Der er en mand derude, et eller andet sted som ligner skuespilleren Idris Elba en smule, eller det gjorde han i hvert fald for 20 år siden. Jeg ved ikke andet om ham, andet end at han reddede mit liv engang ved at sætte hans eget liv i fare. Denne man løb tværs over 4 baners trafikkeret motorvej midt om natten for at bringe mig tilbage i sikkerhed efter en bilulykke der kunne have dræbt mig. Og hele oplevelsen efterlod mig selvfølgelig virkelig rystet, men den efterlod mig også med den her brændende, gnavende trang til at forstå hvorfor han gjorde det, hvilke kræfter i ham der fik ham til at træffe det valg som jeg skylder mit liv til, at risikere sit eget liv for at redde en fremmeds liv? I andre ord, hvad er årsagen til hans eller alle andres evne til næstekærlighed? Men lad mig først fortælle dig hvad der skete. Den nat, jeg var 19 år gammel og var på vej tilbage til mit hus i Tacome, Washington, nedad Interstate 5 motorvejen, da en lille hund pilede ud foran min bil. Og jeg gjorde præcis hvad man ikke skal gøre, hvilket er at svinge til siden for at køre udenom. Og jeg fandt ud af hvorfor man ikke bør gøre dette. Jeg ramte alligevel hunden, hvilket fik bilen til at miste grebet på vejen, og derefter snurre hen over motorvejen, indtil den endelig endte op i overhalingsbanen vendt bort fra den modkørende trafik hvor motoren så derefter døde. Og jeg var sikker på at jeg i det øjeblik også var ved at dø, men jeg døde ikke takket være den modige mands handlinger som blev nød til at træffe beslutningen i en brøkdel af et sekund efter at have set min strandede bil om at trække ind til siden og løbe over 4 baner af motorvejstrafik i mørket for at redde mit liv. Og efter at han så fik min bil til at virke igen og fik mig tilbage til sikkerhed og forsikrede sig om at jeg nok skulle klare mig, kørte han atter videre. Han fortalte mig ikke engang hans navn, og jeg er ret sikker på at jeg glemte at sige tak. Så før jeg fortsætter, vil jeg rigtig gerne bruge et øjeblik på at stoppe og sige tak til den fremmede. (Klapsalve) Jeg fortæller jer alle sammen det her fordi de ting der skete den nat ændrede retningen af mit liv i nogen grad. Jeg blev forsker i psykologi, og jeg har dedikeret mit arbejde til at forstå den menneskelige egenskab det er at have omsorg for andre. Hvor kommer det fra, og hvordan udvikler det sig og hvad er det for nogle ekstreme former det kan udfolde sig i? Disse spørgsmål er virkelige vigtige for vores forståelse af de basale aspekter af menneskelig social natur. Mange mennesker, og dette gælder alle fra filosoffer og økonomer til almindelige mennesker, tror at menneskelig natur er fundamental egoistisk, at vi altid kun er motiveret af vores egen trivsel. Men hvis det er sandt, hvorfor gør nogle mennesker, som den fremmede der reddede mig, uselviske ting, som at hjælpe andre når det kommer med enorme risikoer og bekostninger for dem selv? For at svare på dette spørgsmål er man nød til at udforske årsagerne til ekstraordinære handlinger af næstekærlighed, og hvad der måske gør folk der udøve disse handlinger anderledes end andre. Men indtil fornylig, er utroligt lidt arbejde om dette emne blevet udført. Handlingerne af den mand der reddede mig mødte de strengeste kriterier af næstekærlighed, hvilket er en frivillig, bekostelig adfærd motiveret af ønsket om at hjælpe et andet individ. Så det er en uselvisk handling kun ment til at være til fordel for den anden. Hvad kunne på nogen måde forklare en handling som den? Et svar er selvfølgelig medfølelse, hvilket er nøglen til næstekærlighed. Men så bliver spørgsmålet, hvorfor virker det så som om nogle mennesker har mere af dette end andre? Og svaret er måske at hjernerne fra meget uselviske mennesker er anderledes i fundamentale veje. Men for at finde ud af hvordan, startede jeg i den modsatte ende, med psykopater. En almindelig fremgangsmåde til at forstå basale aspekter af menneskelig natur, som ønsket om at hjælpe andre, er at studere studere folk hvori dette ønske ikke findes, og psykopater er præcis denne slags mennesker. Psykopati er en udviklingsmæssig sygdom med stærk genetisk oprindelse, og den resulterer i en personlighed der er kold og ligeglad og en tendens til at tage del i asocial og til tider meget voldelig adfærd. Engang foretog mine kollegaer og jeg på Det Nationale Institut for Psykisk Helbred nogle af de aller første hjernebilleddannelser af psykopatiske unge, og vores resultater, og nu resultaterne fra andre forskere, har vist at folk der er psykopatiske meget ofte fremviser tre karaktertræk. For det første, selvom de generelt ikke er ufølsomme over for andre menneskers følelser, er de ufølsomme over for tegn om at andre mennesker er i nød. Og de har især svært ved at genkende frygtsomme ansigtsudtryk som dette. Og frygtsomme ansigtsudtryk udtrykker hastende behov og følelsesladet lidelse, og de fremkalder ofte medfølelse og et ønske om at hjælpe i folk som ser dem, så det giver mening at folk som normalt viser mangel på medfølelse også plejer at være ufølsomme over for disse signaler. Den del af hjernen der er mest essentiel i genkendelsen af frygtsomme ansigtsudtryk bliver kaldt mandelkernen. Der er meget sjældne tilfælde af folk der mangler mandelkernen helt, og de er dybt svækkede når det kommer til at genkende frygtsomme ansigtsudtryk. Og mens raske voksne og børn normalt viser store stigninger i mandelkerne aktivitet når de kigger på frygtsomme ansigtsudtryk, er psykopaters mandelkerner under-reaktive til disse udtryk. Nogle gange reagerer de ikke overhovedet, hvilket måske er derfor de har svært ved at opfange disse signaler. Endeligt er psykopaters mandelkerner mindre end gennemsnittet med omkring 18 til 20 procent. Så alle af disse opdagelser er pålidelige og robuste, og de er meget interessante. Men husk på at min primære interesse ikke er at forstå hvorfor folk ikke tænker på andre. Men hellere hvorfor de gør. Så det egentlige spørgsmål er, kunne ekstraordinær næstekærlighed, hvilket er det modsatte af psykopati i forhold til medfølelse og ønsket om at hjælpe andre, komme fra en hjerne der også er det modsatte af psykopati? En form for antipsykopatisk hjerne, der er bedre til at genkende andre folks frygt, en mandelkerne der er mere reaktiv til disse udtryk og som måske også er større end gennemsnittet? Som min forskning nu har vist, er alle tre ting sande. Og vi opdagede dette ved at teste en befolkning af ekstraordinære altruister. Disse er mennesker som har givet en af deres nyrer til en komplet fremmed. De her er mennesker som har meldt sig frivilligt til at undergå alvorlige operationer så en af deres nyrer kan blive fjernet og blive transporteret ind i en meget syg fremmed som de aldrig har mødt og nok heller aldrig vil. "Hvorfor ville nogen nogensinde gøre det?" er et meget normalt spørgsmål. Og svaret er måske at hjernerne fra disse ekstraordinære altruister har specielle karaktertræk. De er bedre til at genkedende andre menneskers frygt. De er bogstaveligt talt bedre til at fornemme når andre mennesker er bekymrede. Det er måske fordi deres mandelkerne er mere reaktiv overfor disse udtryk. Og husk på at dette er den samme del af hjernen som vi fandt under-reaktiv hos folk som er psykopatiske. Og tilsidst er deres mandelkerner også større end gennemsnittet med omkring otte procent. Så sammenlagt tyder disse data på eksistensen i verden af noget som et omsorgskontinuum der på den ene side er forankret af folk som er meget psykopatiske, og på den anden side af folk som er meget medmenneskelige og som er drevet til meget næstekærlige handlinger. Men jeg burde tilføje at det der gør disse altruister så anderledes ikke bare er, at de er mere medmenneskelige end gennemsnittet. Det er de, men hvad der er endnu mere udsædvanligt ved dem er at de ikke kun er altruistiske og medmenneskelige overfor deres inderste kreds af venner og familie. Fordi det er ikke ekstraordinært at vise medmenneskelighed overfor de personer du elsker og kender. Utrolig ekstraordinære altruisters medfølelse går langt ud over den cirkel, selv ud over cirklen der består af deres bekendte helt ud til folk som de slet ikke kender, komplet fremmede, ligesom den mand der reddede mig. Og jeg har nu haft chancen for at spørge en masse altruistiske donorer hvordan de kan styre at have en så bred cirkel af medfølelse der gør at de er villige til at give deres nyre til en helt fremmed. Og jeg fandt ud af at det er et meget svært spørgsmål for dem at svare på. "Hvordan kan det være at du er villig til at gøre det, når så mange andre mennesker ikke er? spørger jeg. Du er en af de mindre end 2.000 amerikanere der nogensinde har givet deres nyre til en fremmed. Hvad er det der gør dig så speciel?" Og hvad svarer de? De svarer, "Ingenting. Der er intet specielt ved mig. Jeg er bare ligesom alle andre." Og jeg synes at det er et meget slående svar, fordi det antyder at altruisternes cirkler ikke ser sådan her ud, men at de ser mere sådan her ud. De har ingen midte. De her altruister tænker overhovedet ikke på dem selv som centrum for noget som helst, som værende bedre eller generelt vigtigere end andre. Da jeg spurgte en altruist hvorfor det gav mening for hende at donere sin nyre svarede hun "Fordi det ikke handler om mig" En anden sagde "Jeg er ikke anderledes. Jeg er ikke unik. Din forskning her vil vise at jeg er præcis som dig." Jeg tror den bedste beskrivelse af denne fantastiske mangel på selvcentrerethed er ydmyghed, hvilket er den egenskab der ifølge St. Augustine gør mænd til engle. Og hvorfor det? Hvis der ikke er noget centrum i din cirkel, kan der heller ikke være nogle indre eller ydre ringe, ingen der er mere eller mindre værdig din omsorg og medfølelse end andre. Og jeg tror det er det der virkelig adskiller ekstraordinære altruister fra den gennemsnitlige person. Men jeg tror også at dette er et livssyn der er opnåeligt af mange og måske endda de fleste mennesker. Og det tror jeg fordi udbredelser af næstekærlighed og medfølelse allerede sker overalt. Psykologen Steven Pinker og andre har vist at folk overalt i verden er blevet mindre og mindre godtagende overfor lidelse i de altid voksende cirkler af hinanden, hvilket har medført fald i alle former for mishandling og vold, fra dyremishandling til vold i hjemmet til dødsstraf. Og det har medført stigninger i alle former for næstekærlighed. For hundrede år siden ville folk have tænkt at det var latterligt hvor normalt og almindeligt det er for folk at donere deres blod og knoglemarv til komplet fremmede i dag. Er det muligt at folk 100 år fra nu vil tænke at det er lige så at almindeligt og normalt at donere en nyre til en fremmed som vi tænker det at donere blod og knoglemarv er i dag? Måske. Så hvad er årsagen til alle disse fantastiske forandringer? I nogle tilfælde synes det at skyldes stigning i rigdom og levestandarder. Efterhånden som samfund bliver rigere og bedre stillet begynder folk at kigge udad og som resultat begynder alle former for næstekærlighed mod fremmede at stige, lige fra frivilligt arbejde til velgørenheds donationer og endda altruistiske nyredonationer. Men alle disse forandringer giver også et mærkeligt og paradoksalt resultat hvilket er at selvom verden er ved at blive bedre og mere humant sted at være, hvilket den er er der en meget almindelig opfattelse af at den er ved at blive værre, og ondere, hvilket den ikke er. Og jeg ved ikke helt hvorfor folk har den opfattelse, men jeg tror måske det er fordi vi ved så meget mere om den lidelse der hærger fremmede fra fjerntliggende steder, og at vi nu bekymrer os meget mere om den lidelse der hærger disse fremmede. Men det der er sikkert er at de forandringer vi ser viser at årsagerne til næstekærlighed og medfølelse lige så meget er dele af menneskelig natur som mishandling og vold er, måske endda mere, og selvom nogle mennesker generelt ser ud til at være mere sensitive overfor lidelserne fra andre mennesker de ikke kender, tror jeg virkelig på at evnen til at fjerne sig selv fra cirkelens centrum og udvide ens cirkel af medfølelse udad til selv at inkludere fremmede er inden for rækkevide for næsten alle. Tak. (Klapsalve)