David Brooks: Skal du leve for dit CV ... eller dit mindeord?

Inden i os er der to selv, foreslår David Brooks i denne korte meditative tale: Det selv som efterstræber succes, som bygger et CV og det selv der søger forbindelse, samhørighed, kærlighed -- de værdier som skabe et stort mindeord. (Joseph Soloveitchik har kaldt disse selv for "Adam 1" og "Adam 2" Brooks spørger: kan vi balancere disse to selv?

Så jeg har tænkt over forskellen mellem

dyderne på et CV og dyderne i en mindetale.

CV-dyderne er dem du putter i dit CV,

som er de færdigheder hvorved du sælger dig på markedet.

Dyderne i en mindetale, er dem

som vil blive sagt i en mindetale,

som er dybere: Hvem du dybest set er,

hvad er naturen af dine relationer

er du modig, elskelig, troværdig, sammenhængende?

Og de fleste af os, inklusiv mig selv, vil sige

at dyderne i en mindetale er de vigtigste af dyderne.

Men, i det mindste i mit tilfælde, er de såT dem

jeg tænker mest på?
Og svaret er nej.

Jeg har tænkt over det problem,

og en tænker som har hjulpet mig med at tænke over det

er en fyr kaldet Joseph Soloveitchik, som var en rabbiner

der skrev en bog kaldet: "Den ensomme troens mand" i 1965

Soloveitchik sagde at der er to sider af vores natur,

som han kaldte Adam 1 og Adam 2.

Adam 1 er den verdslige, ambitiøse,

udadvendte side af vores natur.

Ham der vil bygge, skabe, danne virksomheder,

skabe innovation.

Adam 2 er den ydmyge side af vores natur.

Adam 2 vil ikke bare gøre det godt, men vil være god,

vil leve et sådant indre liv

som ærer gud, skabelsen og vores muligheder.

Adam 1 ønsker at erobre verdenen.

Adam 2 ønsker at høre et kald og adlyde verdenen.

Adam 1 nyder bedrifter.

Adam 2 nyder indre sammenhæng og styrke.

Adam 1 spørger hvordan tingene fungerer.

Adam 2 spørger hvorfor vi er her.

Adam 1's motto er "succes".

Adam 2's motto er "kærlighed, forløsning og hjemkomst".

Og Soloveitchik argumenterede for, at disse to sider

af vores natur er i krig med hinanden.

Vi lever i en evig selv-konfrontation

mellem den eksterne succes og de indre værdier.

Og den besværlige side, vil jeg mene, af disse

to sider af vores natur er at de arbejder

efter forskellig logikker.

Den eksterne logik er en økonomisk logik:

Input leder til output, risiko leder til gevinst.

Den interne side af vores natur

er en moralsk logik og ofte en omvendt logik.

Du må give for at modtage.

Du må overgive dig til noget udenfor dig selv

for at opnå indre styrke.

Du må erobre begæret for at få hvad du vil have.

For at indfri dig selv, må du glemme dig selv.

For at finde dig selv, må du tabe dig selv.

Vi lever i et samfund som belønner Adam 1,

og ofte negligerer Adam 2.

Og problemet er at det gør dig til et udspekuleret dyr

som betragter livet som et spil,

og du bliver et koldt kalkulerende bæst,

som glider ned i en slags middelmådighed

hvor du opdager at der er en forskel

mellem dit ønskede selv og dit faktiske selv.

Du fortjener ikke den form for mindetale du ønsker,

som du håber at nogen vil give dig.

Du har ikke den dybe overbevisning.

Du har ikke den følelsesmæssige dybde.

Du føler ikke forpligtelse til opgaver

som det vil tage mere end et menneskeliv at udføre.

Jeg blev mindet om et almindeligt svar gennem historien på

hvordan du bygger en solid Adam 2,

hvordan du bygger en dyb karakter.

Igennem historien, er folk gået tilbage

til deres egen fortid,

nogen gange til en dyrebar tid i deres liv,

til deres barndom,

og ofte vil tankerne i fortiden drages mod

til et øjeblik med skam,

en begået synd, en selvisk handling,

en udeladt eller overfladisk handling,

vredens synd, selvmedlidenheds synd

forsøg på at være en spytslikker, mangel på mod.

Adam 1 er bygget på en opbygning af dine styrker.

Adam 2 er bygget på at kæmpe mod dine svagheder.

Du går ind i dig selv, du finder synden

som du har begået igen og igen igennem livet,

din signatursynd

fra hvilken de andre udspringer,

og du kæmper mod den synd og du brydes med den,

og ud af den brydning, den lidelse

bliver karakterens dybde formet.

Og vi er ofte ikke oplært i at genkende

synden i os selv,

og vi er ikke oplært i denne kultur

i hvordan vi skal brydes med den,

hvordan vi konfronterer den og
hvordan vi bekæmper den.

Vi lever i en kultur med en Adam 1 mentalitet

og vi er stumme omkring Adam 2.

Til sidst, Reinhold Niebuhr

opsummerede konfrontationen mellem det fuldt levede

Adam 1 liv og Adam 2 liv, på denne måde:

"Intet der er værd at gøre kan opnås i vores levetid,

derfor må vi blive frelst af håb.

Intet der er sandt eller smukt eller godt giver

komplet mening i en umiddelbar
historisk sammenhæng.

Derfor må vi blive frelst igennem tro.

Intet vi kan gøre, uanset hvor dydigt,
kan blive fuldført alene.

Derfor må vi frelses gennem kærlighed.

Ingen dydig handling er helt så dydig

set fra vor ven eller fjendes synspunkt,
som fra vores eget

Derfor må vi frelses af den endelige form for kærlighed,

som er tilgivelse."

Mange tak.

(Bifald)