Vær en mulighedsskaber

Vi har alle lyst til at bruge vores talenter til at gøre noget meningsfyldt med vores liv. Men hvordan starter man? (Og.. Hvad hvis man er genert?) Skribent Kare Anderson deler sin egen historie om kronisk generthed, og hvordan hun åbnede op ved at hjælpe andre til at bruge deres egne talenter og passioner.

Jeg voksede op

diagnostiseret som fobisk genert,

og, ligesom mindst 20 andre folk

i et rum af denne størrelse,

stammede jeg.

Tør I at løfte jeres hånd?

Og det bliver siddende i os.
Det bliver virkelig siddende i os,

fordi, når vi bliver
behandlet på den måde,

føler vi os nogle gange usynlige,

eller talt udenom og om.

Og som jeg startede med at kigge på folk,

hvilket var mest af alt, alt jeg gjorde,

lagde jeg mærke til, at nogle folk

virkeligt higede efter
opmærksomhed og anerkendelse.

Husk på, at jeg var ung på det tidspunkt.

Så hvad gjorde de?

Hvad vi måske stadig gør for ofte.

Vi snakker om os selv.

Og alligevel, lagde jeg mærke til,
at der er andre folk,

der havde hvad jeg kaldte
en gensidigheds-tankegang.

I hver situation fandt de på
en måde at snakke om os

og skabe den her "os"-idé.

Så min ide om at
forestille sig verden på ny

er at se det som én, hvor vi alle bliver

bedre mulighedsskabere med og for andre.

Der er ingen større mulighed

eller opfordring til handling for os nu

end at blive mulighedsskabere,

der bruger vores største
talenter sammen, oftere

til større gavn

og opnår ting, vi ikke
kunne have opnået alene.

Og jeg vil snakke med jer om det,

fordi endnu mere end at give,

endnu mere end at give,

er kapaciteten for at vi gør noget klogere

sammen til større gavn,

der løfter os begge,

og det kan måles.

Det er derfor, jeg sidder her.

Men jeg vil også pointere noget andet:

Hver af jer

er bedre end alle andre
til et eller andet.

Det modbeviser den populære forestilling,

at hvis du er den
klogeste person i rummet,

så er du i det forkerte rum.

(Latter)

Så lad mig fortælle jer om

en Hollywood-fest, jeg
var til et par år tilbage,

hvor jeg mødte denne
spirende skuespillerinde,

og vi faldt hurtigt i snak,

om at vi begge var passionerede
omkring kunst i det offentlige rum.

Hun havde en glødende mening,

at alle bygninger i Los Angeles

skulle have kunst i sig.

Hun ville have en regulering af det,

og hun begyndte intenst at —

hvem er her fra Chicago? —

hun begyndte intenst at snakke om

de her bønne-formede refleksive skulpturer

i Millenium Park,

og hvordan folk ville gå op til dem

og smile af refleksionen,

og de ville posere,

og de ville tage selfier sammen,

og de ville grine.

Og som hun snakkede, kom jeg til at tænke.

Jeg sagde: "Jeg kender én, du bør møde.

Han bliver lukket ud af
San Quentin om et par uger" —

(Latter) —

"og han deler dit brændende ønske,

om at kunst skulle
engagere og samle folk."

Han tilbragte fem år i isolation,

og jeg mødte ham, fordi jeg holdt
en tale ved San Quentin,

og han er velformuleret,

og han er noget flot at
se på, da han er buff.

Han havde en workout-rutine,
han gennemgik hver dag.

(Latter)

Jeg tror, at hun fulgte mig der.

Jeg sagde: "Han er en uventet allieret."

Og ikke bare det. Der er
James. Han er en arkitekt,

og han er en professor, og han
elsker at designe steder,

og det er, når du har

de her mini-pladser og urbane gangbroer

og de er plastrede til med kunst,

hvor folk tegner og kommer
op og taler nogle gange.

Jeg tror, de ville være gode allierede.

Og det var de.

De mødtes. De forberedte.

De talte foran Los Angeles byråd.

Og rådsmedlemmerne vedtog
ikke kun reguleringen,

halvdelen af dem kom ned og spurgte,
om de ville posere med dem bagefter.

De var forbløffende,
overbevisende og troværdige.

Det kan man ikke købe.

Hvad jeg foreslår, at I overvejer,

er hvilken slags muligheds-
skabere, vi kan blive,

for mere end rigdom

eller flotte titler

eller mange kontakter, er vores
evner til at forbinde

hinandens bedre sider og bringe dem frem.

Og jeg siger ikke, at det er nemt,

og jeg er sikker på, at mange
af jer har taget forkerte valg

omkring hvem, I ville
komme i forbindelse med,

men hvad, jeg vil foreslå, er

det her er en mulighed.

Jeg begyndte at overveje det

da jeg var en Wall Street
Journal-journalist,

og jeg var i Europa, hvor
jeg skulle dække trends

og trends der overskred forretning

eller politiker eller livsstil.

Så jeg blev nødt til at have kontakter

i andre verdener, der var
meget forskellige fra min,

for ellers kan man ikke spotte trends.

Derudover skulle jeg skrive historien

på en måde, hvor jeg var i læserens sko,

så de kunne se, hvordan de her
trends kunne påvirke deres liv.

Det er det, mulighedsskabere gør.

Og her er den underlige ting:

I modsætning til et stigende
antal amerikanere,

der arbejder, bor og
spiller med folk,

der tænker fuldstændigt ligesom dem,

for når vi bliver mere stive og ekstreme,

søger mulighedsskabere aktivt situationer

med folk, der ikke er som dem,

og de opbygger forhold,

og på grund af dette,

har de tillidsfulde forhold,

hvor de kan bringe teamet direkte ind

and sætte dem til at løse
et problem bedre og hurtigere

og søge flere muligheder.

De er ikke stødt af forskelligheder,

de er fascinerede af dem,

og det er en stor ændring i tankegang,

og når du først har følt det,
vil du have det til at ske langt oftere.

Verden råber på en
mere kollektiv tankegang,

og jeg tror på det.

Det er især vigtigt nu.

Hvorfor er det vigtigt nu?

Fordi ting kan udtænkes som droner

og stoffer og dataindsamling,

og de kan udtænkes af flere folk

og billigere måder til nyttige formål

og så, som vi kender det fra nyhederne,

kan de blive brugt til farlige formål.

Det råber på os alle

for et højere kald.

Men her er kirsebærret på toppen.

Det er ikke bare den første mulighed,

du tager med en anden,

der er højst sandsynligt din bedste,

som en institution eller et individ.

Det er efter, I har haft den oplevelse,

og I stoler på hinanden.

Det er de uventede ting,

man udtænker senere hen,

man aldrig kunne have forudset.

For eksempel er Marty gift med
den skuespillerinde, jeg nævnte,

og han så på dem, når de øvede,

og begyndte at tale med Wally,

den tidligere indsatte,

omkring det motionsregime.

Og han tænkte,

jeg har nogle raquetballbaner.

Ham her kunne undervise.

Mange folk, der arbejder der,
er medlemmer ved mine baner.

De rejser meget.

De kunne træne på deres hotelværelser.

Intet udstyr nødvendigt.

Det var sådan, Wally blev hyret.

Og ikke bare det. År efter

underviste han også i raquetball.

År efter det

underviste han også raquetballtrænerne.

Hvad jeg foreslår er, når
man forbinder sig med folk

omkring en delt interesse eller handling,

bliver man vant til gode overraskelser -

ting, der sker i fremtiden

og jeg tror, de er det, vi kigger på.

Vi åbner os selv op for disse muligheder,

og i dette rum er
nøglepersoner og teknologi,

nøglepersoner der unikt
stillet til at gøre det her,

til at sammensætte systemer og projekter.

Se her er hvad, jeg råber på, at I gør.

Husk mulighedsskabernes tre træk.

Mulighedsskabere bliver ved med
at finpudse deres stærkeste sider

og de bliver mønstersøgere.

De involverer sig i andre
verdener end deres egen,

så de er betroede og kan se disse mønstre,

og de kommunikerer for at forbindes

omkring de søder steder
af fælles interesse.

Så hvad jeg beder jer om er,

verden er sulten.

Jeg tror virkeligt
efter førstehåndsoplevelse,

at verden er sulten efter at vi

forener os som mulighedsskabere,

og for at efterligne den adfærd,

som så mange af jer allerede gør —

jeg ved det førstehånd —

og at forestille os en verden på ny,

hvor vi bruger vores
bedste talenter sammen

oftere for at opnå større ting sammen,

end vi kunne for os selv.

Husk på,

som Dave Liniger engang sagde:

"Du kan ikke lykkedes ved kun

at tage en gaffel med
til sammenskudsgildet."

Mange tak.

Tak.