Dagen hvor jeg stod frem alene

Fotografen Boniface Mwangi ønskede at protestere mod korruptionen i hans hjemland Kenya. Så han lagde en plan: Ham og nogle venner skulle rejse sig op og forstyrre et offentligt massemøde. Men da øjeblikket kom .. stod han der alene. Hvad der derefter skete, som han siger, viste ham hvem han i virkeligheden var. Som han siger: Hvad er de to mest kraftfulde dage i dit liv. Den dag hvor du bliver født, og dagen hvor du opdager hvem du er. Talende billeder.

Folk derhjemme kalder mig for
en fredsforstyrrer,

en ballademager, en provokatør,

en rebel, en aktivist,

en folkets røst.

Men det var jeg ikke altid.

Som lille havde jeg et kælenavn.

De kaldte mig for Softy (Bløde)

dvs. den bløde, harmløse knægt.

Som ethvert andet menneske
undgik jeg problemer.

Som barn lærte de mig tavshed.

Ingen brok,
gør som der bliver sagt.

I søndagsskolen lærte man at man skal ikke
konfrontere eller brokke sig,

selv hvis du har ret,
vend den anden kind til.

Det blev underbygget af det politiske
klima dengang.

(Latter)

Kenya er et land, hvor du er skyldig

indtil bevist rig.

(Latter)

Kenya´s fattige er fem gange
mere udsat

for at blive skudt af politiet, der
skal beskytte dem,

end af kriminelle.

Dette blev underbygget af datidens
politiske klima.

Vi havde en præsident, Moi,
som var en diktator.

Han styrede landet med en jernnæve,

de som turde at sætte spørgsmålstegn
ved autoriteten

blev arresteret, tortureret,
fængslet eller endda dræbt.

Derfor lærte folk at blive kloge kujoner,
at undgå problemer.

At være kujon var ikke en fornærmelse.

Det var en kompliment.

Vi fik fortalt at en kujon
tog hjem til sin mor.

Det betød at hvis du undgik problemer,
ville du være i live.

Jeg satte spørgsmålstegn ved dette råd,

og for otte år siden var der valg i Kenya,

hvor resultatet blev voldeligt omstridt.

Valget blev efterfulgt af grusom
vold, voldtægter,

og tabet af over 1000 menneskeliv.

Min gerning var at dokumentere volden.

Som fotograf tog jeg
tusindvis af billeder,

og efter to måneder

mødtes de to politikere
til en kop te,

underskrev en fredsaftale, og
landet kom videre.

Jeg var dybt mærket af al den vold.

Jeg så drabene.
Jeg så udrensningerne.

Jeg mødte voldtægtsofre,
og det rørte mig dybt,

men det blev aldrig nævnt i mit land.

Vi lod som om. Vi blev alle
kloge kujoner.

Vi undgik problemer ved
ikke at tale om dem.

Ti måneder senere sagde jeg op.
Jeg kunne ikke længere klare det.

Bagefter bestemte jeg mig for at
organisere mine venner

til at tale om volden i mit land,

at tale om tilstanden i nationen,

og 1 juni 2009 var det meningen at
møde op i et stadion

for at få præsidentens opmærksomhed.

Det er en national helligdag

som bliver fulgt af medierne,

og jeg mødte op.

Mine venner gjorde ikke.

Jeg var alene,

og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Jeg var bange,

men jeg vidste at dén dag

blev en beslutning taget.

Ville jeg leve som kujon som alle andre,

eller ville jeg stå op?

Da præsidenten gik op for at tale

fandt jeg mig stående,
mens jeg råbte til ham

at han skulle huske voldsofrene
fra efter valget,

og stoppe korruptionen.

Og pludselig ud af blå luft

kastede politiet sig på mig
som sultne løver.

De holdt mig for munden

og slæbte mig ud af stadionet

hvorefter de tæskede mig
og fængslede mig.

Den nat lå jeg på det kolde
cementgulv i fængslet

og tænkte mig om.

Hvorfor følte jeg som jeg gjorde?

Mine venner og familie troede jeg var
skør for at handle sådan

og at mine fotos forstyrrede mit liv.

Mine fotos var kun et tal for mange
kenyanere.

De fleste så ikke volden.

Det var en historie for dem.

Jeg bestemte mig for at lave
en årlig gade-udstilling

for at vise billeder af volden
over hele landet

og at få folk at tale om dem.

Vi rejste landet rundt og viste billederne

og rejsen var begyndelsen for
mit aktivist-liv

hvor jeg nægtede at være tavs længere

og ville tage voldsemnet op til debat.

Vi rejste, og pladsen for
vor gade-udstilling

blev dækket af politisk grafitti
om situationen i landet,

om korruption, dårligt lederskab.

Vi har endda holdt
symbolske begravelser.

Vi har afleveret levende grise
til Kenya´s parlament

som et symbol for
politikernes grådighed.

Det er også sket i Uganda og andre lande

og det mest kraftfulde er at billederne
er optaget af medierne

og sendt ud over hele landet,
og ud over hele kontinentet.

Da jeg stod op alene for syv år siden

blev et fællesskab skabt, idag
er der mange, der står med mig.

Jeg er ikke længere alene når jeg
taler om disse ting.

Jeg tilhører en gruppe unge
ildsjæle for landet,

som vil skabe forandring

og de er ikke længere bange,
eller kloge kujoner.

Så det var min historie.

Dén dag i stadionet,

stod jeg op som en klog kujon.

Med dén ene handling sagde jeg farvel
til 24 år som kujon.

Der er to dage i dit liv, som er vigtigst:

dagen, du bliver født, og dagen,
hvor du finder ud af hvorfor.

Dén dag i stadionet, mens jeg råbte
til præsidenten

fandt jeg ud af, hvorfor jeg blev født,

at jeg nægtede at være tavs og
acceptere uretfærdigheden.

Ved du, hvorfor du blev født?

Mange tak.

(Bifald)

Tom Rielly: En utrolig historie.

Lad mig blot spørge dig helt kort.

Om PAWA254:

Du har skabt et studio, hvor
unge kan komme

og bruge digitale medier

til aktivisme.

Hvad sker der nu med PAWA?

Boniface Mwangi: Vi har et fællesskab
af filmskabere,

graffitti-kunstnere, musikere, og når der
er problemer i landet,

mødes vi, brainstormer og tager
emnet op til debat.

Vores mest kraftfulde værktøj er kunsten,

for vi lever i en travl verden, og folk
har så travlt i deres liv,

at de ikke har tid til at læse.

Så vi bruger kunsten til at formidle
vores budskab.

Musikken, graffittien, kunsten
er vores værktøj.

Kan jeg sige én ting mere?

TR: Ja, selvfølgelig. (Bifald)

BM: Selv om jeg blev arresteret,
tæsket og truet,

så jeg det sekund jeg
fandt min røst

at jeg kunne stå op for
hvad jeg troede på,

min frygt forsvinde.

De kaldte mig Softy, men jeg
er ikke længere Softy,

for jeg fandt hvem jeg virkelig er,
hvad jeg virkelig vil,

og der er så megen skønhed i det.

Der er intet mere kraftfuldt at se,
at jeg blev skabt til dette,

for du bliver ikke bange,
du lever blot dit liv.

Mange tak.

(Bifald)