WEBVTT

00:00:00.378 --> 00:00:02.271
Jeg har et spørgsmål:

00:00:02.271 --> 00:00:05.648
Hvem her kan huske, hvornår de først indså,

00:00:05.648 --> 00:00:09.071
at de skulle dø?

NOTE Paragraph

00:00:09.071 --> 00:00:11.573
Jeg kan. Jeg var en lille dreng,

00:00:11.573 --> 00:00:14.628
og min bedstefar var lige død,

00:00:14.628 --> 00:00:18.546
og jeg kan huske et par dage senere, lå jeg i sengen om natten

00:00:18.546 --> 00:00:22.180
og prøvede på at finde ud af, hvad der var sket.

00:00:22.180 --> 00:00:24.815
Hvad betød det, at han var død?

00:00:24.815 --> 00:00:26.599
Hvor var han taget hen?

00:00:26.599 --> 00:00:30.021
Det var som om, et hul i virkeligheden havde åbnet sig

00:00:30.021 --> 00:00:32.156
og slugt ham.

00:00:32.156 --> 00:00:34.958
Men så gik det virkelig rystende spørgsmål op for mig:

00:00:34.958 --> 00:00:38.448
Hvis han kunne dø, kunne det så også ske for mig?

00:00:38.448 --> 00:00:41.747
Kunne det hul i virkeligheden åbne op og sluge mig?

00:00:41.747 --> 00:00:43.537
Ville det åbne op under min seng

00:00:43.537 --> 00:00:46.771
og sluge mig, mens jeg sov?

00:00:46.771 --> 00:00:50.959
Tja, på et tidspunk bliver alle børn opmærksomme på døden.

00:00:50.959 --> 00:00:52.864
Det kan ske på forskellige måder, selvfølgelig,

00:00:52.864 --> 00:00:54.697
og kommer som regel i stadier.

00:00:54.697 --> 00:00:58.210
Vores koncept af døden udvikler sig, når vi bliver ældre.

00:00:58.210 --> 00:01:00.939
Og hvis du søger i de mørkeste afkroge

00:01:00.939 --> 00:01:02.636
af din hukommelse,

00:01:02.636 --> 00:01:05.639
vil du måske huske noget af det, som jeg følte,

00:01:05.639 --> 00:01:08.894
da min bedstefar døde, og jeg indså,

00:01:08.894 --> 00:01:10.844
at det også kunne ske for mig,

00:01:10.844 --> 00:01:13.423
den følelse at bag alt dette

00:01:13.423 --> 00:01:16.760
ventede tomrummet.

NOTE Paragraph

00:01:16.760 --> 00:01:19.037
Og denne udvikling i barndommen

00:01:19.037 --> 00:01:21.858
reflekterer udviklingen af vores art.

00:01:21.858 --> 00:01:25.173
Ligesom der var et tidspunkt i din udvikling

00:01:25.173 --> 00:01:28.699
som barn, hvor din opfattelse af selv og af tid

00:01:28.699 --> 00:01:30.798
blev sofistikeret nok

00:01:30.798 --> 00:01:34.720
for dig til at forstå, at du var dødelig,

00:01:34.720 --> 00:01:38.426
ligeledes ved et tidspunkt i evolutionen af vores art,

00:01:38.426 --> 00:01:41.441
blev nogle tidlige menneskers opfattelse af

00:01:41.441 --> 00:01:43.684
selv og tid sofistikeret nok

00:01:43.684 --> 00:01:46.799
for dem til at blive de første mennesker til at indse,

00:01:46.799 --> 00:01:50.232
"Jeg vil dø!"

00:01:50.232 --> 00:01:52.451
Det er, om du vil, vores forbandelse.

00:01:52.451 --> 00:01:56.494
Det er prisen, vi betaler for at være så forbandet kloge.

00:01:56.494 --> 00:01:58.593
Vi er nødsaget til at leve med den viden,

00:01:58.593 --> 00:02:01.254
at det værste der kan ske

00:02:01.254 --> 00:02:02.878
en dag utvivlsomt vil være,

00:02:02.878 --> 00:02:04.384
enden på alle vores projekter,

00:02:04.384 --> 00:02:07.848
vores håb, vores drømme, på vores individuelle verden.

00:02:07.848 --> 00:02:11.029
Vi lever hver især i skyggen af en personlig

00:02:11.029 --> 00:02:13.018
undergang.

NOTE Paragraph

00:02:13.018 --> 00:02:15.522
Og det er skræmmende. Det er frygtindgydende.

00:02:15.522 --> 00:02:17.982
Så vi leder efter en udvej.

00:02:17.982 --> 00:02:21.263
Og i mit tilfælde, da jeg var omkring fem år gammel,

00:02:21.263 --> 00:02:24.258
betød dette at spørge min mor.

00:02:24.258 --> 00:02:26.720
Da jeg først begyndte at spørge,

00:02:26.720 --> 00:02:28.501
hvad sker der, når vi dør,

00:02:28.501 --> 00:02:30.593
besvarede de voksne omkring mig dengang

00:02:30.593 --> 00:02:33.796
med en typisk engelsk blanding af akavethed

00:02:33.796 --> 00:02:36.783
og halvhjertet kristendom,

00:02:36.783 --> 00:02:38.727
og den sætning jeg hørte oftest var,

00:02:38.727 --> 00:02:40.286
at bedstefar nu var:

00:02:40.286 --> 00:02:42.750
"der oppe kiggende ned på os,"

00:02:42.750 --> 00:02:45.715
og hvis jeg også døde, hvilket selvfølgelig ikke ville ske,

00:02:45.715 --> 00:02:48.511
så ville jeg også komme derop,

00:02:48.511 --> 00:02:50.561
hvilket fik døden til at lyde meget som

00:02:50.561 --> 00:02:53.215
en eksistentiel elevator.

00:02:53.215 --> 00:02:56.333
Dette lød ikke særligt plausibelt.

00:02:56.333 --> 00:02:59.236
Jeg plejede at se et børne nyhedsprogram hele tiden,

00:02:59.236 --> 00:03:01.676
og det var under rumudforsknings æraen.

00:03:01.676 --> 00:03:03.850
Der var altid raketter som fløj op i himmelen,

00:03:03.850 --> 00:03:06.546
op i rummet, der op.

00:03:06.546 --> 00:03:08.875
Men ingen af astronauterne, når de kom tilbage,

00:03:08.875 --> 00:03:12.107
fortalte nogensinde om at have mødt min bedstefar,

00:03:12.107 --> 00:03:14.566
eller nogle andre døde personer.

00:03:14.566 --> 00:03:15.869
Men jeg var bange,

00:03:15.869 --> 00:03:18.309
og ideen om at tage den eksistentielle elevator

00:03:18.309 --> 00:03:19.915
for at se min bedstefar

00:03:19.915 --> 00:03:21.330
lød en del bedre end at blive slugt

00:03:21.330 --> 00:03:24.401
af tomrummet, mens jeg sov.

00:03:24.401 --> 00:03:26.670
Så jeg troede på det alligevel,

00:03:26.670 --> 00:03:29.341
selvom det ikke gav meget mening.

NOTE Paragraph

00:03:29.341 --> 00:03:31.583
Og denne tankeproces som jeg
gennemgik

00:03:31.583 --> 00:03:34.114
som et barn, og har været igennem mange gange siden,

00:03:34.114 --> 00:03:36.024
inklusiv som en voksen,

00:03:36.024 --> 00:03:38.471
er et produkt af hvad psykologerne kalder

00:03:38.471 --> 00:03:39.935
en tilbøjelighed.

00:03:39.935 --> 00:03:43.209
En tilbøjelighed er en måde, hvorpå vi systematisk

00:03:43.209 --> 00:03:44.927
tager fejl af ting,

00:03:44.927 --> 00:03:47.611
måder hvorpå vi fejlberegner, fejlbedømmer,

00:03:47.611 --> 00:03:51.200
forvrænger virkeligheden, eller ser hvad vi ønsker at se

00:03:51.200 --> 00:03:53.432
og den tilbøjelighed, som jeg snakker om

00:03:53.432 --> 00:03:54.870
virker på denne måde:

00:03:54.870 --> 00:03:57.105
Konfronter nogen med det faktum,

00:03:57.105 --> 00:03:58.652
at de vil dø,

00:03:58.652 --> 00:04:01.685
og de vil tro på næsten hvilken som helst historie,

00:04:01.685 --> 00:04:03.543
som fortæller dem, at det ikke er sandt,

00:04:03.543 --> 00:04:05.957
og at de istedet kan leve for evigt,

00:04:05.957 --> 00:04:10.042
selv hvis det betyder at tage den eksistentielle elevator.

00:04:10.042 --> 00:04:14.470
Nu kan vi se dette som den største tilbøjelighed af alle.

00:04:14.470 --> 00:04:17.345
Det er blevet demonstreret i over 400

00:04:17.345 --> 00:04:19.026
empiriske studier,

00:04:19.026 --> 00:04:21.535
Disse studier er opfindsomme, men de er simple.

00:04:21.535 --> 00:04:23.470
De virker således.

00:04:23.470 --> 00:04:24.960
Du tager to grupper af mennesker,

00:04:24.960 --> 00:04:27.743
som er ens i alle relevante aspekter,

00:04:27.743 --> 00:04:30.432
og du minder en gruppe om, at de vil dø,

00:04:30.432 --> 00:04:33.061
men ikke den anden, og så sammenligner du deres opførsel.

00:04:33.061 --> 00:04:36.934
Så du observerer, hvordan det påvirker adfærd

00:04:36.934 --> 00:04:40.688
når folk bliver opmærksomme på deres dødelighed.

00:04:40.688 --> 00:04:43.600
Og hver gang får du det samme resultat:

00:04:43.600 --> 00:04:46.687
Folk som er gjort opmærksomme på deres dødelighed

00:04:46.687 --> 00:04:48.698
er mere villige til at tro på historier,

00:04:48.698 --> 00:04:50.561
som fortæller dem, at de kan undslippe døden

00:04:50.561 --> 00:04:52.333
og leve for evigt.

00:04:52.333 --> 00:04:54.622
Så her er et eksempel: Et nyligt studie

00:04:54.622 --> 00:04:57.392
tog to grupper af agnostikere,

00:04:57.392 --> 00:04:58.988
det er folk, som er i tvivl

00:04:58.988 --> 00:05:01.503
om deres religiøse overbevisning.

00:05:01.503 --> 00:05:05.087
En gruppe blev bedt om at tænke på at være død.

00:05:05.087 --> 00:05:06.732
Den anden gruppe blev bedt om at tænke på

00:05:06.732 --> 00:05:08.565
at være ensom.

00:05:08.565 --> 00:05:11.381
De blev så spurgt igen om deres religiøse overbevisning.

00:05:11.381 --> 00:05:14.245
De som var blevet bedt om at tænke på at være død

00:05:14.245 --> 00:05:17.818
var bagefter dobbelt så sandsynlige til at udtrykke tro

00:05:17.818 --> 00:05:19.478
på Gud og Jesus.

00:05:19.478 --> 00:05:21.256
Dobbelt så sandsynlige.

00:05:21.256 --> 00:05:23.964
Selvom de før var lige agnostiske.

00:05:23.964 --> 00:05:25.725
Men indsæt frygten for døden i deres bevisthed

00:05:25.725 --> 00:05:29.584
og de løber til Jesus.

NOTE Paragraph

00:05:29.584 --> 00:05:33.096
Dette viser, at minde folk om døden

00:05:33.111 --> 00:05:36.341
påvirker dem til at tro, uden hensyn til beviser,

00:05:36.341 --> 00:05:38.366
og det virker ikke bare for religion,

00:05:38.366 --> 00:05:40.603
men for et hvilket som helst trossystem,

00:05:40.603 --> 00:05:44.063
som lover udødelighed i en eller anden form,

00:05:44.063 --> 00:05:45.868
hvad enten det er at blive berømt,

00:05:45.868 --> 00:05:47.282
have børn,

00:05:47.282 --> 00:05:48.629
eller sågar nationalisme,

00:05:48.629 --> 00:05:51.902
som lover, at du kan leve videre som en del af det store hele.

00:05:51.902 --> 00:05:53.833
Dette er en tilbøjelighed, som har formet

00:05:53.833 --> 00:05:57.172
retningen af mennesket historie.

NOTE Paragraph

00:05:57.172 --> 00:05:59.439
Teorien bag denne tilbøjelighed

00:05:59.439 --> 00:06:01.176
i de over 400 studier

00:06:01.176 --> 00:06:03.305
hedder terror management teori,

00:06:03.305 --> 00:06:05.655
og ideen er simpel. Bare dette.

00:06:05.655 --> 00:06:08.204
Vi udvikler vores verdenssyn,

00:06:08.204 --> 00:06:10.361
hvilket er, historierne vi fortæller os selv

00:06:10.361 --> 00:06:13.097
om verdenen og vores plads i den

00:06:13.097 --> 00:06:15.379
for at hjælpe os med at styre

00:06:15.379 --> 00:06:18.293
frygten for døden.

00:06:18.293 --> 00:06:20.092
Og disse udødelighedshistorier

00:06:20.092 --> 00:06:23.089
har tusindvis af forskellige manifestationer,

00:06:23.089 --> 00:06:26.673
men jeg tror at bag den umiddelbare variation,

00:06:26.673 --> 00:06:29.372
er der faktisk kun fire grundlæggende former,

00:06:29.372 --> 00:06:32.883
som disse udødelighedshistorier kan tage.

00:06:32.883 --> 00:06:34.688
Og vi kan se dem gentage sig selv

00:06:34.688 --> 00:06:37.858
gennem historien, med kun små forskelle

00:06:37.858 --> 00:06:40.623
for at reflektere samtidens ordforråd.

00:06:40.623 --> 00:06:43.131
Nu vil jeg kort introducere disse fire

00:06:43.131 --> 00:06:45.384
grundlæggende former af udødelighedshistorier,

00:06:45.384 --> 00:06:46.954
og jeg vil prøve på at give jer en følelse

00:06:46.954 --> 00:06:49.267
af måden, hvorpå de er genfortalt af hver kultur

00:06:49.267 --> 00:06:51.034
eller generation

00:06:51.034 --> 00:06:53.206
ved hjælp af datidens ordforråd.

NOTE Paragraph

00:06:53.206 --> 00:06:55.845
Den første historie er den mest simple.

00:06:55.845 --> 00:06:57.998
Vi vil bare undgå døden,

00:06:57.998 --> 00:07:00.423
og drømmen om at gøre det i denne krop,

00:07:00.423 --> 00:07:01.783
i denne verden, for evigt,

00:07:01.783 --> 00:07:05.074
er den første og mest simple form af udødelighedshistorie,

00:07:05.074 --> 00:07:07.533
og det lyder måske umiddelbart usandsynligt,

00:07:07.533 --> 00:07:11.514
men faktisk har næsten alle kulturer i menneskets historie

00:07:11.514 --> 00:07:13.576
haft en myte eller legende

00:07:13.576 --> 00:07:16.337
om en livseliksir eller en ungdommens kilde,

00:07:16.337 --> 00:07:19.316
eller noget som lover at holde os i live

00:07:19.316 --> 00:07:22.453
for evigt.

00:07:22.453 --> 00:07:24.046
Antikkens Egypten havde sådanne myter,

00:07:24.046 --> 00:07:26.414
antikkens Babylon og antikkens Indien.

00:07:26.414 --> 00:07:29.266
Gennem europæisk historie finder vi dem i alkymisternes arbejde,

00:07:29.266 --> 00:07:32.060
og vi tror selvfølgelig stadig på det i dag,

00:07:32.060 --> 00:07:34.623
hvis vi blot fortæller historien ved hjælp af

00:07:34.623 --> 00:07:36.279
videnskabens ordforråd.

00:07:36.279 --> 00:07:37.885
For 100 år siden

00:07:37.885 --> 00:07:39.704
var hormoner lige blevet opdaget,

00:07:39.704 --> 00:07:41.356
og folk håbede at hormonbehandlinger

00:07:41.356 --> 00:07:44.055
ville kurere alderdom og sygdom,

00:07:44.055 --> 00:07:46.908
og nu sætter vi i stedet vores lid til stamceller,

00:07:46.908 --> 00:07:49.203
genteknologi og nanoteknologi.

00:07:49.203 --> 00:07:53.161
Men ideen om at videnskab kan kurere døden

00:07:53.161 --> 00:07:55.502
er blot endnu et kapitel i historien

00:07:55.502 --> 00:07:57.735
om den magiske livseliksir,

00:07:57.735 --> 00:08:02.171
en historie lige så gammel som civilisationen.

00:08:02.171 --> 00:08:04.951
Men at satse alt på ideen om at finde den eliksir

00:08:04.951 --> 00:08:06.354
og forblive i live for evigt

00:08:06.354 --> 00:08:08.155
er en risikabel strategi.

00:08:08.155 --> 00:08:10.395
Når vi ser tilbage igennem historien

00:08:10.395 --> 00:08:13.179
om alle dem, som har søgt efter en eliksir i fortiden,

00:08:13.179 --> 00:08:15.008
er den ene ting de nu har tilfælles,

00:08:15.008 --> 00:08:17.638
at de alle er døde.

NOTE Paragraph

00:08:17.638 --> 00:08:21.376
Så vi har brug for en backup plan, og præcis denne form for plan B

00:08:21.376 --> 00:08:24.947
er hvad den anden form af udødelighedshistorien tilbyder,

00:08:24.947 --> 00:08:26.702
og det er genopstandelse.

00:08:26.702 --> 00:08:29.076
Og den bliver ved ideen om, at jeg er denne krop,

00:08:29.076 --> 00:08:31.051
jeg er denne fysiske organisme.

00:08:31.051 --> 00:08:33.219
Den accepterer, at jeg vil dø,

00:08:33.219 --> 00:08:34.593
men siger på trods af det,

00:08:34.593 --> 00:08:37.096
kan jeg genopstå, og jeg kan leve igen.

00:08:37.096 --> 00:08:39.714
Med andre ord. Jeg kan gøre, hvad Jesus gjorde,

00:08:39.714 --> 00:08:41.759
Jesus døde, men han var tre dage i gravkammeret.

00:08:41.759 --> 00:08:44.870
og så genopstod han og levede igen.

00:08:44.870 --> 00:08:47.989
Og ideen om at vi kan genopstå og leve igen

00:08:47.989 --> 00:08:50.277
er ortodoks tro, ikke bare for kristne,

00:08:50.277 --> 00:08:52.980
men også for jøder og muslimer.

00:08:52.980 --> 00:08:55.144
Men vores ønske om at tro på denne historie

00:08:55.144 --> 00:08:57.154
er så dybt forankret,

00:08:57.154 --> 00:08:59.252
at vi genopfinder den igen

00:08:59.252 --> 00:09:00.744
for den videnskabelige tidsalder,

00:09:00.744 --> 00:09:03.567
for eksempel med ideen om kryonik.

00:09:03.567 --> 00:09:05.157
Det er ideen om, at når du dør,

00:09:05.157 --> 00:09:07.156
kan du få dig selv froset ned

00:09:07.156 --> 00:09:09.545
og så på et tidspunkt, når teknologien

00:09:09.545 --> 00:09:10.756
er udviklet tilstrækkeligt,

00:09:10.756 --> 00:09:12.876
kan du blive tøet op, repareret og genoplivet

00:09:12.876 --> 00:09:14.165
og således genopstå.

00:09:14.165 --> 00:09:17.013
Så nogle mennesker tror på, at en almægtig gud

00:09:17.013 --> 00:09:18.892
vil genoplive dem igen,

00:09:18.892 --> 00:09:23.035
og andre folk tror, at an almægtig forsker vil gøre det.

NOTE Paragraph

00:09:23.035 --> 00:09:25.749
Men for andre er hele ideen om genoplivelse,

00:09:25.749 --> 00:09:27.752
at stå op af graven,

00:09:27.752 --> 00:09:30.471
bare for meget som en dårlig zombie film.

00:09:30.471 --> 00:09:33.262
De synes, at kroppen er for besværlig, for upålidelig

00:09:33.262 --> 00:09:35.410
til at garantere evigt liv,

00:09:35.410 --> 00:09:38.501
og derfor har de sat deres lid til en tredje

00:09:38.501 --> 00:09:40.618
mere spirituel udødelighedshistorie,

00:09:40.618 --> 00:09:42.954
ideen om at vi kan forlade vores kroppe

00:09:42.954 --> 00:09:45.251
og leve videre som en sjæl.

00:09:45.251 --> 00:09:47.240
Hovedparten af menneskene på jorden

00:09:47.240 --> 00:09:49.013
tror, at de har en sjæl,

00:09:49.013 --> 00:09:51.423
og ideen er central i mange religioner.

00:09:51.423 --> 00:09:53.737
Men selv i dens nuværende form,

00:09:53.737 --> 00:09:55.652
i dens traditionelle form,

00:09:55.652 --> 00:09:57.815
er ideen om sjælen stadig enorm populær,

00:09:57.815 --> 00:09:59.247
genopfinder vi den ikke desto mindre

00:09:59.247 --> 00:10:01.471
igen i forbindelse med den digitale tidsalder,

00:10:01.471 --> 00:10:02.948
for eksempel med ideen om,

00:10:02.948 --> 00:10:04.938
at du kan forlade din krop

00:10:04.938 --> 00:10:07.184
ved at uploade dit sind, din essens,

00:10:07.184 --> 00:10:09.140
dit sande dig, ind i en computer

00:10:09.140 --> 00:10:13.752
og således leve videre som et avatar i æteren.

NOTE Paragraph

00:10:13.752 --> 00:10:15.775
Men der er selvfølgelig skeptikere, som siger,

00:10:15.775 --> 00:10:17.619
at hvis vi ser på det videnskabelige bevis,

00:10:17.619 --> 00:10:19.263
især neurovidenskab,

00:10:19.263 --> 00:10:21.092
tyder det på at dit sind,

00:10:21.092 --> 00:10:22.672
din essens, dit sande dig,

00:10:22.672 --> 00:10:25.085
i høj grad er afhængig af en speciel del

00:10:25.085 --> 00:10:27.306
af din krop, dvs. din hjerne.

00:10:27.306 --> 00:10:29.827
Og sådanne skeptikere kan finde trøst

00:10:29.827 --> 00:10:32.085
i den fjerde udødelighedshistorie,

00:10:32.085 --> 00:10:34.442
og det er eftermæle,

00:10:34.442 --> 00:10:35.922
ideen om at du kan leve videre

00:10:35.922 --> 00:10:38.173
igennem det ekko, som du efterlader i verdenen,

00:10:38.173 --> 00:10:40.522
ligesom den store græske kriger Achilleus,

00:10:40.522 --> 00:10:43.151
som ofrede sit liv i kampen om Troja,

00:10:43.151 --> 00:10:46.204
så han kunne vinde uddødelig berømmelse.

00:10:46.204 --> 00:10:48.470
Og jagten på berømmelse er så udbredt

00:10:48.470 --> 00:10:50.611
og populært nu som nogensinde før,

00:10:50.611 --> 00:10:52.190
og i vores digitale tidsalder

00:10:52.190 --> 00:10:53.718
er det endnu nemmere at opnå.

00:10:53.718 --> 00:10:56.042
Du har ikke brug for at være en stor kriger som Achilleus,

00:10:56.042 --> 00:10:57.735
en stor konge eller helt.

00:10:57.735 --> 00:11:02.558
Alt du har brug for er en internetforbindelse og en sjov kat. (Latter)

00:11:02.558 --> 00:11:05.021
Men nogle folk foretrækker at efterlade et mere håndgribeligt,

00:11:05.021 --> 00:11:07.865
biologisk eftermæle -- børn for eksempel.

00:11:07.865 --> 00:11:10.141
De synes godt om, de håber på, at leve

00:11:10.141 --> 00:11:11.858
videre som en del af det større hele,

00:11:11.858 --> 00:11:14.307
en nation, en familie eller en stamme,

00:11:14.307 --> 00:11:16.773
deres genpulje.

00:11:16.773 --> 00:11:18.286
Men igen er der skeptikere,

00:11:18.286 --> 00:11:19.999
som tvivler på, hvorvidt eftermæle

00:11:19.999 --> 00:11:21.974
virkelig er udødelighed.

00:11:21.974 --> 00:11:24.051
For eksempel har Woody Allen sagt,

00:11:24.051 --> 00:11:26.547
"Jeg vil ikke leve videre i hjertet af mine landsmænd.

00:11:26.547 --> 00:11:28.744
Jeg vil leve videre i min lejlighed."

NOTE Paragraph

00:11:28.744 --> 00:11:30.511
Så det er de fire

00:11:30.511 --> 00:11:32.694
grundlæggende former af udødelighedshistorier,

00:11:32.694 --> 00:11:34.336
og jeg har prøvet på at give en ide af,

00:11:34.336 --> 00:11:36.629
hvordan de er genfortalt af hver generation

00:11:36.629 --> 00:11:38.216
med blot små afvigelser

00:11:38.216 --> 00:11:40.521
for at passe til dagens trend.

00:11:40.521 --> 00:11:44.010
Og den kendsgerning at de vender tilbage på denne måde,

00:11:44.010 --> 00:11:46.998
i så ens form, men i så forskellige trossystemer,

00:11:46.998 --> 00:11:48.576
antyder, tror jeg,

00:11:48.576 --> 00:11:50.978
at vi burde være skeptiske på sandheden

00:11:50.978 --> 00:11:54.739
i nogen bestemt version af disse historier.

00:11:54.739 --> 00:11:56.850
Det faktum at nogle tror,

00:11:56.850 --> 00:11:59.515
at en almægtig gud vil genoplive dem,

00:11:59.515 --> 00:12:03.216
og andre tror, at en almægtig forsker vil gøre det,

00:12:03.216 --> 00:12:06.254
antyder at ingen af dem virkelig tror på dette

00:12:06.254 --> 00:12:08.924
på grundlag af bevisets styrke.

00:12:08.924 --> 00:12:11.350
Vi tror snarere på disse historier,

00:12:11.350 --> 00:12:13.333
fordi vi har en tilbøjelighed til at tro på dem,

00:12:13.333 --> 00:12:15.161
og vi har en tilbøjelighed til at tro på dem,

00:12:15.161 --> 00:12:19.431
fordi vi er så bange for døden.

NOTE Paragraph

00:12:19.431 --> 00:12:21.486
Så spørgsmålet er,

00:12:21.486 --> 00:12:24.958
er vi dømt til, at leve det ene liv vi har

00:12:24.958 --> 00:12:28.651
på en måde, som er formet af frygt og benægtelse,

00:12:28.651 --> 00:12:31.726
eller kan vi overvinde denne tilbøjelighed?

00:12:31.726 --> 00:12:34.193
Tja, den græske filosof Epikur

00:12:34.193 --> 00:12:35.921
troede, at vi kunne.

00:12:35.921 --> 00:12:39.469
Han argumenterede for, at frygten for at dø er naturlig,

00:12:39.469 --> 00:12:41.884
men den er ikke rationel.

00:12:41.884 --> 00:12:44.542
"Døden," sagde han, "er ligegyldig for os,

00:12:44.542 --> 00:12:47.392
for når vi er her, er døden ikke,

00:12:47.392 --> 00:12:51.145
og når døden er, er vi væk."

00:12:51.145 --> 00:12:52.943
Dette er ofte citeret, men det er svært

00:12:52.943 --> 00:12:55.265
virkeligt at forstå, virkeligt at internalisere,

00:12:55.265 --> 00:12:57.428
for præcist denne ide om at være væk,

00:12:57.428 --> 00:12:59.567
er så svær at forestille sig.

00:12:59.567 --> 00:13:01.798
Så 2000 år senere sagde, en anden filosof,

00:13:01.798 --> 00:13:05.255
Ludwig Wittgenstein, det på denne måde:

00:13:05.255 --> 00:13:08.199
"Døden er ikke en begivenhed i livet:

00:13:08.199 --> 00:13:11.841
Vi oplever ikke døden,.

00:13:11.841 --> 00:13:13.035
Og derfor," tilføjede han,

00:13:13.035 --> 00:13:15.970
"i denne forstand, har livet ikke nogen ende."

NOTE Paragraph

00:13:15.970 --> 00:13:19.146
Så det var naturligt for mig som barn,

00:13:19.146 --> 00:13:21.513
at frygte at blive slugt af tomrummet,

00:13:21.513 --> 00:13:23.392
men det var ikke rationelt,

00:13:23.392 --> 00:13:25.377
fordi at blive slugt af tomrummet

00:13:25.377 --> 00:13:27.455
er ikke noget, som nogen af os

00:13:27.455 --> 00:13:30.725
nogensinde vil opleve.

NOTE Paragraph

00:13:30.725 --> 00:13:33.254
At overvinde denne tilbøjelighed er ikke nemt,

00:13:33.254 --> 00:13:36.213
fordi frygten for døden er så dybt forankret i os,

00:13:36.213 --> 00:13:40.695
men når vi ser, at frygten i sig selv ikke er rationel,

00:13:40.695 --> 00:13:42.825
og når vi fremlægger de måder,

00:13:42.825 --> 00:13:45.523
hvorpå det ubevidst kan påvirke os,

00:13:45.523 --> 00:13:47.374
så kan vi i det mindste begynde

00:13:47.374 --> 00:13:50.008
at prøve på at minimere den indflydelse, som det

00:13:50.008 --> 00:13:51.891
har på vores liv.

NOTE Paragraph

00:13:51.891 --> 00:13:54.709
Jeg mener, at det hjælper at se livet,

00:13:54.709 --> 00:13:56.553
som værende en bog:

00:13:56.553 --> 00:13:59.021
Ligesom en bog er indbundet af dets omslag,

00:13:59.021 --> 00:14:00.298
fra start til slut,

00:14:00.298 --> 00:14:04.036
ligeledes er vores liv indbundet af fødsel og død,

00:14:04.036 --> 00:14:07.551
og selvom en bog er begrænset af begyndelse og slutning,

00:14:07.551 --> 00:14:09.687
kan den spænde over fjerne landskaber,

00:14:09.687 --> 00:14:12.917
eksotiske figurer og fantastiske eventyr.

00:14:12.917 --> 00:14:16.266
Og selv om en bog er begrænset af begyndelse og slutning,

00:14:16.266 --> 00:14:18.089
kender karakterene i den

00:14:18.089 --> 00:14:20.931
ikke til nogen horisonter.

00:14:20.931 --> 00:14:24.088
De kender kun til de øjeblikke, som udgør deres historie,

00:14:24.088 --> 00:14:27.028
selv når bogen er lukket.

00:14:27.028 --> 00:14:29.164
Og således er karaktererne i en bog

00:14:29.164 --> 00:14:32.646
ikke bange for at nå den sidste side.

00:14:32.646 --> 00:14:34.924
Long John Silver er ikke bange for, at du

00:14:34.924 --> 00:14:37.759
bliver færdig med at læse "Skatteøen."

00:14:37.759 --> 00:14:39.459
Og ligeledes burde det være med os.

00:14:39.459 --> 00:14:41.603
Forestil dig bogen om dit liv,

00:14:41.603 --> 00:14:44.387
dets omslag, dets begyndelse og slutning, din fødsel og din død.

00:14:44.387 --> 00:14:46.564
Du kan kun kende øjeblikkene imellem,

00:14:46.564 --> 00:14:48.499
øjeblikkene som udgør dit liv.

00:14:48.499 --> 00:14:50.446
Det giver ikke mening for dig at frygte,

00:14:50.446 --> 00:14:52.536
hvad der ligger udenfor omslaget,

00:14:52.536 --> 00:14:54.006
hverken før din fødsel

00:14:54.006 --> 00:14:55.982
eller efter din død.

00:14:55.982 --> 00:14:58.511
Og du har ingen grund til at frygte, hvor lang bogen er,

00:14:58.511 --> 00:15:01.984
eller om det en en tegneserie eller et epos.

00:15:01.984 --> 00:15:03.526
Det eneste som betyder noget er,

00:15:03.526 --> 00:15:07.024
at du gør det til en god historie.

NOTE Paragraph

00:15:07.024 --> 00:15:09.244
Tak.

NOTE Paragraph

00:15:09.244 --> 00:15:13.429
(Bifald)