De 4 historier vi fortæller os selv om døden

Filosofen Stephen Cave begynder med et mørkt men fængslende spørgsmål: Hvornår indså du først, at du ville dø? Og endnu mere interessant: Hvorfor modsætter vi mennesker os, dødens uundgåelighed? I et fascinerende foredrag udforsker Cave fire fortællinger -- fælles på tværs af civilisationer -- som vi fortæller os selv "for at hjælpe os med at håndtere frygten for at dø."

Jeg har et spørgsmål:

Hvem her kan huske, hvornår de først indså,

at de skulle dø?

Jeg kan. Jeg var en lille dreng,

og min bedstefar var lige død,

og jeg kan huske et par dage senere, lå jeg i sengen om natten

og prøvede på at finde ud af, hvad der var sket.

Hvad betød det, at han var død?

Hvor var han taget hen?

Det var som om, et hul i virkeligheden havde åbnet sig

og slugt ham.

Men så gik det virkelig rystende spørgsmål op for mig:

Hvis han kunne dø, kunne det så også ske for mig?

Kunne det hul i virkeligheden åbne op og sluge mig?

Ville det åbne op under min seng

og sluge mig, mens jeg sov?

Tja, på et tidspunk bliver alle børn opmærksomme på døden.

Det kan ske på forskellige måder, selvfølgelig,

og kommer som regel i stadier.

Vores koncept af døden udvikler sig, når vi bliver ældre.

Og hvis du søger i de mørkeste afkroge

af din hukommelse,

vil du måske huske noget af det, som jeg følte,

da min bedstefar døde, og jeg indså,

at det også kunne ske for mig,

den følelse at bag alt dette

ventede tomrummet.

Og denne udvikling i barndommen

reflekterer udviklingen af vores art.

Ligesom der var et tidspunkt i din udvikling

som barn, hvor din opfattelse af selv og af tid

blev sofistikeret nok

for dig til at forstå, at du var dødelig,

ligeledes ved et tidspunkt i evolutionen af vores art,

blev nogle tidlige menneskers opfattelse af

selv og tid sofistikeret nok

for dem til at blive de første mennesker til at indse,

"Jeg vil dø!"

Det er, om du vil, vores forbandelse.

Det er prisen, vi betaler for at være så forbandet kloge.

Vi er nødsaget til at leve med den viden,

at det værste der kan ske

en dag utvivlsomt vil være,

enden på alle vores projekter,

vores håb, vores drømme, på vores individuelle verden.

Vi lever hver især i skyggen af en personlig

undergang.

Og det er skræmmende. Det er frygtindgydende.

Så vi leder efter en udvej.

Og i mit tilfælde, da jeg var omkring fem år gammel,

betød dette at spørge min mor.

Da jeg først begyndte at spørge,

hvad sker der, når vi dør,

besvarede de voksne omkring mig dengang

med en typisk engelsk blanding af akavethed

og halvhjertet kristendom,

og den sætning jeg hørte oftest var,

at bedstefar nu var:

"der oppe kiggende ned på os,"

og hvis jeg også døde, hvilket selvfølgelig ikke ville ske,

så ville jeg også komme derop,

hvilket fik døden til at lyde meget som

en eksistentiel elevator.

Dette lød ikke særligt plausibelt.

Jeg plejede at se et børne nyhedsprogram hele tiden,

og det var under rumudforsknings æraen.

Der var altid raketter som fløj op i himmelen,

op i rummet, der op.

Men ingen af astronauterne, når de kom tilbage,

fortalte nogensinde om at have mødt min bedstefar,

eller nogle andre døde personer.

Men jeg var bange,

og ideen om at tage den eksistentielle elevator

for at se min bedstefar

lød en del bedre end at blive slugt

af tomrummet, mens jeg sov.

Så jeg troede på det alligevel,

selvom det ikke gav meget mening.

Og denne tankeproces som jeg
gennemgik

som et barn, og har været igennem mange gange siden,

inklusiv som en voksen,

er et produkt af hvad psykologerne kalder

en tilbøjelighed.

En tilbøjelighed er en måde, hvorpå vi systematisk

tager fejl af ting,

måder hvorpå vi fejlberegner, fejlbedømmer,

forvrænger virkeligheden, eller ser hvad vi ønsker at se

og den tilbøjelighed, som jeg snakker om

virker på denne måde:

Konfronter nogen med det faktum,

at de vil dø,

og de vil tro på næsten hvilken som helst historie,

som fortæller dem, at det ikke er sandt,

og at de istedet kan leve for evigt,

selv hvis det betyder at tage den eksistentielle elevator.

Nu kan vi se dette som den største tilbøjelighed af alle.

Det er blevet demonstreret i over 400

empiriske studier,

Disse studier er opfindsomme, men de er simple.

De virker således.

Du tager to grupper af mennesker,

som er ens i alle relevante aspekter,

og du minder en gruppe om, at de vil dø,

men ikke den anden, og så sammenligner du deres opførsel.

Så du observerer, hvordan det påvirker adfærd

når folk bliver opmærksomme på deres dødelighed.

Og hver gang får du det samme resultat:

Folk som er gjort opmærksomme på deres dødelighed

er mere villige til at tro på historier,

som fortæller dem, at de kan undslippe døden

og leve for evigt.

Så her er et eksempel: Et nyligt studie

tog to grupper af agnostikere,

det er folk, som er i tvivl

om deres religiøse overbevisning.

En gruppe blev bedt om at tænke på at være død.

Den anden gruppe blev bedt om at tænke på

at være ensom.

De blev så spurgt igen om deres religiøse overbevisning.

De som var blevet bedt om at tænke på at være død

var bagefter dobbelt så sandsynlige til at udtrykke tro

på Gud og Jesus.

Dobbelt så sandsynlige.

Selvom de før var lige agnostiske.

Men indsæt frygten for døden i deres bevisthed

og de løber til Jesus.

Dette viser, at minde folk om døden

påvirker dem til at tro, uden hensyn til beviser,

og det virker ikke bare for religion,

men for et hvilket som helst trossystem,

som lover udødelighed i en eller anden form,

hvad enten det er at blive berømt,

have børn,

eller sågar nationalisme,

som lover, at du kan leve videre som en del af det store hele.

Dette er en tilbøjelighed, som har formet

retningen af mennesket historie.

Teorien bag denne tilbøjelighed

i de over 400 studier

hedder terror management teori,

og ideen er simpel. Bare dette.

Vi udvikler vores verdenssyn,

hvilket er, historierne vi fortæller os selv

om verdenen og vores plads i den

for at hjælpe os med at styre

frygten for døden.

Og disse udødelighedshistorier

har tusindvis af forskellige manifestationer,

men jeg tror at bag den umiddelbare variation,

er der faktisk kun fire grundlæggende former,

som disse udødelighedshistorier kan tage.

Og vi kan se dem gentage sig selv

gennem historien, med kun små forskelle

for at reflektere samtidens ordforråd.

Nu vil jeg kort introducere disse fire

grundlæggende former af udødelighedshistorier,

og jeg vil prøve på at give jer en følelse

af måden, hvorpå de er genfortalt af hver kultur

eller generation

ved hjælp af datidens ordforråd.

Den første historie er den mest simple.

Vi vil bare undgå døden,

og drømmen om at gøre det i denne krop,

i denne verden, for evigt,

er den første og mest simple form af udødelighedshistorie,

og det lyder måske umiddelbart usandsynligt,

men faktisk har næsten alle kulturer i menneskets historie

haft en myte eller legende

om en livseliksir eller en ungdommens kilde,

eller noget som lover at holde os i live

for evigt.

Antikkens Egypten havde sådanne myter,

antikkens Babylon og antikkens Indien.

Gennem europæisk historie finder vi dem i alkymisternes arbejde,

og vi tror selvfølgelig stadig på det i dag,

hvis vi blot fortæller historien ved hjælp af

videnskabens ordforråd.

For 100 år siden

var hormoner lige blevet opdaget,

og folk håbede at hormonbehandlinger

ville kurere alderdom og sygdom,

og nu sætter vi i stedet vores lid til stamceller,

genteknologi og nanoteknologi.

Men ideen om at videnskab kan kurere døden

er blot endnu et kapitel i historien

om den magiske livseliksir,

en historie lige så gammel som civilisationen.

Men at satse alt på ideen om at finde den eliksir

og forblive i live for evigt

er en risikabel strategi.

Når vi ser tilbage igennem historien

om alle dem, som har søgt efter en eliksir i fortiden,

er den ene ting de nu har tilfælles,

at de alle er døde.

Så vi har brug for en backup plan, og præcis denne form for plan B

er hvad den anden form af udødelighedshistorien tilbyder,

og det er genopstandelse.

Og den bliver ved ideen om, at jeg er denne krop,

jeg er denne fysiske organisme.

Den accepterer, at jeg vil dø,

men siger på trods af det,

kan jeg genopstå, og jeg kan leve igen.

Med andre ord. Jeg kan gøre, hvad Jesus gjorde,

Jesus døde, men han var tre dage i gravkammeret.

og så genopstod han og levede igen.

Og ideen om at vi kan genopstå og leve igen

er ortodoks tro, ikke bare for kristne,

men også for jøder og muslimer.

Men vores ønske om at tro på denne historie

er så dybt forankret,

at vi genopfinder den igen

for den videnskabelige tidsalder,

for eksempel med ideen om kryonik.

Det er ideen om, at når du dør,

kan du få dig selv froset ned

og så på et tidspunkt, når teknologien

er udviklet tilstrækkeligt,

kan du blive tøet op, repareret og genoplivet

og således genopstå.

Så nogle mennesker tror på, at en almægtig gud

vil genoplive dem igen,

og andre folk tror, at an almægtig forsker vil gøre det.

Men for andre er hele ideen om genoplivelse,

at stå op af graven,

bare for meget som en dårlig zombie film.

De synes, at kroppen er for besværlig, for upålidelig

til at garantere evigt liv,

og derfor har de sat deres lid til en tredje

mere spirituel udødelighedshistorie,

ideen om at vi kan forlade vores kroppe

og leve videre som en sjæl.

Hovedparten af menneskene på jorden

tror, at de har en sjæl,

og ideen er central i mange religioner.

Men selv i dens nuværende form,

i dens traditionelle form,

er ideen om sjælen stadig enorm populær,

genopfinder vi den ikke desto mindre

igen i forbindelse med den digitale tidsalder,

for eksempel med ideen om,

at du kan forlade din krop

ved at uploade dit sind, din essens,

dit sande dig, ind i en computer

og således leve videre som et avatar i æteren.

Men der er selvfølgelig skeptikere, som siger,

at hvis vi ser på det videnskabelige bevis,

især neurovidenskab,

tyder det på at dit sind,

din essens, dit sande dig,

i høj grad er afhængig af en speciel del

af din krop, dvs. din hjerne.

Og sådanne skeptikere kan finde trøst

i den fjerde udødelighedshistorie,

og det er eftermæle,

ideen om at du kan leve videre

igennem det ekko, som du efterlader i verdenen,

ligesom den store græske kriger Achilleus,

som ofrede sit liv i kampen om Troja,

så han kunne vinde uddødelig berømmelse.

Og jagten på berømmelse er så udbredt

og populært nu som nogensinde før,

og i vores digitale tidsalder

er det endnu nemmere at opnå.

Du har ikke brug for at være en stor kriger som Achilleus,

en stor konge eller helt.

Alt du har brug for er en internetforbindelse og en sjov kat. (Latter)

Men nogle folk foretrækker at efterlade et mere håndgribeligt,

biologisk eftermæle -- børn for eksempel.

De synes godt om, de håber på, at leve

videre som en del af det større hele,

en nation, en familie eller en stamme,

deres genpulje.

Men igen er der skeptikere,

som tvivler på, hvorvidt eftermæle

virkelig er udødelighed.

For eksempel har Woody Allen sagt,

"Jeg vil ikke leve videre i hjertet af mine landsmænd.

Jeg vil leve videre i min lejlighed."

Så det er de fire

grundlæggende former af udødelighedshistorier,

og jeg har prøvet på at give en ide af,

hvordan de er genfortalt af hver generation

med blot små afvigelser

for at passe til dagens trend.

Og den kendsgerning at de vender tilbage på denne måde,

i så ens form, men i så forskellige trossystemer,

antyder, tror jeg,

at vi burde være skeptiske på sandheden

i nogen bestemt version af disse historier.

Det faktum at nogle tror,

at en almægtig gud vil genoplive dem,

og andre tror, at en almægtig forsker vil gøre det,

antyder at ingen af dem virkelig tror på dette

på grundlag af bevisets styrke.

Vi tror snarere på disse historier,

fordi vi har en tilbøjelighed til at tro på dem,

og vi har en tilbøjelighed til at tro på dem,

fordi vi er så bange for døden.

Så spørgsmålet er,

er vi dømt til, at leve det ene liv vi har

på en måde, som er formet af frygt og benægtelse,

eller kan vi overvinde denne tilbøjelighed?

Tja, den græske filosof Epikur

troede, at vi kunne.

Han argumenterede for, at frygten for at dø er naturlig,

men den er ikke rationel.

"Døden," sagde han, "er ligegyldig for os,

for når vi er her, er døden ikke,

og når døden er, er vi væk."

Dette er ofte citeret, men det er svært

virkeligt at forstå, virkeligt at internalisere,

for præcist denne ide om at være væk,

er så svær at forestille sig.

Så 2000 år senere sagde, en anden filosof,

Ludwig Wittgenstein, det på denne måde:

"Døden er ikke en begivenhed i livet:

Vi oplever ikke døden,.

Og derfor," tilføjede han,

"i denne forstand, har livet ikke nogen ende."

Så det var naturligt for mig som barn,

at frygte at blive slugt af tomrummet,

men det var ikke rationelt,

fordi at blive slugt af tomrummet

er ikke noget, som nogen af os

nogensinde vil opleve.

At overvinde denne tilbøjelighed er ikke nemt,

fordi frygten for døden er så dybt forankret i os,

men når vi ser, at frygten i sig selv ikke er rationel,

og når vi fremlægger de måder,

hvorpå det ubevidst kan påvirke os,

så kan vi i det mindste begynde

at prøve på at minimere den indflydelse, som det

har på vores liv.

Jeg mener, at det hjælper at se livet,

som værende en bog:

Ligesom en bog er indbundet af dets omslag,

fra start til slut,

ligeledes er vores liv indbundet af fødsel og død,

og selvom en bog er begrænset af begyndelse og slutning,

kan den spænde over fjerne landskaber,

eksotiske figurer og fantastiske eventyr.

Og selv om en bog er begrænset af begyndelse og slutning,

kender karakterene i den

ikke til nogen horisonter.

De kender kun til de øjeblikke, som udgør deres historie,

selv når bogen er lukket.

Og således er karaktererne i en bog

ikke bange for at nå den sidste side.

Long John Silver er ikke bange for, at du

bliver færdig med at læse "Skatteøen."

Og ligeledes burde det være med os.

Forestil dig bogen om dit liv,

dets omslag, dets begyndelse og slutning, din fødsel og din død.

Du kan kun kende øjeblikkene imellem,

øjeblikkene som udgør dit liv.

Det giver ikke mening for dig at frygte,

hvad der ligger udenfor omslaget,

hverken før din fødsel

eller efter din død.

Og du har ingen grund til at frygte, hvor lang bogen er,

eller om det en en tegneserie eller et epos.

Det eneste som betyder noget er,

at du gør det til en god historie.

Tak.

(Bifald)