Candy Chang: Inden jeg dør vil jeg ...

I hendes nabolag i New Orleans, omdannede kunstner og TED Fellow Candy Chang et forladt hus til en kæmpe tavle, og bad folk om at udfylde et 'udfyld de tomme felter' spørgsmål: "Inden jeg dør vil jeg ___." Hendes naboers svar -- overraskende, gribende, sjove -- blev et uventet spejl for hendes nærsamfund. (Hvad er dit svar?)

Der er mange måder menneskerne rundt om os

kan hjælpe os med at forbedre vores liv.

Vi rammer ikke ind i hver nabo,

så meget visdom bliver ikke givet videre,

selvom vi deler de samme offentlige rum.

Så i løbet af de sidste par år, har jeg prøvet at dele mere

med mine naboer i det offentlige rum,

ved at bruge simple redskaber som etiketter, blyanter og kridt

Og disse projekter kom fra spørgsmål jeg havde, som,

hvor meget betaler mine naboer for deres lejligheder?

(Latter) Hvordan kan vi udlåne og låne flere ting

uden at banke på hinandens dør på et dårligt tidspunkt?

Hvordan kan vi dele flere af vores minder

om vores forladte bygninger,

og få en bedre forståelse af vores landskab?

Og hvordan vi kan dele flere af vores håb

for vores tomme butiksvinduer, så vores samfund

kan reflektere vores behov og drømme i dag?

Nu lever jeg i New Orleans,

og jeg er forelsket i New Orleans,

Min sjæl er altid plettet af de gigantiske egetræer,

der skygger for elskere, fulderikker og drømmere

i hundredvis af år og jeg stoler på en by

der altid gør plads til musik. (Latter)

Jeg føler det som om at hver gang nogen nyser,

afholder New Orleans en parade. (Latter)

Byen har noget af den smukkeste arkitektur

i verden, men den har også en af de højeste mængder

af forladte ejendomme i Amerika.

Jeg bor i nærheden af dette hus, og jeg tænkte over hvordan jeg kunne

gøre det til et bedre rum i mit nærområde,

og jeg tænkte også på noget

der ændrede mit liv for altid.

I 2009, mistede jeg en, jeg elskede utrolig meget.

Hendes navn var Joan, og hun var som en mor for mig,

og hendes død var pludselig og uventet.

Og jeg tænkte meget på døden,

og

dette fik mig til at føle dyb taknemmelighed for den tid jeg har haft,

og

bragte klarhed til de ting der er meningsfyldte

for mit liv nu.

Men jeg kæmper for at fastholde dette perspektiv i mit daglige liv.

Jeg føler at det er nemt at blive fanget i hverdagen,

og glemme det der er virkelig vigtigt for en.

Så med hjælp fra gamle og nye venner,

ændrede jeg siden på dette forladte hus

til en kæmpe tavle og stencilerede det

med en 'udfyld de tomme felter' sætning:

"Inden jeg dør, vil jeg ..."

Så enhver der går forbi kan samle et stykke kridt op,

reflektere over deres liv, og dele deres personlige ambitioner

i det offentlige rum.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af dette eksperiment,

men den følgende dag, var væggen fyldt totalt op,

og den blev ved med at vokse.

Og jeg vil gerne dele et par ting

som mennesker skrev på denne væg.

"Inden jeg dør, vil jeg stå til anklage for pirateri." (Latter)

"Inden jeg dør, vil jeg stå med et ben på
hver side af den International Datolinje."

"Inden jeg dør, vil jeg synge for millioner."

"Inden jeg dør, vil jeg plante et træ."

"Inden jeg dør, vil jeg leve anonymt."

"Inden jeg dør, vil jeg holde hende endnu en gang."

"Inden jeg dør, vil jeg være nogens kavaleri."

"Inden jeg dør, vil jeg fuldstændig være mig selv."

Så denne forsømte plads blev en konstruktiv en,

og menneskers håb og drømme

fik mig til at grine højt, sidde med tårer i øjnene,

og de trøstede mig i mine egne hårde tider.

Det handler om at vide at man ikke er alene.

Det handler om at forstå sine naboer

på nye og oplysende måder.

Det handler om at gøre plads til reflektion og fordybelse,

og at huske det der virkelig betyder det meste for os

som vi vokser og ændres.

Jeg lavede denne forrige år, og begyndte at modtage

hundredvis af beskeder fra passionerede mennesker

der ville lave en væg med deres samfund,

så mine civilcenter kolleger og jeg lavede en tool kit, og nu

er der lavet vægge i lande i hele verden,

deriblandt Kazakhstan, Sydafrika,

Australien,

Argentina og videre.

Sammen, har vi vist hvor kraftfulde vores offentlige rum

kan være hvis vi får muligheden for at have en stemme

og dele mere med hinanden.

To af de mest værdifulde ting vi har er tid

og vores forhold til andre mennesker.

I vores tid med forøgede distraktioner,

er det vigtigere end nogensinde at finde på måder at fastholde

perspektiv og huske at livet er kort og skrøbeligt.

Døden er noget som vi tit er afskrækket fra

at tale om eller endda tænker på, men

jeg har indset at det at klargøre os til døden

er et af de mest bemyndigende ting man kan gøre.

At tænke på døden afklarer ens liv.

Vores delte rum kan bedre reflektere det der betyder noget for os

som individer og som et samfund,

og med flere måder at dele vores håb, frygte og historier,

kan menneskerne omkring os ikke kun hjælpe os

med at lave bedre rum, de kan hjælpe os med at leve bedre liv.

Tak. (Bifald)

(Bifald)

Tak. (Bifald)

(Bifald)