Unger har brug for struktur

Hvordan kan man hjælpe børn med at få en god start? I dette inderlige og personlige foredrag, beder Colin Powell, den tidligere amerikanske udenrigsminister, venner og familier om at støtte børn inden de overhovedet kommer i folkeskolen, gennem samfundet og en stærk ansvarsfølelse.
(Filmet ved TEDxMidAtlantic.)

Det jeg vil gøre denne eftermiddag

er noget der er en lille smule anderledes
end det der er planlagt.

Udenrigspolitik, I kan regne det ud

ved at kigge, jeg ved det ikke,
Rachel Maddow eller en eller anden,

men -- (Latter) --

Jeg vil tale om unge mennesker og struktur,

unge mennesker og struktur.

Dette var forrige onsdag eftermiddag

på en skole i Brooklyn, New York,

ved Cristo Rey High School,
der bliver drevet af jesuiter.

Og jeg talte til denne gruppe studerende,
og kastede et blik på dem.

De var rundt om mig i tre retninger.

I lægger mærke til at de næsten
alle sammen er en minoritet.

I lægger mærke til at bygningen
er temmelig spartansk.

Det er en gammel skolebygning i New York,
ikke noget smart.

De har stadig gammeldags tavler og sådan noget.

Og der er omkring 300 børn på denne skole,

og skolen har været i gang i fire år nu,

og de skal til at dimmitere deres første klasse.

Toogtyve mennesker dimmiterer,

og alle 22 skal på universitetet.

De kommer alle fra hjem hvor der er,
for det meste,

kun en person i hjemmet,

sædvanligvis moderen eller bedstemoderen,
og det er det,

og de kommer her på grund af deres uddannelse

og på grund af deres struktur.

Nu fik jeg taget dette billede, og det blev sat op

på min Facebook side sidste uge,

og nogen skrev ind,

"Huh, hvorfor får han ham til
at stå ret på den måde?"

Og så sagde de, "Men han ser godt ud." (Latter)

Hen ser godt ud, fordi ungerne har brug for struktur,

og tricket jeg spiller i alle mine skole fremtrædener

er at når jeg har gennemført
min lille prædiken til ungerne,

inviterer jeg dem til at stille spørgsmål,

og når de rækker deres hænder op,
siger jeg, "Kom herop,"

og jeg får dem til at komme op og stå foran mig.

Jeg får dem til at stå ret ligesom en soldat.

Lad hænderne være strakt ned af ens side,

kig op, åben øjnene, kig ligefrem,

og udtal ens spørgsmål højt så alle kan høre det.

Ingen daskeri, ingen bukser der hænger ned,
ikke noget af den slags.

(Latter)

Og denne unge mand, hans navn er
-- hans efternavn er Cruz --

han elskede det. Det er overalt på
hans Facebook side og det er blevet viralt.

(Latter)

Så mennesker mener at jeg er
barsk overfor denne unge.

Nej, vi har det lidt sjovt.

Og det der er ved det er,
at jeg har gjort dette i årevis,

jo yngre de er, jo sjovere er det.

Når jeg får seks- og syvårige i en gruppe,

skal jeg regne ud hvordan
jeg får dem til at være stille.

Man ved at de altid begynder at knevre.

Så jeg leger en lille leg med dem

inden jeg får dem til at stå ret.

Jeg siger, "Hør engang. I militæret,

når vi vil have en til at høre efter,

har vi en kommando. Den hedder 'rør.'

Det betyder at alle skal være stille
og høre efter. Hør efter.

Forstår I?"

"Uh-huh, uh-huh, uh-huh." "Lad os øve det.
Begynd at knevre alle sammen."

Og jeg lader dem fortsætte i cirka 10 sekunder,
og så siger jeg "Rør!"

"Huh!" (Latter)

"Ja, general. Ja, general."

Prøv det med jeres børn.
Se om det virker. (Latter)

Det tror jeg ikke.

Men alligevel, det er en leg jeg leger,
og det kommer selvfølgelig

fra min militære erfaring.

Fordi størstedelen af mit voksenliv,

arbejdede jeg med unge mennesker,
teenagere med geværer, kalder jeg dem.

Og vi ville tage dem ind i militæret,

og det første vi gjorde var at vi ville sætte dem

i et miljø med struktur, sætte dem i geled,

få dem til at have det samme tøj på,

klippe alt deres hår af så de ser ens ud,

være sikre på at de står i geled.

Vi lærer dem hvordan de skal gå højre om,
venstre om,

så de kan følge instrukser og kende

konsekvensen af ikke at følge instrukserne.

Det giver dem struktur.

Og så introducerer vi dem til en de kommer
til at hade med det samme, sergenten.

Og de hader ham.

Og sergenten begynder at råbe af dem,

og fortæller dem at de skal gøre
alle mulige forfærdelige ting.

Men så sker det mest utrolige i løbet af noget tid.

Når den struktur bliver udviklet,

når de forstår grunden til noget,

når de forstår, "Mor er her ikke, sønnike.

Jeg er dit værste mareridt.
Jeg er din far og din mor.

Og det er bare sådan det er.
Er det modtaget, sønnike?

Ja, og når jeg så stiller dig et spørgsmål
er der kun tre svarmuligheder:

ja, sir; nej, sir; og ingen undskyldning, sir.

Begynd ikke at fortælle mig hvorfor
der var noget du ikke gjorde.

Det er ja, sir; nej, sir; ingen undskyldning, sir."

"Du barberede dig ikke." "Men sir --"

"Nej, fortæl mig ikke hvor tit du
skrabede dit ansigt denne morgen.

Jeg fortæller dig at du ikke barberede dig."

"Ingen undskyldning, sir."
"Bravo, du lærer hurtigt."

Men man vil blive overrasket over
hvad man kan gøre med dem

når man først har puttet dem i den struktur.

På 18 uger, har de en færdighed. De er modne.

Og ved I hvad, de kommer til at beundre sergenten

og de glemmer aldrig sergenten.

De kommer til at respektere ham.

Så vi har brug for mere af denne
form for struktur og respekt

i vores børns liv.

Jeg bruger meget tid med unge grupper,

og jeg siger til mennesker,
"Hvornår begynder uddannelsesprocessen?"

Vi taler altid om, "Lad os fixe skolerne.

Lad os gøre mere for vores lærere.
Lad os putte flere computere i vores skoler.

Lad os sætte det hele online."

Det er ikke hele svaret. Det er en del af svaret.

Men det rigtige svar begynder med
at tage et barn med til skolen

med struktur i det barns hjerte
og sjæl til at starte med.

Hvornår begynder lære processen?
Begynder det i første klasse?

Nej, nej, det begynder første gang

et barn er i moderens arme

og kigger op på moderen

og siger, "Åh, dette må være min moder.

Det er hende der fodrer mig.

Nå ja, når jeg ikke har det så godt dernede,

tager hun sig af mig.

Det er hendes sprog jeg vil lære."

Og på det tidspunkt lukker de alle andre sprog ude

som de kunne lære i den alder,

men ved tre måneder, er det hende.

Og hvis personen gør det,
hvad enten det er moderen

eller bedstemoderen, hvem der end gør det,

det er der uddannelses processen begynder.

Det er når sproget begynder.

Det er der kærlighed begynder.
Det er der struktur begynder.

Det er der man begynder at præge barnet

at "du er speciel,

du er forskellig fra alle andre børn i verden.

Og vi vil gerne læse for dig."

Et barn der endnu ikke er blevet læst for

er i fare når det barn begynder i skole.

Et barn der ikke kender farverne

eller ikke kender klokken, ikke ved
hvordan man binder snørebånd,

ikke ved hvordan man gør de ting,

og ikke ved hvordan man gør noget der

går under et ord som blev terpet ind i mig som barn: hensyn.

Tag hensyn til manerer! Tag hensyn til de voksne!
Tag hensyn til det du siger!

Dette er måden hvorpå børn
bliver opdraget ordentligt.

Og jeg kiggede på mine egne
børnebørn der kommer med

og de er, til mine egne børns store bekymring,

de opfører sig ligesom vi gjorde.
I ved? Man præger dem.

Og det er sådan man forbereder børn
på uddannelse og på skole.

Og jeg arbejder med at den energi jeg har

til på en eller anden måde
videregive denne besked, at

vi har brug for daginstitutioner,
vi har brug for Head Start,

vi har brug for prænatal omsorg.

Denne uddannelses process begynder
selv inden barnet bliver født,

og hvis man ikke gør det, får man det svært.

Og vi har det så svært i så mange af vores samfund

og i så mange af vores skoler
hvor børnene kommer

til første klasse og deres øjne lyner,

de har deres lille rygsæk på ryggen
og de er klar til at komme afsted,

og så bliver de klar over at de ikke
er ligesom de andre i første klasse

der kender bøger, der er blevet læst for,
der kender alfabetet.

Og i tredje klasse, begynder børnene
der ikke havde

den struktur og tanke i begyndelsen

at opdage at de er bagud, og hvad gør de?

De skejer ud. De skejer ud og de er på vej

i fængsel eller de er på vej til at droppe ud.

Det er forudsigeligt.

Hvis man ikke er på dette rette
læseniveau i tredje klasse,

er man en kandidat for at komme
i fængsel som 18-årig,

og vi har den højeste fængslingsrate

fordi vi ikke giver vores børn
den rigtige start på livet.

Det sidste kapitel i min bog hedder

"Den gode starts gave."

Den gode starts gave.
Hvert barn burde få en god start på livet.

Jeg var priviligeret for at få den form for god start.

Jeg var ikke en fantastisk student.

Jeg var et folkeskolebarn i New York City,

og jeg gjorde det overhovedet ikke godt.

Jeg har hele min udskrift fra
New York City Board of Education

fra børnehaven til universitetet.

Jeg ville have den da jeg skrev min første bog.

Jeg ville se om mine minder var rigtige,

og, min gud, det var de. (Latter)

Kun 7 taller.

Og jeg kom endelig gennem gymnasiet,

kom på City College of New York

med et snit på 78,3,
hvilket jeg ikke burde være optaget med,

og jeg begyndte på ingeniørstudiet,

og det varede kun seks måneder. (Latter)

Og så gik jeg over til geologi,
"rocks for jocks." Det er nemt.

Og så fandt jeg ROTC.

Jeg fandt noget som jeg kunne rigtig godt
og som jeg elskede at gøre,

og jeg fandt en gruppe unge som mig,
der havde det på samme måde.

Så hele mit liv blev derefter dedikeret
til ROTC og militæret.

Og jeg siger til børn overalt,
i takt med at man bliver ældre

og denne struktur bliver udviklet inden i en,

se altid efter det som du gør godt
og som du elsker at gøre,

og når man finder de to ting sammen,
manner, så har man det.

Det er det der sker. Og det er det jeg fandt.

Nu blev autoriteterne på CCNY
trætte af at jeg var der.

Jeg havde været der fire og et halvt næsten fem år,

og mine karakterer var ikke specielt gode,

og jeg havde af og til problemer
med administrationen.

Så de sagde, "Men han gør det så godt i ROTC.

Se, han får kun 12-taller i det,
men ikke i noget andet."

Så de sagde,
"Se, lad os tage hans ROTC karakterer

og tælle dem med i hans totale karaktergennemsnit
og se hvad der sker."

Og det gjorde de, og det fik mig op på 2.0. (Latter)

Yep. (Latter) (Bifald)

De sagde, "Det er godt nok til
at arbejde for regeringen.

Giv ham til militæret. Vi ser ham aldrig igen.
Vi ser ham aldrig igen."

Så de sendte mig afsted til militæret,

og tænk engang, mange år senere,

bliver jeg anset for at være en af de bedste
City College of New York nogensinde har haft.

Så, jeg siger til unge mennesker over alt,

det kommer ikke an på hvor man starter i livet,
det kommer an på hvad man gør med livet

der afgører hvor man ender i livet,

og man er velsignet over at leve i sådan et land,

uanset hvor man begynder, har man muligheder

så længe man tror på sig selv,

man tror på samfundet og landet,

og man tror på at man kan forbedre sig selv

og uddanne sig selv han ad vejen.

Og det er nøglen til succes.

Men det begynder med den gode starts gave.

Hvis vi ikke giver den gave til
hvert eneste af vores børn,

hvis vi ikke investerer i den tidligste alder,

kommer vi til at løbe ind i problemer.

Det er grunden til at vi har et frafald
på groft set 25 procent overordnet set

og næsten 50 procent af vores
minoritetsbefolkning

der lever i lavindkomstområder,

fordi de får ikke gaven af den gode start.

Min gode starts gave var ikke kun
det at være i en god familie,

en god familie, men jeg havde
en familie der sagde til mig,

"Hør engang, vi kom til dette land i bananbåde

i 1920 og 1924.

Vi arbejdede som hunde nede i tøjindustrien
hver eneste dag.

Vi gør det ikke så du kan stikke noget op i næsen

eller komme i problemer.
Og du skal ikke engang tænke på at droppe ud."

Hvis jeg nogensinde var kommet hjem
og fortalt de indvandrermennesker

at, "I ved, jeg er træt af skolen og jeg dropper ud,"

ville de have sagt,
"Vi dropper dig ud. Vi finder en anden unge."

(Latter)

De havde forventninger for alle slægtninge

og storfamilien af indvandrere
der levede i South Bronx,

men de havde mere end
bare forventninger for os.

De stak ind i vores hjerter som en kniv

en sans for skamfuldhed:
"Du skal ikke bringe skam over denne familie."

Nogle gange kom jeg i problemer,

og mine forældre kom hjem,

og jeg var på mit værelse og
ventede på hvad der skulle ske,

og jeg sad der og sagde til mig selv,
"Okay, hør engang,

tag bæltet og slå mig, men, gud, giv mig ikke den
'skam over familien' del igen."

Det slog mig helt ud da min mor
gjorde det mod mig.

Og jeg havde også dette udbyggede netværk.

Børn har brug for et netværk. Børn har brug for
at være en del af en stamme,

en familie, et samfund.

I mit tilfælde var det tanter der
levede i alle disse boligblokke.

Jeg ved ikke hvor mange af jer
der er New Yorkere,

men der var disse boligblokke,

og disse kvinder hængte altid
ud ved et af vinduerne,

og lænede på en pude.

De gik aldrig. (Latter)

Jeg, gudhjælpemig, jeg voksede op
med at gå i de gader,

og de var der altid.

De gik aldrig på toilet.
De lavede aldrig mad. (Latter)

De gjorde aldrig noget.

Men det de gjorde var at de holdte os til ilden.

De holdte os til ilden.

Og de var lige glade med

om man blev læge eller advokat eller general,

og de forventede aldrig nogen
generaler i familien,

så længe man fik en uddannelse
og derefter et arbejde.

"Giv os ikke noget af det selv-realiserende fis.

Få et arbejde og kom ud af huset.

Vi har ikke tid at spilde på det.

Og så kan du forsørge os.
Det er rollen for jer fyre."

Så, det er essentielt at vi på en
eller anden måde putter denne kultur

tilbage i vores familier, alle familier.

Og det er så vigtigt at I alle sammen her i dag

der er succesfulde mennesker,

og jeg er sikker på har vidunderlige familier
og børn og børnebørn,

det er ikke nok. Man skal række ud og tilbage

og finde børn som Mr. Cruz

der kan klare den hvis man giver dem struktur,

hvis man rækker ud og hjælper, hvis man vejleder,

hvis man investerer i drenge- og pigeklubber,

hvis man arbejder med ens skole system,

forvisser sig om at det er det bedste skole system,

og ikke kun ens barns skole,
men skole oppe i Harlem,

ikke kun i midtbyen af Montessori på West Side.

Vi skal alle have et engagement til at gøre det.

Og vi investerer ikke kun i børnene.

Vi investerer i vores fremtid.

Vi kommer til at være et minoritets-majoritets land

om en generation.

Dem som vi nu kalder minoriteter
kommer til at være majoriteten.

Og vi skal sikre at de er klar til at være majoriteten.

Vi skal sikre at de er klar til at være vores ledere

af dette fantastiske land,

et land der er ulig noget andet,

et land der forbavser mig hver eneste dag,

et land der er uregerligt.
Vi skændes altid med hinanden.

Det er sådan systemet bør fungere.

Det er et land med sådanne kontraster,
men det er en nation af nationer.

Vi berører hver nation. Hver nation berører os.

Vi er en nation af immigranter.

Det er derfor vi har brug for en
fornuftig indvandrerpolitik.

Det er latterligt ikke at have
en fornuftig indvandrerpolitik

til at velkomme dem der vil komme her
og være en del af denne fantastiske nation,

eller vi kan sende dem hjem med en uddannelse

for at hjælpe deres folk med
at rejse sig ud af fattigdommen.

En af de gode historier jeg elsker at fortælle,
er om min kærlighed

af at tage til min hjemby New York

og gå op ad Park Avenue på en smuk dag

og beundre alt og se mennesker gå forbi

fra hele verden.

Men det jeg altid gør er at jeg
stopper ved et af hjørnerne

og får en hotdog fra en indvandrer
med en trækvogn.

Skal have en hotdog. (Latter)

Og uanset hvor jeg er eller hvad jeg laver,

skal jeg have den.

Jeg gjorde det endda da jeg var udenrigsminister.

Jeg kom ud af min suite på Waldorf Astoria

-- (Latter) --

gik op af gaden,
og jeg ville komme ind på 55th Street

og kigge efter en indvandrer med en trækvogn.

Dengang, havde jeg fem livvagter omkring mig

og tre New York politibiler ville køre ved siden af

for at være sikre på at ingen nakkede mig
mens jeg gik op af Park Avenue. (Latter)

Og jeg ville bestille hotdogen fra fyren,

og han begyndte at lave den,
og så kiggede han omkring

på livvagterne og politibilerne --

"Jeg har en arbejdstilladelse!
Jeg har en arbejdstilladelse!" (Latter)

"Det er okay, det er okay."

Men nu er jeg alene. Jeg er alene.

Jeg har ingen livvagter, jeg har ingen politibiler.
Jeg har ingenting.

Men jeg skal have min hotdog.

Jeg gjorde det sidste uge. Det var en tirsdag aften

nede ved Columbus Circle.

Og scenen gentager sig selv af og til.

Jeg går op og spørger efter min hotdog,

og fyren laver den, og når han er ved at være færdig,

siger han, "Jeg kender dig. Jeg ser dig i fjernsynet.

Du er, jamen, du er General Powell."

"Ja, Ja." "Oh …"

Jeg giver ham pengene.

"Nej, General. Du kan ikke betale mig.
Jeg er blevet betalt.

Amerika har betalt mig.
Jeg glemmer aldrig hvor jeg kom fra.

Men nu er jeg amerikaner. Sir, tak."

Jeg accepterer gavmildheden,
fortsætter op af gaden,

og det skyller hen over mig, min gud,

det er det samme land som modtog mine
forældre på denne måde for 90 år siden.

Så vi er stadig det storslåede land,

men vi bliver næret af unge mennesker der kommer

fra alle lande i verden,

og det er vores forpligtelse
som bidragende borgere

til dette vidunderlige land vi har

at sikre at der ikke er noget
barn der bliver efterladt.

Mange tak.

(Bifald)