Sådan svigter USA nybagte forældre - og deres spædbørn

Vi har brug for kvinder på arbejdsmarkedet, og vi har brug for at de får børn. Så hvorfor er USA et af de eneste lande i verden, der ikke tilbyder nybagte mødre i job, betalt barsel? I dette foredrag kritiserer Jessica Shortall skarpt og empatisk realiteten for arbejdende mødre i USA, en realitet som er både skjult og horribel: Millioner af kvinder tvinges hvert år tilbage i job få uger efter fødslen.
Pointen er: Det er tid til at anerkende de økonomiske, fysiske og psykiske omkostninger ved den aktuelle tilgang til nybagte mødre på arbejdsmarkedet og deres spædbørn, og sikringen af den økonomiske fremtid ved at tilbyde betalt barsel til alle forældre i job.

Hvordan ser en arbejdende mor ud?

Hvis du spørger Internettet,
får du dette svar.

Men det her bliver resultatet

hvis du forsøger at arbejde
med et barn på skødet

(Latter)

Men nej, dette er en arbejdende mor.

Bemærk det gennemgående træk
på disse fotos.

Belysningen er forbløffende naturlig,

og som vi alle ved,

er en prioritet på alle
amerikanske arbejdspladser.

Der er tusinder af billeder som disse.

Bare skriv "working mother"
i en billedsøgning på Google,

En salgsside med fotos.

De er overalt på Internettet,

De findes øverst på blog-indlæg
og nyhedsartikler,

og jeg blev en smule besat af dem
og den løgn de fortæller os

og den forsikring de giver os om,

at når det gælder arbejdende
mødre i Amerika,

er alt godt.

Men det er ikke godt.

Her i landet, sendes hvert år
millioner af kvinder på arbejde

forfærdelig tidligt,

efter de har født.

Det er et moralsk problem

men idag vil jeg også fortælle jer,
hvorfor det er et økonomisk problem.

Jeg blev så irriteret og besat
af det uvirkelige signal billederne sender

hvilket overhovedet ikke minder om mit liv

at jeg fornyligt besluttede at
medvirke i en parodi

som jeg håbede verden ville benytte

ved at udstille den akavede realitet
det er at vende tilbage til jobbet

når din babys fødekilde
sidder på din krop.

Jeg vil lige vise Jer to af dem.

(Latter)

Intet siger "Giv den kvinde en
forfremmelse" som lækkende mælk

gennem din kjole,
under en præsentation.

Du vil opdage at der ingen
baby er på dette billede

for sådan fungerer det ikke,

ikke for de fleste arbejdende mødre.

Vidste du - og det vil ødelægge din dag -

at når et toilet skyller,
er indholdet aerosoliseret

og det forbliver luftbårent i timevis?

Alligevel gælder det for
mange mødre i job,

at toilettet er det eneste sted,
de i løbet af dagen, kan give

mælk til deres nyfødte.

Jeg bragte et helt dusin
af dem ud til verden.

Jeg ville bevise en pointe.

Hvad jeg ikke vidste var,
at jeg samtidig åbnede en dør,

for totalt fremmede fra
alle samfundslag

skriver hele tiden til mig

for at fortælle, hvordan det er
at komme tilbage på job

få dage eller uger efter at de har født.

Jeg vil dele 10 af deres
historier med jer idag.

De er hudløs ærlige,
nogle er meget rå

og ikke en eneste af dem ser
noget nær ud som dette.

Her er den første.

"Jeg var tjenestemand i et
føderalt fængsel.

Jeg vendte tilbage til arbejde efter de
maksimale tilladte 8 uger ved kejsersnit.

En mandlig kollega var irriteret over,
at jeg havde været væk på "ferie",

og han åbner døren ind til mig,
mens jeg pumper brystmælk ud

og står der med nogle indsatte
i gangen bag sig."

De fleste historier, som totalt
fremmede kvinder, nu sender mig

handler egentlig ikke om amning.

En kvinde skrev dette til mig.

"Jeg fødte tvillinger og vendte tilbage
til jobbet efter 7 syv uger uden løn.

Følelsesmæssigt, var jeg et vrag.

Jeg blødte meget under fødslen
og sprækkede slemt,

og kunne knap rejse mig, sidde eller gå.

Min arbejdsgiver sagde at jeg ikke
måtte bruge min ferie

fordi det var budget-sæson."

Vi vil ikke konfronteres med
disse situationer

for de fylder os med afsky,

og så er vi nød til at
gøre noget ved det.

Vi vælger derfor a tro
dette billede.

Egentlig ved jeg ikke hvad
der foregår på billedet,

for jeg synes det er mærkeligt
og en smule uhyggeligt.

(Latter)

Hvad laver hun monstro?

Men jeg ved hvad det fortæller os.

Det siger at alt er i orden.

Denne mor i job, alle mødre i job
og deres børn, har det helt fint.

Der er intet at bemærke her.

Under alle omstændigheder, så
har kvinderne taget et valg

så intet af det her er egentlig vores
problem.

Jeg bryder dette valg-argument
op i to dele.

Den første del siger,
at kvinder har valgt at arbejde.

Se, det er ikke sandt.

I dagens USA, udgør kvinder
47% af arbejdsstyrken,

og i 40% af USAs
husholdninger

er en kvinde den eneste
eller primære forsørger.

Vores lønnede arbejde er en del - en stor
del - af økonomiens motor,

og det er en nødvendighed
for motoren i familien.

På et nationalt plan,
er kvinders job ikke valgfri.

Anden del af argumentet siger, at
kvinder vælger at få børn,

så kvinderne alene skal bære
konsekvenserne for disse valg.

Hør, det er en af de ting

som man i forbifarten
synes lyder rigtigt.

Jeg tvang dig ikke til det.

Jeg var der heller ikke
da det skete.

Men den holdning overser
en fundamental sandhed,

som er, at vores forplantning på
nationalt plan ikke er valgfri.

De børn som mange arbejdende
kvinder, får idag,

vil en dag være vores arbejdsstyrke,
beskytte vores kyster,

stå for vores skattegrundlag.

Vores forplantning på nationalt plan,
er ikke valgfri.

Disse er ikke valg.

Vi har behov for kvinder i job,
og børn fra disse kvinder.

Så vi bør gøre det muligt,
både at arbejde og få børn

på en ordenlig måde, ikke sandt?

Okay, nu er det tid til quiz:

Hvor stor en procent af de
amerikanske kvinder i job, tror du

står uden betalt barsel?

88%

88% af alle mødre i job
får ikke et eneste minuts betalt barsel

efter de har født.

Det bringer os til barsel uden løn.

Det eksisterer i Amerika.
Det kaldes FMLA. Det virker ikke.

For pga strukturen med
alle mulige undtagelser,

er halvdelen af alle nybagte mødre
ikke berettiget til det.

Det ser sådan ud.

"Vi adopterede vores søn.

Da de ringede om min søns fødsel,
ville jeg tage fri fra arbejde.

Jeg havde ikke været i firmaet
længe nok til at få FMLA,

og var derfor ikke berettiget til
barsel uden løn.

Så da jeg tog fri for at møde
min nyfødte søn,

mistede jeg mit job."

Disse professionelle billeder
skjuler en anden virkelighed.

Ud af dem som har orlov uden
løn tilgængeligt,

har de færreste råd til ret lang tid.

En sygeplejerske fortalte: "Jeg fik
ikke ret til kortvarig sygemelding

fordi min graviditet var at betragte
som en allerede eksisterende tilstand.

Vi brugte al overskydende skat
og halvdelen af opsparingen

under mine 6 ulønnede uger.

Vi havde ikke råd til mere.

Det var hårdt fysisk, men
psykisk var det værre.

Jeg kæmpede i måneder
med at være væk fra min søn."

Denne beslutning
om at starte i job så tidligt,

er en rationel beslutning
baseret på familiens økonomi

men det er fysisk horribelt,

for det at sætte et menneske
i verden er rodet.

En servitrice fortalte mig:

"Jeg var tilbage på arbejde 5 uger
efter fødslen af mit første barn.

Med mit andet, skulle jeg gennem
en større operation,

og var derfor hjemme i 6 uger.

Jeg havde en 3. grads bristning"

23% af de nybagte mødre
på arbejdsmarkedet i USA

er tilbage i job
inden to uger efter fødslen.

"Som bartender og kok arbejdede jeg
i snit 75 timer/ugen under graviditeten

Jeg måtte tilbage inden mit
barn var en måned gammel,

og arbejde 60 timer om ugen.

En af mine kollegaer kunne kun
tage 10 dage fri med sit barn."

Det handler naturligvis ikke kun om
økonomisk og fysisk kompleksitet.

Fødsel er, og vil altid være,
en enorm psykologisk begivenhed.

En lærer fortalte mig:

"Jeg vendte tilbage til jobbet
otte uger efter min søn var født

Jeg lider i forvejen af angst,

og havde ubærlige anfald af panik
over at skulle tilbage i job."

Statistisk set,

jo kortere tid en kvinde har orlov
efter hun har født,

des større er chancen for
lidelser

som depression og angst,

og blandt mange
konsekvenser heraf

er selvmord den anden mest
almindelige dødsårsag,

i en kvindes første år efter fødsel.

Bemærk den næste historie-

Jeg har aldrig mødt denne kvinde, men
jeg synes det er hårdt at læse.

"Jeg føler enorm sorg og raseri
over at jeg har mistet en væsentlig,

uerstattelig og formativ
tid med min søn.

Veer og fødsel
efterlod mig fuldstændig ødelagt.

I måneder var det eneste jeg huskede
skrigene: Kolik, sagde de.

Indeni var jeg ved at drukne.

Hver morgen spurgte jeg mig selv:
-Hvor længe kan du blive ved?

Jeg fik lov at tage barnet med på job.

Jeg lukkede døren ind til mit kontor
mens jeg vuggede og tyssede

og bad til, at han skulle stoppe med at
skrige, så jeg ikke fik problemer.

Jeg gemte mig bag den dør hele dagen

og græd, mens han skreg.

Jeg græd på badeværelset
mens jeg vaskede brystpumpen.

Hver evig eneste dag, græd jeg
på vej til og fra arbejde.

Jeg lovede min chef, at det arbejde jeg
ikke nåede i løbet af dagen

ville jeg lave hjemme om aftenen.

Jeg tænkte, der må være noget galt med mig
siden jeg ikke magter det."

Det er altså mødrene.

Hvad med børnene?

Som land, tager vi os af
de millioner af børn

der hver år fødes af mødre i job?

Det mener jeg ikke vi gør,

ikke før de når en alder, hvor de
betaler skat og kan indgå i militæret.

Vi siger til dem, vi ses om 18 år,

og vejen der til, må de selvom.

Jeg ved dette, fordi spædbørn af mødre

der har orlov 12 uger eller mere

i større grad får deres vacciner
og helbredstjek det første år.

Disse børn er derfor bedre beskyttet
mod dødelige og invaliderende sygdomme.

De ting vises ikke på
billeder som dette.

USA har en besked til nybagte
arbejdende mødre og deres børn.

Enhver tid I tilbringer sammen
bør I være taknemmelig for,

og du er en ulejlighed

både for økonomien og dine kollegaer.

Denne "taknemmelighed"
er gennemgående i mange historier.

En kvinde fortalte mig:

"Jeg vendte tilbage
8 uger efter kejsersnittet

fordi min mand var arbejdsløs.

Uden mig, havde min datter
svært ved at trives.

Hun ville ikke have flaske.

Hun tabte sig.

Heldigvis,
var min chef meget forstående.

Han lod min mor
hente mit barn,

som fik ilt og var tilsluttet en monitor,

fire gange dagligt,
så jeg kunne være hos hende."

Der er en lille samling lande
i verden

der ikke tilbyder betalt barsel

Vil I gætte hvem de er?

De første otte lande, har
samlet en befolkning på 8 millioner.

Det er Papua Ny Guinea,
Surinam og de små ø nationer

Mikronesien, Marshalløerne,
Nauru, Niue, Palau og Tonga.

Nummer ni er USA

med 320 millioner indbyggere.

Og ja, det var det.

Der er ikke flere på den liste.

Alle andre økonomier på planeten

har fundet en en måde at få
betalt barsel til at fungere

for de mennesker der
skaber fremtiden,

men her siger vi:
"Vi kan umuligt få det til at fungere."

Vi siger at markedet
vil ordne dette problem,

og så jubler vi når virksomheder
tilbyder endnu mere barsel til de kvinder

som allerede er de højst uddannede
og bedst betalte iblandt os.

Kan I huske de 88 procent?

Disse middel- og lavindkomst kvinder
får ikke fornøjelse af dette.

Vi ved der en svimlende
økonomisk, finansiel, fysisk

og følelsesmæssig omkostning
ved denne fremgangsmåde.

Vi har besluttet -
besluttet, det var ikke en fejl,

at videregive disse omkostninger
direkte til mødre og deres børn.

Vi ved at prisen er større for kvinder
med lav indkomst,

herunder flest farvede kvinder.

Alligevel vedtager vi dem.

Det er skammeligt for USA.

Men samtidig også USAs risiko.

For hvad ville der ske

hvis alle disse individuelle,
såkaldte valg, om at få børn

tog en drejning til individuelle valg
om ikke at få børn.

En anden kvinde fortalte mig:

"Nyt moderskab er hårdt.
Det burde ikke være traumatisk.

Når vi nu taler om at udvide vores familie

så fokuserer vi på hvor meget tid vi
har til at vare tage os selv og barnet.

Hvis vi skulle igennem det samme igen,
som vi var med det første barn,

ville vi måske nøjes med det ene."

For at opretholde befolkningstallet
skal USA bruge

2,1 levende fødsler per kvinde.

I dagens USA, er tallet 1,86.

Vi har brug for at kvinder får børn,

og vi demotiverer aktivt
arbejdende kvinder fra at gøre netop det.

Hvad vil der ske med arbejdsstyrken,
innovationen, BNP'en,

hvis kvinder i job, en efter en, besluttede

at de ikke magter det mere end én gang?

Jeg er her idag, med kun en enkelt ide,
som er værd at dele,

og I har gættet hvad det er.

Den mest magtfulde nation på jorden,
burde forlængst

have tilbudt betalt barsel

til de der arbejder for
dette lands fremtid

og til børnene,
som repræsenterer fremtiden.

Fødsler er til folkets bedste.

Barslen burde være statsstøttet.

Der bør ingen undtagelser være
for mindre virksomheder,

ansættelsens længde eller iværksættere.

Den burde være mulig,
at dele mellem partnere.

Jeg har idag talt om mødrene,

men med-forældre betyder noget på
mange niveauer.

Ikke en eneste kvinde
burde vende tilbage til jobbet

hvis hun er dårligt gående eller bløder.

Ikke én familie mere skal dræne
deres opsparring

for at restituere og knytte bånd
i et par dage mere.

Ikke ét mere sårbart spædbarn

skal gå direkte
fra inkubator til vuggestue

fordi forældrene har opbrugt
alt deres sparsomme tid

siddende på barselsgangen.

Ikke én arbejdende familie
burde få fortalt at kollisionen

mellem deres nødvendige job og
deres nødvendige forældreskab,

alene er deres problem.

Sagen er, at når det sker for en
ny familie, er det tidskrævende

og en familie med et spædbarn
er økonomisk mere sårbare

end de har været før.

De nybagte mødre har ikke råd til
at tale på egne vegne.

Men vi har alle sammen en stemme.

Jeg er færdig, færdig med at få børn

og du er måske ikke født endnu,

eller også er du kommet til verden,

eller der er ikke tænkt på dig endnu.

Det burde ikke betyde noget.

Vi må stoppe med at beskrive dette
som en mors eller

en kvindes problem.

Det er USA's problem.

Vi skal ikke længere købe den løgn
som de billeder fortæller os.

Vi må ikke føle os trygge ved dem.

Vi skal sætte spørgsmålstegn ved
at det ikke vil fungere

når vi kan se det fungerer
alle andre steder i verdenen.

Vi skal indse
at denne amerikanske virkelighed

er vanærende og ødelæggende.

For det her er ikke,

ej heller dette,

og heller ikke dette billede,
viser hvordan en mor i job ser ud.

(Bifald)