Mød Jane. Hun går igennem en risikabel graviditet. Indenfor 24 uger, vil hun ligge i en hospitalsseng, og blive overvåget på grund af hendes præmature veer. Hun ser ikke særlig glad ud. Det er blandt andet fordi, det kræver teknikere og eksperter, at påføre disse klodsede bælter på hende, som skal overvåge hendes livmoderveer. En anden grund til, at Jane ikke er så glad, er fordi hun er bekymret. Hun er især bekymret for, hvad der sker efter hendes 10-dages hvileophold i hospitalssengen. Hvad vil der ske, når hun kommer hjem? Hvis det skulle ske at hun fødte før tid, ville det være katastofalt. Som en afroamerikansk kvinde er hun dobbelt så modtagelig overfor at føde for tidligt eller føde et dødfødt barn. Så Jane har egentlig én ud af to muligheder: hun kan blive på hospitalet, som en slave til teknologien indtil hun føder, og så bruge resten af hendes liv på at betale regningen; eller også kan hun tage hjem efter hendes 10-dages ophold og håbe på det bedste. Ingen af disse to muligheder virker tiltalende. Mens jeg begyndte at tænke på disse historier og høre om lignende historier, så begyndte jeg at spørge mig selv og overveje: Er der et alternativ? Er der en måde hvorpå vi kan udnytte fordelene ved overvågning i hi-fi, som vi får hos vores pålidelige partnere på hospitalet, mens en er derhjemme, hvor de lever et hverdagsliv? Med dét i tankerne, opfordrede jeg folk i min forskergruppe til at gå sammen med nogle kloge videnskabsfolk, og vi mødtes og udvekslede idéer. Og efter en lang proces, kom vi på en idé om et bærbart system, man måske kunne have på som et smykke eller som man kunne have på som et plaster. Og efter mange prøver, modgang og års anstrengelse, var vi i stand til at komme frem med den her fleksible elektroniske lap, som var fremstillet ved den samme proces, som man bruger til at bygge computerchips, bortset fra at elektronikken er overført fra en halvleder wafer hen til et fleksibelt materiale som bruger menneskekroppen som brugerflade. Disse systemer er omkring lige så tynde som et menneskehår. De kan måle de typer informationer, vi ønsker, ting som: kropslig bevægelse, kropstemperatur, kroppens elektriske rytmer og så videre. Vi kan også konstruere disse systemer, så de er i stand til at integrere energikilder, og er i stand til at udføre trådløse overførelser. Så da vi begyndte at bygge disse typer af systemer, begyndte vi at teste dem på os selv i vores forskningsgrupper. Udover det, begyndte vi at kontakte nogle af vores kliniske partnere i San Diego, og testede dem på forskellige patienter under forskellige kliniske tilstande inklusiv højgravide som Jane. Her er et billede af en gravid kvinde med fødselsveer på vores universitetshospital, der bliver overvåget for hendes veer med det almindelige bælte. Ud over det, er vores fleksible elektroniske lapper der. Dette billede demonstrerer bølgeformer hos fosterets hjerterytme, hvor de røde korresponderer til hvad der var opnået med det almindelige bælte, og hvor de blå korresponderer til vores vurdering ved brug af vores fleksible elektroniske systemer og vores algoritmer. På dette tidspunkt gav vi os selv et mentalt high-five. Nogle af de ting vi havde forestillet os var ved at blive virkelige, og vi kunne faktisk se dette i en klinisk sammenhæng. Men der var stadig et problem. Problemet var at den måde vi havde konstrueret disse systemer på var meget ineffektiv, gav lavt udbytte og havde tit fejl. Ud over det, da vi snakkede med nogle sygeplejersker på hospitalet, opfordrede de os til at sikre os, at vores elektronik virkede med de typiske medicinske klæbestoffer, der bliver brugt på hospitaler. Vi fik en åbenbaring og sagde, "Vent et øjeblik. I stedet for kun at få dem til at virke med klæbestoffer, burde vi integrere dem ind i klæbestofferne, og det kunne løse vores produktionsproblem." Det billede, du ser her, er vores evne til at indkapsle disse censorer ind i et stykke tape ved blot at pille dem af en wafer. Igangværende arbejde i vores forskergruppe gør det muligt for os, at indkapsle integrerede kredsløb ind i de fleksible klæbestoffer og få dem til at gøre ting som at forstærke signaler og digitalisere dem, forarbejde dem og kode dem til trådløs overførelse. Alt dette integreret i de samme medicinske klæbestoffer, som bliver brugt på hospitaler. Så da vi nåede til dette punkt, havde vi nogle andre udfordringer fra både et ingeniørmæssigt og anvendeligheds perspektiv, vi skulle være sikre på at produktet kunne bruges i praksis. I mange digitale sundhedsdiskussioner, troede folk på at det var muligt at digitalisere dataet, overføre den trådløst, sende det til skyen, og i skyen kan vi uddrage meningsfuld information til fortolkning. Og ja, man kan gøre alt det, hvis du ikke er bekymret om nogle af energiudfordringerne. Tænk på Jane et øjeblik. Hun bor ikke i Palo Alto, og heller ikke i Beverly Hills. Det betyder, vi må være bevidst omkring hendes data-plan og hvor meget det ville koste for hende at sende sine data ud uafbrudt. Der er en anden udfordring, som ikke alle i den medicinske branche nyder at tale om. Og det er, at Jane ikke stoler helt på de medicinske institutioner. Mennesker som Jane, hendes forfædre, har ikke haft de bedste opleveser i hænderne på læger og hospitaler eller forsikringsfirmaer. Det betyder at vi må være opmærksomme på spørgsmålet om privatliv. Jane er måske ikke glad for al den data, der bliver sendt ud i skyen. Og Jane kan ikke snydes; hun læser nyhederne. Hun ved, at hvis den føderale regering kan blive hacket, hvis Fortune 500 kan blive hacket, så kan hendes læge også. Og med det i tankerne, fik vi en åbenbaring. Vi kan ikke snyde alle hackere i verden, men måske kan vi præsentere dem for et mindre mål. Hvad hvis vi faktisk kunne, istedet for at have de algoritmer, som laver data-fortolkningen i skyen, hvad hvis vi har alle de algoritmer i de små integrerede kredsløb som sidder i klæbestofferne? Og når vi så integrerer de her ting sammen, betyder det, at vi nu kan begynde at tænke på fremtiden, hvor mennsker som Jane stadig kan leve et normalt liv, hun kan blive overvåget, det kan gøres på en måde hvor hun ikke behøver at få et andet arbejde for at betale hendes data-plan, og vi kan også belyse nogle af hendes bekymringer omkring hendes privatliv. Så på dette tidspunkt, har vi det godt med os selv. Vi har opnået dette, vi er begyndt, at belyse nogle af disse spørgsmål om privatliv, og vi føler, at dét kapital egentligt er slut nu. Alle levede lykkeligt til deres dages ende, ikke? Nu ikke så hurtigt. (Latter) En ting, vi bliver nødt til at huske, og som jeg nævnte tidligere, er, at Jane ikke stoler helt på de medicinske organisationer. Vi må huske på, at der er en stigende sundhedsulighed, og at der er ulighed i forhold til ordentlig pleje og behandling. Og hvad det betyder er at dette simple billede af Jane og hendes data -- selv hvis hun er tryg ved at hendes data bliver overført trådsløst til skyen og lade en læge gribe ind hvis nødvendigt -- ikke er hele historien. Så det, vi begynder at gøre, er, at tænke på måder til at have betroede parter som mellemmænd mellem folk som Jane og hendes sundhedsplejeleverandører. For eksempel er vi begyndt at samarbejde med kirker og tænke på sygeplejersker som er kirkemedlemmer, som kommer fra et betroet lokalsamfund, som patientvejledere og sundhedscoaches for folk som Jane. En anden ting, vi er i gang med, er, at forsikringsfirmaer, i stigende grad, er tiltrukket af nogle af disse idéer. De er i stigende grad ved at opdage, at det måske er bedre at betale én dollar nu for en praktisk anordning og en sundhedscoach, i stedet for at betale 10 dollar senere, når det barn er født for tidligt, og ender i neonatale intense plejeafdeling -- en af de dyreste afdelinger på et hospital. Dette har været en lang, lærerig process for os. Denne gentagende process af at bryde igennem og angribe et problem og ikke at føle sig helt tryg, og at identificere det næste problem, har hjulpet os på vejen mod faktisk ikke kun at innovere med denne teknologi, men også at være sikker på, at den bruges af dem, som behøver den. En anden ting, vi har lært fra denne process, som er meget ydmygende, er, at efterhånden som teknologi udvikler sig drastigt, må vi huske på, at det er mennesker, som bruger denne teknologi, og vi må være opmærksomme på at disse mennesker -- de har et ansigt, de har et navn og et liv. Og i Janes tilfælde, forhåbentligt to. Tak. (Bifald)