Den del af terrorismen, der aldrig kommer på forsiden

Karima Bennoune deler fire stærke historier om rigtige mennesker, der kæmper imod fundamentalisme i deres egne samfund - og som nægter at lade den tro, som de elsker, blive til voldens, kriminalitetens og angrebenes værktøj. Disse personlige fortællinger bringer en af verdens mest oversete kampe for menneskerettigheder ud til os på et personligt og menneskeligt plan.

Var jeg i stand til at beskytte min far

fra Armed Islamic Group med en frugtkniv?

Det var det spørgsmål, jeg måtte svare på

en tirsdag morgen i juni, 1993,

da jeg var jurastuderende.

Jeg vågnede tidligt den morgen

i min fars lejlighed

i udkanten af Algier i Algeriet

ved lyden af en insisterende banken på hoveddøren.

Som en lokal avis beskrev det, så var dette en tid,

hvor en akademiker blev dræbt hver tirsdag

af fundamentalistiske morderes kugler.

Det faktum, at min far underviste
i Darwins teorier på universitetet,

havde allerede resulteret i et besøg i klasseværelset

af lederen af den såkaldte Islamiske Befrielsesfront,

som fordømte min far som en fortaler for biologisme,

før det lykkedes min far at smide ham ud,

og nu ville personen udenfor

hverken fortælle, hvem han var, eller forlade stedet.

Min far forsøgte at ringe til politiet,

men måske var det angsten for bølgen

af bevæbnet ekstremisme, der allerede havde kostet

så mange algierske betjentes liv,

der forhindrede dem i at svare.

Det var på dette tidspunkt, at jeg gik ud i køkkenet,

hentede en frugtkniv,

og stillede mig parat i entreen.

Det var en fjollet ting at gøre, egentlig,

men jeg kunne ikke komme i tanke
om andre muligheder,

så der stod jeg.

Når jeg ser tilbage på det, så tror jeg,
at det var øjeblikket,

der lagde den første sten i min vej til at skrive en bog,

som hedder "Din fatwa gælder ikke her:

Ufortalte historier fra kampen
imod muslimsk fundamentalisme."

Titlen kommer fra et pakistansk skuespil.

Jeg tror faktisk, at det var øjeblikket,

der sendte mig ud på den overvældende opgave

at interviewe 300 personer med muslimsk baggrund

fra næsten 30 lande

fra Afghanistan til Mali,

for at finde ud af,
hvordan de kæmpede imod fundamentalismen

uden vold, som min far gjorde,

og hvordan de håndterede den risiko, det indebærer.

Heldigvis, tilbage i juni, 1993,

gik vores uidentificerede gæst sin vej,

men andre familier var ikke så heldige.

Og det var den tanke, der motiverede min research.

Under alle omstændigheder

Få måneder efter vendte en person tilbage
og efterlod en seddel

på min fars køkkenbord.

Der stod, "du kan betragte dig selv som død".

Efterfølgende dræbte Algeriets
væbnede fundamentalister

op imod 200.000 civile

i det, der blev kendt som

90'ernes mørke årti.

Det inkluderede hver eneste af de kvinder,

I ser her.

I den hårde indsats imod terror

brugte staten tortur

og pludselige forsvindinger.

Og selvom disse begivenheder udviklede sig
i en frygtelig retning,

blev de stort set ignoreret af det internationale samfund.

I sidste ende var min far, søn af en landmand
og senere professor,

tvunget til at stoppe sin undervisning på universitetet

og til at flygte fra hans lejlighed.

Men det, jeg aldrig vil glemme

om min far, Mahfoud Bennoune,

var, at som så mange andre algierske intellektuelle,

nægtede han at forlade landet,

og han fortsatte med offentligt at rette kritik

både imod fundamentalisterne

og ind imellem den regering, de kæmpede imod.

I november, 1994,

i avisen El Watans artikelserie

med titlen "Hvordan fundamentalisme

skabte en hidtil uset terrorisme,"

fordømte han for eksempel det, han kaldte

'terroristens radikale brud med den sande Islam,

som troen blev udlevet af vores forfædre.'

Dette var ord, der kunne få dig dræbt.

Min fars land lærte mig

i 90'ernes mørke årti,

at den folkelige modstand imod
muslimsk fundamentalisme

er en af de vigtigste

og mest oversete kampe for menneskerettigheder

i verden.

Dette er stadig sandt idag,
hvor næsten 20 år er gået.

Ser du, i hvert land,

hvor man hører om bevæbnede jihadier

der angriber civile,

er der også ubevæbnede mennesker,

der stiller sig op imod de militante.
Og dem hører du ikke om.

De mennesker har brug for vores støtte,
hvis modstanden skal lykkes.

I Vesten går man ofte ud fra

at muslimer støtter op omkring terrorisme.

På højrefløjen bunder denne opfattelse nogle gange

i ideen om, at muslimsk kultur essentielt er voldelig.

Og på venstrefløjen er nogle af denne opfattelse,

fordi de betragter muslimsk vold,

fundamentalistisk vold,

udelukkende som et resultat af reel forurettelse.

Begge opfattelser er helt forkerte.

Faktisk er mange personer med muslimsk baggrund

rundt omkring i verden indædte modstandere

af både fundamentalisme og terrorisme,

og ofte med god grund.

Det er nemlig langt oftere ofre

for denne vold end dens udøvere.

Lad mig give jer et eksempel.

Ifølge en undersøgelse fra 2009

af de arabisktalende medier

mellem 2004 og 2008,

var mindre end 15% af Al-Qaedas ofre

vesterlændinge.

Det er et forfærdeligt tal, men langt størstedelen

var folk med muslimsk baggrund,

som blev dræbt af muslimske fundamentalister.

Igennem de sidste 5 minutter har vi talt

om fundamentalisme, og I har ret til at vide

præcis, hvad jeg mener.

Jeg vil citere en definition formuleret
af den algierske sociolog

Marieme Helie Lucas,

og hun siger, at fundamentalismer,

bemærk flertallet, altså indenfor alle verdens

store religiøse traditioner,

"fundamentalismer er ekstremt højreorienterede
politiske bevægelser,

som i en kontekst af globalisering

manipulerer religion for at opnå

deres politiske mål."

Sadia Abbas har kaldt dette den radikale politisering

af teologi.

Jeg vil gerne undgå at give indtryk af,

at der er en slags monolit derude,

som man kan kalde muslimsk fundamentalisme,
som er den samme alle steder,

for disse bevægelser
adskiller sig også fra hinanden.

Nogle bruger og taler for vold.

Nogle gør ikke, men de er dog sjældent forbundet.

De kommer i forskellige former.

Nogle er organisationer uafhængige af regeringen,

selv her i England som f.eks. Cageprisoners.

Nogle bliver til politiske partier,

som Det Muslimske Broderskab,

og andre er åbenlyst bevæbnede grupper

som Taliban.

Men i alle tilfælde er det radikale projekter.

De er ikke konservative eller traditionelle tiltag.

De forsøger for det meste at ændre
folks forhold til Islam

snarere end at bevare det.

Det, jeg taler om, er det ekstreme, muslimske Højre,

og det faktum, at dets tilhængere er

eller foregiver at være muslimer,

gør dem ikke mindre aggressive

end det ekstreme Højre alle mulige andre steder.

Så efter min mening, hvis vi betragter os selv

som liberale eller venstreorienterede,

fortalere for menneskerettigheder eller feminister,

så må vi modsætte os disse bevægelser

og støtte deres græsrodsmodstandere.

Lad mig sige det helt klart.

Jeg støtter en effektiv kamp

imod fundamentalisme,

men også en kamp, der i sig selv

må respektere international lov.

Så intet af det, jeg siger, må opfattes

som en retfærdiggørelse af at nægte

at demokratisere.

Og dette er et opråb af støtte

til den pro-demokratiske bevægelse
i Algeriet idag, Barakat.

Der er heller ikke noget af det, jeg siger,

der skal opfattes som en retfærdiggørelse
af overtrædelser af menneskerettighederne,

som eksempelvis massedødsdommene

som blev udstedt i Egypten tidligere denne uge.

Det jeg siger er,

at vi må stille os op imod disse
muslimske fundamentalistiske grupper,

fordi de truer menneskerettighederne

i adskillige kontekster med muslimske flertal,

og de gør det på adskillige måder.

Tydeligst med de direkte angreb på civile

udført af bevæbnede grupper.

Men denne vold er kun toppen af isbjerget.

Disse bevægelser diskriminerer generelt

religiøse og seksuelle minoriteter.

De ønsker at indskrænke religionsfriheden

for alle, der enten praktiserer anderledes

eller slet ikke praktiserer.

Og allermest karakteristisk er det,
at de fører en gennemgribende krig

imod kvinders rettigheder.

I mødet med disse bevægelser

har den vestlige diskurs i de seneste år

for det meste kun budt på

to fejlagtige reaktioner.

Den første, som primært findes på højrefløjen,

antager at de fleste muslimer er fundamentalister,

eller at noget omkring Islam er
grundlæggende fundamentalistisk,

og det er både stødende og forkert.

På venstrefløjen møder man omvendt ofte

en diskurs der er for politisk korrekt,

eller værre endnu, finder undskyldninger for volden,

og dette er ligeså uacceptabelt.

Så det, jeg leder efter,

er en helt ny måde

at tale om dette,

som er funderet i de erfaringer

og håb, som vi kan få fra folk,
der oplever volden på nært hold.

Jeg er i smertende høj grad opmærksom på

den voksende diskrimination imod
muslimer de seneste år

i lande som Storbritannien og USA,

og det er også grund til en seriøs bekymring.

Men jeg tror fuldt og fast på

at disse fortællinger, der gør op
med stereotype forestillinger,

og som handler om folk med muslimsk baggrund,

der har konfronteret fundamentalisterne

og har været deres primære ofre,

også er en god måde at imødekomme
den diskrimination.

Så lad mig introducere jer

for fire personer, hvis historier

jeg har den store ære at få lov til at fortælle.

Faizan Peerzada og Rafi Peer Teatrets

workshop, opkaldt efter hans far,

har i årevis fremmet scenekunsten

i Pakistan.

I takt med at den fundamentalistiske vold voksede

begyndte de at modtage trusler og pres

for at aflyse deres forestillinger, hvilket de nægtede.

Og i 2008 ramte en bombe deres

ottende internationale scenekunstfestival i Lahore,

og resulterede i en regn af glasstumper,

som faldt ud over deres spillested

og skadede 9 personer.

Og senere samme aften

traf Peerzada-gruppen en meget svær beslutning:

De annoncerede, at deres festival

ville fortsætte som planlagt næste dag.

Og samtidigt sagde Faizan,

at hvis vi bøjer os for islamisterne,

så vil vi ende med at sidde i et mørkt hjørne.

Men de vidste ikke, hvad der ville ske.

Ville nogen komme?

Faktisk kom tusindvis af mennesker næste dag

for at støtte scenekunsten i Lahore,

og gjorde både Faizan begejstret

og skrækslagen,

og han henvendte sig til en kvinde,

som var mødt op med sine to børn,

og han sagde:
"Du ved godt, der var en bombe her igår,

og der er en trussel idag."

Og hun svarede: "Det ved jeg godt,

men jeg kom til jeres festival

med min mor, da jeg var på deres alder,

og jeg har stadig klare minder fra dengang.

Vi bliver nødt til at være her."

Med stålsatte publikummer som dette

kunne Peerzada-gruppen gennemføre

deres festival som planlagt.

Og næste år,

mistede de alle deres sponsorer

på grund af sikkerhedsrisikoen.

Da jeg mødte dem i 2010

var de i gang med den første, efterfølgende festival,

som de var i stand til at holde på samme spillested.

Og dette var den niende
scenekunstfestival for unge,

der blev holdt i Lahore i et år, hvor denne by

allerede havde oplevet 44 terrorangreb.

Det var på dette tidspunkt at det pakistanske Taliban

var begyndt på deres systematiske angreb

på pigeskoler, som senere kulminerede

i angrebet på Malala Yousafzai.

Hvad gjorde Peerzada-gruppen i den situation?

De opsatte skoleteater for piger.

Jeg havde det privilegium at se "Naang Wal",

som var en musical på punjabi,

og pigerne fra Lahore Grammar School

spillede alle rollerne.

De sang og dansede,

de spillede musen og vandbøflen,

og jeg holdt mit vejr og tænkte på,

om vi ville nå til slutningen

af dette fantastiske show?

Og da vi nåede slutningen, åndede

hele publikummet samstemmende lettet op,

og et par stykker fældede endda en tåre,

og de fyldte auditoriet

med den fredfyldte lyd af klapsalver.

Og jeg kan huske, at jeg i dette øjeblik tænkte,

at bombemændene ryddede alle overskrifterne her

to år før,

men denne aften og disse mennesker

er mindst ligeså vigtig en historie.

Maria Bashir er den første og eneste

kvindelige chefanklager i Afghanistan.

Hun har haft stillingen siden 2008

og åbnede faktiske et kontor for at efterforske

sager om vold imod kvinder,

som hun betegner som det vigtigste område

indenfor hendes mandat.

Da jeg mødte hende i hendes kontor i Herat,

trådte hun ind i rummet

omringet af fire store mænd, men fire store våben.

Faktisk har hun nu 23 bodyguards,

fordi hun har været udsat for bombeangreb,

der var tæt på at dræbe hendes børn,

og som kostede en af hendes vagter et ben.

Hvorfor fortsætter hun?

Hun siger med et smil, at det er det spørgsmål

alle stiller.

Som hun siger, "hvorfor risikere ikke at leve?"

Og det er simpelthen det, det betyder for hende:

En bedre fremtid for alle de kommende Maria Bashir

er risikoen værd,

og hun ved, at hvis folk som hende selv

ikke løber risikoen,

så er der ingen bedre fremtid.

Senere i interviewet

fortæller chefanklager Bashir, hvor bekymret hun er

omkring de mulige resultater

af regeringens forhandlinger med Taliban,

de samme mennesker, som har forsøgt at dræbe hende.

"Hvis de får en plads i vores regering,"

spørger hun:
"Hvem vil så beskytte kvindernes rettigheder?"

Og hun opfordrer det internationale samfund til

ikke at glemme dets løfter til kvinderne,

fordi de ønsker fred med Taliban.

Et par uger efter jeg forlader Afghanistan,

ser jeg en overskrift på internettet.

En afghansk anklager er blevet myrdet.

Jeg googler desperat,

og samme dag finder jeg heldigvis ud af,

at Maria ikke er ofret,

men desværre er en anden afghansk anklager

blevet skudt på hans vej til arbejde.

Og når jeg idag hører den slags overskrifter,

tænker jeg, at når de internationale styrker

forlader Afghanistan de kommende år,

så må vi stadigvæk bekymre os om,

hvad der sker med befolkningen,

med alle som Maria Bashir.

Nogle gange hører jeg stadig
hendes stemme for mig,

hvor hun uden nogen form praleri siger:

"Situationen for kvinder i Afghanistan

bliver en dag bedre.

Vi skal forberede os på den dag,

selvom vi bliver dræbt."

Der findes ikke ord, der er stærke nok

til at fordømme terrorgruppen Al-Shabaab,

som angreb Westgate-centeret i Nairobi

på netop den dag, hvor der blev afholdt en madlavningskonkurrence for børn

i september 2013.

De dræbte 67, heriblandt digtere og gravide kvinder.

Langt derfra, i USA's Midtvest,

var jeg så heldig at møde somali-amerikanere,

der arbejde hårdt for at forpurre Al-Shabaabs indsats

for at rekruttere en lille gruppe unge

fra Minneapolis

til at deltage i grusomheder som Westgate-angrebet.

Abdirizak Bihi's studerende, 17-årige

nevø Burhan Hassan

blev rekrutteret der i 2008,

sendt til Somalia,

og dræbt, da han forsøgte at komme hjem.

Siden da har Mr. Bihi,

som leder Det Somaliske Center for uddannelse og støtte, som drives uden budget,

højlydt fordømt rekrutteringen

og regeringens utilstrækkelighed

og visse somali-amerikanske institutioner

som det islamiske Abubakar As-Saddique Center,

hvor han mener, at hans nevø blev radikaliseret

under et program for unge.

Men han kritiserer ikke bare moskéen.

Han retter også sin kritik imod regeringen

for dens mislykkede forsøg på at gøre mere

for at forhindre fattigdom i hans miljø.

På grund af han egen mangel på økonomiske ressourcer

har Mr. Bihi været nødt til at være kreativ.

Han vil undgå, at Al-Shabaab

rekrutterede flere unge,

i efterdønningerne på gruppen angreb

på folk, der så World Cup i Uganda i 2010.

Derfor arrangerede han en Basketballturnering

i Ramadanen i Minneapolis som et modsvar.

Flokke af somali-amerikanske børn kom ud

for at dyrke sport

på trods af den fatwa, der var imod det.

De spillede basketball,

som Burhan Hassan aldrig
ville komme til at gøre igen.

På grund af hans indsats er Mr. Bihi blevet udstødt

af ledelsen af Abubakar As-Saddique-centret,

som han plejede at have et godt forhold til.

Han fortalte mig, at "en dag så vi imamen på TV,

og han kaldte os vantro og sagde,

at 'disse familier prøver at ødelægge moskéen."

Det her står i total modsætning

til det, som Abdirizak

forsøger at gøre,

når han afslører Al-Shabaabs rekruttering.

Han prøver at redde den religion, han elsker,

fra et lille antal ekstremister.

Jeg vil fortælle en sidste historie.

Det er historien om en 22-årig
jurastuderende i Algeriet,

som hedder Amel Zenoune-zouani,

og som havde den samme drøm
om en karriere inden for retssystemet,

som jeg selv havde tilbage i 90'erne.

Hun nægtede at opgive sit studie,

til trods for at fundamentalisterne,

der dengang kæmpede imod den Algierske stat,

truede alle, der fortsatte deres uddannelse.

Den 26. Januar, 1997, stod Amel på bussen

i Algier, hvor hun studerede.

Hun var på vej hjem for at tilbringe
en aften i Ramadanen

med sin familie,

men hun ville aldrig få lov at færdiggøre jurastudiet.

Da bussen nåede udkanten

af hendes hjemby, blev den standset

i et checkpoint bemandet af mænd

fra The Armed Islamic Group.

Med sin skoletaske på ryggen,

blev Amel trukket ud af bussen

og dræbt på gaden.

De mænd, der skar halsen over på hende,

sagde efterfølgende til alle andre:

"Hvis du går på universitetet,

vil vi en dag slå jer allesammen ihjel,

på den her måde."

Amel døde præcis kl. 17.17.

Det ved vi, fordi da hun faldt om på gaden,

gik hendes ur i stykker.

Hendes mor viste mig uret

med den store viser, der stadig pegede

optimistisk opad

imod 17.18, som klokken aldrig slog.

Kort før hendes død,

sagde Amel til hendes mor

og hendes søstre,

"Intet vil ske os, inshallah, om Gud vil,

men hvis noget sker,

så skal du vide, at vi døde for videnskaben.

Og du og far skal holde hovedet højt."

Tabet af sådan en unge kvinde er ikke til at forstå,

og imens jeg researchede,

forsøgte jeg at finde frem til Amels håb igen.

Hendes navn betyder ovenikøbet håb på arabisk.

Jeg mener, jeg fandt det to steder.

Det første sted er i hendes families styrke,

ligesom i alle de andre familier, der fortsat
fortæller deres historie,

og fortsætter deres liv til trods for terrorismen.

Faktisk overkom Amels søster, Lamia, hendes sorg,

studerede jura,

og er idag advokat i Algier.

Dette er kun muligt,

fordi de bevæbnede fundamentalister

i høj grad blev overvundet i landet.

Det andet sted, hvor jeg fandt Amels håb,

var der, hvor kvinder og mænd

forsat stiller sig op imod jihadierne.

Ud af respekt for Amel, må vi støtte alle dem,

som fortsætter kampen for
menneskerettigheder idag,

som eksempelvis Network of Women
Living Under Muslim Laws.

"Det er ikke nok", sagde kvinderettighedsforkæmperen

Cherifa Kheddar til mig i Algier.

"Det er ikke nok at kæmpe imod terrorisme.

Vi skal også udfordre fundamentalismen,

for fundamentalismen er den ideologi,

der skaber grobunden for terrorisme."

Hvordan kan det være, at folk som hende
- som alle dem, jeg har nævnt,

ikke er mere kendte?

Hvorfor ved alle, hvem Osama Bin Laden var,

og kun få kender til alle dem,

der modsatte sig verdens Bin Laden'er
i deres egen kontekst.

Vi må ændre dette billede, og derfor beder jeg jer

om at dele disse fortællinger

gennem jeres netværk.

Tag endnu et kig på Amel Zenounes ur,

der for evigt er stoppet med at gå,

og så se på jeres eget ur,

og beslut jer for, at dette er det tidspunkt,

hvor vi skal støtte folk som Amel.

Vi har ikke ret til at tie omkring dem,

bare fordi det er nemmere,

eller fordi den vestlige politik er fejlslagen.

For klokken slår 17.17

for alt for mange Amel Zenoune'er

på steder som det nordlige Nigeria,

hvor jihadier stadig dræber studerende.

Det er tid til højlydt at støtte alle dem,

som udfordrer fundamentalismen

og terrorismen med fred i deres egne samfund.

Det er nu.

Tak!

(Bifald)