Hvorfor du burde snakke med fremmede

"Når du taler med fremmede laver du vidunderlige afbrydelser i det ellers forventede forløb på dit liv -- og deres," siger Kio Stark. I denne dejlige tale undersøger Stark de oversete fordele ved at gå ud over vores normale ubehag ved at tale med fremmede og i stedet omfavne de flygtige men gennemgående smukke øjeblikke af oprigtige møder.

Der er ting vi siger,

når vi får øjenkontakt med en fremmed

eller passerer en nabo.

Vi siger: "Hej, hvordan går det?

Det er en vidunderlig dag.

Hvordan har du det?"

Det lyder ret ligegyldigt, ikke?
Og det er det på nogle punkter.

Det har ingen semantisk værdi.

Det er ligegyldigt hvordan det går,
eller hvordan dagen er.

Det har noget andet.

Det har social værdi.

Hvad vi mener når vi siger de ting er:

Jeg ser dig.

Jeg er besat af at snakke med fremmede.

Jeg får øjenkontakt, siger hej,

jeg tilbyder min hjælp, jeg lytter.

Jeg får alle mulige historier.

For ca. syv år siden, startede jeg med
at dokumentere mine oplevelser

for at finde ud af hvorfor.

Hvad jeg fandt ud af var
at noget meget smukt foregik

Det er næsten poetisk.

De er meget dybsindige oplevelser.

De er uventede fornøjelser.

De var oprigtige følelsesmæssige møder.

De var frigørende øjeblikke.

En dag stod jeg på et gadekryds
og ventede på at lyset skulle skifte,

og fordi jeg er New Yorker

stod jeg på vejen, oven på et afløb,

som om at det kunne få mig over hurtigere.

En gammel mand står ved siden af mig.

Han har en lang frakke på,
og en slags gammel-mands hat,

og han lignede en man ser på film.

Og han siger til mig:

"Du må ikke stå der. Måske forsvinder du."

Så det er absurd ikke?

Men jeg gjorde hvad han sagde.
Jeg trådte tilbage på fortorvet.

Og han smilte og sagde:

"Godt. Man ved aldrig"

Jeg havde måske kigget væk,

og med et er du væk."

Det var underligt

og også meget vidunderligt.

Han var så kærlig, og han var så glad,
for at han havde redet mig.

Vi havde et lille bånd.

I kort tid følte jeg,
at min eksistens som person

blev bemærket,

og at jeg var værd at rede.

Den triste side af historien er,

at mange steder i verden

er vi opdraget til at tro
at fremmede er farlige,

at vi ikke kan stole på dem,
at de kan såre os.

Men de fleste fremmede er ikke farlige.

Vi er usikre omkring dem,
fordi vi ikke har nogen forbindelse.

Vi ved ikke hvad deres hensigt er.

Så i stedet for at bruge vores
opfattelsesevne og lave valg

er vi afhængige af kategorien "fremmed."

Jeg har en fire-årig.

Når jeg siger hej til folk på gaden,

spørger hun hvorfor.

Hun siger: "kender vi dem?"

Jeg siger: "Nej de er vores naboer."

"Er de vores venner?"

"Nej det er bare godt at være venlig."

Jeg tænker mig om en ekstra gang,
når jeg siger det til hende,

fordi jeg mener det,
men især fordi jeg er en kvinde,

ved jeg at ikke alle man møder
har gode hensigter.

Det er godt at være venlig, og godt
at lære hvornår man ikke skal være det,

men det betyder ikke vi skal være bange.

Der er to kæmpe fordele

ved at bruge vores fornuft
i stedet for vores frygt.

For det første frigøre det os.

Når du tænker over det, er det,

at bruge vores opfattelse
i stedet for kategorier

sværere end man skulle tro.

Kategorier er noget vore hjerne bruger.

Når det gælder mennesker,

er det en slags genvej
til at lære om dem.

Vi ser, mand, kvinde, ung, gammel,

sort, brun, hvid, fremmed, ven,

og vi bruger informationen i den boks.

Det er hurtigt og let,

og det er en vej til fordomme.

Det betyder at vi ikke tænker,
på mennesker som individer.

Jeg kender en amerikansk forsker,
som hyppigt rejser

i Central Asien og Afrika, alene.

Hun kommer til byer

som en komplet fremmed.

Hun har ingen forhold, ingen forbindelser.

Hun er en udlænding.

Hendes overlevelses strategi er:

få en fremmed til at se dig som et
virkeligt, enkelt individ.

Hvis du kan det, vil det få andre folk
til at se dig på samme måde.

Den anden fordel ved at bruge fornuft
handler om intimitet.

Jeg ved det lyder ulogisk,

intimitet og fremmede,

men de hurtige udvekslinger
kan føre til en følelse,

som sociologer kalder
"flygtig nærvær."

Så, det er en kort oplevelse,
der har emotionel resonans og betydning.

Det er den gode følelse jeg fik,

da jeg blev reddet af den gamle mand
fra drænets dødsfælde,

eller følelsen af fællesskab

når jeg taler med nogen på toget
på vej til arbejde.

Nogle gange går det længere.

Forskere har fundet ud af,
at andre folk føler sig bedre tilpas

med at være ærlige og åbne
omkring deres indre jeg med fremmede,

end gør over for deres venner og familie.

De føler at fremmede forstår dem bedre.

Det bliver beretter medierne om,
med stor beklagelse.

"Fremmede kommunikere
bedre end ægtefæller!"

Det er en god overskrift ikke?

Jeg synes at den misser pointen.

Det vigtige med de studier

er, hvor betydelige de her
udvekslinger kan være,

hvordan den specielle form for nærvær

giver os noget vi har brug for,
på højde med vore venner

og vores familie.

Så hvordan er det muligt at vi
kommunikere så godt med fremmede?

Det er på grund af to ting.

For det første er
det en hurtig udveksling,

uden konsekvenser.

Det er let at være ærlig overfor nogen
du ikke kommer til at se igen, ikke?

Det giver mening.

Den anden grund er mere interessant.

Vi har fordomme om
de folk vi er tætte med.

Vi regner med at de forstår os.

Det går vi ud fra,

og vi forventer de kan læse vores tanker.

Så forestil dig du er til en fest,

og du kan ikke tro,
at din ven eller ægtefælle

ikke kan læse at du vil gå tidligt.

Og du tænker,

"jeg gav dig blikket."

Med fremmede skal vi starte fra bunden.

Vi fortæller hele historien.

Vi forklarer hvem folk er,
hvordan vi har det med dem,

vi skærer interne vittigheder ud i pap.

Og gæt engang?

Nogle gange forstår de os en smule bedre.

OK.

Så nu når vi ved at det
at tale med fremmede gør noget,

hvordan virker det?

Der er uskrevne regler vi plejer at følge.

Reglerne er forskellige
alt efter hvilket land du er i,

og hvilken kultur du er i.

I de fleste steder i USA er

de basale forventninger i offentligheden,

at vi holder en balance
mellem høflighed og privatliv.

Det bliver kaldt høflig uopmærksomhed.

Så forestil dig at to folk
går mod hinanden på gaden.

De kaster et blik på hinanden på afstand.

Det er det høflige, anerkendelsen.

Og når de kommer tættere på,
kigger de væk,

for at give hinanden noget plads.

I andre kulturer

gør man store anstrengelser
for ikke at kommunikere overhovedet.

Folk fra Danmark fortæller mig,

at mange danskere er så utilbøjelige
til at snakke med fremmede,

at de hellere ville misse deres bus,

end at sige "undskyld mig"
til nogen de skal udenom.

I stedet er der en indviklet måde
at rode med tasker

og brug af kropssprog,
til at sige at du skal forbi

i stedet for at bruge to ord.

I Egypten blev jeg fortalt,

at det er uhøfligt at ignorere fremmede,

og at der er en usædvanlig
kultur for gæstfrihed.

Fremmede kan spørge
hinanden for en tår vand.

Og hvis du spørger nogen om vej,

er det ikke usandsynligt
at de invitere dig hjem til kaffe.

Vi ser oftest de uskrevne
regler når de er brudt,

eller når du er et nyt sted,

og du prøver at finde ud af
hvordan man gør tingene der.

Når man bryder reglerne en smule,
er det oftest der, hvor spændingen er.

Hvis det ikke er tydeligt,
vil jeg gerne have at i gør det her, OK?

Så her er hvordan det skal foregå.

Find en der skaber øjenkontakt.

Det er et godt tegn.

Det første er et simpelt smil.

Hvis du går forbi nogen på gaden
eller gangen her, smil.

Se hvad der sker.

En anden metode er "triangulering."

Der er dig, en fremmed

og noget tredje som i begge
kan se og kommentere på.

For eksempel offentligt kunst

eller nogen der prædiker på gaden,

eller en der har sjovt tøj på.

Bare prøv.

Kommenter på den tredje ting,
og se om det starter en samtale.

Der er også noget jeg kalder
at ligge mærke til,

som oftest er at give et kompliment.

Jeg er stor fan af at ligge
mærke til folks sko.

Jeg har ikke fabelagtige sko på nu,

men sko er generelt fabelagtige.

Og de er ret neutrale
hvad komplimenter angår.

Folk vil altid fortælle dig
om deres fede sko.

Du har måske allerede oplevet
hunde og baby princippet.

Det kan være akavet at snakke
med nogen på gaden.

Du ved ikke hvordan de vil reagere.

Men du kan altid snakke
med deres hund eller baby.

Hunden eller babyen

er en social kanal til personen,

og alt efter hvordan de reagerer,

kan du se om de vil snakke mere.

Det sidste jeg vil
udfordre jer til at gøre

er at åbne op.

Det er en meget sårbar ting at gøre

og kan være meget berigende.

Så næste gang du taler med en fremmed,

og du føler dig tryg,

fortæl dem noget oprigtigt om dig selv

noget meget personligt.

Du får måske den oplevelse, som
jeg talte om, af at føle sig forstået.

Det kan komme op mens man snakker,

folk spørger mig: "Hvad laver din far?"
eller "Hvor bor han?"

Og nogen gange fortæller jeg dem alt,

som at han døde da jeg var barn.

I de øjeblikke fortæller de altid om

deres egne erfaringer med tab.

Vi plejer at møde åbenhed med åbenhed

selv med fremmede.

Så her er pointen.

Når du taler med fremmede
laver du vidunderlige afbrydelser

i det ellers forventede
forløb på dit liv

og deres.

Du skaber uventede forbindelser.

Hvis du ikke taler med fremmede,
går du glip af alt det.

Vi bruger en masse tid på

at lære vores børn om fremmede.

Hvad ville der ske, hvis vi brugte
mere tid på at lære os selv?

Vi kunne afvise alle de opfattelser,
som gør os mistænkelige på hinanden.

Der ville være tid til forandring.

Tak.

(Klapsalve)