Hvorfor eksisterer universet?

Hvorfor er der noget i stedet for intet? Med andre ord: Hvorfor eksisterer universet (og hvorfor er vi i det)? Filosof og skribent Jim Holt følger dette spørgsmål mod tre mulige svar. Eller fire. Eller ingen.

Hvorfor eksisterer universet?

Hvorfor er der --- Okay. Okay. (Latter)

Dette er et kosmisk mysterie. Vær højtidelige.

Hvorfor er der en verden, hvorfor er vi i den

og hvorfor er der noget fremfor
ingenting overhovedet?

Altså, dette er det super ultimative
"hvorfor" spørgsmål.

Så jeg vil tale om mysteriet ved eksistens,

eksistensens gåde,

hvor vi står i vores besvarelse af det

og hvorfor du skulle bekymre dig om det,

og jeg håber du faktisk bekymrer dig.

Filosoffen Arthur Schopenhauer sagde, at

dem som ikke undrer sig over deres livs tilfældighed,

over verdens tilfældighed,

er mentalt underudviklede.

Det er lidt hårdt, men alligevel. (Latter)

Dette er blevet kaldt det mest sublime

og fantastiske mysterie,

det dybeste og mest omsiggribende spørgsmål

mennesket kan stille.

Det har besat store tænkere.

Ludwig Wittgenstein, måske det 20. århundredes

største filosof,

var forbavset over,
at verden overhovedet skulle eksistere.

Han skrev in sin "Tractatus," proposition 4.66,

"Det er ikke hvordan tingene er i verden

der er mystisk,

det er at verden eksisterer."

Og kan du ikke lide at tage dine epigrammer

fra en filosof, så prøv en videnskabsmand.

John Archibald Wheeler, en af de store fysikere

i det 20. århundrede,

Richard Feynmans underviser,

skaberen af betegnelsen "sort hul",

sagde, "Jeg vil vide

hvorfor kvanten,

hvorfor universet, hvorfor eksistens?"

Og min ven Martin Amis -

undskyld, at jeg vil name-droppe meget i denne Talk,

væn jer til det -

min kære ven Martin Amis sagde engang,

at vi er omkring 5 Einsteiner fra at svare

på mysteriet om, hvor universet kommer fra.

Og jeg nærer ingen tvivl om, at der er 5 Einsteiner

i publikum i aften.

Nogle Einsteiner?Hænderne op? Nej? Nej? Nej?

Ingen Einsteiner? Okay.

Så dette spørgsmål,
hvorfor er der noget snarere end intet,

dette sublime spørgsmål, blev stillet temmelig sent

i den intellektuelle historie.

Det var hen imod slutningen af det 17. århundrede,

filosoffen Leibniz som stillede det,

en meget smart fyr, Leibniz,

som opfandt calculus

uafhængigt af Isaac Newton på omtrent samme tid,

men for Leibniz, som spurgte
hvorfor der er noget fremfor intet,

var dette ikke et stort mysterie.

Han enten var, eller lod som om han var,

en Ortodoks Kristen i sin metafysiske anskuelse,

og han sagde det var åbenlyst hvorfor verden eksisterede:

fordi Gud skabte den.

Og Gud skabte den, sandeligt, ud af intet som helst.

Så mægtig er Gud.

Han behøver ingen allerede eksisterende
materialer at lave en verden ud af.

Han kan skabe den ud af ren intethed,

skabelse ex nihilo.

Og forresten er dette,

hvad de fleste amerikanere tror i dag.

Der er intet mysterie i eksistens for dem.

Gud skabte det.

Så lad os sætte dette ind i en ligning.

Jeg har ingen slides så jeg må mime mine billeder,

så brug jeres fantasi.

Så det hedder Gud + ingenting = verden.

Okay? Nu er det vores ligning.

Nu kan det være du ikke tror på Gud.

Måske er du en videnskabelig ateist

eller en uvidenskabelig ateist,
og du tror ikke på Gud,

så du er ikke tilfreds med det.

Forresten, selv om vi har denne ligning,

Gud + ingenting = verden,

så er der allerede et problem:

Hvorfor eksisterer Gud?

Gud eksisterer ikke ud fra logik alene

medmindre du tror på det ontologiske argument,

og det håber jeg du ikke gør,
for det er ikke et godt argument.

Så det er tænkeligt, at hvis Gud skulle eksistere,

så tænker han måske, jeg er evig, jeg er almægtig,

men hvor kom jeg fra?

(Latter)

Hvorfra kom jeg?

Gud taler et mere formelt sprog.

(Latter)

Og en teori er, at Gud var så træt af

at overveje gåden om sin egen eksistens,

at han skabte verden bare for at distrahere sig selv.

Men nå, lad os glemme Gud.

Tages Gud ud af ligningen: Så har vi

_______ + ingenting = verden.

Nuvel, hvis du er buddist,

vil du måske standse lige der,

for essentielt set har man her

ingenting = verden,

og ved identiteten symmetri betyder det,

at verden = ingenting. Okay?

Og for en buddist er verden
bare en hel masse ingenting.

Det er bare et stort kosmisk tomrum.

Og vi tror der er en masse noget derude,

men det er fordi vi er slavebundet af vore lyster.

Lader vi vore lyster smelte bort,

vil vi se verden for hvad den virkelig er,

et tomrum, intethed,

og så glider vi ind i den glade tilstand af Nirvana,

som er blevet defineret som at have

præcis nok liv tilbage,
til at kunne nyde at være død. (Latter)

Så det er hvad Buddisten tænker.

Men jeg er vesterlænding,
og jeg er stadig bekymret

over eksistensens gåde, så jeg har

______ + -

det skal nok blive seriøst om lidt så -

______ + ingenting = verden.

Hvad skal vi fylde ind på den tomme plads?

Tja, hvad med videnskab?

Videnskab er vores bedste guide
til virkelighedens natur,

og den mest fundamentale videnskab er fysik.

Den fortæller os hvad den
nøgne virkelighed virkelig er,

og afslører hvad jeg kalder USOUM,

det Universets Sande Og Ultimative Møblement.

Så måske kan fysik fylde den blanke plads,

og sandelig,
siden sent i 1960erne eller omkring 1970,

har fysikere påstået at give

en rent videnskabelig forklaring på, hvordan

et univers som vores kunne have
poppet frem som eksisterende

ud af rent ingenting,

en kvantefluktuation ud af tomrummet.

Stephen Hawking er en af disse fysikere,

mere for nyligt Alex Vilenkin,

og hele sagen er blevet populariseret

af en anden meget fin fysikere
og en af mine venner,

Lawrence Krauss, som skrev en bog kaldet

"A Universe from Nothing,"

Og Lawrence tror at han har givet en --

han er en militant ateist, forresten,

så han har fået Gud ud af billedet.

Lovene om kvantefeltteori,

dette top moderne fysik, kan vise hvordan,

ud af ren intethed,

ingen rum, ingen tid, ingen materie, intet,

en lille klump af falsk vakuum

kan svinge ind i eksistens,

og så, ved inflationens mirakel,

pustes op til dette enorme og brogede kosmos

vi ser omkring os.

Okay, dette er et virkelig genialt scenarie.

Det er meget spekulativt. Det er fascinerende.

Men jeg har et stort problem med det,

og problemet er dette:

Det er en pseudo-religiøs synsvinkel.

Altså, Lawrence tror han er ateist,

men han er stadig træl af et religiøst verdensbillede.

Han ser fysiske love som
værende guddommelige befalinger.

Lovene omkring kvantefeltteori er for ham

som fiat lux, "Lad der være lys."

Lovene har en eller andet slags
ontologisk magt eller slagkraft,

så de kan informere afgrunden om,

at den er gravid med væren.

De kan kalde en verden ind til eksistens ud af intet.

Men det er da et vældigt primitivt syn på hvad

en fysisk lov er, ikke?

Vi ved, at fysiske love faktisk er

generaliserede beskrivelser af mønstre og regelmæssigheder

i verden.

De eksisterer ikke udenfor verden.

De har ikke deres egen eksistensgrundlag.

De kan ikke kalde en verden til eksistens

ud fra ingenting.

Det er et meget primitivt syn

på hvad en videnskabelig lov er.

Og hvis du ikke tror på mig om dette,

så hør på Stephen Hawking,

som selv fremsatte en model af kosmos

som var selv-indeholdt,

ikke krævede nogen udefrakommende årsag,
nogen skaber,

og efter at have fremsat dette

indrømmede Hawking, at han stadig var forundret.

Han sagde, denne model er bare ligninger.

Hvad ånder ild ind i disse ligninger

og skaber en verden, som de kan beskrive?

Han var forundret over dette,

så ligningerne kan ikke selv skabe magien,

kan ikke løse eksistensens gåde.

Og desuden, selv hvis lovene kunne gøre dette,

hvorfor så dette specifikke sæt af love?

Hvorfor kvantefeltteori, som beskriver

et univers med et bestemt altså kræfter

og partikler og så videre?

Hvorfor ikke et fuldstændig anderledes sæt af love?

Der findes mange, mange
matematisk konsistente sæt af love.

Hvorfor ikke ingen regler overhovedet?
Hvorfor ikke ren intethed?

Så dette er et problem, tro det eller ej,

som reflekterende fysikere tænker en del over,

og ved dette punkt plejer det at blive metafysiske,

så, altså, måske er det sæt af love,

der beskriver vores univers

bare et sæt af love

og det beskriver en del af virkeligheden,

men måske beskriver ethvert sæt konsistente love

en anden del af virkeligheden,

og alle de mulige fysiske verdener

findes rent faktisk, de er alle derude.

Vi ser kun en meget lille del af virkeligheden,

der beskrives af lovene om kvantefeltteori,

men der er mange, mange andre verdener,

dele af virkeligheden, der beskrives

af voldsomt anderledes teorier,

der er forskellige fra vores på måder
vi ikke kan forestille os,

som er utænkeligt eksotiske.

Steven Weinberg, faderen af

standardmodellen af partikelfysik,

flirtede faktisk selv med denne ide,

at alle mulige virkeligheder faktisk eksiterer.

En yngre fysiker, Max Tegmark,

som tror at alle matematiske strukturer eksisterer,

og at matematisk eksistens er det samme

som fysisk eksistens,

så vi har dette enormt rige multi-vers

som indkapsler alle logiske muligheder.

Nuvel. Ved at tage denne metafysiske udvej,

rækker disse fysikere og også filosoffer faktisk

tilbage til en meget gammel ide,

som går tilbage til Platon.

Det er princippet om plenitude eller frugtbarhed,

eller den store værenskæde,

om at virkeligheden faktisk er så fuld
som overhovedet muligt.

Det er så langt fra intetheden

som det er muligt at komme.

Så nu har vi disse to ekstremer.

Vi har fuldstændig intethed på den ene side,

og vi har denne vision af virkeligheden

som indkapsler enhver tænkelig verden

i den anden ende: den mest fyldte virkelighed,

intetheden, den mest simple virkelighed.

Hvad er der så i mellem disse to ekstremer?

Der er alle mulige slags
mellemliggende virkeligheder

som inkluderer nogle ting
og udelader andre.

Så en af disse mellemliggende virkeligheder

er, lad os sige, den matematisk
mest elegante virkelighed,

som udelader de mere uelegante dele,

den grimme asymmetri og så videre.

Der findes nogle fysikere som vil fortælle dig,

at vi rent faktisk lever i den
mest elegante virkelighed.

Jeg tror Brian Greene er blandt publikum,

og han har skrevet en bog
kaldet "The Elegant Universe".

Han hævder, at universet vi lever i matematisk set

er meget elegant.

Tro ikke på ham. (Latter)

Det er et fromt håb, jeg ville ønske det var sandt,

men jeg tror han forleden indrømmede overfor mig,

at det virkelig er et grimt univers.

Det er dumt konstrueret,

det har alt for mange arbitrære koblingskonstanter

og masseforhold

og overflødige familier af elementær partikler,

og hvad helvede er mørk energi?

Det er en Storm P. anordning.

Det er ikke et elegant univers. (Latter)

Og så er der den bedste af alle mulige verdener,

i en etisk forstand.

I burde blive højtidelige nu,

for en verden i hvilken sansende væsener

ikke behøver lide unødvendigt,

i hvilken der ikke findes ting som

børnekræft eller Holocaust.

Det er en etisk undfangelse.

Men altså, i mellem intetheden

og den med fyldte mulige virkelighed,

forskellige specielle virkeligheder.

Intetheden er specielt. Det er den simpleste.

Så er der den meste elegant mulige virkelighed.

Den er speciel.

Den mest fyldte mulige virkelighed, den er speciel.

Men hvad udelader vi her?

Der er også bare de mærkværdige,

de generiske virkeligheder

som ikke er specielle på nogen måde,

som er nærmest tilfældige.

De er uendeligt langt fra intetheden,

men de falder uendelig meget for
kort til fuldstændig fyldthed

De er en blanding af kaos og orden,

af matematisk elegance og grimhed.

Så jeg ville beskrive disse virkeligheder

som et uendelig, middelmådig, ufuldstændig rod,

en generisk virkelighed,
en slags kosmisk rodebunke.

Og disse virkeligheder,

findes der en gud i nogle af disse virkeligheder?

Måske, men guddommen er ikke perfekt

såsom den jødisk-kristen guddom er det.

Guddommen er ikke algod og almægtig.

Den er måske 100 procent ondsindet

men kun 80 procent effektiv,

hvilket mere eller mindre beskriver den verden
vi ser omkring os, vil jeg mene. (Latter)

Så jeg vil gerne foreslå, løsningen

på eksistensens gåde

er, at vi faktisk eksisterer i

en af disse generiske virkeligheder.

Virkeligheden skal vise sig at være
på en eller anden måde.

Det kan enten vise sig at være intet

eller alting eller noget ind i mellem.

Så hvis den har et eller andet specielt træk,

såsom at være virkelig elegant eller virkelig fyldt

eller virkelig simpelt, såsom intetheden,

ville dette træk kræve en forklaring.

Men hvis det bare er en af disse tilfældige,
generiske virkeligheder,

så findes der ingen videre forklaring på det.

Og jeg ville sandelig mene,

at det er den virkelighed vi lever i.

Det er hvad videnskaben fortæller os.

Ved ugens begyndelse

fik vi den spændende information, at

inflationsteorien, som forudser en stort

uendeligt, rodet, arbitrært, meningsløst virkelighed,

som højtskummende champagne,

der endeløst flyver ud af flasken,

et enormt univers, mest en ødemark

med små lommer af charme og orden og fred,

dette er blevet bekræftet,

dette oppustende scenarie, af de observationer,

foretaget med radioteleskoper på Antarktis,

som kiggede på aftrykket fra de tyngdebølger

fra lige før The Big Bang.

Det ved I sikkert alle sammen.

Hvorom alting er, så mener jeg, at der er bevis for,

at dette er den virkelighed vi hænger på.

Nuvel, hvorfor skulle du bekymre dig om det her?

Tja -- (Latter) --

spørgsmålet, "Hvorfor eksisterer verden?"

det er det kosmiske spørgsmål, rimer på en måde

med mere intime spørgsmål:

Hvorfor eksisterer jeg? Hvorfor eksisterer I?

I ved, vores eksistens lader til
at være ufattelig usandsynlig,

fordi der er et enormt nummer af
genetisk mulige mennesker,

hvis man kan udregne det ved at se

på antallet af gener og antallet af alleler og så videre,

og en hurtig udregning vil fortælle dig,

at der er omkring 10 i 10.000ende potens

mulige mennesker, genetisk set.

Det er et sted imellem en googol og en googolplex.

Og antallet af faktiske mennesker som har eksisteret

er 100 milliarder, måske 50 milliarder,

en infinitesimal [ufattelig lille] brøkdel, så alle os,

vi har vundet dette utrolige kosmiske lotteri.

Vi er her. Okay.

Så hvilken slags virkelighed vil vi gerne leve i?

Vil vi leve i en speciel virkelighed?

Hvad hvis vi levede i den mest
elegant mulige virkelighed?

Forestil jer det eksistentielle pres på os

for at leve op til det, til at være elegante,

og ikke ødelægge tonen i det hele.

Eller, hvad hvis vi levede i den mest
fyldte mulige virkelighed?

Jamen så var vores eksistens garanteret,

fordi enhver mulig ting

eksisterer i den virkelighed,

men vore valg ville være meningsløse.

Hvis jeg virkelig kæmper moralsk og pines

og jeg beslutter mig for at gøre det rette,

hvad forskel gør det,

for der er et uendeligt antal

af udgaver af mig

som også gør det rette,

og et uendeligt antal som gør det forkerte.

Så mine valg er meningsløse.

Så vi har ikke lyst til at leve i
den specielle virkelighed.

Og hvad angår den specielle virkelighed af intethed,

ja så ville vi overhovedet ikke føre denne samtale.

Så jeg tror, at lever man i en generisk virkelighed,
der er middelmådig,

så er der ubehagelige ting og dejlige ting,

og vi kunne gøre de dejlige ting større

og de ubehagelige ting mindre

og det giver os en slags formål i livet.

Universet er absurd,

men vi kan stadig konstruere et formål,

og det er et temmelig godt et,

og virkelighedens overordnede middelmådighed

klinger næsten behageligt med
den middelmådighed

som vi alle føler i vores væsens kerne.

Og jeg ved at I føler det.

Jeg ved, at I alle er specielle,

men I er stadig, hemmeligt, lidt middelmådige,

synes I ikke?

(Latter) (Bifald)

Men alligevel, I siger måske,
at denne gåde, dette eksistensens mysterie,

er bare fjollet mystik-kræmmeri.

I er ikke forbløffet over universets eksistens

og I er i godt selskab.

Betrand Russel sagde,

"Jeg burde sige at universet bare er der,
og det er det."

Bare et råt faktum.

Og min professor ved Columbia,
Sidney Morgenbesser,

en stor filosofisk filur,

da jeg sagde til ham, "Professor Morgenbesser,

hvorfor er der noget fremfor intet?"

Svarede han, "Åh, selv hvis der var intet,

ville du stadig ikke være tilfreds."

Så -- (Latter) -- okay.

Så I er ikke forbløffet. I er ligeglade.

Men jeg vil fortælle jer noget som for at afslutte

som jeg garantere vil forbløffe jer,

for det har forbløffet alle de strålende,

vidunderlige mennesker jeg har mødt
på denne TED konference,

når jeg har fortalt dem det, og det er dette:

Jeg har aldrig i mit liv haft en mobiltelefon.

Tak.

(Latter) (Bifald)