Min søn skød på Columbine. Dette er min historie

Sue Klebold er mor til Dylan Klebold, én af de to gerningsmænd, som begik massemordet på Columbine High School, hvor 12 elever og en lærer mistede livet. Hun har i årevis undersøgt hver lille detalje af hendes familieliv i et forsøg på at forstå, hvad hun kunne have gjort, for at forhindre hendes søns voldelige bedrifter. I denne svære, hjerteskærende TED Talk, beskriver Klebold sammenhængen mellem psykisk helbred og vold, og beder forældre og professionelle om at blive ved med at undersøge forbindelsen mellem selvmordstanker og tanker om mord.

Sidste gang, jeg hørte min søns stemme

var da han gik ud ad hoveddøren

på vej i skole.

Han råbte ét ord i mørket:

"Farvel."

Det var d. 20. april 1999.

Senere den morgen på Columbine High School

gik min søn, Dylan,
og hans ven, Eric,

ind og dræbte tolv studerende,
og en lærer,

og sårede mere end tyve andre,

før de tog deres eget liv.

13 uskyldige mennesker blev dræbt

og efterlod deres pårørerende
traumatiserede og i sorg.

Andre fik svære skader,

nogle resulterede i vansiring
og varig funktionsnedsættelse.

Men omfanget af tragedien

kan ikke kun måles i antallet
af dødsfald og skader, der fandt sted.

Man kan ikke kvantificere
de psykiske mén

for de som var på skolen,

eller de som bidrog til redningen
og oprydningsindsatsen.

Der er ingen måde at vurdere størrelsen
af en tragedie som Columbine,

særligt når hændelsen kan blive en skabelon

for andre skytter, der går ud for
at begå grusomheder på egen hånd.

Columbine var en flodbølge,

og da braget var forbi

ville det tage årevis for
lokalmiljøet og samfundet

at forstå dens effekter.

Det har taget mig år at forsøge
at acceptere min søns eftermæle.

Den ondskabsfulde adfærd,
der definerede hans livs slutning

viste mig, at han var en helt anden person
end den, jeg kendte.

Bagefter spurgte folk:

"Hvordan kunne du ikke vide det?"

"Hvilken slags mor var du?"

Jeg stiller stadig mig selv
samme spørgsmål.

Før skyderierne, opfattede jeg mig selv
som en god mor.

At hjælpe mine børn
med at blive omsorgsfulde,

sunde, ansvarlige voksne

var den vigtigste rolle i mit liv.

Men tragedien overbeviste mig om,
at jeg havde fejlet som forælder

og det er delvist dette nederlag,
der har bragt mig hertil i dag.

Bortset fra hans far,

var jeg den person,
der kendte og elskede Dylan mest.

Hvis nogen kunne have vidst,
hvad der foregik,

så burde det have været mig, ikke?

Men jeg vidste det ikke.

Jeg er her for at dele min erfaring af,

hvad det vil sige, at være mor til
en person, der dræber og gør fortæd.

I flere år efter tragedien
gennemgik jeg mine minder

i et forsøg på at forstå præcis hvor
jeg fejlede som forælder.

Men der er ingen simple svar.

Jeg kan ikke give jer en enkel løsning.

Det eneste, jeg kan,

er at dele, hvad jeg har lært.

Når jeg snakker med mennesker,
som ikke kendte mig før skyderierne,

står jeg foran tre udfordringer.

For det første: når jeg træder ind
i et rum som dette,

ved jeg aldrig om en tilstedeværende
har oplevet tab

på grund af min søns handlinger.

Jeg føler, jeg bør erkende den lidelse,
mit familiemedlem har forårsaget,

når han ikke er her til at gøre det selv.

Så først og fremmest,
af hele mit hjerte;

jeg beklager dybt, hvis min søn har
forvoldt dig smerte.

Min anden udfordring

er, at jeg må bede om forståelse,
selv medfølelse,

når jeg beskriver min søns død,
som et selvmord.

To år før han døde,

skrev han på en side i en notesblok,

at han skar i sig selv.

Han fortalte at han led,

at han ville have en pistol,
så han kunne ende sit liv.

Jeg vidste ikke noget om dette
før måneder efter hans død.

Når jeg kalder hans død et selvmord,

er det ikke et forsøg på at nedtone ondskaben,
han udviste i slutningen af sit liv.

Jeg forsøger at forstå,

hvordan hans selvmordstanker

ledte til mord.

Efter en hel del læsning
og samtaler med eksperter,

er jeg kommet til den overbevisning,

at hans rolle i skyderierne ikke bundede ud
i et ønske om at dræbe,

men et ønske om at dø.

Den tredje udfordring, jeg har, når jeg
snakker om min søns mord og selvmord

er, at jeg snakker om psykisk helbred --

-- undskyld mig.

Er, at jeg snakker om psykisk helbred,

eller hjernehelbred, som jeg foretrækker
at kalde det, da det er mere konkret.

Og på samme tid taler jeg om vold.

Det sidste, jeg vil, er, at bidrage
til den misforståelse,

der allerede hersker omkring
psykisk sygdom.

Kun en meget lille procentdel af dem,
som har en psykisk sygdom,

er voldelige over for andre.

Men blandt dem, der begår selvmord,

er det vurderet, at mellem 75%
til muligvis over 90%

lider af en psykisk sygdom,
der kan diagnosticeres.

Som I alle udmærket ved,

er vores sundhedssystem ikke udstyret
til at hjælpe alle,

og det er ikke alle med destruktive tanker,

som opfylder kriterierne

for en bestemt diagnose.

Mange af dem, som vedvarende har følelser

af frygt, vrede eller håbløshed,

bliver aldrig udredt eller behandlet.

For ofte, får de kun vores opmærksomhed,
hvis de når en krisetilstand.

Hvis vurderingen er korrekt,

og cirka 1-2% af alle selvmord

involverer mordet af en anden person,

betyder det, at når selvmordsrater stiger,
som de gør i nogle befolkningsgrupper,

så vil raterne for både
mord og selvmord også stige.

Jeg ville forstå, hvad der foregik
i Dylans sind op til hans død

så jeg søgte svar hos andre,
der har mistet nogen til selvmord.

Jeg forskede og meldte mig som frivillig
til indsamlinger.

Og når muligheden bød sig,

snakkede jeg med dem, der havde
overlevet deres egen selvmordskrise

eller et selvmordsforsøg.

Én af de samtaler, der hjælpte mig mest,

var med en kollega,

som havde hørt mig tale med en anden

på kontoret.

Hun hørte mig sige,
at Dylan umuligt kunne have elsket mig,

hvis han kunne gøre noget så forfærdeligt,
som det han gjorde.

Senere, da hun fangede mig alene,

undskyldte hun for at have smuglyttet,

men fortalte mig, at jeg tog fejl.

Hun fortalte, at hun som ung, enlig mor

med tre små børn,

var blevet svært deprimeret
og indlagt for egen beskyttelse.

På det tidspunkt var hun sikker på,

at hendes børn ville være bedre stillet,
hvis hun døde,

så hun havde planlagt at tage sit eget liv.

Hun forsikrede mig om, at en mors kærlighed
er det stærkeste bånd på jorden

og at hun elskede sine børn
mere end noget andet.

Men på grund af hendes sygdom

var hun sikker på,
at de var bedre stillet uden hende.

Det, hun sagde, og det,
jeg har lært af andre,

er, at vi ikke træffer
en beslutning eller et valg

om at tage vores liv

på samme måde som vi vælger,
hvilken bil vi kører,

eller hvor vi skal tage hen
en lørdag aften.

Når nogen er ekstremt selvmordstruet,

befinder de sig i 4. stadie
af et helbredsfarligt nødstilfælde.

Deres tankevirksomhed begrænses
og de mister redskaberne til selvforvaltning.

Selvom de kan lægge en plan
og handle logisk,

er deres sandhedsopfattelse forvrænget
af et filter af smerte,

som de fortolker deres
egen virkelighed gennem.

Nogle mennesker er meget dygtige
til at skjule denne tilstand,

og de har ofte en god grund
til at gøre det.

Mange af os har haft selvmordstanker
på et tidspunkt,

men ufortrængelige,
vedvarende selvmordstanker,

og planlægning af måder man kan dø på

er patologiske symptomer,

og som mange andre sygdomme,

skal tilstanden genkendes
og behandles,

før et liv går tabt.

Men min søns død var ikke kun et selvmord.

Det involverede massemord.

Jeg ville vide, hvordan hans
selvmordstanker blev til tanker om mord.

Forskningen er begrænset
og der er ikke nogle simple svar.

Ja, han var formentlig deprimeret.

Hans personlighed var perfektionistisk
og selvstændig,

og det gjorde ham mindre tilbøjelig til
at søge hjælp fra andre.

Han havde oplevet ting i skolen,
der bidrog til hans

følelser af mindreværd, ydmygelse og vrede.

Og han havde et kompliceret venskab

med en dreng, der delte hans følelser
af vrede og udenforskab

og som var alvorligt forstyrret,

kontrollerende og morderisk.

Og midt i denne periode af livet

med ekstrem sårbarhed og skrøbelighed

fandt Dylan tilgang til skydevåben,

selvom vi aldrig har haft nogle
i vores hjem.

Det var utåleligt nemt for
en 17-årig dreng at købe skydevåben,

både lovligt og ulovligt,
uden min tilladelse eller kendskab til det.

Og på en eller anden måde, 17 år senere,
og mange skoleattentater senere,

er det stadig utåleligt nemt.

Det, som Dylan gjorde den dag,
knuste mit hjerte,

og som traumer så ofte gør,

sled det på både min krop og mit sind.

To år efter skyderierne,
fik jeg brystkræft,

og to år efter det,
begyndte jeg at få problemer med psyken.

Oven i den konstante, evindelige sorg,

var jeg rædselsslagen for at løbe
ind i et familiemedlem

til en af dem, Dylan dræbte,

eller at blive antastet af pressen

eller en vred borger.

Jeg var bange for at tænde for nyhederne,

bange for at høre mig selv
blive kaldt en forfærdelig forælder

eller en modbydelig person.

Jeg begyndte at få panikanfald.

Den første omgang kom fire år
efter skyderierne,

mens jeg forberedte mig på
vidneafhøringerne,

og var nødt til at møde ofrenes
familier ansigt til ansigt.

Anden runde begyndte
seks år efter skyderierne,

da jeg forberedte mig på at
tale offentligt om mord og selvmord

for første gang til en konference.

Begge episoder varede adskillige uger.

Anfaldene kunne ske overalt:

i byggemarkedet, på mit kontor,

eller imens jeg læste
en bog i sengen.

Mit sind ville pludselig låse sig fast
i en cyklus af frygt,

og uanset hvor meget jeg forsøgte

at berolige mig selv,
eller ræsonnere mig ud af det,

kunne jeg ikke klare det.

Det føltes som om min hjerne
prøvede at slå mig ihjel

og frygten for at opleve frygt

gennemsivede alle mine tanker.

Sådan lærte jeg på egen krop,

hvordan det føles,
når sindet ikke fungerer,

og da blev jeg i sandhed
fortaler for hjernehelbred.

Med terapi, medicin og omsorg for mig selv,

genvandt jeg med tiden et liv,

der kan beskrives som normalt
efter omstændighederne.

Når jeg så tilbage på alt,
der var sket,

kunne jeg se, at min søns
nedadgående spiral

formentlig blev dannet over
en periode på cirka to år,

rigelig tid til at skaffe ham hjælp,

hvis bare nogen havde vidst,
at han havde brug for hjælp

og hvad de skulle gøre.

Hver gang nogen spørger mig:

"Hvordan kunne du ikke vide det?"

føles det som et slag i maven.

Den indforståede beskyldning
hager sig fast i min skyldfølelse,

som jeg, uanset mængden af terapi,
jeg har fået,

aldrig bliver helt af med.

Men dette har jeg lært:

Hvis kærlighed var nok

til at stoppe en person
med selvmordstanker,

fra at skade sig selv,

ville selvmord næsten aldrig ske.

Men kærlighed er ikke nok

og selvmord forekommer.

Det er den næst mest ledende dødsårsag

for folk i alderen 10-34 år,

og 15% af amerikanske unge

siger, at de har lagt en selvmordsplan

det seneste år.

Jeg har lært, at uanset hvor gerne
vi vil tro det,

så kan vi ikke vide eller styre

alt vores kære tænker og føler.

Og den stædige tro at vi
af nogen årsag er anderledes,

at nogen, vi elsker, aldrig kunne
finde på at skade sig selv

eller andre,

kan gøre os blinde

for det åbenlyst skjulte.

Og hvis det værste,
der kan ske faktisk sker,

bliver vi nødt til at lære at tilgive
os selv for, at vi ikke vidste nok,

eller for at vi ikke stillede
de rigtige spørgsmål,

eller fandt den rette behandling.

Vi bør altid formode

at nogen vi elsker muligvis lider,

uanset hvad de siger,

eller måden de opfører sig.

Vi bør lytte med sjæl og krop,

uden at dømme

og uden at foreslå løsninger.

Jeg ved, at jeg kommer til
at leve med denne tragedie,

med alle disse tragedier,

resten af mit liv.

Jeg ved, at mange synes,

at mit tab ikke kan måle sig
med de andre familiers tab.

Jeg ved, at min kamp ikke
gør deres nemmere.

Jeg ved, at nogle endda synes,
at jeg ikke har ret til smerte,

kun til et liv i evig bod.

Når alt kommer til alt, er dette,
hvad jeg ved:

Det er et tragisk faktum, at selv de
mest opmærksomme og ansvarlige af os

måske er ude af stand til at hjælpe.

Men for kærlighedens skyld,

må vi aldrig holde op med at forsøge

at kende til det ukendelige.

Tak.

(Bifald)