Det sejeste dyr du ikke ved noget om... og hvordan vi kan redde det

Selvom tapiren er et af verdens største landpattedyr, er livet for disse enlige, nataktive dyr stadig et mysterie. Kendt som "Det levende fossil," kom den tapir der nu er i skovene og på engene i Sydamerika i dag, ind på den evolutionære scene for mere end 5 millioner år siden. Trusler fra krybskytter, skovfældning og forurening, især i det hurtigt voksende Brasilien, truer tapirens liv. I denne indsigtsfulde TEDtalk, deler bevaringsbiologen, tapir eksperten og TED Fellow Patricia Medici hendes arbejde med disse fantastiske dyr, og udfordrer os med et spørgsmål : Vil vi være ansvarlige for deres uddøen?

Her er et af verdens mest fantastiske dyr.

Det her er en tapir.

Her er en tapir unge

Den sødeste dyreunge der findes.

(Latter)

overhovedet,

der er ingen konkurrence.

Jeg har brugt 20 år af mit liv,

på at studere og bevare tapiren
i Brasilien

og det har været fantastisk.

På det sidste har jeg tænkt meget over,

effekten af mit arbejde.

Jeg har tvivlet på den virkelige effekt

af mit arbejde for at bevare
mine elskede tapirer.

Er jeg god nok

til at sørge for deres overlevelse?

Gør jeg nok?

Det største spørgsmål er nok,

studerer jeg tapirer,
og bidrager til bevarelsen

eller dokumenterer jeg deres udryddelse?

Der er så mange bevarelseskriser i verden,

det ved vi alle,
det er i de daglige nyheder.

Tropiske regnskove
og andre økosystemer ødelægges,

Klimaforandringer, så
mange arter er tæt på at uddø:

tigere, løver, elefanter,
næsehorn, tapirer.

Det her er lavlandstapiren,
som jeg arbejder med.

Det største landpattedyr i Sydamerika.

De er store, de er kraftfulde.

Voksne tapirer kan veje 300 kilo.

Det er halvdelen af en hest.

De er flotte.

Tapirer findes oftest
i tropiske regnskove, som Amazonas.

Store områder er nødvendige for dem

for at de kan finde hvad de har brug for,
for at formere sig og overleve

men deres leveområder ødelægges.

og de er blevet jagtet væk
fra mange af deres områder.

Det er meget uheldigt.

Tapirer er meget vigtige
i de områder de lever.

De er planteædere,

50 procent af deres kost er frugter,

og når de spiser frugten, sluger de frø,

som de spreder igennem deres områder

De spiller en stor rolle
i at forme og holde

strukturen og forskelligheden i skoven,

og de er derfor kendt
som skovens gartnere.

Er det ikke fantastisk?

Hvis du tænker over det,

udryddelsen af tapirer ville påvirke

biodiversiteten alvorligt.

Jeg startede mit tapir arbejde i 1996,
jeg kom lige fra universitetet

Det var grundforskning
og bevaringsarbejde.

På det tidspunkt
vidste vi intet om tapirer,

mest fordi de er så svære at studere.

De er nataktive, enlige, meget sky dyr.

Vi begyndte at få en basal viden om dem.

Men hvad gør man for at bevare et dyr?

Først har man brug for data,

man har brug for feltforskning.

Man har brug for langtidsdata
til at støtte sit arbejde.

Jeg fortalte jer lige
at tapirer er svære at studere,

så vi måtte bruge indirekte metoder.

Vi måtte fange og bedøve dem,

Så vi kunne sætte gps halsbånd på dem,

og følge deres bevægelser.

Det er en teknik brugt af mange i verden.

Så kan vi samle informationen
om hvordan de bruger plads,

hvordan de bevæger sig i landskabet,

hvad er deres vigtigste områder,

og meget mere.

Bagefter, skal vi sprede det vi har lært,

vi må lære folk om tapirer,

og hvor vigtige de er.

Det er utroligt hvor mange der ikke ved,

hvad en tapir er.

Faktisk tror mange at det her er en tapir.

og det er ikke en tapir.

(Latter)

Det er en kæmpemyresluger.

Tapirer spiser aldrig myrer.

Så skal vi uddanne, udbygge kapacitet,

det er vores ansvar
at sørge for de næste kan bevare dyrene.

Vi er ved at tabe mange kampe imod uddøen.

Vi har brug for flere folk der gør som os,

og de har brug for evnerne
og lysten til at gøre det.

i sidste ende

skal vi kunne bruge vores data,

bruge vores samlede viden

til at støtte faktiske handlinger.

Vores første tapir program,

foregik i den atlantiske skov

i det østlige Brasilien.

At af de mest truede økosystemer i verden.

Ødelæggelsen af den atlantiske skov

begyndte i 1500 tallet,

Da portugeserne først ankom til Brasilien,

og begyndte koloniseringen
af det østlige Sydamerika.

Skoven blev næsten fældet helt,

for at få tømmer, landbrug, kvæg
og plads til byer,

idag er der kun 7 procent

tilbage af den atlantiske skov.

Tapirer findes i meget små,
isolerede grupper.

I den atlantiske skov, lærte vi
at de går igennem åbne områder

af overdrev og marker.

fra en lille skov til en anden lille skov.

Så vores indgangsvinkel her

var at bruge vores viden,
til at finde de steder

hvor en dyrekorridor kan laves

imellem de små skove,

og samle leveområderne,

Så tapirer og mange andre dyr
nemt kan krydse landskabet.

Efter 12 år i den Atlantiske skov

udvidede vi i 2008
vores abejde til Pantanal

i det vestlige Brasilien

ved grænsen til Bolivia og Paraguay.

Det er den største ferskvands-
flodslette i verden,

et helt fantastisk sted,

og et af de vigtigste steder
for lavlandstapirer.

At arbejde i Pantanal
har været forfriskende,

for vi fandt store tapirgrupper i området,

og vi har kunnet studere tapirer

i de mest naturlige omgivelser
man kan finde,

de er uden nogen trusler.

Udover gps halsbånd bruger vi i Pantanal

kamerafælder.

Kameraet er udstyret med en
bevægelsessensor

og fotograferer dyr
når de går ind foran.

Takket være det fantastiske udstyr,

har vi kunnet samle vigtig data

om tapirers formering og
sociale organisering

hvilket er meget vigtige brikker

når du prøver at udvikle
bevaringsstrategier

og lige nu, i 2015,
udvider vi igen vores arbejde

til det Brasilianske Cerrado,

græsmarkerne og de lave skove
i det centrale Brasilien.

Idag er det centrum
for den økonomiske udvikling.

Natur og dyreliv

bliver hurtigt udryddet af flere trusler,

inklusiv, igen, kvægbrug,

store sukkerrør- og sojabønneplantager,

krybskytteri, biler,
for at nævne nogle få.

Mærkeligt nok, er tapiren der stadig,

hvilket giver mit en masse håb

men jeg må sige, at starte det nye program

var lidt et slag i ansigtet.

Når du kører rundt

og finder døde tapirer
i vejkanten,

og tegn på tapirer der går rundt i sukkerplantager

hvor de ikke skulle være,

og du taler med børn
som ved hvordan tapir smager

fordi deres familier fanger og spiser dem.

Så knuser det dit hjerte.

Situationen i Cerrado
fik mig til at indse -

det gav mig en følelse af travlhed,

jeg svømmer imod strømmen -

Det gik mig til at indse,
at på trods af 20 års arbejde

for at redde de her dyr
mangler der stadig meget

hvis vi skal forhindre dem
i at forsvinde.

Vi skal finde løsninger
på alle de her problemer

og ved i hvad?

Vi er nået til et punkt

hvor vi må tænke udenfor kassen.

Vi bliver nødt til at være mere kreative.

Jeg fortalte jer, at biler er et problem
for tapirer i Cerrado,

Så vi fandt på at sætte reflekser

på gps halsbåndene vi sætter på tapirerne

de samme reflekser
som bruges på lastbiler,

til at undgå uheld.

Tapirer krydser vejene om natten,

så reflekserne hjælper forhåbenligt

så man kan se dem krydse vejen,

og måske sættes farten en smule ned.

lige nu, er det bare en skør ide.

Vi ved det ikke, vi vil se om det hjælper.

Pointen er at måske er det sådan noget
vi må gøre.

Selvom jeg kæmper med de her spørgsmål

indeni mig lige nu,

har jeg en pakt med tapirerne.

jeg ved inderst inde

at tapirbevarelse er mit kald.

Det er min passion.

Jeg er ikke alene,

jeg har et stort netværk af støtter,

og der er ingen måde hvor jeg stopper.

Jeg vil fortsætte, nok resten af mit liv.

Jeg vil gøre det for Patricia,
min navnesøster,

en af de første tapirer vi fangede
og fulgte i den Atlantiske skov.

For mange, mange år siden.

for Rita og hendes unge
Vincent i Pantanal.

og jeg vil fortsætte for Ted
en tapir unge vi fangede,

i december sidste år,
også i Pantanal.

og jeg vil fortsætte

for de hundreder af tapirer
som jeg har mødt

igennem årerne.

og de mange andre jeg vil møde.

De her dyr fortjener at overleve.

De har brug for mig, brug for os,

og ved i hvad?
Vi fortjener at leve i en verden

hvor vi kan gå ud og se en fordel i

ikke bare tapirer

men alle de andre smukke arter,

nu og i fremtiden.

Tusind tak.

(Klapsalver)