Den blomsterformede stjerneskygger, som kan hjælpe os med at opdage jord-lignende planeter

Astronomer tror, at hver stjerne i galaksen har en planet, en femtedel af hvilke kan rumme liv. Men vi har ikke set nogle af dem - endnu. Jeremy Kasdin og hans team arbejder på at ændre det med konstruktionen af et ekstraordinær stykke udstyr: en blomster kronblade-formet "stjerneskygger", som sætter teleskoper i stand til at fotografere planeter fra over 50.000 kilometer væk. Det er, siger han, den "sejeste mulige videnskab."

Universet er fyldt med planeter.

Jeg vil have ,at vi indenfor det næste årti

bygger et rumteleskop, som er i stand til at tage billeder

af jordkloder kredsende om en anden stjerne,

og finde ud af, om de kan rumme liv.

Mine kolleger hos NASA
Jet Propulsion Laboratory

ved Princeton og jeg arbejder på en teknologi,

som vil være i stand til netop det i de kommende år.

Astronomer tror nu, at hver stjerne

i galaksen har en planet,

og de formoder, at op i mod en femtedel af dem

har en jord-lignende planet,

som kan rumme liv,

men vi har ikke set nogle af dem.

Vi har kun opdaget dem indirekte.

Dette er NASA's berømte billede af den blege blå prik.

Det blev taget af Voyager rumskibet i 1990,

da de vendte det rundt, imens det var på vej ud af solsystemet,

for at tage et billede af Jorden

fra seks milliarder kilometers afstand.

Jeg ville tage sådan et

af en jord-lignende planet kredsende om en anden stjerne.

Hvorfor har vi ikke gjort det? Hvorfor er det svært?

For at se det, lad os forestille os, at vi tager

Hubble-rumteleskopet

og vi vender det om, og vi flytter det ud

til Mars' omløbsbane.

Vi vil se noget som dette,

et smule utydeligt billede af Jorden,

fordi vi er et temmeligt småt teleskop

ude ved Mars' omløbsbane.

Lad os nu flytte ti gange længere væk.

Her er vi ved Uranus' omløbsbane.

Det er blevet mindre, det har færre detaljer, lavere opløsning.

Vi kan stadig se den lille måne,

men lad os gå 10 gange længere væk igen.

Her er vi ved kanten af vores solsystem,

ved Kuiperbæltet.

Nu er der ingen opløsning overhovedet.

Det er Carl Sagans blege blå prik.

Men lad os igen flytte 10 gange længere væk.

Her er vi ude ved Oortskyen,

udenfor solsystemet.

og vi begynder at se solen

flytte ind i vores synsfelt,

og flytte sig hen til hvor planeterne er.

En gang til, 10 gange længere væk.

Vi er nu ved Alfa Centauri,

vores tætteste nabostjerne,

og planeten er væk.

Alt hvad vi ser nu, er det store lysende billede af stjernen,

som er ti milliarder gange mere lysende end planeten,

som burde være i den lille røde cirkel.

Det er, hvad vi vil se. Det er derfor, det er svært.

Lyset fra en stjerne er afbøjende.

Det spreder sig inden i teleskopet,

og skaber det meget lyse billede,

som vasker planeten ud.

Så for at se den planet

er vi nød til at gøre noget ved det lys.

Vi er nød til at fjerne det.

Jeg har mange kolleger arbejdende på

virkelig fantastiske teknologier for at gøre det,

men i dag vil jeg fortælle jer om en,

som jeg synes er den sejeste,

og formentlig den mest sandsynlig til at skaffe os en Jord

i det næste årti.

Det blev først foreslået af Lyman Spitzer,

faderen af rumteleskopet, i 1962,

og han fik inspiration fra en solformørkelse.

I har alle set det. Det er en solformørkelse.

Månen er flyttet foran solen.

Den fjerne det meste af lysten,

så vi kan se den svage korona omkring den,

det ville være det samme, som hvis jeg tog min tommelfinger op

og blokkerede for spotlyset, som rammer mig lige i mit øje.

Jeg kan se jer på bagerste række.

Hvad sker der?

Tja månen

kaster en skygge ned på jorden.

Vi putter en teleskop eller kamera i den skygge,

vi kigger tilbage på solen,

og det meste af lyset er blevet fjernet,

og vi kan se den svage, fine struktur

i koronaen.

Spitzers forslag er at vi gør dette i rummet.

Vi bygger en stor sort skærm, og vi flyver det op i rummet,

vi placerer det foran en stjerne,

vi blokerer det meste af lyset,

vi flyver et rumteleskop ind i skyggen, som er skabt,

og bom vi kan se planeter.

Det ville se nogenlunde sådan ud.

Så der er den store skærm,

og der er ingen planeter,

fordi uheldigvis virker det ikke særlig godt,

fordi lysbølgerne fra lyset og bølgerne

bøjer omkring skærmen

på samme måde, som det gjorde i teleskopet.

Det er som vand bøjende omkring en sten i et vandløb,

og al det lys ødelægger skyggen.

Det er en dårlig skygge. Og vi kan ikke se planeter.

Men Spitzer kendte allerede svaret.

Hvis vi kan sammenfjedre de kanter, blødgøre de kanter,

så vi kan kontrollere afbøjning,

så kan vi se en planet,

og i de sidste 10 år eller deromkring, har vi fundet

optimale løsninger på at gøre det.

Det ser nogenlunde sådan ud.

Vi kalder det vores kronblade-stjerneskygger.

Hvis vi indstiller kanterne af de kronblade helt korrekt,

hvis vi kontrollerer deres form,

kan vi kontrollere afbøjning,

og nu har vi en fremragende skygge.

Det er omkring 10 milliarder gange svagere, end det var før,

og vi kan se planeterne udstråle lige sådan.

Den er, selvfølgelig, nødt til at være større end min tommelfinger.

Denne stjerneskygger er omkring

halv så stor som en amerikansk fodboldbane,

og den er nødt til at flyve 50.000 kilometer væk fra teleskopet,

som skal holdes lige i dens skygge,

og så kan vi se de planeter.

Dette lyder fantastisk,

men glimrende ingeniører, mine kolleger hos JPL,

fandt på et fremragende design for hvordan det kan gøres,

og det ser sådan ud.

Det starter pakket omkring en hub.

Det separerer sig fra teleskopet.

Kronbladene udfolder sig, de åbner sig op,

teleskopet drejer omkring.

Så vil I se den vende omkring og flyve

de 50.000 kilometer væk fra teleskopet.

Den vil flytte sig ind foran stjernen,

således, og skabe en vidunderlig skygge.

Bom, vi har planeter kredsende omkring den.

(Bifald)

Tak.

Det er ikke science fiction.

Vi har arbejdet på dette de seneste fem eller seks år.

Sidste sommer, udførte vi en virkelig sej test

ude i Californien ved Northrup Grumman.

Så disse er fire kronblade.

Dette er en mindre udgave af stjerneskyggeren.

Den er omkring halvt så stor, som den I lige så.

I vil se kronbladene udfolde sig.

De fire kronblade blev bygget af fire studerende,

som var i sommerpraktik hos JPL.

Nu ser I den udfolde sig.

Kronbladene skal rotere på plads.

Basen af de kronblade

er nødt til at gå til det samme sted hver gang

til indenfor en tiendedel af en millimeter.

Vi gennemførte denne test 16 gange,

og 16 gange gik den til det nøjagtigt samme sted

til en tiendedel af en millimeter.

Dette skal gøres meget nøjagtigt,

men hvis vi kan gøre det, hvis vi kan bygge den teknologi,

hvis vi kan få den op i rummet,

vil I måske se nogen som dette.

Det er et billede taget af en af vores nærmeste nabostjerner

taget af Hubble-rumteleskopet.

Hvis vi kan tage et lignende rumteleskop,

en smule større,

putte det derud,

flyve en mørkelægger ind foran det,

er hvad vi måske vil se noget som det --

det er et familieportræt af vores solsystem -- men ikke vores.

Vi håber på, at det vil være nogen andres solsystem

set igennem en mørkelægger

igennem en stjerneskygger som den.

I kan se Jupiter, I kan se Saturn,

Uranus, Neptun, og lige der i midten,

ved siden af residuallyset,

er den blege blå prik. Det er Jorden.

Vi vil se dét, se om der er vand,

ilt, ozon,

de ting som kan fortælle os, om den kan rumme liv.

Jeg synes, at det er den sejest mulige videnskab.

Det er derfor, jeg gik ind i dette felt,

fordi jeg tror, at det vil ændre verden.

Det vil ændre alt, når vi ser det.

Tak.

(Bifald)