3 regler til at sætte gnist i læring

Det krævede en livstruende sygdom for at ryste kemilærer Ramsey Musallam ud af ti års "pseudolæring" for at forstå den virkelige rolle, en underviser har: At kultivere nysgerrighed. I en sjov og personlig talk giver Musallam 3 regler til at sætte gang i fantasien og læring, og få elever til at blive nysgerrige omkring verden.

Jeg er kemilærer.

(Eksplosion)

Okay, okay.

Så udover eksplosioner

er kemi alle vegne.

Har du nogensinde siddet
fraværende på en restaurant

og gjort dette igen og igen?

Nogle nikker.

For nylig viste jeg dette til mine elever,

og jeg bad dem bare om at prøve
at forklare, hvorfor det skete.

Spørgsmålene og samtalerne, der fulgte,

var fascinerende.

Prøv at tjekke den her video ud,

Maddie fra min klasse i 3.lektion,
sendte mig den aften.

(Klang) (Latter)

Selvfølgelig, som Maddies kemilærer

elsker jeg, at hun gik hjem
og fortsatte med at nørde

med den slags fjollede demonstration,

vi lavede i timen.

Men hvad der fascinerede mig mere,
var at Maddies nysgerrighed

bragte hende til et nyt niveau.

Hvis man kigger inde i det bæger,

ser man måske et lys.

Maddie bruger temperatur til
at udvide fænomenet

til et nyt scenarie.

Spørgsmål og nysgerrigheds som Maddies

er magneter, der drager
os mod vores lærere

og de overvinder al teknologi

eller buzzwords inden for uddannelse.

Men hvis vi sætter teknologi højere
end elevernes nysgerrighed,

berøver vi os selv

fra vores bedste redskaber som lærere:
Vores elevers spørgsmål.

For eksempel kan det at flytte
en kedelig time i klasselokalet

til en mobilskærm

måske spare instruktionstid,

men hvis det er det, der er
fokus på ved elevernes oplevelse,

er det den samme dehumaniserende snak -

bare i fancy tøj-

Men har vi i stedet modet

til at forvirre vores elever,
få dem til at undre sig,

og fremprovokere virkelige spørgsmål,

har vi lærere, gennem
de spørgsmål, information,

vi kan bruge til at skræddersy robuste

og informerede metoder
af blandet instruktion.

Så 21-århundredets nonsens sat til side,

er sandheden, at jeg har
undervist i 13 år nu,

og det krævede en livstruende situation

at rive mig ud af 10 års pseudolæring

og hjælpe mig til at indse,
at elevers spørgsmål

er frøene af rigtig læring,

ikke et eller andet nedskrevet pensum,

der giver dem godbidder
af tilfældig information.

I maj 2010, i en alder af 35,

med en to-årig derhjemme
og et andet barn på vej,

blev jeg diagnosticeret
med en stor aneurisme

i bunden af min thorakale aorta.

Det førte til en åben hjerteoperation.
Det her er emailen,

fra min læge.

Da jeg modtog denne,
blev jeg - tryk caps lock -

gik jeg amok, okay?

Men jeg fandt overraskende
øjeblikke af komfort

i min kirurgs selvtillid.

Hvor fik den her fyr sin
selvtillid, frækheden af det?

Så da jeg spurgte ham,
fortalte han mig tre ting.

Først sagde han, at hans
nysgerrighed drev ham

til at stille svære spørgsmål
omkring proceduren,

om hvad, der virkede og ikke virkede.

For det andet, i stedet for
at frygte det, tog han

den roede proces af
forsøg og fejl til sig.

Den uundgåelige proces af forsøg og fejl.

Og for det tredje, samlede han,
gennem intens reflektering,

informationen, han behøvede,

for at designe og revidere proceduren,

og så med en rolig hånd
redede han mit liv.

Jeg tog en stor del af
disse visdomsord til mig,

og inden min tilbagevenden til skolen

skrev jeg tre af mine egne regler ned,

som jeg stadig medtager
i min lektionsplanlægning.

Regel nummer ét: Nysgerrighed kommer først.

Spørgsmål kan være en dør
til fantastisk instruktion,

men ikke den anden vej rundt.

Regel nummer to: Omfavn rodet.

Vi er alle lærere. Vi ved,
at læring er grimt.

Og bare fordi den videnskabelige
metode er placeret

på side 5 af sektion 1.2 i kapitel 1

af den, vi alle skipper, okay,

forsøg og fejl kan stadig være
en del af det uformelle,

vi tager os til hver evig eneste dag

ved Sacred Heart Cathedral i rum 206.

Og regel nummer tre: Øv reflektering.

Hvad, vi gør, er vigtigt.
Det fortjener vores pleje,

men det fortjener også vores revision.

Kan vi være klasseværelsets kirurger?

Som ville det, vi gjorde,
en dag redde liv.

Vores elever er det værd.

Og enhver sag er forskellig.

Okay, undskyld.

Kemilæreren i mig havde bare brug for

at få det ud af mit system,
før vi fortsætter.

Det her er mine døtre.

Til højre har vi lille Emmalou
- sydstatsfamilie.

Og til venstre, Riley.

Riley vil være en stor pige
om et par uger.

Hun bliver fire år gammel,

og alle, der kender en fire-årig,

ved, at de elsker at spørge: "Hvorfor?"

Ja. Hvorfor?

Jeg kunne lære den her unge alt,

for hun er nysgerrig omkring alt.

Det var vi alle i den alder.

Men udfordringen eksisterer virkelig
for Rileys fremtidige lærere,

dem hun endnu ikke har mødt.

Hvordan vil de få den
nysgerrighed til at vokse?

Se, jeg vil sige, at Riley er
en metafor for alle børn,

og jeg mener, det at droppe ud
af skolen kommer i mange former -

fra sidsteårs-eleven, der checkede ud
før året overhovedet begyndte,

eller den tomme plads bagerst
i en urban folkeskoles klasseværelse.

Men hvis vi som undervisere ikke

udfylder den simple rolle
som formidlere af indhold

og omfavner et nyt paradigme

som kultivatorer af
nysgerrighed og undersøgelser,

kan vi lige så godt bringe
lidt mere mening

til deres skoledag og
sætte gnist i deres læring.

Mange tak.