“Er jeg døende?” Det ærlige svar.

Matthew O'Reilly er en veteran ambulanceredder på Long Island, New York. I sin talk beskriver han, hvad der sker, når er alvorligt såret patient spørger ham: "Skal jeg dø?"

Jeg har været en ambulanceredder
de sidste 7 år i Suffolk County, New York.

Jeg har været først til stede
i en række ulykker

fra bilulykker til orkanen Sandy.

Er du som de fleste, er døden måske

noget af det, du frygter mest.

Nogle af os vil se det komme.

Nogle af os vil ikke.

Der er et mindre kendt medicinsk udtryk

kaldet "forestående undergang".

Det er næsten et symptom.

Som redder er jeg trænet til at reagere
overfor symptomet

som ethvert andet.

Når en patient i et hjerteanfald

siger: "Jeg kommer til at dø i dag,"

er vi trænet til at revurdere
patientens tilstand.

Gennem min karriere
har jeg reageret

overfor en række situationer,

hvor patienten
havde minutter tilbage at leve i,

og der var intet, jeg kunne gøre for dem.

Jeg var i et dilemma:

Fortæller jeg den døende, at de snart
skal stå til ansigt med døden,

eller lyver jeg, for at trøste dem?

Tidligt i min karriere
klarede jeg dilemmaet

ved simpelthen at lyve.

Jeg var bange.

Jeg var bange for, at hvis
jeg fortalte dem sandheden,

så ville de dø i rædsel, i frygt,

mens de klamrede sig
til de sidste øjeblikke af livet.

Det ændrede sig altsammen ved ét tilfælde.

For 5 år siden reagerede jeg
på et motorcykeluheld.

Motorcyklisten havde lidt
kritiske, kritiske kvæstelser.

Da jeg tilså ham, indså jeg,

at der var intet, der kunne gøres for ham,

og som i så mange andre tilfælde,
kiggede han mig ind i øjnene

og spurgte mig dét spørgsmål:
"Kommer jeg til at dø?"

I det øjeblik besluttede jeg mig
for at gøre noget anderledes.

Jeg besluttede mig for
at fortælle ham sandheden.

Jeg besluttede mig for
at fortælle ham, at han skulle dø,

og at der var intet,
jeg kunne gøre for ham.

Hans reaktion chokerede mig
til den dag i dag.

Han lagde sig simpelt hen tilbage

med et udtryk af accept i sit ansigt.

Han var ikke mødt
med den terror eller frygt,

som jeg troede, han ville.

Han lå der bare; og da
jeg så ham ind i hans øjne,

så jeg indre fred og accept.

Fra det øjeblik, besluttede jeg,

at det ikke var mit job at trøste
de døende med mine løgne.

Efter at have reageret
på mange ulykker siden hen ,

hvor patienter var
i deres sidste øjeblikke,

og der var intet,
jeg kunne gøre for dem;

i næsten hvert eneste tilfælde

havde de den samme reaktion
overfor sandheden

af indre fred og accept.

Rent faktisk er der tre mønstre

jeg har observeret i alle disse tilfælde.

Det første mønster
chokerede mig altid på en måde.

Uanset religiøs overbevisning
eller kulturel baggrund,

er der et behov for tilgivelse.

Om de kalder det synd

eller simpelt hen siger,
at der er noget, de fortryder,

så er deres skyld universel.

En gang tog jeg mig af en ældre herre,
der havde et voldsomt hjerteanfald

Som jeg forberedte
mig selv og mit udstyr

til hans forestående hjertestop,

begyndte jeg at fortælle ham
om hans forestående bortgang.

Han vidste det allerede ud fra
min tone og kropssprog.

Som jeg placerede
elektroderne på hans bryst

i forberedelse på,
hvad der ville ske,

så han mig i øjnene og sagde:
"Jeg ville ønske,

jeg havde tilbragt mere tid
med mine børn og børnebørn,

i stedet for at være
selvvisk med min tid."

Stående overfor en snarlig død,

var alt han ønskede tilgivelse.

Det andet mønster, jeg observerer,

er behovet for at blive husket.

Om det var at blive husket af mig
eller af deres kære

havde de behov for at føle,

at de ville leve videre.

Der er et behov for uddødelighed

i hjerterne og tankerne hos deres elskede,

mig selv, mit hold, eller
hvem som helst i nærheden.

Utallige gange har en patient
kigget mig i øjnene

og sagt: "Vil du huske mig?"

Det sidste mønster, jeg observerer,

er det, der altid har rørt mig mest.

Den døende har brug for at vide,
at deres liv havde mening.

De har brug for at vide,
at de ikke spildte deres liv

på ligegyldige ting.

Det kom til mig meget,
meget tidligt i min karriere.

Jeg havde reageret på et kald.

En kvinde i slut 50'erne

var alvorligt fastklemt i en bil.

Hun var blevet ramt
fra siden i høj hastighed.

Kritisk, kritisk tilstand.

Som brandvæsenet arbejdede på
at få hende ud af bilen,

kravlede jeg ind
for at tage mig af hende.

Da vi snakkede, havde hun
det her at sige til mig:

"Der var så meget mere,
jeg havde lyst til at gøre med mit liv."

Hun følte, at hun ikke havde sat
sit præg på denne Jord.

Da vi snakkede videre, viste det sig,

at hun var mor til to adopterede børn,

som begge skulle til at studere medicin.

På grund af hende, havde to børn

en chance, de aldrig
ville have haft ellers,

og de ville komme til at redde liv

som fuldt uddannede læger.

Det endte med at tage 45 minutter

at få hende ud af bilen.

Men hun var omkommet,
inden hun blev befriet.

Jeg troede på det, man ser i filmene:

At i disse sidste øjeblikke

er man i absolut terror, frygt.

Jeg har indset, at
uanset omstændighederne,

så er det generelt mødt
med indre fred og accept;

at det er de mindste ting,
de mindste øjeblikke,

de mindste ting, man bragte ind i verden,

der bringer fred
i disse afsluttende øjeblikke.

Tak