært
at dømme dem samtidigt.

Jeg er ikke engang sikker på,
at man kan gøre de to ting samtidigt.

Så "hail" (hils).

Det er hvad, du siger,

som den gamle sang;

det er hvad du siger,
det er også, hvordan du siger det.

Du har en fantastisk værktøjskasse.

Det her instrument er utroligt,

og alligevel er det en værktøjskasse,
meget få folk har åbnet.

Jeg vil gerne rode lidt deri

med dig og finde et par redskaber frem,

som du måske gerne vil lege lidt med,

hvilket vil øge styrken i din tale.

Tonelejet, for eksempel.

Falset er nok ikke særligt brugbart
det meste af tiden,

men der er et toneleje derimellem.

Uden at være alt for teknisk

for jer, der er stemmetrænere.

Dog kan du lokalisere din stemme.

Taler jeg gennem næsen,
kan du høre forskellen.

Går jeg ned til struben,

hvilket er der, de fleste af os
snakker fra det meste af tiden.

Men vil du have tyngde,

bliver du nødt til at gå ned til brystet.

Kan I høre forskellen?

Vi stemmer på politikere
med dybere stemmer. Det er sandt,

for vi associerer dybde med styrke

og med autoritet.

Det er tonelejet.

Så er der klang.

Det er måden, hvorpå din stemme føles.

Forskning viser, vi foretrækker stemmer,

der er rige og varme
ligesom varm chokolade.

Men hvis det ikke er dig, så er
det ikke verdens undergang,

da du kan øve dig.

Skaf dig en stemmetræner.

Du kan gøre utrolige ting

med vejrtrækning, holdning, og med øvelser

for at forbedre din stemmes klang.

Der er prosodi. Jeg elsker prosodi.

Det er meta-sproget,

vi bruger til at bibringe mening.

Det er 1. roden for mening i samtaler.

Folk, der kun bruger én tone,

er virkeligt svære at lytte til,

hvis de ikke har nogen som helst prosodi.

Det er der ordet monoton kommer fra,

eller ensformigt, monotont.

Derudover har vi repetitivt prosodi,

hvor hver enkelt sætning slutter
som var det et spørgsmål,

når det ikke er et spørgsmål,
men en erklæring.

Og bliver du ved med at gentage det,

begrænser det din evne
til at bruge prosodi til kommunikation,

hvilket, jeg synes, er en skam.

Så lad os prøve at komme ud af den vane.

Tempo. Jeg kan blive meget opstemt

ved at sige noget virkeligt hurtigt,

eller jeg kan sætte farten ned
for at understrege noget,

og til slut er der selvfølgelig
vores gamle ven

stilhed.

Der er intet galt med en smule stilhed

i en snak, er der?

Vi behøver ikke fylde den
med "øhm" og "eh".

Det kan være meget kraftfuldt.

Tonehøjden følger
selvfølgelig ofte tempoet,

men det kan gøres med tonehøjde alene.

Hvor gjorde du af mine nøgler?

Hvor gjorde du af mine nøgler?

Lidt forskellige betydninger

i de to leveringer.

Og til sidst, lydstyrke.

Jeg kan blive virkeligt opstemt
ved at bruge lydstyrke.

Undskyld, hvis jeg forskrækkede nogen.

Eller jeg kan få jer til
at være opmærksomme,

ved at blive meget stille.

Nogle folk broadcaster hele tiden.

Prøv at lade være med det.

Det er kaldet "sodcasting",

at pålægge din lyd på folk omkring dig

tankeløst og hensynsløst. Ikke pænt.

Der hvor alt det her kommer i spil

er når du har noget virkeligt vigtigt for.

Det er måske at stå på en scene

og give et foredrag.

Det er måske at fri,

bede om lønforhøjelse, en bryllupstale.

Hvad end det er,
hvis det er meget vigtigt,

skylder du dig selv
at kigge i værktøjskassen

og motoren den skal bruges på,

og ingen motor fungerer godt
uden at være blevet varmet op.

Opvarm din stemme.

Lad mig vise jer, hvordan man gør det.

Vil I alle stå op et øjeblik?

Jeg vil vise jer de seks
opvarmningsøvelser,

jeg laver før alle
de taler, jeg holder.

Hver gang du skal tale til nogen
af betydning, lav disse.

Først, armene op, dyb vejrtrækning ind,

og pust ud, ahhhh, sådan her.

En gang til.

Ahhhh, rigtigt godt.

Nu skal vi opvarme vores læber,

og det gør vi ved at sige
ba, ba, ba, ba,

ba, ba, ba,ba. Rigtigt godt.

Og nu, brrrrrrrrr,

ligesom da du var et barn.

Brrrr. Nu burde dine læber leve op.

Tungen er den næste

med overdrevne la, la, la, la, la, la, la.

Smukt. I bliver rigtig gode.

Og så, rul på et R. Rrrrrrr.

Det er som champagne for tungen.

Til slut, og hvis jeg kun an lave én,

de professionelle kalder den sirenen.

Den er god. Den starter
med "we" og går til "aw".

"We'et" er højt, "aw'et" er dybt.

Så vi siger: "weeeaawww", "weeeaawww".

Fantastisk. Giv jer selv en hånd.

Sæt jer ned, tak.

Næste gang skal tale,
gør dette på forhånd.

Lad mig sætte det
i forbindelse her til slut.

Det her er en seriøs pointe.

Det her er, hvor vi er nu, ikke sandt?

Vi er ikke gode til at tale

til folk, der ikke lytter

i et miljø, der udelukkende handler
om lyd og dårlig akustik.

Jeg har snakket om det på denne scene

i forskellige etaper.

Hvordan ville verden være,

hvis vi snakkede kraftfuldt

til folk, der lyttede bevidst

i omgivelser, der faktisk
var egnede til formålet.

Eller, for at gøre det en smule større,

hvordan ville det være,

hvis vi bevidst skabte lyd,

bevidst opfangede lyd

og bevidst designede vores
omgivelser til at passe til lyd?

Det ville være en verden, der lyder smuk,

og en verden, hvor det at forstå

ville være normen,

og det er en ide, der er værd at sprede.

Tak.

Tak.