Hvorfor nogle folk er mere altruistiske end andre

Hvorfor udøver nogle mennesker uselviske ting, såsom at hjælpe andre, selv når de selv risikerer at stå for skud? Abigail Marsh, forsker i psykologi, studerer motivationen fra folk som udøver utrolig uselviske gerninger, som at donere en nyre til en komplet fremmed. Er deres hjerner bare anderledes?

Der er en mand derude, et eller andet sted

som ligner skuespilleren
Idris Elba en smule,

eller det gjorde han i hvert fald
for 20 år siden.

Jeg ved ikke andet om ham,

andet end at han reddede mit liv engang

ved at sætte hans eget liv i fare.

Denne man løb tværs over 4 baners
trafikkeret motorvej midt om natten

for at bringe mig tilbage i sikkerhed

efter en bilulykke
der kunne have dræbt mig.

Og hele oplevelsen efterlod mig
selvfølgelig virkelig rystet,

men den efterlod mig også med den her

brændende, gnavende trang

til at forstå hvorfor han gjorde det,

hvilke kræfter i ham der fik ham til
at træffe det valg

som jeg skylder mit liv til,

at risikere sit eget liv

for at redde en fremmeds liv?

I andre ord, hvad er årsagen til hans
eller alle andres evne

til næstekærlighed?

Men lad mig først fortælle dig
hvad der skete.

Den nat, jeg var 19 år gammel

og var på vej tilbage til
mit hus i Tacome, Washington,

nedad Interstate 5 motorvejen,

da en lille hund pilede ud foran min bil.

Og jeg gjorde præcis hvad man ikke
skal gøre,

hvilket er at svinge til siden for at
køre udenom.

Og jeg fandt ud af hvorfor man
ikke bør gøre dette.

Jeg ramte alligevel hunden,

hvilket fik bilen
til at miste grebet på vejen,

og derefter snurre hen over motorvejen,

indtil den endelig endte op i
overhalingsbanen

vendt bort fra den modkørende trafik
hvor motoren så derefter døde.

Og jeg var sikker på at jeg i det øjeblik
også var ved at dø,

men jeg døde ikke
takket være den modige mands handlinger

som blev nød til at træffe beslutningen
i en brøkdel af et sekund efter

at have set min strandede bil
om at trække ind til siden

og løbe over 4 baner af motorvejstrafik
i mørket for at redde mit liv.

Og efter at han så fik min bil til at virke igen
og fik mig tilbage til sikkerhed

og forsikrede sig om at jeg nok skulle klare mig,

kørte han atter videre.

Han fortalte mig ikke engang hans navn,

og jeg er ret sikker på at jeg glemte at sige tak.

Så før jeg fortsætter,
vil jeg rigtig gerne bruge et øjeblik på

at stoppe og sige tak til den fremmede.

(Klapsalve)

Jeg fortæller jer alle sammen det her

fordi de ting der skete den nat

ændrede retningen af mit liv i nogen grad.

Jeg blev forsker i psykologi,

og jeg har dedikeret mit arbejde til

at forstå den menneskelige egenskab
det er at have omsorg for andre.

Hvor kommer det fra, og hvordan
udvikler det sig

og hvad er det for nogle ekstreme
former det kan udfolde sig i?

Disse spørgsmål er virkelige vigtige
for vores forståelse af de basale aspekter

af menneskelig social natur.

Mange mennesker, og dette gælder alle

fra filosoffer og økonomer
til almindelige mennesker,

tror at menneskelig natur er
fundamental egoistisk,

at vi altid kun er motiveret
af vores egen trivsel.

Men hvis det er sandt,
hvorfor gør nogle mennesker,

som den fremmede der reddede mig,
uselviske ting, som at hjælpe andre

når det kommer med enorme risikoer
og bekostninger for dem selv?

For at svare på dette spørgsmål

er man nød til at udforske årsagerne
til ekstraordinære

handlinger af næstekærlighed,
og hvad der måske gør folk der

udøve disse handlinger
anderledes end andre.

Men indtil fornylig, er utroligt lidt arbejde
om dette emne blevet udført.

Handlingerne af den mand der reddede mig

mødte de strengeste kriterier
af næstekærlighed,

hvilket er en frivillig,
bekostelig adfærd

motiveret af ønsket om at
hjælpe et andet individ.

Så det er en uselvisk handling

kun ment til at være til
fordel for den anden.

Hvad kunne på nogen måde forklare
en handling som den?

Et svar er selvfølgelig medfølelse,

hvilket er nøglen til næstekærlighed.

Men så bliver spørgsmålet,

hvorfor virker det så som om

nogle mennesker har mere af dette end andre?

Og svaret er måske at hjernerne
fra meget uselviske mennesker

er anderledes i fundamentale veje.

Men for at finde ud af hvordan,

startede jeg i den modsatte ende,

med psykopater.

En almindelig fremgangsmåde til at
forstå basale

aspekter af menneskelig natur,

som ønsket om at hjælpe andre,

er at studere studere folk
hvori dette ønske ikke findes,

og psykopater er præcis
denne slags mennesker.

Psykopati er en udviklingsmæssig sygdom

med stærk genetisk oprindelse,

og den resulterer i en personlighed
der er kold og ligeglad

og en tendens til at tage
del i asocial

og til tider meget voldelig adfærd.

Engang foretog mine kollegaer og jeg
på Det Nationale Institut for Psykisk Helbred

nogle af de aller første

hjernebilleddannelser af
psykopatiske unge,

og vores resultater, og nu resultaterne
fra andre forskere,

har vist at folk der er psykopatiske

meget ofte fremviser tre
karaktertræk.

For det første, selvom de generelt ikke er
ufølsomme over for

andre menneskers følelser,
er de ufølsomme over

for tegn om at andre
mennesker er i nød.

Og de har især svært ved at genkende
frygtsomme ansigtsudtryk som dette.

Og frygtsomme ansigtsudtryk udtrykker
hastende behov og følelsesladet lidelse,

og de fremkalder ofte medfølelse

og et ønske om at hjælpe
i folk som ser dem,

så det giver mening at folk som
normalt viser mangel på medfølelse

også plejer at være ufølsomme
over for disse signaler.

Den del af hjernen

der er mest essentiel

i genkendelsen af frygtsomme ansigtsudtryk

bliver kaldt mandelkernen.

Der er meget sjældne tilfælde af folk

der mangler mandelkernen helt,

og de er dybt svækkede
når det kommer til

at genkende frygtsomme ansigtsudtryk.

Og mens raske voksne og børn

normalt viser store stigninger i
mandelkerne aktivitet

når de kigger på frygtsomme ansigtsudtryk,

er psykopaters mandelkerner
under-reaktive til disse udtryk.

Nogle gange
reagerer de ikke overhovedet,

hvilket måske er derfor
de har svært ved at opfange disse signaler.

Endeligt er psykopaters mandelkerner
mindre end gennemsnittet

med omkring 18 til 20 procent.

Så alle af disse opdagelser er
pålidelige og robuste,

og de er meget interessante.

Men husk på at
min primære interesse

ikke er at forstå hvorfor folk ikke
tænker på andre.

Men hellere hvorfor de gør.

Så det egentlige spørgsmål er,

kunne ekstraordinær næstekærlighed,

hvilket er det modsatte af psykopati

i forhold til medfølelse
og ønsket om at hjælpe andre,

komme fra en hjerne der også er det
modsatte af psykopati?

En form for antipsykopatisk hjerne,

der er bedre til at genkende
andre folks frygt,

en mandelkerne der er mere
reaktiv til disse udtryk

og som måske også er større
end gennemsnittet?

Som min forskning nu har vist,

er alle tre ting sande.

Og vi opdagede dette

ved at teste en befolkning
af ekstraordinære altruister.

Disse er mennesker som har givet
en af deres nyrer

til en komplet fremmed.

De her er mennesker som har
meldt sig frivilligt

til at undergå alvorlige operationer

så en af deres nyrer kan blive fjernet

og blive transporteret ind i
en meget syg fremmed

som de aldrig har mødt
og nok heller aldrig vil.

"Hvorfor ville nogen nogensinde
gøre det?" er et meget normalt spørgsmål.

Og svaret er måske

at hjernerne fra disse
ekstraordinære altruister

har specielle karaktertræk.

De er bedre til at genkedende
andre menneskers frygt.

De er bogstaveligt talt bedre til at
fornemme når andre mennesker er bekymrede.

Det er måske fordi deres mandelkerne
er mere reaktiv overfor disse udtryk.

Og husk på at dette er den samme
del af hjernen som vi fandt under-reaktiv

hos folk som er psykopatiske.

Og tilsidst er deres mandelkerner
også større end gennemsnittet

med omkring otte procent.

Så sammenlagt tyder disse data på

eksistensen i verden af noget
som et omsorgskontinuum

der på den ene side er forankret
af folk som er meget psykopatiske,

og på den anden side af folk
som er meget medmenneskelige

og som er drevet til meget
næstekærlige handlinger.

Men jeg burde tilføje

at det der gør
disse altruister så anderledes

ikke bare er, at de er mere
medmenneskelige end gennemsnittet.

Det er de,

men hvad der er endnu mere
udsædvanligt ved dem

er at de ikke kun er altruistiske
og medmenneskelige

overfor deres inderste kreds
af venner og familie.

Fordi det er ikke ekstraordinært
at vise medmenneskelighed

overfor de personer du elsker og kender.

Utrolig ekstraordinære altruisters
medfølelse går langt ud over den cirkel,

selv ud over cirklen der
består af deres bekendte

helt ud til folk
som de slet ikke kender,

komplet fremmede,

ligesom den mand der reddede mig.

Og jeg har nu haft chancen for
at spørge en masse altruistiske donorer

hvordan de kan styre at have
en så bred cirkel af medfølelse

der gør at de er villige til at
give deres nyre til en helt fremmed.

Og jeg fandt ud af
at det er

et meget svært spørgsmål
for dem at svare på.

"Hvordan kan det være at du er villig
til at gøre det,

når så mange andre mennesker ikke er?
spørger jeg.

Du er en af de mindre end 2.000 amerikanere

der nogensinde har givet deres nyre til en fremmed.

Hvad er det der gør dig så speciel?"

Og hvad svarer de?

De svarer, "Ingenting.

Der er intet specielt ved mig.

Jeg er bare ligesom alle andre."

Og jeg synes at det er et meget
slående svar,

fordi det antyder
at altruisternes cirkler

ikke ser sådan her ud,

men at de ser mere sådan her ud.

De har ingen midte.

De her altruister tænker overhovedet
ikke på dem selv som

centrum for noget som helst,

som værende bedre
eller generelt vigtigere end andre.

Da jeg spurgte en altruist
hvorfor det gav mening for hende

at donere sin nyre
svarede hun

"Fordi det ikke handler om mig"

En anden sagde

"Jeg er ikke anderledes.
Jeg er ikke unik.

Din forskning her vil vise
at jeg er præcis som dig."

Jeg tror den bedste beskrivelse

af denne fantastiske
mangel på selvcentrerethed

er ydmyghed,
hvilket er den egenskab

der ifølge St. Augustine
gør mænd til engle.

Og hvorfor det?

Hvis der ikke er noget
centrum i din cirkel,

kan der heller ikke være
nogle indre eller ydre ringe,

ingen der er mere eller mindre
værdig din omsorg

og medfølelse end andre.

Og jeg tror det er det
der virkelig adskiller

ekstraordinære altruister
fra den gennemsnitlige person.

Men jeg tror også at dette er et livssyn
der er opnåeligt af mange

og måske endda de fleste mennesker.

Og det tror jeg fordi
udbredelser af næstekærlighed

og medfølelse allerede sker overalt.

Psykologen Steven Pinker
og andre har vist

at folk overalt i verden er blevet
mindre og mindre godtagende

overfor lidelse i de
altid voksende cirkler af hinanden,

hvilket har medført fald

i alle former for mishandling og vold,

fra dyremishandling
til vold i hjemmet

til dødsstraf.

Og det har medført stigninger
i alle former for næstekærlighed.

For hundrede år siden
ville folk have tænkt

at det var latterligt hvor normalt
og almindeligt det er

for folk at donere deres
blod og knoglemarv

til komplet fremmede i dag.

Er det muligt at folk 100 år
fra nu vil tænke at det er

lige så at almindeligt og normalt
at donere en nyre til en fremmed

som vi tænker det at donere
blod og knoglemarv er i dag?

Måske.

Så hvad er årsagen til alle
disse fantastiske forandringer?

I nogle tilfælde synes det at skyldes

stigning i rigdom og levestandarder.

Efterhånden som samfund
bliver rigere og bedre stillet

begynder folk at kigge udad

og som resultat begynder
alle former for

næstekærlighed mod fremmede at stige,

lige fra frivilligt arbejde
til velgørenheds donationer

og endda altruistiske nyredonationer.

Men alle disse forandringer giver også

et mærkeligt og paradoksalt resultat

hvilket er at selvom verden
er ved at blive bedre

og mere humant sted at være,
hvilket den er

er der en meget almindelig opfattelse
af at den er ved at blive værre,

og ondere, hvilket den ikke er.

Og jeg ved ikke helt
hvorfor folk har den opfattelse,

men jeg tror måske det er fordi
vi ved så meget mere

om den lidelse der hærger fremmede
fra fjerntliggende steder,

og at vi nu bekymrer
os meget mere om

den lidelse der hærger
disse fremmede.

Men det der er sikkert er at
de forandringer vi ser

viser at årsagerne til
næstekærlighed og medfølelse

lige så meget er dele af menneskelig natur
som mishandling og vold er,

måske endda mere,

og selvom nogle mennesker generelt ser ud til
at være mere sensitive

overfor lidelserne fra andre mennesker
de ikke kender,

tror jeg virkelig på
at evnen til at fjerne sig selv

fra cirkelens centrum

og udvide ens cirkel af medfølelse udad
til selv at inkludere fremmede

er inden for rækkevide for næsten alle.

Tak.

(Klapsalve)