Halvtreds afskygninger af homo

Kunstneren iO Tillett Wright har fotograferet 2.000 mennesker der anser sig selv for at være i LBGTQ spektrummet og spurgte mange af dem: Kan du angive en procentsats for hvor homo eller hetero du er? De fleste mennesker, viste det sig, ser sig selv som værende i grå områder af seksualitet, ikke 100% homo eller hetero. Hvilket udgør et virkeligt problem når det kommer til diskrimination: Hvor trækker man grænsen? (Filmet ved TEDxWomen.)

Mennesker begynder at sætte hinanden i kasser

lige så snart de ser hinanden --

Er den person farlig? Er de attraktive?

Er de en potentiel mage? Er de en potentiel
networking mulighed?

Vi laver dette lille forhør når vi møder mennesker

for at lave et mentalt resume over dem.

Hvad er dit navn? Hvor kommer du fra?

Hvor gammel er du? Hvad laver du?

Så bliver vi mere personlige med det.

Har du nogensinde haft nogen sygdomme?

Er du nogensinde blevet skilt?

Lugter din ånde dårligt mens du
svarer på mit forhør lige nu?

Hvad kan du lide? Hvem kan du lide?

Hvilket køn går du i seng med?

Jeg forstår det.

Vi er neurologisk sammensat

til at finde mennesker lige som os selv.

Vi begynder at forme klikker
lige så snart vi er gamle nok

til at vide hvordan accept føles.

Vi knytter os sammen baseret på hvad som helst --

musik præference, køn, stedet vi voksede op.

Vi søger miljøer der forstærker
vores personlige valg.

Nogle gange dog, bare spørgsmålet
"hvad laver du?"

kan føles som om nogen
åbner en lille bitte kasse

og beder en om at klemme sig ned i den.

Fordi kategorierne, har jeg fundet ud af,
er for begrænsende.

Kasserne er for små.

Og dette kan blive virkelig farligt.

Så her er et dementi om mig, dog,

inden vi kan gå dybere ned i dette.

Jeg voksede op i et meget beskyttet miljø.

Jeg voksede op i downtown Manhattan
i starten af 1980'erne,

to gader fra punk musikkens epicenter.

Jeg blev afskærmet for smerten
ved snæversynethed

og de sociale restriktioner af
en religiøs baseret opdragelse.

Hvor jeg kommer fra, hvis man ikke var
drag queen eller radikal tænker

eller en performance kunstner af en eller anden art,

var man en særling.

(Latter)

Det var en uortodoks opvækst,

men som et barn på gaderne i New York,

lærer man at stole på sine instinkter,

man lærer hvordan man
skal følge sine egne ideer.

Så da jeg var seks, besluttede jeg
at jeg ville være en dreng.

Jeg gik i skole en dag og børnene ville
ikke lade mig spille basketball med dem.

De sagde at de ikke ville lade pigerne spille.

Så jeg tog hjem, og jeg barberede mit hoved,

og jeg kom tilbage dagen efter og sagde,
"Jeg er en dreng."

Jeg mener, hvem ved, ikke?

Når man er seks, kan man måske gøre det.

Jeg ville ikke have at nogen vidste jeg var en pige,
og det gjorde de ikke.

Jeg holdte facaden i otte år.

Sådan så jeg ud da jeg var 11.

Jeg spillede en dreng der hedder Walter

i en film der hedder "Julian Po."

Jeg var en lille skrap fyr der fulgte
Christian Slater rundt og plagede ham konstant.

Så, jeg var også en barneskuespiller,

hvilket fordoblede lagene af
opførelsen af min identitet,

fordi ingen vidste at jeg faktisk var
en pige der spillede en dreng.

Faktisk, vidste ingen i mit liv at jeg var en pige --

ikke mine lærere på skolen, ikke mine venner,

ikke de instruktører jeg arbejdede med.

Børnene ville tit komme op til mig i klassen

og tage fat i min hals for at
se efter et adamsæble,

eller tage fat i mit skridt for at
se hvad jeg arbejdede med.

Når jeg gik på toilettet,
ville jeg vende mine sko i båsen,

så det lignede at jeg stod op og tissede.

Når jeg sov hos andre, ville jeg få panikanfald

over at prøve at fortælle pigerne
at de ikke skulle kysse mig

uden at røbe mig selv.

Det er dog værd at nævne

at jeg ikke hadede min krop
eller mine kønsorganer.

Jeg havde det ikke som om jeg
var i den forkerte krop.

Jeg havde det som om jeg opførte
denne komplicerede optræden.

Jeg ville ikke have kvalificeret mig som transkønnet.

Hvis min familie, dog, havde været
den slags der tror på terapi,

ville de nok have diagnosticeret mig

som noget lignende køns dysmorfisk

og sætte mig på hormoner for
at udsætte puberteten.

Men i mit særlige tilfælde,

vågnede jeg bare en dag da jeg var 14,

og jeg besluttede mig for at
jeg ville være en pige igen.

Puberteten havde ramt mig, og jeg havde
ingen anelse om hvad det betød at være en pige,

og jeg var klar til at finde ud af hvem jeg egentlig var.

Når et barn opfører sig på den måde,

behøver de ikke helt at komme ud, vel?

Det er ikke fordi nogen er chokerede.

(Latter)

Men jeg blev ikke bedt om at definere
mig selv af mine forældre.

Da jeg var 15, og jeg ringede til min far

for at fortælle ham at jeg var blevet forelsket,

var det det sidste i nogen af vores tanker

at diskutere hvad konsekvenserne var

af det faktum, at min første kærlighed var en pige.

Tre år senere, da jeg blev forelsket i en mand,

mine forældre blinkede heller ikke med øjnene.

Så, det er en af de store velsignelser
af min meget uortodokse opdragelse

at jeg aldrig blev bedt om at definere mig selv

som en bestemt ting på noget tidspunkt.

Jeg fik bare lov til at være mig, og voksede
og ændrede mig hvert øjeblik.

Så for fire, næsten fem år siden,

Proposition 8, den store ægteskabs-lighedsdebat,

skabte en masse uro rundt om i landet.

Og på det tidspunkt, var det
at blive gift ikke rigtig noget

som jeg havde brugt meget tid på at tænke over.

Men jeg blev ramt af det faktum at USA,

et land med så blakket en borgerrettighedshistorie,

kunne gentage sine fejl så åbenlyst.

Og jeg kan huske at jeg så diskussionen på tv

og tænkte hvor interessant det var

at adskillelsen af kirke og stat

dybest set tegne geografiske grænser
gennem dette land,

mellem steder hvor mennesker troede på det

og steder hvor mennesker ikke gjorde.

Og så, at denne diskussion optegnede
geografiske grænser rundt om mig.

Hvis dette var en krig med to sider,

var jeg i mangel af bedre,
på det homoseksuelle hold,

fordi jeg var bestemt ikke 100 procent hetero.

På det tidspunkt begyndte jeg lige at komme ud af

denne otte årige personlige identitetskrise zigzag

der tog mig fra at være en dreng

til at være denne akavede pige
der lignede en dreng i pigetøj

til den modsatte ekstreme af denne super karrige,

overkompenserende, drengejagende pigede pige

for til slut at have en tøvende udforskning
af hvad jeg faktisk var,

en drengepige

der både kunne lide drenge og piger,
afhængig af personen.

Jeg brugte et år på at fotografere denne
nye generation af piger, ligesom mig selv,

der på en måde faldt mellem linjerne --

piger der stod på skateboard men
gjorde det i blondeundertøj,

piger der havde drengefrisurer men
havde piget neglelak på,

piger der havde mascara der
matchede skrabede knæ,

piger der kunne lide piger og drenge
alle kunne lide drenge og piger

der alle hadede at blive sat i enhver form for kasse.

Jeg elskede disse mennesker,
og jeg beundrede deres frihed,

men jeg så på mens verden
udenfor vores utopiske boble

eksploderede i disse voldsomme debatter

hvor de pingerne begyndte at sammenligne vores
kærlighed med sodomi på landsdækkende tv.

Og denne kraftige opmærksomhed
rullede ind over mig

at jeg var en minoritet, og i mit eget hjemland,

baseret på en facet af min karakter.

Jeg var lovligt og utvetydigt
en andenrangsborger.

Jeg var ikke en aktivist.

Jeg flager ikke med nogen flag i mit eget liv.

Men jeg var plaget af dette spørgsmål:

Hvordan kunne nogen stemme
for at fjerne rettighederne

af dens store mængde
mennesker som jeg kendte

baseret på et element af deres karakter?

Hvordan kunne de sige at vi som en gruppe

ikke fortjente lige rettigheder ligesom alle andre?

Var vi overhovedet en gruppe? Hvilken gruppe?

Og havde disse mennesker overhovedet
bevidst mødt et offer for deres diskrimination?

Vidste de hvem de stemte imod
og hvad virkningen var?

Og så gik det op for mig,

måske hvis de kunne kigge ind i øjnene

på de mennesker som de
fordømte i andenrangs borgerskab

ville det måske gøre det
sværere for dem at gøre det.

Det ville måske få dem til at tænke over det.

Jeg kunne selvfølgelig ikke få 20 millioner
mennesker til det samme middagsselskab,

så jeg fandt på en måde hvor jeg kunne
introducere dem for hinanden fotografisk

uden nogen kunstighed, uden nogen belysning,

eller uden nogen manipulation
af nogen form fra min side.

Fordi i et fotografi kan man
undersøge en løves knurhår

uden at være bange for at han flænser ens ansigt.

For mig, er fotografi ikke kun om at udvikle film,

det handler om at udsætte seeren

for noget nyt, et sted som de ikke har været før,

men vigtigst af alt, for mennesker
de måske er bange for.

Magasinet Life introducerede
generationer af mennesker

til fjerne, fremmede kulturer de aldrig
vidste eksisterede gennem billeder.

Så jeg besluttede mig for at lave en
serie af meget simple portrætter,

forbryderbilleder, om man vil.

Og jeg besluttede dybest set at
fotografere enhver i dette land

der ikke var 100 procent hetero,

hvilket, hvis I ikke er klar over det,
er et uendeligt antal mennesker.

(Latter)

Så dette var en meget stort forehavende,

og for at gøre det havde vi brug for hjælp.

Så jeg løb ud i den bidende kulde,

og jeg fotograferede hver eneste person
som jeg vidste at jeg kunne komme til

i februar for cirka to år siden.

Og jeg tog disse billeder, og jeg tog til HRC
og jeg bad dem om noget hjælp.

Og de financierede to ugers billeder i New York.

Og vi lavede denne.

(Musik)

Video: Jeg er iO Tillet Wright, og jeg er en artist der er født og opvokset i New York City.

(Musik)

Self Evident Truth er en fotografisk journal over LGBTQ Amerika i dag.

Mit mål er at tage simple portrætter

af enhver der er andet end 100 procent hetero

eller føler at de falder indenfor LGBTQ spektrummet på nogen måder.

Mit mål er at vise det til menneskeheden der eksisterer i os alle

gennem simpelheden i et ansigt.

(Musik)

"Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige."

Det står skrevet i uafhængighedserklæringen.

Vi fejler som nation

med at opretholde de moralske
principper som vi er grundlagt på.

Der er ikke nogen lighed i USA.

["Hvad betyder lighed for dig?]

["Ægteskab"] ["Frihed"] ["Civile rettigheder"]

["Behandl hver eneste person som man ville behandle sig selv"]

Det er når man ikke behøver at tænke over det,
så simpelt er det.

Kampen for lige rettigheder er
handler ikke kun om homoægteskaber.

I dag i 29 stater, mere end halvdelen af landet,

kan man blive fyret lovligt udelukkende
på grund af ens seksualitet.

["Hvem er ansvarlig for lighed?"]

Jeg har hørt hundredevis af
mennesker give det samme svar:

"Vi er alle ansvarlige for lighed."

Indtil videre har vi fanget 300 ansigter i New York City.

Og det ville vi ikke have været i stand til at gøre

uden den gavmilde støtte af Human Rights Campaign.

Jeg vil tage projektet med tværs hen over landet.

Jeg vil besøge 25 amerikanske byer,
og jeg vil fange 4.000 eller 5.000 mennesker.

Dette er mit bidrag til min generations
civilrettighedskamp.

Jeg udfordrer jeg til at se på
ansigterne af disse mennesker

og fortælle dem at de fortjener
mindre end noget andet menneske.

(Musik)

["Selvindlysende sandheder"]

["4.000 ansigter i hele USA"]

(Musik)

(Bifald)

iO Tillett Wright: Der er absolut ikke noget der kunne have forberedt os på hvad der skete efter det.

Næsten 85.000 mennesker så den video,

og så begyndte de at emaile os fra hele landet,

og bad os om at komme til deres by og
hjælpe dem med at vise deres ansigter.

Og mange flere mennesker ville vise
deres ansigter end jeg havde troet.

Så jeg ændrede mit mål til 10.000 ansigter.

Den video blev lavet i foråret 2011,

og til i dag har jeg rejst til næsten 20 byer

og fotograferet næsten 2.000 mennesker.

Jeg ved at dette er et foredrag,

men jeg vil gerne have et minut bare med stilhed

og have jer til at kigge på disse ansigter

fordi der er ikke noget jeg kan sige
der vil tilføje noget til dem.

Fordi hvis et billede siger mere end tusinde ord,

så har et billede af et ansigt brug for et helt nyt ordforråd.

Så efter at have rejst og talt med mennesker

i steder som Oklahoma eller den lille by Texas,

fandt vi beviser for at den første
antagelse var helt rigtig.

Synlighed er virkelig afgørende.

Fortrolighed er virkelig passage midlet til empati.

Når et emne først dukker frem i ens
egen baghave eller i ens egen familie,

er der meget større sandsynlighed
for at man udvikler sympati for det

eller udvikler et nyt perspektiv på det.

Selvfølgelig, i mine rejser mødte jeg mennesker

der skilte sig lovligt fra deres børn
for at være andet end hetero,

men jeg mødte også mennesker
der var Southern Baptists

der skiftede kirke fordi deres barn var lesbisk.

Strålende empati blev rygraden
i Self Evident Truths.

Men her er hvad jeg begyndte
at lære der er virkelig interessant:

Indlysende sandheder fjerner
ikke forskellene mellem os.

Faktisk, tværtimod, fremhæver det dem.

Det præsenterer, ikke kun kompleksiteterne

der er i en procession af forskellige mennesker,

men de kompleksiteter der
findes i hver eneste individ.

Det var ikke at vi havde for mange kasser,
det var det at vi havde for få.

På et tidspunkt blev jeg klar over at min mission at
fotografere "homoer" var gennemgående fejlramt,

fordi der var en million forskellige
afskygninger af homo.

Her prøvede jeg at hjælpe,

og jeg havde foreviget den ting som
jeg havde brugt hele mit liv på at prøve at undgå --

endnu en kasse.

På et tidspunkt tilføjede jeg et
spørgsmål til aftaleblanketten

der bad mennesker om at kvantificere sig selv

på en skala fra et til 100 procent homoseksuel.

Og jeg så rigtig mange eksistentielle
kriser udfolde sig foran mig.

(Latter)

Mennesker vidste ikke hvad de skulle gøre

fordi de var aldrig blevet
præsenteret for en mulighed før.

Kan man kvantificere ens åbenhed?

Når de kommer sig over chokket, dog,

valgte mennesker i det store og
hele at stemme mellem 70 til 95 procent

eller 3 og 20 procent mærkerne.

Selvfølgelig, der var masser af mennesker der valgte 100 procent det ene eller det andet,

men jeg opdagede at en meget
større del af menneskene

identificerede sig som noget der
var meget mere nuanceret.

Jeg opdagede at de fleste mennesker falder i et spektrum som jeg henviser til som "Grey." ["Gråt"]

Lad mig dog være tydelig
-- og dette er meget vigtigt --

jeg siger på ingen måde,
at præference ikke eksisterer.

Og jeg vil ikke engang adressere emnet
om valg kontra biologisk nødvendighed,

fordi hvis nogen af jer skulle være af den tro

at seksuel orientering er at valg,

inviterer jeg jer til at gå ud og prøve at være grå.

Jeg vil tage jeres billede bare fordi I prøver.

(Latter)

Det jeg dog prøver at sige er, at mennesker er ikke en-dimensionelle.

Det vigtigste at lære fra procent systemet er dette:

Hvis man har homoseksuelle mennesker herover

og man har heteroseksuelle mennesker herovre,

og mens vi anerkender at de
fleste mennesker identificerer

sig som værende tættere på en pol eller en anden,

så er der et stort spektrum af
mennesker der eksisterer i mellem.

Og den virkelighed som dette repræsenterer,
er en kompliceret en.

Fordi, for eksempel, hvis man vedtager en lov

der tillader chefer at fyre en medarbejder
for homoseksuel adfærd,

hvor trækker man præcist grænsen?

Er det herovre, ved de mennesker der har haft en eller to heteroseksuelle erfaringer indtil videre?

Eller er det herovre

ved de mennesker der kun har haft en eller to homoseksuelle erfaringer indtil videre?

Hvor præcist bliver man en andenrangsborger?

En anden interessant ting som jeg
lærte fra mit projekt og mine rejser

er hvor dårlig et bindemiddel seksuel
orientering egentlig er.

Efter at have rejst så meget og
mødt så mange mennesker,

lad mig fortælle jer, der er lige så
mange fjolser og skatter

og demokrater og republikanere
og sportsidioter og dronninger

og enhver anden polarisering som man overhovedet kan tænke på

indenfor LGBT samfundet

som der er indenfor den menneskelige race.

Bortset fra faktummet at vi leger med den ene lovfæstede hånd bundet bag ryggen,

og når man kommer forbi den delte
fortælling om fordomme og kamp,

bare at være andet end hetero

betyder ikke nødvendigvis at vi
har noget som helst til fælles.

Så i den endeløse udbredelse af ansigter
som Self Evident Truths altid bliver til,

i takt med at det forhåbentligt
dukker op på flere og flere platforme,

busskure, reklametavler, Facebook sider, pauseskærme,

måske ved at se denne procession af menneskelighed,

vil der begynde at ske noget
interessant og brugbart.

Forhåbentligt vil disse kategorier,
disse poler,

disse over-simplificerede kasser

begynde at blive ubrugelige
og de vil begynde at falde væk.

Fordi i virkeligheden beskriver
de ikke noget vi ser

og ingen som vi kender og ikke noget vi er.

Det vi ser er mennesker i al deres mangfoldighed.

Og at se dem gør det sværere
at benægte deres menneskelighed.

Jeg håber det som minimum vil gøre det sværere
at benægte deres menneskerettigheder.

Så er det specielt mig

som man ville vælge at nægte rettigheder til bolig,

retten til at adoptere børn, retten til ægteskab,

friheden til at shoppe her, leve her, købe her?

Er jeg den som man vælger at slå hånden af

som ens barn eller ens bror eller
ens søster eller ens mor eller ens far,

ens nabo, ens kusine, ens onkel, præsidenten,

ens politikvinde eller brandmanden?

Det er for sent.

Fordi jeg er allerede alle de ting.

Vi er allerede alle de ting,
og det har vi altid været.

Så modtag os venligst ikke som fremmede,

modtag os som jeres medmennesker, punktum.

Tak.

(Bifald)