Leymah Gbowee: Lås op for pigers intelligens, passion og storhed

Vinderen af Nobels Fredspris, Leymah Gbowee, har slagkraftige historier at fortælle -- om hendes eget livs forvandling, og om det uudnyttede potentiale hos piger overalt i verdenen. Kan vi forvandle verdenen ved at låse op for pigers storhed?

Mange gange

rejser jeg rundt i verdenen for at tale,

og folk stiller mig spørgsmål

om udfordringerne,

mine øjeblikke,

nogle af mine fortrydelser.

1998:

Enlig mor til fire,

tre måneder efter mit fjerde barns fødsel,

tog jeg afsted for at arbejde

som forskningsassistent.

Jeg tog til det nordlige Liberia.

Og som en del af arbejdet,

gav landsbyen dig logi.

Og de gav mig logi hos en enlig mor

og hendes datter.

Denne pige var tilfældigvis

den eneste pige i hele landsbyen,

som havde klaret det

til niende klasse.

Hele lokalsamfundet grinede af hende.

Hendes mor fik ofte af vide af de andre kvinder,

"Du og dit barn

vil dø fattige."

Efter at have arbejdet to uger i den landsby,

var det tid til at tage tilbage.

Moderen kom til mig, knælte ned,

og sagde, "Leymah, tag min datter."

Jeg ønsker, at hun

bliver sygeplejerske."

Extremt fattig, boende hjemme hos mine forældre,

havde jeg ikke råd til det.

Med tårer i mine øjne,

sagde jeg, "Nej."

To måneder senere,

tog jeg til en anden landsby

med den samme opgave

og de bad mig bo hos landsbyhøvdingen.

Kvindernes landsbyhøvding havde denne lille pige,

lys farve som mig,

fuldstændig beskidt.

Og hele dagen gik hun rundt

kun i sit undertøj.

Da jeg spurgte, "Hvem er det?"

Sagde hun, "Det er Wei.

Hendes navn betyder gris.

Hendes mor døde, da hun fødte hende,

og ingen havde nogen ide om, hvem hendes far var."

I to uger var hun min følgesvend,

sov hos mig.

Jeg købte brugt tøj til hende

og hendes første dukke.

Aftenen før jeg skulle afsted,

kom hun til mit værelse

og sagde, "Leymah, efterlad mig ikke her.

Jeg ønsker at tage med dig.

Jeg ønsker at gå i skole."

Ekstremt fattig, ingen penge,

boende hos mine forældre,

sagde jeg igen, "Nej."

To måneder senere,

røg begge de to landsbyer ind i endnu en krig.

Til dags dato har jeg ingen idé om,

hvor disse to piger er.

Spol frem til 2004:

Ved vores aktivismes højdepunkt,

ringer ministeren for Gender Liberia til mig

og sagde, "Leymah, jeg har en niårig til dig.

Jeg vil gerne have, du tager hende hjem,

fordi vi har ikke nogle tilflugtssteder."

Denne lille piges historie:

Hun var blevet voldtaget

af sin farfar

hver dag i seks måneder.

Hun kom til mig oppustet,

meget bleg.

Hver aften når jeg kom hjem fra arbejde og lå på det kolde gulv.

Lagde hun sig ved siden af mig

og sagde, "Tante, jeg ønsker at få det godt.

Jeg ønsker at gå i skole."

2010:

En ung kvinde står foran Præsident Sirleaf

og giver sit vidnesbyrd

om hvordan hun og hendes søskende bor sammen,

deres far og mor døde under krigen.

Hun er 19, hendes drøm er at gå på universitetet

for at kunne forsørge dem.

Hun er meget atletisk.

En af de ting, der sker,

er, at hun ansøger om et legat.

Fuldt studielegat. Hun får det.

Hendes drøm om at gå i skole,

hendes ønske om at blive uddannet,

går endelig i opfyldelse.

Hun går i skole den første dag.

Idrætslederen,

som er ansvarlig for at få hende ind i programmet,

beder hende om at komme ud af klassen.

Og de næste tre år,

vil hendes skæbne være

at have sex med ham hver dag,

som tak for, at han fik hende ind i skolen.

Globalt set har vi politikker,

internationale redskaber,

arbejdsledere.

Vidunderlige mennesker har forpligtet sig --

vi vil beskytte vores børn

fra mangel og fra frygt.

F.N. har børneretskonventionen.

Lande som Amerika, har vi ting som No Child Left Behind.

Andre lande har andre ting.

FN's 2015-mål nummer Tre

fokuserer på piger.

Alt dette vidunderlige arbejde af vidunderlige mennesker

med det mål at få unge mennesker

til der, hvor vi globalt set ønsker, de er.

Tror jeg, har fejlet.

I Liberia, f.eks,

er hyppigheden af teenagegraviditeter

tre ud af ti piger.

Teenageprostitution er på sit højeste.

I et lokalsamfund fik vi af vide,

at du vågner op om morgenen

og ser brugte kondomer, ligesom brugt tyggegummipapir.

Piger ned til 12 år bliver prostitueret

for mindre end en dollar per nat.

Det er nedslående, det er trist.

Og så var der en, som spurgte mig,

lige før min TEDTalk for et par dage siden,

"Så hvor er håbet?"

For adskillige år siden, besluttede nogle af mine venner,

at vi blev nødt til at slå bro over den manglende forbindelse

imellem vores generation

og generationen af unge kvinder.

Det er ikke nok at sige,

I har to Nobel prismodtagere fra Republikken Liberia,

når jeres pigers' børn er helt derude

og intet håb, eller tilsyneladende intet håb.

Vi har skabt et sted,

som hedder Young Girls Transformative Project.

Vi tager ud til lokale landsamfund

og det eneste vi gør, ligesom i dette rum,

er at skabe et sted.

Når disse piger sidder ned,

låser du op for intelligens,

du låser op for passion,

du låser op for engagement,

du låser op for fokus,

du låser op for store ledere.

I dag har vi arbejdet med mere end 300.

Og nogle af disse piger,

som gik generte ind i rummet,

har taget modige skridt som unge mødre,

til at gå ud og kæmpe

for andre unge kvinders rettigheder.

En ung kvinde, som jeg mødte,

teenagemor til fire,

havde aldrig tænkt på at gøre gymnasiet færdig,

færdiggjorde sin uddannelse,

havde aldrig tænkt på at gå på universitetet,

tilmeldte sig universitetet.

En dag sagde hun til mig,

"Mit ønske er at blive færdig på universitetet

og være i stand til at forsøge mine børn."

Hun er et sted, hvor hun ikke kan finde penge

til at gå i skole.

Hun sælger vand, sodavand

og taletidskort til mobiltelefoner.

Og man ville tro, at hun ville tage de penge

og bruge dem på sin uddannelse.

Hun hedder Juanita.

Hun tager de penge

og finder enlige mødre i sit lokalsamfund,

som hun sender tilbage i skole.

Hun siger, "Leymah, mit ønske

er at blive uddannet.

Og hvis jeg ikke kan blive uddannet,

når jeg ser nogle af mine søstre blive uddannet,

så bliver mit ønske opfyldt.

Jeg ønsker et bedre liv.

Jeg ønsker at have mad til mine børn.

Jeg ønsker, at det seksuelle misbrug og udnyttelse i skolerne ville stoppe."

Dette er den afrikanske piges drøm.

For adskillige år siden

var der en afrikansk pige.

Denne pige havde en søn,

som ønskede sig et stykke doughnut,

for han var ekstremt sulten.

Vred, frustreret,

rigtig ked af

sit samfunds tilstand

og sine børns tilstand,

startede denne unge kvinde en bevægelse,

en bevægelse af almindelige kvinder

som slog sig sammen om

at skabe fred.

Jeg vil opfylde det ønske.

Dette er en anden afrikansk piges ønske.

Jeg kunne ikke opfylde de to pigers ønske.

Jeg var ikke i stand til det.

Dette var de ting, som kørte igennem denne anden unge kvindes hoved --

jeg fejlede, jeg fejlede, jeg fejlede.

Så jeg vil gøre dette.

Kvinder kom ud,

protesterede mod en brutal diktator,

talte uden frygt.

Ikke nok med at ønsket om et stykke doughnut blev opfyldt,

men ønsket om fred blev opfyldt.

Denne unge kvinde

ønskede også at gå i skole.

Hun gik i skole.

Denne unge kvinde ønskede at andre ting skete,

det skete for hende.

I dag er denne unge kvinde mig,

en Nobel prisvinder.

Jeg er nu på en rejse

for at opfylde ønsket,

i min lille kapacitet,

for små afrikanske piger --

ønsket om at blive uddannet.

Vi har grundlagt en fond.

Vi giver fulde, fire-årige studielegater

til piger fra landsbyer, som vi ser har potentiale.

Jeg har ikke meget at bede jer om.

Jeg har også været steder i dette U.S.A.,

og jeg ved at piger i dette land

også har ønsker,

et ønske om et bedre liv et sted i Bronx,

et ønske om et bedre liv

et sted i downtown L.A.,

et ønske om et bedre liv et sted i Texas,

et ønske om et bedre liv et sted i New York,

et ønske om et bedre liv

et sted i New Jersey.

Vil du rejse med mig

for at hjælpe den pige,

om det er en afrikansk pige eller en amerikansk pige

eller en japansk pige,

opfyld hendes ønske,

opfyld hendes drøm,

opnå den drøm?

Fordi alle disse

store innovatører og opfindere,

som vi har talt med og set

de sidste par dage,

sidder også i bittesmå hjørner

forskellige steder i verdenen,

og det eneste, de beder os om,

er at skabe det sted,

at låse op for intelligensen,

låse op for passionen,

låse op for alle de store ting,

som de har inden i dem selv.

Lad os rejse sammen. Lad os rejse sammen.

Tak.

(Bifald)

Chris Anderson: Tusind tak.

Lige nu i Liberia,

hvad ser du,

som hovedproblemerne?

LG: Jeg er blevet bedt om at lede

Liberian Reconciliation Initiative (det Liberianske Forsonings Initiativ).

Som en del af mit arbejde,

tager jeg på disse ture

til forskellige landsbyer og byer --

13, 15 timer på grusveje --

og der er intet lokalsamfund, som jeg har besøgt,

hvor jeg ikke har set intelligente piger.

Men desværre,

er visionen om en storslået fremtid,

eller drømmen om en storslået fremtid,

kun en drøm,

fordi du har al den moralske fordærv.

Som jeg sagde er teenagegraviditet epidemisk.

Så det, der bekymrer mig,

er, at jeg var det sted

og nu er jeg på en eller anden måde her,

og jeg vil bare ikke være den eneste,

som er her.

Jeg leder efter måder,

så andre piger kan være her med mig.

Jeg vil gerne se tilbage 20 år fra nu

og se, at der er en anden liberiansk pige,

ghanesisk pige, nigeriansk pige, ethiopisk pige

som står på denne TED scene.

Og måske, kun måske, siger,

"På grund af den Nobel prisvinder

står jeg her i dag."

Så jeg er bekymret,

når jeg ser dem, som om der intet håb er.

Men jeg er heller ikke pessimistisk,

fordi jeg ved, det ikke kræver særlig meget

at få dem ladet op.

CA: Og i det sidste år,

fortæl os om en håbefuld ting,

som du har set ske.

LG: Jeg kan fortæller jer om mange håbefulde ting, som jeg har set ske.

Men i det sidste år,

hvor Præsident Sirleaf kommer fra, hendes landsby,

vi tog derhen for at arbejde med disse piger.

Og vi kunne ikke finde 25 piger,

som gik i gymnasiet.

Alle disse piger tog til guldminen,

og de var hovedsageligt prostituerede

og lavede andre ting.

Vi tog 50 af disse piger

og vi arbejdede med dem.

Og dette var i begyndelsen af valgene.

Dette er et sted, hvor kvinder aldrig --

selv de ældre

sad knap nok i cirkel med mændene.

Disse piger slog sig sammen og formede en gruppe

og satte en kampagne igang

for stemmeregistrering.

Dette er virkelig en landlig landsby.

Og det tema de brugte var:

"Selv smukke piger stemmer."

De var i stand til at mobilisere unge kvinder.

Men ikke nok med det,

de tog også hen til dem som stillede op til valg

for at spørge dem, "Hvad er det,

du vil give til pigerne i dette lokalsamfund,

når du vinder?"

Og en af fyrene,

som allerede havde et mandat, var meget --

fordi Liberia har en af de stærkeste voldtægtslove,

og han var en af dem som virkelig kæmpede i parlamentet

for at få den lov afskaffet,

fordi han kaldte den barbarisk.

Voldtægt er ikke barbarisk, men loven, sagde han, var barbarisk.

Og da pigerne begyndte at snakke med ham,

var han meget fjendtlig imod dem.

Disse små piger vendte sig mod ham og sagde,

"Vi vil stemme dig ud af parlamentet."

I dag er han ude af parlamentet.

(Bifald)

CA: Leymah, tak. Tusind tak fordi du ville komme til TED.

LG: Det var så lidt. (CA: Tak.)

(Bifald)