William Noel: Afsløringen af Arkimedes' tabte kodeks

Hvordan læser man et 2000 år gammelt manuskript, som er blevet skåret op, skrevet på og malet over? Med en kraftfuld partikel-accelerator, selvfølgelig! William Noel, kurator af oldtidens bøger, fortæller den fascinerende historie bag Arkimedes' palimpsest, en byzantinsk bønnebog indeholdende hidtil ukendte originale værker af den oldgræske matematiker Arkimedes og andre.

Oldtidens store skrifter

er ikke tilgængelige i deres oprindelige form.

De er tilgængelige, fordi middelalderens skrivere kopierede dem,

igen og igen.

Således er det også med Arkimedes,

den store græske matematiker.

Alt som vi ved om Arkimedes som matematiker,

ved vi fra blot tre bøger,

som hedder A, B og C.

A blev smidt væk af en italiensk humanist i 1564.

B hørte man sidst om i pavens bibliotek

cirka 160 kilometer nord for Rom i Viterbo i 1311.

Kodeks C blev først fundet i 1906,

og det havnede på mit skrivebord i Baltimore

den 19. januar 1999.

Dette er Kodeks C.

Kodeks C er faktisk gemt i denne bog.

Det er en gemt skat.

Denne bog er nemlig faktisk en bønnebog.

Den blev afsluttet af en fyr ved navn Ioannes Myronas

den 14. april 1229.

For at lave sin bønnebog brugte han pergament.

Men han brugte ikke nyt pergament,

han brugte pergament, som var genbrugt fra tidligere manuskripter,

som der var syv af.

Arkimedes' kodeks C var blot et af disse syv.

Han skilte Arkimedes' og de syv andre manuskripter ad.

Han slettede al skriften,

hvorefter han skar arkene over på midten,

han blandede dem,

og han roterede dem 90 grader,

og han skrev bønner på dem.

Disse syv manuskripter

forsvandt nu i 700 år, og vi har en bønnebog.

Bønnebogen blev fundet af denne fyr,

Johan Ludvig Heiberg, i 1906.

Kun ved hjælp af en lup

tydede han så meget af teksten, som han kunne.

Sagen er, at han fandt to tekster i dette manuskript,

som var unikke.

De fandtes slet ikke i A og B;

De var helt nye tekster af Arkimedes,

og de hedder "Metoden" og "Stomachion".

Manuskriptet blev verdensberømt.

På dette tidspunkt skal det forstås,

at denne bog er i dårlig stand.

Dens stand forværredes i det 20. århundrede,

efter Heiberg så den.

Falsknerier blev malet i den,

og den led frygteligt af mug.

Denne bog er selve definitionen af skrammel.

Det er den slags bog,

som burde være på en institution.

Men den er ikke på en institution,

den blev købt af en privat ejer i 1998.

Hvorfor købte han bogen?

Fordi han ville redde det skrøbelige.

Han ville gøre det unikke universelt tilgængeligt.

Han ville gøre det dyre gratis.

Dette gjorde han som en principsag.

Fordi mange mennesker ville aldrig læse Arkimedes på oldgræsk,

men de burde have muligheden for det.

Så han samlede Arkimedes' venner,

og lovede at han ville betale for alt arbejdet.

Det var et dyrt arbejde,

men det kom ikke til at koste så meget, som man kunne tro,

da disse folk ikke kom for pengene,

de kom for Arkimedes.

Og de havde alle mulige baggrunde.

De kom fra partikelfysikken,

de kom fra klassisk filologi,

de kom fra bog-konservering,

de kom fra oldtidens matematik,

de kom fra data-styring,

de kom fra videnskabelig billedbehandling og program-styring.

De fandt sammen for at arbejde på dette manuskript.

Det første problem var konserveringen.

Dette er et eksempel på hvad vi havde at gøre med:

Der var lim på bogens ryg.

Hvis I ser nøje efter på billedet,

er den nederste halvdel af bogen ganske brun.

Limen er udvundet af dyrehud.

Hvis man er konservator,

kan man relativt nemt fjerne denne slags lim.

På den øverste del har man brugt trælim.

Det er en emulsion af polyvinylacetat,

som ikke kan opløses i vand, når den først er tør.

Den er meget sejere, end pergamentet den blev brugt på.

Så før vi kunne begynde at scanne Arkimedes,

var vi nødt til at skille bogen ad.

Det tog fire år at skille bogen ad.

Dette, mine damer og herrer, er et sjældent billede af processen.

(Latter)

Derefter måtte vi fjerne al voksen,

da man brugte det under gudstjenesterne

i den græsk-ortodokse kirke;

og man brugte voks fra lys.

Voksen fra lysene var beskidt,

og vi kunne ikke scanne igennem voksen.

Så med den største forsigtighed måtte vi mekanisk skrabe al voksen af.

Det er svært at beskrive præcist,

hvor dårlig en stand bogen er i,

men ofte kom den i små stykker.

Under normale forhold ville man ikke bruge energi på de små stykker,

men disse små stykker kunne indeholde unik tekst af Arkimedes.

Så det lykkedes os faktisk,

at sætte bittesmå fragmenter på plads.

Da vi havde gjort det, kunne vi begynde scanningen af manuskriptet.

Vi scannede manuskriptet

under 14 forskellige lysfrekvenser.

Fordi hvis man ser på noget under forskellige lysfrekvenser,

ser man forskellige ting.

Her er et billede af en side

scannet under 14 forskellige lysfrekvenser.

Men ingen af dem virkede.

Så vi gjorde det, at vi scannede billederne sammen,

og vi satte to billeder sammen på en blank skærm.

Her er to forskellige billeder af Arkimedes' manuskript.

Billedet til venstre

er det normale røde billede.

Billedet til højre er et ultraviolet billede.

På billedet til højre

kan I måske se noget af Arkimedes' skrift.

Hvis man samler dem på et digitalt lærred,

er pergamentet lyst på begge billeder,

og det fremstår som lyst.

Bønnebogen er mørk på begge billeder,

og den fremstår som mørk.

Arkimedes' skrift er mørk på et billede og lyst på et andet.

Den fremstår som mørkerød,

og så kan man begynde at læse den ret klart.

Sådan ser det ud.

Dette er et før og efter-billede,

men sådan læser man det ikke på skærmen.

Man zoomer ind,

igen og igen,

og nu kan man bare læse det.

(Bifald)

Hvis man fremkalder de samme to billeder på en anden måde,

kan man faktisk slippe af med bønnebogens skrift.

Dette er meget vigtigt,

fordi diagrammerne i manuskriptet

er eneste kilde for diagrammerne,

som Arkimedes tegnede i sandet i det 4. århundrede før vor tidsregning.

Her er de, jeg viser dem til jer.

Med denne type scanning --

denne slags infrarøde, ultraviolette, usynligt lys-scanning --

kunne vi aldrig scanne igennem de guld-baserede falsknerier.

Hvordan skulle vi kunne gøre det?

Vi tog manuskriptet,

og vi besluttede at scanne det ved hjælp af røntgenfluorescens.

En røntgen-stråle kommer ind på diagrammet til venstre,

og det banker en elektron løs fra et atoms inderste bane.

Denne elektron forsvinder.

Som den forsvinder, hopper en elektron fra en ydre bane,

ind og tager dens plads.

Når den tager dens plads,

giver den elektromagnetisk stråling fra sig.

Den afgiver en røntgenstråle.

Denne røntgenstråle har en særlig frekvens

for det atom, som den rammer.

Det som vi sigtede efter

var jern.

Fordi blækket var lavet af jern.

Hvis vi kan kortlægge,

hvor denne røntgenstråle kommer fra,

kan vi kortlægge alt jernet på siden,

og så kan vi, teoretisk set, læse billedet.

Sagen er, at man skal bruge en meget kraftig lyskilde for at kunne gøre det.

Så vi bragte manuskriptet til Stanfords SSRL

i Californien,

som er en partikel-accelerator.

Elektroner kommer fra den ene side,

og positroner kommer fra den anden.

De mødes på midten,

hvor de skaber sub-atomare partikler

som charm-kvarken og tau-leptonen.

Vi ville ikke lægge manuskriptet ind i strålen.

Men når elektronerne bevæger sig rundt med lysets hastighed,

afgiver de røntgenstråler.

Dette er den stærkeste lyskilde i solsystemet.

Det kaldes synkrotron-stråling,

og man bruger det normalt til at se på ting

som proteiner og den slags.

Men vi ville bruge den til at se på atomer, på jern-atomer,

så vi kunne læse siden fra før og efter.

Og se nu her, vi opdagede at det var muligt.

Hver side tog 17 minutter at fuldføre.

Så, hvad fandt vi ud af?

En af de unikke skrifter i manuskriptet

hedder "Stomachion"

Denne fandtes ikke i kodeks A og B.

Vi vidste, at den havde at gøre med denne firkant.

Det er et perfekt kvadrat,

og det er opdelt i 14 stykker.

Men ingen vidste hvad Arkimedes lavede med disse 14 stykker.

Men nu tror vi, at vi ved det.

Han prøvede at finde ud af,

hvor mange måder man kunne sætte disse 14 stykker sammen på

og stadig have et perfekt kvadrat.

Kan I gætte svaret?

Det er 17.152 fordelt på 536 familier.

Det vigtige med det her er,

at det er det tidligste studie i kombinatorik i matematikken.

Kombinatorik er en vidunderlig og interessant matematisk disciplin.

Det virkeligt forbløffende ved dette manuskript er,

at vi så på de andre manuskripter,

som palimpsest-mageren havde lavet,

som skriveren havde lavet denne bog af,

og et af dem var et manuskript indeholdende tekst af Hypereides.

Hypereides var en taler fra Athen i det 4. århundrede f.v.t.

Han levede på samme tid som Demosthenes.

I 338 f.v.t. bestemte han og Demosthenes

sig for at gøre modstand mod

Filip 2. af Makedoniens militære magt.

Så Athen og Theben gik i krig mod Filip 2. af Makedonien.

Det var en dårlig idé,

for Filip 2. af Makedonien havde en søn ved navn Alexander den Store,

og de tabte slaget ved Chaeronea.

Alexander den Store endte med at erobre den kendte verden;

Hypereides blev retsforfulgt for forræderi.

Dette er hans forvarstale fra retssagen --

og det er en stor tale:

"Det bedste," siger han, "er at vinde.

Men hvis man ikke kan vinde,

bør man kæmpe for en ædel sag,

for så vil man blive husket.

Tag spartanerne som eksempel.

De vandt utallige sejre,

men ingen husker dem,

fordi de alle blev udkæmpet af egoistiske grunde.

Det eneste slag, som spartanerne deltog i, som alle kan huske,

er slaget ved Thermopylæ,

hvor de alle blev slagtet,

men kæmpede for Grækenlands frihed."

Talen var så god,

at retten i Athen lod ham slippe uden straf.

Han levede i 10 år til,

før den makedonske hær fangede ham.

De skar hans tunge af for at spotte hans tale,

og ingen ved, hvad de gjorde med liget.

Så dette er opdagelsen af en glemt stemme fra antikken,

som taler til os, ikke fra graven,

fordi hans grav findes ikke,

men fra retten i Athen.

På dette tidspunkt bør jeg nævne,

at man normalt ikke, når man ser på

manuskripter fra middelalderen, som er blevet skrabet,

finder unikke skrifter.

Så at finde to i ét manuskript er noget særligt.

At finde tre er fuldstændig mærkeligt.

Vi fandt tre.

Aristoteles' "Kategorier"

er en af de grundlæggende skrifter i den vestlige verdens filosofi.

Vi fandt en kommentar om den fra det 3. århundrede.

Muligvis af Galén og sandsynligvis af Porfyr.

Al det data som vi har samlet,

alle billederne, alle de rå billeder,

alle transskriptionerne, som vi lavede, og den slags

er lagt på nettet under en Creative Commons licens,

så det kan bruges af alle til ethvert kommercielt formål.

(Bifald)

Hvorfor gjorde manuskriptets ejer dette?

Det gjorde han, fordi han forstår data såvel som bøger.

Det man skal gøre med bøger,

hvis man vil sikre deres langvarige brug,

er at gemme dem i skabe,

og lade meget få mennesker se dem.

Det man skal gøre med data, hvis man vil have det til at overleve,

er at slippe det fri og lade alle få det

med så lidt kontrol af dataene som muligt.

Og det er, hvad han gjorde.

Og institutioner kan lære af dette.

For i øjeblikket indskrænker institutioner

deres data med ophavsretsrestriktioner og den slags.

Hvis man vil se på manuskripter fra middelalderen på nettet,

er man nødt til at gå til Nationalbiblioteket Y's hjemmeside

eller Universitetsbiblioteket X's hjemmeside,

som er den mest kedelige måde,

man kan behandle digitale data på.

Det man skal gøre er, at samle det hele.

Fordi fremtidens net af oldtidens manuskripter

vil ikke blive bygget af institutioner.

Det vil blive bygget af brugere,

af folk som samler disse data,

af folk som vil samle alle mulige slags kort

fra det sted de kommer fra,

alle mulige slags romaner fra middelalderen

fra det sted de kommer fra,

folk som blot vil lave deres egen pragtfulde samling

af smukke ting.

Det er nettets fremtid.

Det er en tiltrækkende og smuk fremtid,

hvis vi blot kan bringe den til udfoldelse.

Vi, på Walters Art Museum, har fulgt dette eksempel,

og vi har lagt alle vore manuskripter ud på nettet,

så folk kan nyde dem --

al råmaterialet, alle beskrivelserne, alle metadata --

under en Creative Commons licens.

Walters Art Museum er et lille museum,

og det har smukke manuskripter,

men dataene er fantastiske.

Resultatet af dette er,

at hvis du søger på googles billede-søgning nu

og for eksempel skriver "Illuminated manuscript Koran",

vil 24, ud af de 28 billeder du finder, være fra min institution.

(Bifald)

Lad os tænke over dette.

Hvad får institutionen ud af det?

Institutionen får en masse ud af det.

Man kan nævne humaniora og den slags,

men lad os tale om egennyttige emner.

Fordi det, som institutionen i virkeligheden får ud af det, er dette:

Hvorfor besøger folk Louvre?

For at se Mona Lisa.

Hvorfor vil de se Mona Lisa?

Fordi de allerede ved, hvordan hun ser ud.

Og de ved, hvordan hun ser ud

fordi de har set billeder af hende alle vegne.

Der er slet ikke brug

for disse begrænsninger.

Jeg synes, at institutioner burde

frigive alle deres data under ubegrænsede licenser,

og det ville være til alles fordel.

Hvorfor lader vi ikke bare alle have adgang til disse data

og lave deres egen samling

af oldtidens viden og vidunderlige og smukke ting

og derved øge skønheden og den kulturelle betydning

af internettet?

Mange tak.

(Bifald)