Hvor fri er vores pressefrihed?

I USA, har pressen ret til at publicere hemmelige oplysninger som er i almen interesse, den ret er beskyttet af det første tillæg til forfatningen. Regeringsovervågning har gjort det mere og mere farligt at dele oplysninger for whistleblowers, som er kilden til næsten enhver vigtig historie om national sikkerhed siden 11. September. I denne korte, oplysende TedTalk, fortæller TED Fellow og medstifter af Freedom of the Press Foundation om den senere historie af slåen ned på de der afdækker forbrydelser og urimeligheder fra regeringens side. og anbefaler teknologi der kan hjælpe med at dele oplysninger sikkert og anonymt.

Det her er James Risen.

I kender ham måske som Pulitzer-vindende
journalist

fra New York Times.

Lang tid før Edward Snowden
var et kendt navn.

Skrev Risen en bog
Hvor han afdækkede

den ulovlige telefonaflytning
som NSA foretager af amerikanere.

Det er dog et andet kapitel i den bog

som måske har en endnu større betydning.

I det, beskriver han en katastrofal
amerikansk efterretningsoperation

hvor CIA helt bogstaveligt gav Iran

tegningerne til atombomber.

Hvis det lyder sindssygt, så læs det.

Det er en utrolig historie.

Ved i hvem der ikke kunne lide kapitlet?

Den amerikanske regering.

I næsten ti år bagefter

blev Risen undersøgt af regeringen

og blev af anklagere afkrævet,
at vidne imod

en af hans påståede kilder.

I den proces blev han eksemplet
på et mønster fra den amerikanske regering

af at retsforfølge whistleblowers
og spionere på journalister.

Det første tillæg til forfatningen

giver pressen ret til at udgive
hemmelig information af almen interesse.

men det er umuligt at bruge den ret
hvis medierne ikke kan samle oplysninger

og beskytte identiteterne
på de modige mænd og kvinder

som deler oplysningerne.

Så da regeringen bankede på,

gjorde Risen
hvad mange journalister har gjort før:

Han nægtede

og sagde han hellere ville fængsles

så fra 2007 til 2015

levede Risen under truslen
af at blive sat i fængsel.

Indtil, bare dage før retssagen,
hvor noget mærkeligt skete.

pludseligt, efter i årevis at påstå
at det var vitalt for deres sag,

droppede regeringen alle krav til Risen

Det viser sig,
i den elektroniske overvågningsalder,

er der meget få gemmesteder
for journalister og deres kilder

og i stedet for at prøve og fejle
i at få Risen til at vidne,

kunne de få hans digitale spor
til at vidne imod ham istedet.

Så fuldstændigt i hemmelighed
og uden hans accept,

fik anklagerne Risens telefonoplysninger.

De fik hans email,
hans finans- og bankoplysninger,

hans kredit oplysninger,

selv rejseoplysninger
med en liste over ture han havde taget.

Det var disse oplysninger
de brugte til at dømme Jeffrey Sterling

Risens påståede kilde
og CIA whistleblower.

Desværre er det kun en sag af mange,

præsident Obama
blev valgt på at beskytte whistleblowers

og istedet, har hans justitsministerium
retsforfulgt flere

end alle andre administrationer tilsammen.

Man kan se hvordan det er et problem,

specielt fordi regeringen betragter
meget af hvad den gør som hemmeligt

Siden 11. September
er næsten alle sikkerhedshistorier

kommet fra at en whistleblower
kontakter en journalist

Så vi risikerer en presse
ude af stand til at udføre sit job

som det første forfatningstillæg
er beregnet til at beskytte

fordi regeringens udvidede evne
til at spionere på enhver.

På samme måde som teknologi
har tilladt regeringen

at omgå journalisters rettigheder,

kan pressen også bruge teknologien

til at beskytte deres kilder bedre end før

og de kan begynde fra det øjeblik
hvor de starter med at snakke,

i stedet for i vidneskranken bagefter.

Der findes nu kommunikations software

som ikke var tilgængeligt
da Risen skrev sin bog,

og som er meget mere overvågningssikker
end almindelige emails og telefonopkald.

For eksempel er et værktøj SecureDrop,

et open-source whistleblower
indsendelses system

der oprindeligt blev skabt af den afdøde
internetstjerne Aaron Swartz,

og som nu bliver udviklet
hos organisationen hvor jeg arbejder,

Freedom of the Press Foundation.

I stedet for at sende en email,

gå du ind på et nyhedsmedies hjemmeside

ligesom den her hos Washington Post

derfra, kan du uploade et dokument
eller sende oplysninger

på samme måde som på andre kontakt skemaer

Derefter krypteres det
og gemmes på en server

som kun nyhedsmediet har adgang til.

Så regeringen ikke længere i hemmelighed
kan afkræve oplysningerne,

og mange af oplysninger som de ville kræve

vil ikke være tilfængelige alligevel.

SecureDrop, er dog kun en lille del

af at beskytte pressefriheden
i det 21. århundrede.

Desværre udvikler regeringer overalt

nye spionteknikker

som sætter det hele i fare.

og det er op til os fremadrettet at sikre

at det ikke kun er de teknologikyndige
whistleblowers

som Edward Snowden
som kan afdække synder,

det er ligeså vigtigt at vi beskytter
den næste whistleblower i veteranplejen

som advarer om overfyldte hospitaler,

eller den næste miljøarbejder

der alarmerer om Flints beskidte vand,

eller en Wall Street insider

der advarer om den næste finanskrise.

I sidste ende er de her værktøjer
ikke kun beskyttelse for dem

der afslører forbrydelser,

men også midler til at beskytte
vores rettigheder under forfatningen

Mange tak

(Bifald)