Et storslået digt om hvad det vil sige at være transseksuel

"Jeg var et anatomisk mysterium, et spørgsmål der ikke blev besvaret," fortæller digter Lee Mokobe, en TED Fellow, i hendes gribende og poetiske udforskning af identitet og overgang. Det er en tankefuld overvejelse af vores kroppe og de betydninger vi tilægger dem.

Første gang jeg ytrede en bøn var
i en katedral med glasmalerier.

Jeg knælede længe efter,
at forsamlingen var på fødderne,

dypper begge hænder i helligt vand,

slår korset for brystet,

min lille krop hængende,
som et spørgsmålstegn

over hele kirkebænken.

Jeg bad,
Jesus om at reperare mig

og da han ikke svarede

blev jeg ven med stilheden og håbede,
min synd ville brænde

og at salve min mund

ville opløses som sukker på tunge

men skam dvælede som en eftersmag.

Og i forsøget på,
at genindføre mig selv til hellighed

fortalte min mor mig om det mirakel,
som jeg var,

sagde at jeg kunne vokse op og blive lige
hvad jeg ville.

Jeg besluttede mig for

at være en dreng.

Det var sødt.

Jeg havde kasket, tandløst smil,

og skrammede knæ til at få respekt,

legede gemmeleg med,
hvad der var tilbage af mit mål,

Det var det.

Vinder af et spil,
som andre børn ikke kunne spille,

Jeg var et anatomisk mysterium,

et spørgsmål der ikke blev besvaret,

linedans mellem akavet dreng
og undskyldende pige,

og da jeg blev 12
var drengefasen ikke længere sødt.

Jeg blev mødt med nostalgiske tanter,
som savnede mine knæ i skyggen af skørter

som mindede mig om,
at min attitude ikke ville skaffe en mand,

at jeg eksiterer for et
heteroseksuelt ægteskab og fødedygtighed.

Og jeg slugte deres fornærmelser
sammen med deres nedværdigelser.

Naturligvis sprang jeg ikke ud af skabet.

Børnene på skolen åbnede det
uden min tilladelse.

Kaldte mig noget,
jeg ikke kunne genkende,

sagde "lebbe",

men jeg var mere dreng end pige,
mere Ken end Barbie.

Det havde intet at gøre med,
at hade min krop.

Jeg elsker den bare nok til at give slip,

Jeg behandler den som et hus,

og når dit hus falder sammen,

så evakuerer du ikke,

du gør det komfortabelt nok til,
at rumme alt det indre,

du gør det pænt nok til,
at få gæster på besøg,

du gør gulvbrædderne
stærke nok til at stå på.

Min mor frygter, at jeg har navngivet
mig selv efter falmende ting.

Mens hun tæller ekkoerne
efterladt af Mya Hall,

Leelah Alcorn, Blake Brockington.

Hun frygter, at jeg vil dø uden genlyd,

at jeg bliver til "sikke-en-skam" samtaler
ved busstoppestedet.

Hun hævder,
at jeg gjort mig selv til et mausoleum,

at jeg er en omvandrende kiste,

nyhedsoverskrifter har lagt
min identitet til skue

Bruce Jenner er på alles læber
mens brutaliteten af at leve in denne krop

bliver en asterisk
i bunden på ligestillingssider.

Ingen tænker nogensinde
på os som mennesker

fordi vi er mere spøgelse end kød,

fordi mennesker frygter,
at mit kønsudtryk er et trick.

at det eksisterer for
at være perverst,

at det besnærer dem uden deres samtykke,

at min krop er et fryd
for deres øjne og hænder

og når de først har drænet mig for energi,

vil de gylpe alle de dele op
de ikke kunne lide.

De vil putte mig tilbage i skabet,
hænge mig op med alle de andre skeletter.

Jeg vil være den største attraktion.

Kan du se, hvor let det er,
at snakke mennesker ned i kister,

at stave deres navne forkert på gravstene.

Og mennesker spekulerer på,
hvorfor der er drenge som rådner,

de forsvinder på gangene i skolerne,

de er bange for, blot at blive
endnu et hashtag på ingen ting

bange for at klassediskussioner
bliver ligesom dommedag

og nu omfavner modkørende trafik
flere transseksuelle børn end forældre.

Jeg spekulerer på,
hvor længe det tager

før trans-selvmordsbrevene
begynder at føle overflødige,

før vi opdager at vores kroppe
bliver lektioner om synd

lang tid før vi lærer at elske dem.

Ligesom gud ikke sparede hele sit
åndedræt og barmhjertighed,

ligesom mit blod ikke er vinen,
der skyllede over Jesus fødder.

Mine bønner sidder nu fast i min hals.

Måske er jeg endelig repareret,

måske er jeg bare ligeglad,

måske lyttede gud
endelig til mine bønner.

Tak.

(Bifald)