Ken Jennings: Watson, Jeopardy og jeg, den forældede alvidende

Paratviden vidunderet Ken Jennings har lavet en karriere ved at være en vogter for paratviden; han har vundet flest spil i træk på den amerikanske Jeopardy. Men i 2011, spillede han en udfordrende kamp mod supercomputeren Waston -- og tabte. Men humor og ydmyghed, fortæller Jennings os hvordan det føltes bogstavelig talt at blive slået af en computer i sit eget spil, og slår også et slag for god, gammeldags menneskelig viden. (Filmet ved TEDxSeattleU.)

Om cirka to uger, er det niende jubilæum

for den dag hvor jeg for første gang
gik ud i det hæderkronede Jeopardy sæt.

Jeg mener, ni år er lang tid.

Og set i forhold til Jeopardys
gennemsnitlige demografi,

tror jeg det betyder

at størstedelen af de mennesker
der så mig i det show nu er døde.

(Latter)

Men ikke alle, der er stadig
et par stykker der lever.

Det sker af og til at jeg stadig bliver genkendt
i indkøbscenteret eller sådan noget.

Og når det sker, er det
som en der ved det hele.

Jeg tror det skib er sejlet,
det er for sent for mig.

I medgang og modgang,
så er det sådan jeg bliver genkendt,

som fyren der kendte en masse skøre ting.

Og jeg kan ikke klage over dette.

Jeg har det som om det på en
eller anden måde altid var min skæbne,

selvom jeg i mange år havde været
meget dybt nede i småtings skabet.

Om ikke andet, bliver man som teenager
virkelig hurtig klar over,

at det ikke er et hit hos pigerne
at kende Kaptajn Kirks mellemnavn.

(Latter)

Og som resultat, var jeg på en eller anden måde
det utrolig barrikaderede bedrevidende barn i mange år.

Men hvis man går længere tilbage,
hvis man kigger på det, er det hele der.

Jeg var den slags barn
der altid irriterede mor og far

med en eller anden fantastisk oplysning
jeg lige havde læst om --

Haleys komet eller kæmpe blæksprutter

eller størrelsen på verdens største græskartærte,
eller hvad det nu var.

Jeg har nu selv en tiårig
der er nøjagtig på samme måde.

Og jeg ved hvor utrolig irriterende det er,
så karma fungerer.

(Latter)

Og jeg elskede game shows
, fascineret af game shows.

Jeg kan huske at jeg græd den første dag
i børnehaveklassen tilbage i 1979

fordi det slog mig, at uanset
hvor meget jeg gerne ville gå i skole,

så ville jeg også gå glip
af Hollywood Squares og Family Feud.

Jeg ville gå glip af mine game shows.

Og senere, i midten af 80'erne,

da Jeopardy kom tilbage i æteren,

kan jeg huske at jeg løb hjem fra skole
hver dag for at se udsendelsen.

Det var mit yndlings show,
selv inden det betalte for mit hus.

Og vi boede i udlandet, vi levede
i Sydkorea hvor min far arbejdede,

hvor der kun var en tv kanal
hvor de talte engelsk.

Der var Armed Forces TV,

og hvis man ikke talte koreansk,
så var det det man så.

Så jeg og alle mine venner løb hjem
hver dag og se Jeopardy.

Jeg var altid den slags barn
der var besat af paratviden.

Jeg kan huske at jeg var i stand til at spille
Trivial Pursuit mod mine forældre tilbage i 80'erne

og jeg svarede for mig,
dengang det var en dille.

Det er en mærkelig følelse af magt man får

når man har et lille stykke interessant viden
som mor og far ikke har.

Man kender et faktum om Beatles
som far ikke kendte.

Og man tænker, ah hah,
viden er i sandhed magt --

det rette faktum brugt på præcis
det rigtige tidspunkt.

Jeg havde aldrig en studievejleder

der mente at dette var
en legitim karrierevej,

der mente at man kunne have
et hovedfag i paratviden,

eller være professionel tidligere
deltager i en tv-quiz.

Så jeg solgte ud af mig selv for tidligt.

Jeg prøvede ikke at finde ud af
hvad man gør med det.

Jeg studerede computere,
fordi jeg havde hørt at det var emnet,

og jeg blev computerprogrammør --

ikke en specielt god en af slagsen,

ikke en specielt tilfreds en af slagsen
da jeg var i Jeopardy for første gang i 2004.

Men det var det jeg gjorde.

Og jeg gjorde det dobbelt ironisk
-- min computermæssige baggrund --

et par år senere, jeg tror
det var i 2009 eller så,

da jeg fik endnu et opkald fra Jeopardy
der sagde,

"Det er stadig tidligt,
men IBM fortæller os

at de vil bygge en supercomputer
der kan slå dig i Jeopardy.

Er du med på den?"

Det var første gang jeg hørte om det.

Og selvfølgelig sagde jeg ja,
af adskillige årsager.

For det første, fordi Jeopardi er sjovt.

Det er sjovt. Det er det sjoveste
man kan lave mens man har bukser på.

(Latter)

Og jeg ville gøre det gratis.

Jeg tror ikke at de vidste det, heldigvis,

men jeg ville tage tilbage
og spille for Arbys kuponer.

Jeg elsker bare Jeopardy,
og det har jeg altid gjort.

Og for det andet, fordi jeg er en nørdet fyr
og dette så ud til at være fremtiden.

Mennesker der spiller mod computere
på game shows

var den slags ting jeg altid havde forestillet mig
ville ske i fremtiden,

og nu kunne jeg være på scenen med den.

Jeg ville ikke sige nej.

Den tredje grund til at jeg sagde ja

var fordi jeg var temmelig sikker på
at jeg ville vinde.

Jeg havde taget nogle kurser
i kunstig intelligens.

Jeg vidste at der ikke var nogen computere der kunne gøre det
man skal for at kunne vinde i Jeopardy.

Folk er ikke klar over hvor svært det er
at skrive sådan et program,

der kan læse en Jeopardy ledetråd
i et naturligt sprog som det engelske,

og forstå alle tvetydighederne,
ordspil, sarkasmen,

udfolde betydningen af ledetråden.

Den slags ting som et tre-, fireårigt menneske,
lille barn kan gøre,

er meget svært for en computer.

Og jeg tænkte, jamen det her
kommer til at være barnemad.

Ja, jeg vil møde op og ødelægge computeren
og forsvare arten.

(Latter)

Men som tiden gik,

i takt med at IBM begyndte at kaste penge
og mandetimer og processor hastighed efter dette,

begyndte jeg at få sporadiske opdateringer fra dem,

og jeg begyndte at blive lidt mere bekymret.

Jeg kan huske, at der i et blad var en artikel om
denne nye spørgsmål/svar software med en graf.

Det var et punktdiagram
der viser præstationen på Jeopardy,

titusindevis af prikker der repræsenterede
Jeopardy vinderne i toppen

med deres præstation plottet ind --

Jeg skulle til at sige besvarede spørgsmål,
men svar der blev stillet spørgsmål til, mener jeg,

ledetråd der blev svaret på --

imod nøjagtigheden af de svar.

Der er et bestemt præstations niveau
som computeren skulle nå.

Og i starten var det meget lavt.

Der var ikke nogen software
der kunne konkurrere i denne slags arena.

Men så ser man
at linjen begynder at gå opad.

Og den kommer meget tæt på det
man kalder vinderskyen.

Og jeg lagde mærke til
nogle mørkere prikker i det øvre højre

hjørne af punktdiagrammet, nogle sorte prikker,
der havde en anden farve.

Og jeg tænkte, hvad er det?

"De sorte prikker i det øvre, højre hjørne repræsenterer
Jeopardy mesteren Ken Jennings der har vundet 74 gange."

Og jeg så denne linje komme efter mig.

Og jeg blev klar over, at det var det.

Det er sådan her det ser ud,
når fremtiden kommer efter en.

(Latter)

Det er ikke Terminatorens sigtekorn;

det er en lille linje der kommer tættere og
tættere på den ting man kan finde ud af,

den eneste ting der gør en speciel,
den ting man er bedst til.

Og da spillet i sidste ende
blev spillet cirka et år senere,

var det meget anderledes end de Jeopardy spil
jeg havde været vant til.

Vi spillede ikke i L.A. på den sædvanlige
Jeopardy kulisse.

Watson rejser ikke.

Watson er faktisk kæmpestor.

Det er tusindevis af processorer,
en terabyte hukommelse,

trillioner af bytes af hukommelse.

Vi gik igennem dette
klima-kontrollerede server lokale.

Den eneste anden Jeopardy deltager
som jeg til dags dato har været inden i.

Så Watson rejser ikke.

Man skal komme til den;
man skal tage pilgrimsrejsen.

Jeg og en anden menneskelig spiller

endte på dette hemmelige
IBM forsknings laboratorium

midt i denne snefyldte skov
i Westchester County

for at spille imod computeren.

Og vi blev med det samme klar over

at computeren havde
en stor hjemmebanefordel.

Der var et stort Watson logo
på midten af scenen.

Ligesom når man skal til
at spille imod Chicago Bulls,

og der er den ting i midten af deres bane.

Og publikummet var fuldt af chefer
og programmører fra IBM

der heppede på deres lille skat,

efter have hældt millioner af dollars i den

og håbede imod oddsene
at menneskene begik en fejltagelse,

og holdte "Go Watson" skilte op

og klappede som mødre til en skønhedskonkurrence,
hver gang deres lille skat gav et rigtigt svar.

I tror at gutterne havde skrevet "W-A-T-S-O-N"
hen over deres mave med oliemaling.

Hvis man kan forestille sig computer programmører
med bogstaverne "W-A-T-S-O-N" skrevet hen over deres mave,

er det et ubehageligt syn.

Men de havde ret.
De havde fuldstændig ret.

Jeg vil ike afsløre det, hvis man stadig
har optagelsen på recorderen,

men Watson vandt nemt.

Og jeg kan huske
at jeg stod der bag podiet

hvor jeg kunne høre denne lille
insektlignende tommelfinger klikke.

Den havde en robot tommelfinger
der trykkede på knappen.

Og man kunne høre
det lille tick, tick, tick, tick.

Og jeg kan huske at jeg tænkte,
nu sker det.

Jeg følte mig undværlig.

Jeg følte mig som en fabriksarbejder
i Detroit i 80'erne

der så en robot der nu kunne klare
hans job på samlebåndet.

Jeg følte at game show deltager
nu var det første job der var blevet undværligt

under dette nye regime
af tænkende computere.

Og det var ikke den sidste.

Hvis man ser nyhederne,
vil man af og til se --

og jeg ser det hele tiden --

at farmaceuter nu, der er en maskine
der automatisk kan fylde recepter

uden at der faktisk er brug
for en menneskelig apoteker.

Og mange advokatfirmaer
fyrer nu juridiske assistenter

fordi der findes software der kan opsummere
retspraksis og sagsresumé og afgørelser.

Man har ikke brug for menneskelige assistenter for det mere.

Den anden dag læste jeg om et program
hvor man giver den stillingen

fra en baseball eller fodboldkamp

og den spytter en artikel ud
som om et menneske havde set kampen

og kommenterede den.

Og selvfølgelig kan disse nye teknologier ikke
udføre et lige så smart eller kreativt arbejde

som de mennesker de erstatter,

men de er hurtigere, og afgørende,
de er meget, meget billigere.

Det får mig til at mig over den økonomiske effekt
som dette kunne have.

Jeg har læst om økonomer der siger,
at som resultat af disse nye teknologier,

vil vi gå ind i en ny gylden alder
af bekvemmelighed

når vi alle har tid til de ting
vi virkelig holder af

fordi alle disse byrdefulde opgaver vil blive
overtaget af Watson og hans digitale søskende.

Jeg har hørt andre mennesker
der siger det modsatte,

at dette er endnu et lag af middelklassen

der oplever at den ting de holder af bliver
taget fra dem af en ny teknologi

og at dette faktisk er noget ildevarslende,

noget som vi skal være bekymret over.

Jeg er ikke økonom selv.

Jeg ved kun hvordan det føltes
at være fyren der bliver gjort arbejdsløs.

Og det var pokkers demoraliserende.
Det var forfærdeligt.

Her var den ene ting
jeg nogensinde var god til,

og det eneste det krævede for at kunne gøre det samme,
var at IBM hældte et tocifret millionbeløb og deres klogeste folk

og tusindevis af processorer

der arbejdede parallel.

De kunne gøre det lidt hurtigere og
lidt bedre på landsdækkende TV,

og "Jeg er ked af det, Ken.
Vi har ikke brug for dig mere."

Og det fik mig til at tænke,
hvad dette betyder,

hvis vi bliver i stand til at outsource,

ikke kun de lavere,
ubetydelige hjernefunktioner.

Jeg er sikker på at mange af jer
kan huske en fjern fortid

hvor vi alle skulle huske telefonnumre,
da vi kendte vores venners telefonnumre.

Og pludselig var der en maskine
der gjorde det,

og nu behøver vi ikke at huske det mere.

Jeg har læst at der nu
faktisk findes beviser på

at hippocampus, den del af vores hjerne
der håndterer rummelige forhold,

fysisk krymper og svinder ind

hos mennesker der bruger værktøjer som GPS,

fordi vi ikke længere træner
vores retningssans mere.

Vi adlyder bare en lille talende stemme
på vores instrumentbræt,

Og resultatet er, at en stor del af vores hjerne
der skal gøre den slags ting

bliver mindre og mindre.

Og jeg tror det fik mig til at tænke,
hvad sker der når computerne nu er bedre

til at vide og huske ting end vi er?

Vil hele vores hjerne begynde at krympe og svinde ind på den måde?

Begynder vi som kultur at sætte
mindre og mindre pris på viden?

Som en person der altid har troet
på vigtigheden af de ting vi ved,

var dette en frygtindgydende ide for mig.

Jo mere jeg ved om det, blev jeg klar over,
nej, det er stadig vigtigt.

De ting vi ved er stadig vigtige.

Jeg begyndte at tro på at der er to fordele

som de af os der har ting i vores hoved har

frem for nogen der siger,
"Nå ja. Det kan jeg Google. Vent et øjeblik."

Der er en fordel ved volumen,
og der er en fordel i tid.

Først fordelen ved volume,

det har bare at gøre med kompleksiteten
i nutidens verden.

Der er så meget information derude.

At være en renæssance mand eller kvinde,

der er noget der kun kunne
lade sig gøre under renæssancen.

Nu er det i virkeligheden ikke muligt

at være rimelig uddannet i hvert
af menneskets bestræbelser.

Der er bare for meget.

De siger at omfanget
af menneskets information

fordobles cirka hver 18. måned,

sammen af menneskets totale information.

Det betyder, at fra nu
og til slutningen af 2014,

vil vi generere lige så meget information,
målt i gigabyte,

som hele menneskeheden har samlet
i det foregående årtusinde.

Det fordobles hver 18. måned nu.

Det er frygtindgydende fordi mange af de store beslutninger vi træffer,

kræver at man mestrer mange forskellige fakta.

En beslutning som hvor man skal gå i skole?
Hvad skal mit hovedfag være?

Hvad skal jeg stemme på?

Tager jeg dette arbejde eller det andet?

Dette er beslutninger
der kræver den rigtige dømmekraft

om mange forskellige faktum.

Hvis vi har de fakta
i vores mentale fingerspidser,

er vi stand til
at træffe kvalificeret beslutninger.

Hvis, på den anden side,
vi skal slå det hele op,

kan vi få problemer.

Ifølge et studie fra National Geographic
jeg lige så,

er det noget i retningen af 80 procent

af menneskene der stemmer til præsidentvalget
i USA omkring emner som udenlands politik

ikke kan finde Irak
eller Afghanistan på et kort,

Hvis man ikke kan tage
dette første skridt,

vil man så virkelig slå alle de andre tusinde
fakta op, som man har brug for at vide

for at have en god viden
om USAs udenrigspolitik?

Højst sandsynligt ikke.

På et tidspunkt siger man sikkert,

"Ved du hvad? Der er for meget man skal vide.
Glem det."

Og man tager beslutninger
der er mindre kvalificerede.

Den anden ting er
fordelen af den tid man har

hvis man har alle disse ting
i fingerspidserne.

Jeg tænker altid på historien om en lille pige
der hedder Tilly Smith.

Hun var en tiårig pige fra Surrey, England

der var på ferie med hendes forældre
for et par år siden i Phuket, Thailand.

En morgen på stranden løber hun op til dem

og siger,
"Mor, far, vi skal væk fra stranden."

Og de siger, "Hvad mener du?
Vi er først lige kommet."

Og hun sagde, "Sidste måned
i Mr. Kearneys geografi time,

fortalte han os at når tidevandet
pludselig forsvinder ud i havet

og man ser
at bølgerne krøller helt derude,

så er det et tegn på en tsunami,
og man skal væk fra stranden."

Hvad ville man gøre hvis ens 10 årige datter
kommer hen til en og fortæller det?

Hendes forældre tænkte over det,

og til slut, til deres ære, besluttede
de sig for at tro på hende.

De fortalte livredderen
at de ville tilbage til hotellet,

og og livredderen fik mere end 100
mennesker væk fra stranden, heldigvis,

fordi det var dagen tsunamien

dagen efter jul, 2004,

der dræbte tusindevis af mennesker i sydøstasien
og rundt omkring det indiske ocean.

Men ikke på den strand,
ikke på Mai Khao Beach,

fordi denne lille pige havde husket et af de faktum som
hendes geografi lærer havde lært hende en måned forinden.

Når fakta er lige ved hånden på den måde --

Jeg elsker den historie
fordi det viser magten ved et faktum,

et faktum der blev husket på præcis
det rigtige sted på det rigtige tidspunkt --

normalt noget der er nemmere at se
på game shows end i virkeligheden.

Men i dette tilfælde skete det
i virkeligheden.

Og det sker hele tiden i virkeligheden.

Det er ikke altid en tsunami,
tit er det en social begivenhed.

Det er et møde eller en ansættelsessamtale
eller en første date

eller et forhold der bliver smurt

fordi to mennesker bliver klar over
at de deler et stykke viden.

Man fortæller hvor man kommer fra,
og jeg siger "Nå ja."

Eller ens universitet eller ens job,

og jeg ved en lille smule om det,

nok til at få bolden til at rulle.

Folk elsker den delte forbindelse
der opstår

når nogen ved noget om en.

Det er som om de tog sig tiden til at lære
en at kende inden de mødte en.

Det er tit fordelen ved tiden.

Og det er ikke effektivt hvis man siger,
"Jamen, vent et øjeblik.

Du kommer fra Fargo, North Dakota.
Lad mig se hvad der popper op.

Nå ja. Roger Maris kom fra Fargo."

Det fungerer ikke.
Det er bare irriterende.

(Latter)

Den store teolog og tænker i det 18. århundrede,
ven med Dr. Johnson,

Samuel Parr, sagde engang,
"Det er altid bedre at vide noget end ikke at vide det."

Og hvis jeg har levet mit liv efter en eller
anden form for motto, så er det det.

Jeg har altid troet på de ting vi ved
-- at viden er et absolut gode,

at de ting vi har lært
og bærer med os i vores hoveder

er det der gør os til den vi er,

som individer og som art.

Jeg ved ikke om jeg vil leve i en verden
hvor viden er overflødig.

Jeg vil ikke leve i en verden hvor den
kulturelle kompetence er blevet erstattet

af disse små bobler af specielle ting,

så ingen af os kender til
de fælles associationer

som plejede at binde
vores civilisation sammen.

Jeg vil ikke være
den sidste paratviden-kender

der sidder på et bjerg et eller andet sted,

og fremsiger hovedstader og navnene
på "Simpsons" episoder for sig selv

og teksten til Abba sange.

Det er som om vores civilisation fungerer
når dette er en stor kulturel arv, som vi alle deler,

og det ved vi uden at skulle outsource det
til vores apparater,

til vores søgemaskiner og vores smartphones.

I filmene, når computere som Watson
begynder at tænke,

ender tingene ikke altid godt.

De film handler aldrig om smukke utopier.

Det er altid en terminator eller en matrix eller en astronaut
der bliver suget ud af en luftsluse i "Rumrejsen år 2001."

Det går altid grueligt galt.

Og jeg har det som om vi nu er på det punkt

hvor vi skal træffe det valg om
hvilken slags fremtid vi vil leve i.

Dette er et spørgsmål om lederskab,

fordi det bliver et spørgsmål om
hvem der leder fremtiden.

På den ene side, kan vi vælge mellem
en ny gylden tidsalder,

hvor information universelt
er mere tilgængeligt

end det nogensinde har været
i den menneskelige historie,

hvor vi alle har svarene på vores spørgsmål
på fingerspidserne.

Og på den anden side,

har vi potentialet til at komme til
at leve i en dyster utopi

hvor maskinerne har taget over

og vi har alle besluttet at det ikke er vigtigt
hvad vi alle ved mere,

viden er ikke værdifuldt fordi det er
alt sammen der ude i skyen,

og hvorfor skulle vi nogensinde bekymre os
med at lære noget nyt.

Det er de to valgmuligheder vi har. Jeg ved hvilken fremtid jeg helst vil leve i.

Og vi kan alle træffe det valg.

Vi træffer det valg ved at være nysgerrige
og spørgende mennesker der kan lide at lære,

der ikke bare siger, "Jamen, så snart klokken
har ringet og timen er forbi,

behøver jeg ikke at lære mere."

eller "Tak skæbne for at jeg har mit diplom.
Jeg har lært nok i dette liv.

Jeg behøver ikke at lære nye ting mere."

Nej, hver dag bør vi stræbe efter
at lære noget nyt.

Vi bør have denne uslukkelige nysgerrighed
for verden omkring os.

Det er der hvor folkene
man ser på Jeopardy kommer fra.

Disse alvidende, de er Rainman-agtige lærde

der sidder hjemme og
lærer telefonbogen udenad.

Jeg har mødt mange af dem.

I det store hele,
er de bare almindelige mennesker

der er almindeligt interesserede
i verden omkring dem, nysgerrige på det hele,

tørstige efter denne viden
om hvilket som helst emne.

Vi kan leve i en af de to verdener.

Vi kan leve i en verden
hvor vores hjerne, de ting vi ved,

fortsætter med at være den ting
der gør os specielle,

eller en verden hvor vi har udliciteret al det til
onde supercomputere fra fremtiden som Watson.

Mine damer og herrer, valget er jeres.

Mange tak.