Sidste gang, jeg hørte min søns stemme var da han gik ud ad hoveddøren på vej i skole. Han råbte ét ord i mørket: "Farvel." Det var d. 20. april 1999. Senere den morgen på Columbine High School gik min søn, Dylan, og hans ven, Eric, ind og dræbte tolv studerende, og en lærer, og sårede mere end tyve andre, før de tog deres eget liv. 13 uskyldige mennesker blev dræbt og efterlod deres pårørerende traumatiserede og i sorg. Andre fik svære skader, nogle resulterede i vansiring og varig funktionsnedsættelse. Men omfanget af tragedien kan ikke kun måles i antallet af dødsfald og skader, der fandt sted. Man kan ikke kvantificere de psykiske mén for de som var på skolen, eller de som bidrog til redningen og oprydningsindsatsen. Der er ingen måde at vurdere størrelsen af en tragedie som Columbine, særligt når hændelsen kan blive en skabelon for andre skytter, der går ud for at begå grusomheder på egen hånd. Columbine var en flodbølge, og da braget var forbi ville det tage årevis for lokalmiljøet og samfundet at forstå dens effekter. Det har taget mig år at forsøge at acceptere min søns eftermæle. Den ondskabsfulde adfærd, der definerede hans livs slutning viste mig, at han var en helt anden person end den, jeg kendte. Bagefter spurgte folk: "Hvordan kunne du ikke vide det?" "Hvilken slags mor var du?" Jeg stiller stadig mig selv samme spørgsmål. Før skyderierne, opfattede jeg mig selv som en god mor. At hjælpe mine børn med at blive omsorgsfulde, sunde, ansvarlige voksne var den vigtigste rolle i mit liv. Men tragedien overbeviste mig om, at jeg havde fejlet som forælder og det er delvist dette nederlag, der har bragt mig hertil i dag. Bortset fra hans far, var jeg den person, der kendte og elskede Dylan mest. Hvis nogen kunne have vidst, hvad der foregik, så burde det have været mig, ikke? Men jeg vidste det ikke. Jeg er her for at dele min erfaring af, hvad det vil sige, at være mor til en person, der dræber og gør fortæd. I flere år efter tragedien gennemgik jeg mine minder i et forsøg på at forstå præcis hvor jeg fejlede som forælder. Men der er ingen simple svar. Jeg kan ikke give jer en enkel løsning. Det eneste, jeg kan, er at dele, hvad jeg har lært. Når jeg snakker med mennesker, som ikke kendte mig før skyderierne, står jeg foran tre udfordringer. For det første: når jeg træder ind i et rum som dette, ved jeg aldrig om en tilstedeværende har oplevet tab på grund af min søns handlinger. Jeg føler, jeg bør erkende den lidelse, mit familiemedlem har forårsaget, når han ikke er her til at gøre det selv. Så først og fremmest, af hele mit hjerte; jeg beklager dybt, hvis min søn har forvoldt dig smerte. Min anden udfordring er, at jeg må bede om forståelse, selv medfølelse, når jeg beskriver min søns død, som et selvmord. To år før han døde, skrev han på en side i en notesblok, at han skar i sig selv. Han fortalte at han led, at han ville have en pistol, så han kunne ende sit liv. Jeg vidste ikke noget om dette før måneder efter hans død. Når jeg kalder hans død et selvmord, er det ikke et forsøg på at nedtone ondskaben, han udviste i slutningen af sit liv. Jeg forsøger at forstå, hvordan hans selvmordstanker ledte til mord. Efter en hel del læsning og samtaler med eksperter, er jeg kommet til den overbevisning, at hans rolle i skyderierne ikke bundede ud i et ønske om at dræbe, men et ønske om at dø. Den tredje udfordring, jeg har, når jeg snakker om min søns mord og selvmord er, at jeg snakker om psykisk helbred -- -- undskyld mig. Er, at jeg snakker om psykisk helbred, eller hjernehelbred, som jeg foretrækker at kalde det, da det er mere konkret. Og på samme tid taler jeg om vold. Det sidste, jeg vil, er, at bidrage til den misforståelse, der allerede hersker omkring psykisk sygdom. Kun en meget lille procentdel af dem, som har en psykisk sygdom, er voldelige over for andre. Men blandt dem, der begår selvmord, er det vurderet, at mellem 75% til muligvis over 90% lider af en psykisk sygdom, der kan diagnosticeres. Som I alle udmærket ved, er vores sundhedssystem ikke udstyret til at hjælpe alle, og det er ikke alle med destruktive tanker, som opfylder kriterierne for en bestemt diagnose. Mange af dem, som vedvarende har følelser af frygt, vrede eller håbløshed, bliver aldrig udredt eller behandlet. For ofte, får de kun vores opmærksomhed, hvis de når en krisetilstand. Hvis vurderingen er korrekt, og cirka 1-2% af alle selvmord involverer mordet af en anden person, betyder det, at når selvmordsrater stiger, som de gør i nogle befolkningsgrupper, så vil raterne for både mord og selvmord også stige. Jeg ville forstå, hvad der foregik i Dylans sind op til hans død så jeg søgte svar hos andre, der har mistet nogen til selvmord. Jeg forskede og meldte mig som frivillig til indsamlinger. Og når muligheden bød sig, snakkede jeg med dem, der havde overlevet deres egen selvmordskrise eller et selvmordsforsøg. Én af de samtaler, der hjælpte mig mest, var med en kollega, som havde hørt mig tale med en anden på kontoret. Hun hørte mig sige, at Dylan umuligt kunne have elsket mig, hvis han kunne gøre noget så forfærdeligt, som det han gjorde. Senere, da hun fangede mig alene, undskyldte hun for at have smuglyttet, men fortalte mig, at jeg tog fejl. Hun fortalte, at hun som ung, enlig mor med tre små børn, var blevet svært deprimeret og indlagt for egen beskyttelse. På det tidspunkt var hun sikker på, at hendes børn ville være bedre stillet, hvis hun døde, så hun havde planlagt at tage sit eget liv. Hun forsikrede mig om, at en mors kærlighed er det stærkeste bånd på jorden og at hun elskede sine børn mere end noget andet. Men på grund af hendes sygdom var hun sikker på, at de var bedre stillet uden hende. Det, hun sagde, og det, jeg har lært af andre, er, at vi ikke træffer en beslutning eller et valg om at tage vores liv på samme måde som vi vælger, hvilken bil vi kører, eller hvor vi skal tage hen en lørdag aften. Når nogen er ekstremt selvmordstruet, befinder de sig i 4. stadie af et helbredsfarligt nødstilfælde. Deres tankevirksomhed begrænses og de mister redskaberne til selvforvaltning. Selvom de kan lægge en plan og handle logisk, er deres sandhedsopfattelse forvrænget af et filter af smerte, som de fortolker deres egen virkelighed gennem. Nogle mennesker er meget dygtige til at skjule denne tilstand, og de har ofte en god grund til at gøre det. Mange af os har haft selvmordstanker på et tidspunkt, men ufortrængelige, vedvarende selvmordstanker, og planlægning af måder man kan dø på er patologiske symptomer, og som mange andre sygdomme, skal tilstanden genkendes og behandles, før et liv går tabt. Men min søns død var ikke kun et selvmord. Det involverede massemord. Jeg ville vide, hvordan hans selvmordstanker blev til tanker om mord. Forskningen er begrænset og der er ikke nogle simple svar. Ja, han var formentlig deprimeret. Hans personlighed var perfektionistisk og selvstændig, og det gjorde ham mindre tilbøjelig til at søge hjælp fra andre. Han havde oplevet ting i skolen, der bidrog til hans følelser af mindreværd, ydmygelse og vrede. Og han havde et kompliceret venskab med en dreng, der delte hans følelser af vrede og udenforskab og som var alvorligt forstyrret, kontrollerende og morderisk. Og midt i denne periode af livet med ekstrem sårbarhed og skrøbelighed fandt Dylan tilgang til skydevåben, selvom vi aldrig har haft nogle i vores hjem. Det var utåleligt nemt for en 17-årig dreng at købe skydevåben, både lovligt og ulovligt, uden min tilladelse eller kendskab til det. Og på en eller anden måde, 17 år senere, og mange skoleattentater senere, er det stadig utåleligt nemt. Det, som Dylan gjorde den dag, knuste mit hjerte, og som traumer så ofte gør, sled det på både min krop og mit sind. To år efter skyderierne, fik jeg brystkræft, og to år efter det, begyndte jeg at få problemer med psyken. Oven i den konstante, evindelige sorg, var jeg rædselsslagen for at løbe ind i et familiemedlem til en af dem, Dylan dræbte, eller at blive antastet af pressen eller en vred borger. Jeg var bange for at tænde for nyhederne, bange for at høre mig selv blive kaldt en forfærdelig forælder eller en modbydelig person. Jeg begyndte at få panikanfald. Den første omgang kom fire år efter skyderierne, mens jeg forberedte mig på vidneafhøringerne, og var nødt til at møde ofrenes familier ansigt til ansigt. Anden runde begyndte seks år efter skyderierne, da jeg forberedte mig på at tale offentligt om mord og selvmord for første gang til en konference. Begge episoder varede adskillige uger. Anfaldene kunne ske overalt: i byggemarkedet, på mit kontor, eller imens jeg læste en bog i sengen. Mit sind ville pludselig låse sig fast i en cyklus af frygt, og uanset hvor meget jeg forsøgte at berolige mig selv, eller ræsonnere mig ud af det, kunne jeg ikke klare det. Det føltes som om min hjerne prøvede at slå mig ihjel og frygten for at opleve frygt gennemsivede alle mine tanker. Sådan lærte jeg på egen krop, hvordan det føles, når sindet ikke fungerer, og da blev jeg i sandhed fortaler for hjernehelbred. Med terapi, medicin og omsorg for mig selv, genvandt jeg med tiden et liv, der kan beskrives som normalt efter omstændighederne. Når jeg så tilbage på alt, der var sket, kunne jeg se, at min søns nedadgående spiral formentlig blev dannet over en periode på cirka to år, rigelig tid til at skaffe ham hjælp, hvis bare nogen havde vidst, at han havde brug for hjælp og hvad de skulle gøre. Hver gang nogen spørger mig: "Hvordan kunne du ikke vide det?" føles det som et slag i maven. Den indforståede beskyldning hager sig fast i min skyldfølelse, som jeg, uanset mængden af terapi, jeg har fået, aldrig bliver helt af med. Men dette har jeg lært: Hvis kærlighed var nok til at stoppe en person med selvmordstanker, fra at skade sig selv, ville selvmord næsten aldrig ske. Men kærlighed er ikke nok og selvmord forekommer. Det er den næst mest ledende dødsårsag for folk i alderen 10-34 år, og 15% af amerikanske unge siger, at de har lagt en selvmordsplan det seneste år. Jeg har lært, at uanset hvor gerne vi vil tro det, så kan vi ikke vide eller styre alt vores kære tænker og føler. Og den stædige tro at vi af nogen årsag er anderledes, at nogen, vi elsker, aldrig kunne finde på at skade sig selv eller andre, kan gøre os blinde for det åbenlyst skjulte. Og hvis det værste, der kan ske faktisk sker, bliver vi nødt til at lære at tilgive os selv for, at vi ikke vidste nok, eller for at vi ikke stillede de rigtige spørgsmål, eller fandt den rette behandling. Vi bør altid formode at nogen vi elsker muligvis lider, uanset hvad de siger, eller måden de opfører sig. Vi bør lytte med sjæl og krop, uden at dømme og uden at foreslå løsninger. Jeg ved, at jeg kommer til at leve med denne tragedie, med alle disse tragedier, resten af mit liv. Jeg ved, at mange synes, at mit tab ikke kan måle sig med de andre familiers tab. Jeg ved, at min kamp ikke gør deres nemmere. Jeg ved, at nogle endda synes, at jeg ikke har ret til smerte, kun til et liv i evig bod. Når alt kommer til alt, er dette, hvad jeg ved: Det er et tragisk faktum, at selv de mest opmærksomme og ansvarlige af os måske er ude af stand til at hjælpe. Men for kærlighedens skyld, må vi aldrig holde op med at forsøge at kende til det ukendelige. Tak. (Bifald)