Hvad sker der når online 'udskamning' ryger ud af kontrol

I lang tid hyldede Jon Ronson Twitter som mediet, der gav en stemme til de der før havde manglet én... Det sociale medie gav os alle chancen for at råbe op og svare igen på verdens uretfærdigheder. Men et sted langs vejen tog tingene en drejning. I dette passionerede og velformulerede foredrag, forklarer Ronson hvordan vi alt for ofte ender med at opføre os som et glammende kobbel jagthunde – og at det er på tide at tage vores ageren online op til genovervejelse.

I den første tid var Twitter et sted
fyldt med en slags radikal skamløshed.

Folk indrømmede skamfulde
hemmeligheder om sig selv,

og andre ville sig,
"Gud, sådan er jeg også!"

Folk uden en stemme opdagede
at de faktisk havde en stemme,

og at den var kraftfuld og velformuleret.

Hvis en avis trykte en racistisk
eller homofobisk klumme,

opdagede vi, at vi faktisk
kunne gøre ved det.

Vi kunne få ram på dem.

Vi kunne ramme dem med et våben
som vi forstod, men de ikke gjorde --

udskamning på de sociale medier.

Annoncører trak deres
annoncer fra avisen.

Når magtfulde mennesker
misbrugte deres privilegier,

kunne vi få ram på dem.

Det var som en slags
demokratisering af domstolene.

Hierakierne blev gjort fladere.

Vi ville gøre tingene bedre.

Ikke så lang tid efter, fik en vanæret
populærvidenskabelig forfatter, Jonah Lehrer --

han var blevet fanget i at plagiere
og falsificere citater,

og han var opfyldt af skam
og fortrydelse, som han fortalte mig.

Han fik muligheden for

at undskylde offentligt
ved et fonds-arrangement.

Det her ville være den
vigtigste tale i hele hans liv.

Måske kunne den vinde ham tilgivelse.

Han vidste før han ankom

at fonden ville live-streame arrangementet,

men hvad han ikke vidste
før han ankom var,

at de havde opstillet en kæmpe Twitter
feed lige ved siden af hans hoved.

(Latter)

Og endnu en på en skærm
som han kunne se.

Jeg tror ikke at fonden gjorde det
fordi de var uhyrlige.

Jeg tror de var uvidende:
jeg tror dette var et unikt øjeblik

hvor Twitters smukke naivitet

kolliderede med den mere og mere
rædselsvækkende virkelighed.

Og her er nogle af de Tweets der
strømmede ind i hans synsfelt

mens han forsøgte at undskylde:

"Jonah Lehrer, forsøger at være
kedelig nok til at vi tilgiver ham."

(Latter)

Og, "Jonah Lehrer har ikke bevist
at han er i stand til at føle skam."

Dén der må være skrevet af
verdens bedste psykiater,

som kan se det, på så lille en
figur bag en talerstol.

Og, "Jonah Lehrer er bare
en skide sociopat."

Det der sidste ord er en meget menneskelig
ting at gøre, at dehumanisere dem vi gør ondt.

Det er fordi vi har lyst til at ødelægge
folk, uden at få dårlig samvittighed.

Forestil jer hvis dette her var en
rigtig domstol,

og den anklagede stod i mørket og
tiggede for en chance til,

mens juryen sad og råbte,

"Kedeligt! Sociopat!"

(Latter)

Det er sjovt, for når vi ser
film og serier om retssager,

så plejer vi at identificere os med
den godhjertede forsvarsadvokat,

men giv os magten, og vi bliver til
den mest blodtørstige art dommere.

Magten flytter sig hurtigt.

Vi fik ram på Jonah fordi vi så ham som
én der havde misbrugt sine privilegier,

men på det her tidspunkt lå Jonah
ned, og vi blev ved med at sparke,

mens vi gratulerede os selv
for at slå ham til plukfisk.

Og det begyndte at føles mærkeligt tomt
når der ikke var et magtfuldt menneske

som havde misbrugt deres privilegier,
som vi kunne få ram på.

En dag uden en god udskamning
begyndte at føles som en dag

hvor vi bare trillede tommelfingre
og trådte vande.

Jeg vil fortælle jer en historie.

Den handler om en kvinde
ved navn Justine Sacco.

Hun var en PR medarbejder fra New York
med 170 følgere på Twitter,

og hun Tweetede små
sarkastiske jokes til dem,

som denne her fra et fly
fra New York til London:

[Mærkelige tysker: Du er på første klasse.
Det er 2014. Køb noget deodorant."

- Indre monolog mens jeg inhalerer stanken.
Takker Gud for medicinalindustrien.]

Så klukkede Justine lidt for sig selv,
trykkede 'send', og fik ingen svar,

og mærkede den tristhed vi alle mærker

når internettet ikke komplimenterer
os for at være morsomme.

(Latter)

Mørk stilhed, når internettet
ikke svarer os.

Og da hun kom til Heathrow,
og havde lidt tid tilovers

før den sidste del af rejsen, udtænkte
hun endnu en lille sarkastisk joke:

[På vej til Afrika. Håber ikke jeg får AIDS.
Det var en joke - jeg er jo hvid!]

Og hun klukkede for sig selv, trykkede
'send', steg på flyet, fik ingen svar,

slukkede sin telefon, faldt i søvn,

vågnede 11 timer senere,

tændte sin telefon mens flyet var ved
at køre på plads ved gaten,

og med det samme var der
en besked fra nogen

som hun ikke havde talt
med siden gymnasiet,

hvor der stod "Jeg er så ked
af at se hvad der er ved at ske dig."

Og derefter endnu en besked
fra en af hendes bedste venner;

"Ring til mig med det samme.

Du er det mest trendene emne i
hele verden på Twitter lige nu."

(Latter)

Hvad der var sket var, at en af hendes
170 følgere havde sendt Tweetet

til en Gawker journalist, og han
retweetede det til sine 15,000 følgere:

[Og nu, en sjov joke til juleferien
fra IACs PR chef]

Det var som et lynnedslag.

Et par uger senere snakkede
jeg med Gawker journalisten.

Jeg emailede ham og spurgte hvordan det
føltes, og han skrev "det var herligt."

Og så sagde han,
"Men jeg er sikker på hun har det fint."

Men hun havde det ikke fint,
for mens hun sov,

havde Twitter overtaget hendes liv
og skilt det ad, ét stykke ad gangen.

Først kom filantroperne:

[Hvis @JustineSacco's uheldige
ord ... generer dig,

så gør som jeg og støt
@CARE's arbejde i Afrika.]

[På grund af ... frastødende, racistiske
tweet, donerer jeg til @care idag]

Så kom de stærkt oprørte:

[... har ingen ord for Justine Saccos
forfærdelige, fucking racistiske tweet.

Jeg er stærkt oprørt.]

Var nogle af jer på Twitter den aften?
Et par stykker.

Overvældede Justine's joke jeres
Twitter feeds ligesom den gjorde med min?

Det gjorde den med min, og jeg tænkte,
som alle andre den aften,

"Wow, der er godt nok en
der er på røven!

En eller andens liv er ved at blive
helt forfærdeligt!"

Og jeg satte mig op i sengen,

og puttede puden bag hovedet,

og så tænkte jeg, jeg er ikke helt sikker
på, om den joke egentlig var ment racistiskt

Måske, istedet for triumferende
at prale af sine privilegier,

hånede hun den triumferende
pral med privilegier.

Det er en tradition indenfor comedy,

som i South Park eller Colbert
eller Randy Newman.

Måske var Justine Sacco's fejl simpelthen
ikke at være så god til det som Randy Newman.

I virkeligheden, da jeg mødte Justine
et par uger senere på en bar,

var hun helt ødelagt,

og jeg bad hende om at forklare joken,

og hun sagde, "Når vi bor i USA er
vi lidt i en slags bobbel, hvor

vi ikke helt ser hvad der sker
i den Tredje Verden.

Jeg prøvede at lave grin med den bobbel."

En anden kvinde var også på Twitter den
aften, Helen Lewis som skriver for New Statesman,

hun anmeldte min bog om offentlig udskamning,
og skrev at hun den aften Tweetede,

"Jeg er ikke sikker på om hendes joke var
ment som racistisk,"

og sagde at det med det samme haglede ned
over hende med Tweets

hvor der stod "Du er også
bare endnu en priviligeret kælling"

Og til sin skam, skrev hun,

tiede hun, og så stille til, mens Justine's
liv blev flået i småstumper.

Det begyndte at blive mere ubehageligt:

[Man burde anmelde den luder @JustineSacco]

Så kom opfordringerne
til at få hende fyret.

[Held og lykke med jobjagten i
det nye år. #BliverFyret]

Tusinder af mennesker på hele kloden

besluttede at det var deres pligt
at få hende fyret.

[@JustineSacco din karrieres sidste
tweet. #Fortjent]

Virksomheder involverede sig,
og forsøgte at sælge deres produkter

på baggrund af Justine's udslettelse:

[Næste gang du vil tweete
noget dumt før du flyver,

så vær sikker på du stiger
på et @Gogo fly!]

(Latter)

En masse virksomheder
tjente rigtig godt den aften.

Altså, Justine's navn blev normalt
Googlet 40 gange om måneden.

Den måned, mellem den 20. December
indtil slutningen af December,

blev hendes navn Googlet 1.220.000 gange.

Og en internet-økonom fortalte mig,
at det betød en fortjeneste for Google

på et sted mellem 120.000 dollars
og 468.000 dollars

på Justines udslettelse, hvorimod de af os
der stod for den egentlige udskamning...

vi fik ingenting.

(Latter)

Vi var som ubetalte
udskamnings-praktikanter hos Google.

(Latter)

Og så kom troldene:

[Jeg håber egentlig at Justine Sacco
faktisk får aids? lol]

En anden skrev,

"En eller enden med HIV burde voldtage
kællingen, så kan vi finde ud af

om hendes hudfarve beskytter hende mod AIDS."

Og den person fik en fribillet.

Den person var der ikke nogen
der gjorde noget ved.

Vi var alle sammen så begejstrede
over at knuse Justine,

og vores udskamnings-hjerner
er så ensporede,

at vi ikke også kunne håndtere
at skulle knuse en eller anden

som angreb Justine på en upassende måde.

Justine forenede virkelig en del
forskellige grupper den aften,

fra filantroper til "voldtag kællingen."

[@JustineSacco jeg håber du bliver fyret!
Tomhjernede kælling... Fortæl endelig

hele verden at du vil have
ubeskyttet sex i Afrika.]

Det er altid værre for kvinder end mænd.

Til mænd er det: "Vi får dig fyret."

Når kvinder bliver angrebet, så er det

"Jeg får dig fyret og voldtaget
og hakker din livmoder ud."

Og så blev Justines
arbejdsgiver involveret:

[IAC om @JustineSacco tweet: Dette er en
skændig, krænkende udtalelse.

Ansatte er i øjeblikket utilgængelig
på et internationalt fly.]

Og da ændredes vreden til begejstring

[Det eneste jeg ønsker mig til jul er at
se @JustineSacco's ansigt når flyet lander

og hun checker sin
inbox/voicemail. #fyret]

[Wow, @justinesacco kommer til at
have det værste

tænde-telefonen-øjeblik nogensinde
når hendes fly lander.]

[Snart kan vi se hende @JustineSacco
kællingen blive fyret.

LIVE. Før hun selv VED
at hun bliver fyret.]

Det vi havde her, var
en skøn fortællings-struktur.

Vi vidste noget som Justine ikke gjorde.

Kan I forestille jer noget, mindre
retfærdigt end det?

Justine sov ombord på et fly,
ude af stand til at give en forklaring,

og hendes manglende mulighed
var en kæmpe del af morskaben.

Den aften på Twitter var vi som
treårige der kravler mod en pistol.

En eller anden fandt ud af præcis hvilket
fly hun var på, så de linkede

til en flight tracker hjemmeside.

[British Airways Fly 43
Til Tiden - ankommer om 1t 34min]

Et hashtag begyndte at trende verden rundt:

#erJustineLandetEndnu?

[det er lidt vildt at
se nogen selvdestruere

uden de overhovedet er klar over det.
#erJustineLandetEndnu]

[Seriøst. Jeg vil egentlig bare hjem i
seng, men alle på baren

er SUPER vilde med #erJustineLandetEndnu.
Kan ikke se væk. Kan ikke tage afsted.]

[#erJustineLandetEndnu er muligvis det
bedste der er sket for min fredag aften.]

[Er der ikke nogen i Cape Town der kan
tage til lufthavnen og tweete hendes ankomst?

Kom nu, twitter! Gerne billeder.]

Og ved I hvad? Det var der såmænd.

[@JustineSacco ER nu landet
i Cape Town International.

Og hvis I gerne vil vide hvordan man ser
ud når man lige har opdaget

at man er blevet revet i småstykker pga
en misforstået venstreorienteret joke,

ikke af trolde, men af venlige
mennesker som dig og mig,

så ser det sådan her ud:

[... Hun har forklædt sig med solbriller]

Så hvad fik os til at gøre sådan?

Jeg tror nogle virkeligt var berørte,

men for mange andre, tror jeg,

er Twitter dybest set en gensidig
skulderklapnings-maskine.

Vi omgiver os med mennesker
med de samme holdninger som os,

og vi bifalder hinandens meninger,

og det er en rigtig dejlig følelse.

Og hvis nogen kommer i vejen for det,
så jager vi dem på flugt.

Og ved I, hvad det er det
er det modsatte af?

Det er det modsatte af demokrati.

Vi ville gerne vise, at vi bekymrede
os om folk der døde af AIDS i Afrika.

Vores ønske om at blive set som
medfølende var det, der ledte os til

denne dybt ufølsomme handling.

Som Meghan O'Gieblyn skrev i
The Boston Review,

"Dette er ikke social retfærdighed,
det er et velbehageligt alternativ."

De sidste tre år

har jeg rejst verden rundt for at møde
mennesker som Justine Sacco --

og tro mig, der er mange
som Justine Sacco.

Der kommer flere hver dag.

Og vi vil gerne tro på at de har det fint,
men det har de altså ikke.

De mennesker jeg mødte var lemlæstede.

De fortalte mig om depression,

om angst og søvnløshed,
om selvmordstanker.

En kvinde jeg snakkede med,
der også havde fortalt en uheldig joke,

Hun holdt sig hjemme i halvandet år.

Før det havde hun arbejdet med
voksne med indlæringsvanskeligheder,

og var vist rigtig god til sit arbejde.

Justine blev fyret, selvfølgelig,
fordi de sociale medier krævede det.

Men det var værre end som så.

Hun var ved at miste sig selv.

Hun vågnede midt om natten, uden
at kunne huske hvem hun var.

Hun blev fået ram på, fordi hun blev set
som en der havde misbrugt sine privilegier.

Og det er selvfølgelig en meget bedre ting
at angribe folk for

end det vi plejede, som for eksempel
at få børn udenfor ægteskabet.

Men konceptet "misbrug af privilegier"
er ved at blive en fribillet

til at måtte sønderrive stort set
hvem vi vil.

Udtrykket mister sin betydning,

og det får os til at miste
vores evne til empati,

og evne til at skelne mellem vigtige
og ligegyldige forseelser.

Justine havde 170 Twitter følgere,
så før det kunne fungere

måtte hun fiktionaliseres.

Rygtet spredte sig at hun var datter af
minedrifts-milliardæren Desmond Sacco.

[Lad jer ikke narre af #JustineSacco hendes
far er en sydafrikansk mine-milliardær.

Hun er ikke ked af det.
Og det er hendes far heller ikke.]

Jeg troede faktisk det var sandt,

indtil jeg mødte Justine på en bar, og
spurgte ind til hendes milliardær-far,

og hun sagde, "Min far sælger tæpper."

Og jeg tænker tilbage på tiden
i starten med Twitter,

da folk indrømmede skamfulde
hemmeligheder om sig selv

og andre sagde,
"Gud, sådan er jeg også."

I dag er jagten gået ind
på andres skamfulde hemmeligheder.

Du kan leve et godt, etisk liv,

men en dårlig formulering i et Tweet
kan overskygge det hele,

og blive et fingerpeg
om din skjulte indre ondskab.

Måske er der to
slags mennesker i verden:

Dem der sætter
mennesker over ideologi,

og dem, som sætter
ideologi over mennesker.

Jeg sætter mennesker over ideologi,

men lige nu er ideologerne ved at vinde,

og de er ved at skabe en scene
med kunstigt højspændte dramaer,

hvor alle enten er
en skinnende helt

eller en kvalmende forbryder,

selvom vi jo godt ved, at
sådan er vores medmennesker ikke.

Sandheden er at vi
er kloge og dumme;

sandheden er, at vi er gråzoner.

Det fantastiske ved de sociale medier er,

at de gav en stemme til mennesker,
der ikke plejede at have en,

men nu er vi ved at skabe
et overvågningssamfund,

hvor den bedste måde at overleve på,
er igen ikke at have nogen stemme.

Lad os lade være med det.

Mange tak.

(Bifald)

Bruno Giussani: Mange tak, Jon.

Jon Ronson: Tak, Bruno.

BG: Bliv lige et øjeblik.

Det der slår mig ved Justine's historie

er også, at hvis man googler
hendes navn i dag,

så dækker denne her historie
de første 100 siders søgeresultater --

der er ikke andet om hende.

I din bog nævner du en anden historie,

om et andet offer der faktisk hyrede
et firma til at ændre på det her,

og ved at lave blogs og lægge hyggelige,
harmløse historier ud om hendes katte

og ferier og den slags,
så fik de fjernet historien

fra de første par siders Google
søgeresultater, men det holdt ikke længe.

Et par uger senere bevægede den sig
tilbage til toppen af resultaterne.

Er det en umulig kamp?

Jon Ronson: Altså, jeg tror
det allerbedste vi kan gøre

når man ser denne her slags uretfærdige
eller tvivlsomme udskamning,

det er at sige fra, for jeg tror at det
værste der skete for Justine

var at ingen støttede hende --
som om alle var imod hende,

og det er dybt traumatiserende,

at få at vide af ti tusinder af mennesker,
at man bare skal forsvinde.

Men hvis en udskamning sker, men med
en masse blandede stemmer,

som i et demokrati hvor folk diskuterer,
så tror jeg det er mindre skadeligt.

Jeg tror, at det er vejen frem,

men det er svært, for hvis du
forsvarer en eller anden,

kan det blive rigtig ubehageligt.

BG: Lad os så snakke om din erfaring,

for du sagde jo fra, ved at skrive denne bog.

Forresten, så er den obligatorisk
læsning for alle, okay?

Du sagde fra, fordi bogen faktisk flytter
fokus til dem der laver udskamningerne.

Og jeg går ud fra du ikke kun
fik gode reaktioner på Twitter.

JR: Nej, der var nogle
der ikke var så begejstrede.

(Latter)

Altså, man vil jo ikke kun fokusere --

masser af mennesker forstod,
og var rigtig venlige omkring bogen.

Men ja, de sidste 30 år har jeg
skrevet historier om magtmisbrug,

og når jeg snakker om de
magtfulde mennesker i millitæret,

eller i medicinal-industrien,
så er der lutter applaus.

Men så snart jeg siger, "Nu er vi dem,
der misbruger vores magt,"

så får jeg reaktioner såsom,
"Du er sikkert også en racist."

BG: Så altså forleden --
igår -- hvor var vi ude og spise,

så var der to diskussioner igang samtidig.

På den ene side snakkede du
med folkene omkring bordet --

og det var en god,
konstruktiv diskussion.

På den anden side, hver gang
du tændte din telefon,

kom denne her syndflod af fornærmelser.

JR: Ja-- sådan var det i aftes.
Vi havde en slags TED middag i aftes.

Vi snakkede, og det var fint og dejligt,
og jeg besluttede mig for at tjekke Twitter.

Og nogen havde skrevet,
"Du støtter hvidt overherredømme."

Og så gik jeg tilbage, og havde en
god snak med en eller anden,

og så tjekkede jeg Twitter igen,

og nogen havde skrevet at selve min
eksistens gjorde verden til et værre sted.

Min ven Adam Curtis siger

at måske er internettet som en
John Carpenter film fra 1980erne,

hvor på et eller andet tidspunkt begynder
alle at råbe og skrige af hinanden,

og skyde på hinanden,
og så på et tidspunkt

flygter alle til et sikrere sted,

og jeg er begyndt at tænke
at det kunne være en god idé.

BG: Jon, mange tak.
JR: Og tak til dig, Bruno.

(Bifald)