En midlertidig tatovering som bringer hospitalspleje til hjemmet

Hvad hvis læger kunne overvåge patienter som var derhjemme med den samme grad af præcision, som de ville få på et hospital? Bioelektronisk innovatør, Todd Coleman, deler sin stræben mod at udvikle praktiske, fleksible, elektroniske, sundhedsovervågende plastre som potientielt kan revolutionere sundhedsplejen og gøre medicin mindre indtrængende.

Mød Jane.

Hun går igennem en
risikabel graviditet.

Indenfor 24 uger,

vil hun ligge i en hospitalsseng,

og blive overvåget på grund af hendes
præmature veer.

Hun ser ikke særlig glad ud.

Det er blandt andet fordi,
det kræver teknikere og eksperter,

at påføre disse klodsede bælter på hende,
som skal overvåge hendes livmoderveer.

En anden grund til, at Jane ikke er så glad,
er fordi hun er bekymret.

Hun er især bekymret for,
hvad der sker

efter hendes 10-dages hvileophold
i hospitalssengen.

Hvad vil der ske, når hun kommer hjem?

Hvis det skulle ske at hun fødte før tid,
ville det være katastofalt.

Som en afroamerikansk kvinde

er hun dobbelt så modtagelig overfor
at føde for tidligt

eller føde et dødfødt barn.

Så Jane har egentlig
én ud af to muligheder:

hun kan blive på hospitalet,

som en slave til teknologien
indtil hun føder,

og så bruge resten af hendes liv på
at betale regningen;

eller også kan hun tage hjem efter hendes
10-dages ophold og håbe på det bedste.

Ingen af disse to muligheder
virker tiltalende.

Mens jeg begyndte
at tænke på disse historier

og høre om lignende historier,

så begyndte jeg
at spørge mig selv og overveje:

Er der et alternativ?

Er der en måde hvorpå vi kan
udnytte fordelene ved overvågning i hi-fi,

som vi får hos vores
pålidelige partnere på hospitalet,

mens en er derhjemme,
hvor de lever et hverdagsliv?

Med dét i tankerne,

opfordrede jeg folk i min forskergruppe

til at gå sammen med nogle
kloge videnskabsfolk,

og vi mødtes og udvekslede idéer.

Og efter en lang proces,

kom vi på en idé om

et bærbart system, man måske
kunne have på som et smykke

eller som man kunne have på
som et plaster.

Og efter mange prøver,
modgang og års anstrengelse,

var vi i stand til at komme frem med
den her fleksible elektroniske lap,

som var fremstillet ved den samme proces,

som man bruger til at bygge computerchips,

bortset fra at elektronikken
er overført fra en halvleder wafer

hen til et fleksibelt materiale
som bruger menneskekroppen som brugerflade.

Disse systemer er omkring lige så
tynde som et menneskehår.

De kan måle de typer
informationer, vi ønsker,

ting som:

kropslig bevægelse,

kropstemperatur,

kroppens elektriske rytmer

og så videre.

Vi kan også konstruere disse systemer,

så de er i stand til at
integrere energikilder,

og er i stand til at udføre
trådløse overførelser.

Så da vi begyndte at bygge
disse typer af systemer,

begyndte vi at teste dem på os selv
i vores forskningsgrupper.

Udover det, begyndte vi at kontakte
nogle af vores kliniske partnere

i San Diego,

og testede dem på forskellige patienter
under forskellige kliniske tilstande

inklusiv højgravide som Jane.

Her er et billede af en gravid kvinde med
fødselsveer på vores universitetshospital,

der bliver overvåget for hendes veer
med det almindelige bælte.

Ud over det,

er vores fleksible elektroniske
lapper der.

Dette billede demonstrerer bølgeformer
hos fosterets hjerterytme,

hvor de røde korresponderer
til hvad der var opnået

med det almindelige bælte,

og hvor de blå korresponderer
til vores vurdering

ved brug af vores fleksible
elektroniske systemer og vores algoritmer.

På dette tidspunkt

gav vi os selv et mentalt high-five.

Nogle af de ting vi havde forestillet os
var ved at blive virkelige,

og vi kunne faktisk se dette
i en klinisk sammenhæng.

Men der var stadig et problem.

Problemet var at den måde vi
havde konstrueret disse systemer på

var meget ineffektiv,

gav lavt udbytte

og havde tit fejl.

Ud over det,

da vi snakkede med nogle
sygeplejersker på hospitalet,

opfordrede de os til at sikre os,

at vores elektronik virkede med
de typiske medicinske klæbestoffer,

der bliver brugt på hospitaler.

Vi fik en åbenbaring og sagde,
"Vent et øjeblik.

I stedet for kun at få dem til
at virke med klæbestoffer,

burde vi integrere dem
ind i klæbestofferne,

og det kunne løse
vores produktionsproblem."

Det billede, du ser her,

er vores evne til at indkapsle disse
censorer ind i et stykke tape

ved blot at pille dem af en wafer.

Igangværende arbejde i vores
forskergruppe gør det muligt for os,

at indkapsle integrerede
kredsløb ind i de fleksible klæbestoffer

og få dem til at gøre ting som
at forstærke signaler og digitalisere dem,

forarbejde dem

og kode dem til trådløs overførelse.

Alt dette integreret i de
samme medicinske klæbestoffer,

som bliver brugt på hospitaler.

Så da vi nåede til dette punkt,

havde vi nogle andre udfordringer

fra både et ingeniørmæssigt
og anvendeligheds perspektiv,

vi skulle være sikre på
at produktet kunne bruges i praksis.

I mange digitale sundhedsdiskussioner,

troede folk på at det var
muligt at digitalisere dataet,

overføre den trådløst,

sende det til skyen,

og i skyen

kan vi uddrage meningsfuld
information til fortolkning.

Og ja, man kan gøre alt det,

hvis du ikke er bekymret om nogle
af energiudfordringerne.

Tænk på Jane et øjeblik.

Hun bor ikke i Palo Alto,

og heller ikke i Beverly Hills.

Det betyder,

vi må være bevidst omkring hendes
data-plan og hvor meget det ville koste

for hende at sende sine data ud uafbrudt.

Der er en anden udfordring,

som ikke alle i den medicinske
branche nyder at tale om.

Og det er, at Jane ikke stoler helt på

de medicinske institutioner.

Mennesker som Jane, hendes forfædre,
har ikke haft de bedste opleveser

i hænderne på læger og hospitaler

eller forsikringsfirmaer.

Det betyder at vi må være
opmærksomme på spørgsmålet om privatliv.

Jane er måske ikke glad

for al den data,
der bliver sendt ud i skyen.

Og Jane kan ikke snydes;

hun læser nyhederne.

Hun ved, at hvis den føderale
regering kan blive hacket,

hvis Fortune 500 kan blive hacket,

så kan hendes læge også.

Og med det i tankerne,

fik vi en åbenbaring.

Vi kan ikke snyde alle hackere i verden,

men måske kan vi præsentere
dem for et mindre mål.

Hvad hvis vi faktisk kunne,

istedet for at have de algoritmer,
som laver data-fortolkningen

i skyen,

hvad hvis vi har alle de algoritmer
i de små integrerede kredsløb

som sidder i klæbestofferne?

Og når vi så integrerer
de her ting sammen,

betyder det, at vi nu kan begynde
at tænke på fremtiden,

hvor mennsker som Jane stadig
kan leve et normalt liv,

hun kan blive overvåget,

det kan gøres på en måde hvor hun
ikke behøver at få et andet arbejde

for at betale
hendes data-plan,

og vi kan også belyse nogle af hendes
bekymringer omkring hendes privatliv.

Så på dette tidspunkt,

har vi det godt med os selv.

Vi har opnået dette,

vi er begyndt, at belyse nogle af
disse spørgsmål om privatliv,

og vi føler, at dét kapital
egentligt er slut nu.

Alle levede lykkeligt til
deres dages ende, ikke?

Nu ikke så hurtigt.

(Latter)

En ting, vi bliver nødt til at huske,
og som jeg nævnte tidligere,

er, at Jane ikke stoler helt på
de medicinske organisationer.

Vi må huske på,

at der er en stigende sundhedsulighed,

og at der er ulighed i forhold
til ordentlig pleje og behandling.

Og hvad det betyder er
at dette simple billede

af Jane og hendes data --

selv hvis hun er tryg ved at hendes data
bliver overført trådsløst til skyen

og lade en læge gribe ind
hvis nødvendigt --

ikke er hele historien.

Så det, vi begynder at gøre, er,

at tænke på måder til at have
betroede parter som mellemmænd

mellem folk som Jane og hendes
sundhedsplejeleverandører.

For eksempel er vi begyndt
at samarbejde med kirker

og tænke på sygeplejersker
som er kirkemedlemmer,

som kommer fra et betroet lokalsamfund,

som patientvejledere og sundhedscoaches
for folk som Jane.

En anden ting, vi er i gang med, er,

at forsikringsfirmaer, i stigende grad,

er tiltrukket af nogle af disse idéer.

De er i stigende grad ved at opdage,

at det måske er bedre
at betale én dollar nu

for en praktisk anordning og
en sundhedscoach,

i stedet for at betale 10 dollar senere,

når det barn er født for tidligt,

og ender i neonatale intense
plejeafdeling --

en af de dyreste afdelinger
på et hospital.

Dette har været en lang,
lærerig process for os.

Denne gentagende process af
at bryde igennem og angribe et problem

og ikke at føle sig helt tryg,

og at identificere det næste problem,

har hjulpet os på vejen mod

faktisk ikke kun at innovere
med denne teknologi,

men også at være sikker på,
at den bruges af dem, som behøver den.

En anden ting,
vi har lært fra denne process,

som er meget ydmygende,

er, at efterhånden som teknologi
udvikler sig drastigt,

må vi huske på, at det er mennesker,
som bruger denne teknologi,

og vi må være opmærksomme på

at disse mennesker --
de har et ansigt,

de har et navn

og et liv.

Og i Janes tilfælde,

forhåbentligt to.

Tak.

(Bifald)