Esther Perel: Hemmeligheden bag begær i langvarige forhold

I langvarige forhold forventer vi ofte, at vores elskede både er vores bedste ven og vores erotiske partner. Men som Esther Perel anfører, hviler god og engageret sex på to modstridende fundamentale behov: vores behov for sikkerhed og vores behov for overraskelse. Så hvordan fastholder man begær? Med forstand og veltalenhed lukker Perel os ind i mysteriet om erotisk intelligens.

[Ester Perel: ] Hvorfor falmer god sex så ofte,

selv for par der fortsætter med at elske hinanden lige så meget som altid?

Og hvorfor garanterer god intimitet ikke god sex,

modsat den almindelige overbevisning?

Eller, det næste spørgsmål vil være,

kan vi længes efter det vi allerede har?

Det er det helt store spørgmål, ikke?

Og hvorfor er det forbudte så erotisk?

Hvad er det ved overtrædelse der gør begær så kraftigt?

Og hvorfor skaber sex babyer,

og babyer varsler en erotisk katastrofe for par?

Det er en slags fatalt slag mod erotikken, er det ikke?

Og når man elsker, hvordan føles det?

Og når man begærer, hvordan er det så anderledes?

Dette er nogle af de spørgsmål

der er centrale for min udforskning

af det erotiske begærs natur

og dets medfølgende dilemmaer i moderne kærlighed.

Så jeg rejser verden rundt,

og det jeg lægger mærke til er at

overalt hvor romantikken er kommet ind,

ser der ud til at være en begærskrise.

En begærskrise, forstået som et problem med at vedkende sig lysten --

begær er et udtryk for vores individualitet,

af vores frie valg, af vores præferencer, af vores identitet --

begær er blevet et centralt koncept

som del af moderne kærlighed og individualistiske samfund.

Tænk på at dette er den første gang i menneskets historie

hvor vi forsøger at opleve seksualitet på lang sigt,

ikke fordi vi vil have 14 børn,

som vi engang blev nødt til at have flere af, fordi mange af dem ikke overlevede,

og ikke fordi det udelukkende er en kvindes ægteskabelige pligt.

Dette er første gang at vi gerne vil have sex over tid

og nydelse, og en forbindelse til hinanden, der er rodfæstet i begær.

Så hvad holder begæret i gang, og hvorfor er det så svært?

Sagens kerne, mener jeg, ved at holde begæret oppe i et engageret forhold,

er afstemingen af to fundamentalt menneskelige behov.

På den ene side, vores behov for sikkerhed, for forudsigelighed,

for sikkerhed, for afhængighed, for pålidelighed, for varighed,

alle disse forankringspunkter, jordforbindelsen i vores liv

det, vi kalder vores hjem.

Me vi har også et lige så stort behov -- mænd og kvinder --

for eventyr, for noget nyt, for mysterie, for risiko, for fare,

for det ukendte, for det uventede, overraskelse --

I forstår essensen -- for en færd, for rejse.

Så at forene vores behov for sikkerhed

og vores behov for eventyr i et forhold,

eller det vi i dag gerne kalder et lidenskabeligt ægteskab,

plejede at være en stærk modsigelse.

Ægteskabet var en økonomisk institution

hvor man blev givet et partnerskab for livet

med hensyn til børn og social status

og arvefølge og selskab.

Men nu nu vil vi have vores partner til både stadig at give os alle de ting,

men samtidig vil også jeg have dig til at være min bedste ven

og min fortrolige ven og oven i købet min lidenskabelige elsker,

og vi lever dobbelt så længe.

(Latter)

Så vi kommer til en person, og beder dem dybest set om

at give os det en hel landsby plejede at give os:

Giv mig et sted at høre til, giv mig identitet, giv mig kontinuitet,

men giv mig transcendens og mysterie og ærefrygt alt i en.

Giv mig trøst, give mig kant.

Giv mig nyt, giv mig fortrolighed.

Giv mig forudsigelighed, giv mig overraskelse.

Og vi tror det er en selvfølge, og at legetøj og lingeri kan redde os.

(Bifald)

Så nu kommer vi til den eksistentielle del af historien, ikke?

Fordi jeg tror, på en eller anden måde -- og det vender jeg tilbage til --

men begærskrisen er tit en fantasiens krise.

Så hvorfor falmer god sex så ofte?

Hvad er forholdet mellem kærlighed og begær?

Hvordan står de i forbindelse med hinanden og hvordan står de i modstrid til hinanden?

Deri ligger erotikkens mysterie.

Hvis der er et udsagnsord, for mig, der forbindes med kærlighed, er det "at have."

Og hvis der er udsagnsord der følger med begær, er det "at ville."

I kærlighed, vil vi have, vi vil kende vores elskede.

Vi vil minimere afstanden. Vi vil sammentrække afstanden.

Vi vil fjerne spændingerne. Vi vil have nærhed.

Men i begær har vi en tendens til ikke rigtig at have lyst til at tage tilbage til de steder vi allerede har været.

Allerede opnåede erkendelser har ikke vores interesse.

Med begær vil vi have en Anden, en på den anden side som vi kan besøge,

som vi kan tilbringe noget tid sammen med,

som vi kan besøge og se hvad der foregår i deres 'red light district'.

I vores begær vil vi have en bro at gå over.

Med andre ord, som jeg siger nogle gange: ild har brug for ilt.

Begær har brug for plads.

Og når det bliver sagt på den måde, er det tit meget abstrakt.

Men så tog jeg et spørgsmål med mig.

Og jeg har besøgt mere end 20 lande i løbet af de sidste par år

med "Mating in Captivity," og jeg spurgte mennesker,

hvornår føler du dig mest tiltrukket af din partner?

Ikke seksuelt tiltrukket, som sådan, men mest tiltrukket.

Og på tværs af kulturer, på tværs af religion, og på tværs af køn --

bortset fra en -- er der et par svar der bliver ved at med dukke op.

Så den første gruppe er: jeg er mest tiltrukket af min partner

når hun er væk, når vi er væk fra hinanden, når vi ses igen.

Dybest set, når jeg igen kommer i kontakt

med min evne til at se mig selv med min partner,

når min fantasi kommer tilbage i billedet,

og når jeg kan forankre det i manglen og i længslen,

hvilket er en stor del af begær.

Men så er den anden gruppe endnu mere interessant:

jeg er mest tiltrukket af min partner

når jeg ser ham i studiet, når hun er på scenen,

når han er i sit rette element, når hun laver noget hun er lidenskabeligt interesseret i,

når jeg ser ham til en fest og ser andre mennesker virkelig bliver tiltrukket af ham,

når jeg ser hende holde hof.

Dybest set, når jeg ser min partner stråle og være selvsikker,

det er nok den største turn-on for alle jeg har spurgt.

Strålende, som i hvilende i sig selv.

Jeg ser på denne person -- for øvrigt taler mennesker

sjældent om det begær, der findes når vi bliver smeltet sammen til en,

fem centimeter fra hinanden. Jeg ved ikke hvor meget det er i tommer.

Men det er heller ikke når den anden person er så langt væk

at man ikke længere kan se dem.

Det er når jeg kigger på min partner fra en behagelig afstand,

hvor denne person der allerede er så familiær, så kendt,

for et øjeblik igen er en smule mystisk, en smule svær at få fat på.

Og i dette mellemrum mellem mig og den anden ligger den erotiske begejstring,

ligger bevægelsen hen mod den anden.

Fordi nogen gange, ligesom Proust siger,

handler mysteriet ikke om at rejse til nye steder,

men om at se med nye øjne.

Så, når jeg ser min partner for sig selv,

gøre noget, som de er optaget af,

ser jeg på denne person og jeg oplever et øjebliks skift i min sansning,

og jeg bliver åben for de mysterier som lever lige ved siden af mig.

Og så, endnu vigtigere, i denne beskrivelse af den anden

eller mig selv -- det er det samme -- det, der er mest interessant

er at der ikke er nogen mangel i begær.

Ingen har brug for nogen.

Der skal ikke passes på nogen i begær.

At passe på er meget kærligt. Det er et kraftfuldt anti-afrodisiakum.

Jeg har endnu ikke mødt nogen, der bliver tændt

af nogen der har brug for dem.

At ville have dem er én ting. At have behov for dem lukker begæret ned,

og kvinder har altid vidst det,

fordi alt, der har med forældreskab at gøre

som regel nedsætter den erotiske ladning.

Med god grund, ikke?

Og så vil den tredje gruppe af svar
på spørgsmålet som regel være:

når jeg er overrasket, når vi griner sammen,

som en person sagde til mig på kontoret i dag:

"når han er i sit jakkesæt" - og så sagde jeg,

ja, det er enten jakkesættet eller cowboy støvlerne,

men dybest set er det, når der er noget nyt.

Men noget nyt handler ikke om stillinger. Det er ikke et repertoire af teknikker.

Noget nyt kan gælde hvilke dele af en selv, der bringes frem?

Hvilke dele af dig bliver først nu set?

Fordi på en måde kunne man sige

at sex ikke er noget man gør, ikke?

Sex er et sted man tager hen. Det er et sted man tager hen

inden i en selv og sammen med en anden, eller andre.

Så hvor tager man hen i sex?

Hvilke dele af en selv forbinder man sig med?

Hvad prøver man at udtrykke der?

Er det et sted for transcendens og spirituel forening?

Er det et sted til frækhed og er det et sted til at være aggressiv på en sikker måde?

Er det et sted, hvor man endelig kan overgive sig

og ikke tage ansvar for alt?

Er det et sted, hvor man kan udtrykke sine infantile ønsker?

Hvad kommer der ud her? Det er et sprog.

Det er ikke kun adfærd.

Og det er det sprogs poetik jeg er interesseret i,

hvilket er grunden til, at jeg begyndte at udforske dette koncept om erotisk intelligens.

Altså, dyr har sex.

Det er omdrejningspunktet, det er biologi, det er det naturlige instinkt.

Vi er de eneste, der har et erotisk liv,

hvilket betyder at det er seksualitet, der er transformeret af den menneskelige fantasi.

Vi er de eneste der kan dyrke elskov i timevis,

have det vidunderligt undervejs, få adskillige orgasmer,

uden at røre ved nogen; alene fordi vi kan forestille os det.

Vi kan hentyde til det. Vi behøver ikke engang at gøre det.

Vi kan opleve den stærke følelse, vi kalder "forventning",

som er bindemiddel for begær,

evnen til at forestille det, som om det sker,

at opleve det, som om det sker, selvom ingenting sker,

og samtidig sker alting på samme tid.

Så da jeg begyndte at tænke på erotik,

begyndte jeg at tænke på seksualitetens poetik,

og hvis jeg ser på det som en intelligens,

så er det noget man kan udvikle.

Hvad er ingredienserne? Fantasi, spøgefuldhed,

det nye, nysgerrighed, mystik.

Men den vigtigste del er virkelig den del, der hedder fantasien.

Men endnu vigtigere, før at jeg kan prøve at forstå

hvem de er - de par, der har en erotisk gnist,

- og hvad det er, der opretholder begæret,
måtte jeg tilbage til

til den originale definition af erotikken,

den mystiske definition, og jeg anskuede det

med et todelt blik ved faktisk at se nærmere på lidelse,

som begærets anden side, og jeg kiggede på det

ved at se på det lokalsamfund
som jeg var vokset op i,

som var et lille samfund i Belgien,
hvor alle var overlevende efter Holocaust,

og i mit lokalsamfund var der to grupper:

dem, der ikke døde, og dem, der kom tilbage til livet.

Og dem, der ikke døde, levede ofte meget nedslåede liv,

kunne ikke opleve glæde, kunne ikke stole på nogen,

fordi når man er på vagt, bekymret, angst,

og usikker, kan man ikke løfte hovedet

for at gå ud i rummet og være legesyge og sikre og fantasifulde.

Dem, der kom tilbage til livet var dem

der forstod det erotiske som en modgift til døden.

De vidste, hvordan de skulle holde sig selv i live.

Og da jeg begyndte at lytte til seksualitetsmanglen hos de par som jeg arbejder med,

hørte jeg nogle gange folk sige, "Jeg vil have mere sex,"

men generelt set vil folk have bedre sex,

og bedre er at genfinde den livskvalitet,

af liv, af fornyelse, af vitalitet,
af seksualdrift, af energi

som sex plejede at give dem, eller som de håbede

det ville give dem.

Så jeg begyndte at stille et andet spørgsmål,

"Jeg lukker mig selv inde, når …" blev mit spørgsmål.

"Jeg slukker for mine behov når …" hvilket ikke er det samme spørgsmål som,

"Det, der tænder mig af er …" og "Du tænder mig af, når …"

Og folk begyndte at sige,
"Jeg tænder mig selv af, når

jeg føler mig død indeni,
når jeg ikke kan lide min krop,

når jeg føler mig gammel,
når jeg ikke har haft tid til mig selv,

når jeg ikke engang har haft
en chance for spørge ind til dig,

når jeg ikke præsterer godt på arbejdet,

når jeg har lav selvtillid,
når jeg ikke har en følelse af selvværd,

når jeg ikke føler at jeg har retten til at ville, at tage,

at modtage glæde."

Og derefter begyndte jeg at stille det modsatte spørgsmål:

"Jeg tænder mig selv, når …" Fordi det meste af tiden,

kan folk godt lide at stille spørgsmålet, "Du tænder mig, når..." eller

"det, der tænder mig," og så er "jeg" ude af spørgsmålet, kan I nok se!

Altså - hvis man er død indeni, kan den anden person gøre mange ting til Valentines dag.

Det gør ingen forskel. Der er ingen bag disken i receptionen.

(Latter)

Så man bør spørge: "jeg tænder mig selv, når..."

"jeg tænder for mit begær, jeg vågner, når …"

I dette paradoks mellem kærlighed og begær,

hvor det forvirrende er

at de selvsamme ingredienser der nærer kærligheden -- gensidighed, reciprocitet,

beskyttelse, bekymring, ansvar for den anden --

nogle gange er de selvsamme ingredienser,
der kvæler begær.

Begær hænger sammen med en hel række følelser

der ikke altid er favoritter for kærligheden:

jalousi, ejerskab, aggression, magt, dominans,

frækhed, ballade.

Dybest set vil de fleste af os om natten tænde på

de selvsamme ting som vi modsætter os om dagen.

Det erotiske sind er ikke
politisk korrekt, ved I nok.

Hvis alle fantaserede på en seng af roser,

kunne vi ikke have så interessante samtaler
om dette emne.

Men nej, i vores sind deroppe

sker der en hel række ting, som vi ikke altid ved

hvordan vi skal overbringe til den person som vi elsker,

fordi vi tror at kærlighed er forbundet med uselviskhed,

og faktisk er begær forbundet med en vis mængde selvviskhed

i ordets bedste forstand:

evnen til at forblive i kontakt med ens eget "jeg"

i en andens nærvær.

Så når jeg tegner dette lille billede for jer,

er det fordi trangen til at forene disse to modsatrettede behov

er noget vi er født med.

Det gælder vores behov for forbindelse, vores behov for adskilthed,

eller vores behov for sikkerhed og eventyr,

eller vores behov for samhørighed og selvstændighed,

og hvis man tænker på det lille barn, der sidder i ens skød

og som sidder der behageligt og hyggeligt og komfortabelt,

og som på et tidspunkt, som vi alle skal, går ud i verden

for at opdage og udforske.

Det er der, begæret begynder,

ved de prøvende behov for nysgerrighed, opdagelse.

Og så på et tidspunkt vender de rundt og de ser på en,

og hvis man fortæller dem,

"Hey sønnikke, verden er et fedt sted. Giv den hele armen.

Der er så meget sjov derude,"

så kan barnet vende sig væk fra dig og opleve

forbindelse og adskilthed på samme tid.

De kan gå ind i deres fantasi, ind i deres krop,

ind i deres legesyge, alt imens de ved

at der stadig er nogen, når de kommer tilbage.

Men hvis der derimod er en, der siger:

"Jeg er bekymret. Jeg er urolig. Jeg er deprimeret.

Min partner har ikke taget sig af mig så længe.

Hvad er det der er så godt derude? Har vi ikke alt

vi har brug for sammen, du og jeg?"

så er der et par små reaktioner

som vi alle mere eller mindre kan genkende.

Nogle af os kommer tilbage, kom tilbage for længe siden,

og det lille barn, der kommer tilbage

er det barn, der er villig til at give slip på en del af sig selv

for ikke at miste den anden.

Jeg vil miste min frihed for ikke at tabe forbindelsen til den anden.

Og jeg vil lære at elske på en bestemt måde

der vil blive belastet med en ekstra bekymring

en ekstra ansvarlighed og ekstra beskyttelse,

og jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne forlade dig

for at gå ud og lege, for at gå ud og opleve nydelse,

for at gå på opdagelse, for at gå ind i mig selv.

Oversæt dette til voksensprog.

Det begynder meget ungt. Det fortsætter i vores sexliv

helt til livets afslutning.

Barn nummer to kommer tilbage,

men kigger sig tilbage over skulderen hele tiden.

"Vil du være der?

Vil du forbande mig? Skal du skælde mig ud?

Bliver du sur på mig?"

Og de går måske, men de er aldrig rigtig væk,

og disse mennesker er ofte de samme, der fortæller en,

i forholdet i starten var vildt frækt.

Fordi i starten var den voksende intimitet

endnu ikke så stærk

at den ledte til en nedsættelse af begæret.

Jo mere forbundet jeg blev, jo mere ansvar følte jeg,

jo mindre var jeg i stand til at give slip i dit nærvær.

Det tredje barn kommer i virkeligheden ikke rigtig tilbage.

Så det, der sker, er hvis man vil opretholde begæret,

er det det virkelige dialektiske kunststykke.

På den ene side vil man have sikkerhed, for at være i stand til at gå.

Hvis man på den anden side ikke kan gå, kan man ikke nyde,

kan man ikke nå sit højdepunkt, man kan ikke få en orgasme,

man bliver ikke ophidset, fordi man bruger sin tid

i kroppen og i hovedet på den anden
og ikke i sin egen.

Så i dette dilemma om at forene

de to sæt fundamentale behov,

er der et par ting,
som jeg har lært at erotiske par gør.

Punkt et: de har meget seksuel privathed.

De forstår, at der er et erotisk sted

som tilhører dem hver især.

De forstår også, at forspil ikke er noget man begynder på

fem minutter inden den rigtige ting.

Forspil starter mere eller mindre når den forrige orgasme slutter.

De forstår også at et erotisk sted

ikke handler om, at man
begynder at kæle for den anden.

Det handler om at man skaber et sted
hvor man efterlader "Management Inc.",

måske hvor man efterlader moderne projektstyring,

(Latter)

og man faktisk bare går ind i det sted

hvor man holder op med at være en god borger

der tager sig af tingene og er ansvarlig.

Ansvarlighed og begær støder bare hovederne sammen.

De passer faktisk ikke særlig godt sammen.

Erotiske par forstår også at
lidenskab tiltager og aftager.

Det er mere eller mindre ligesom månen. Der er tilbagevendende formørkelser.

Men de ved, hvordan de skal genfinde det.

De ved, hvordan de kan få det tilbage,

og grunden til at de ved det,

er fordi de har afmystificeret en stor myte,

som er myten om spontanitet, en myte der fortæller

at det bare falder ned fra himlen,
mens man folder vasketøjet

ligesom en deus ex machina, og de forstår faktisk

at alt det, der kommer til at ske

i et langt forhold allerede er sket.

Engageret sex er tilsigtet sex.

Det er bevidst. Det er forsætligt.

Det er fokus og tilstedeværelse.

Glædelig Valentines dag.

(Bifald)