Hvordan ser en arbejdende mor ud? Hvis du spørger Internettet, får du dette svar. Men det her bliver resultatet hvis du forsøger at arbejde med et barn på skødet (Latter) Men nej, dette er en arbejdende mor. Bemærk det gennemgående træk på disse fotos. Belysningen er forbløffende naturlig, og som vi alle ved, er en prioritet på alle amerikanske arbejdspladser. Der er tusinder af billeder som disse. Bare skriv "working mother" i en billedsøgning på Google, En salgsside med fotos. De er overalt på Internettet, De findes øverst på blog-indlæg og nyhedsartikler, og jeg blev en smule besat af dem og den løgn de fortæller os og den forsikring de giver os om, at når det gælder arbejdende mødre i Amerika, er alt godt. Men det er ikke godt. Her i landet, sendes hvert år millioner af kvinder på arbejde forfærdelig tidligt, efter de har født. Det er et moralsk problem men idag vil jeg også fortælle jer, hvorfor det er et økonomisk problem. Jeg blev så irriteret og besat af det uvirkelige signal billederne sender hvilket overhovedet ikke minder om mit liv at jeg fornyligt besluttede at medvirke i en parodi som jeg håbede verden ville benytte ved at udstille den akavede realitet det er at vende tilbage til jobbet når din babys fødekilde sidder på din krop. Jeg vil lige vise Jer to af dem. (Latter) Intet siger "Giv den kvinde en forfremmelse" som lækkende mælk gennem din kjole, under en præsentation. Du vil opdage at der ingen baby er på dette billede for sådan fungerer det ikke, ikke for de fleste arbejdende mødre. Vidste du - og det vil ødelægge din dag - at når et toilet skyller, er indholdet aerosoliseret og det forbliver luftbårent i timevis? Alligevel gælder det for mange mødre i job, at toilettet er det eneste sted, de i løbet af dagen, kan give mælk til deres nyfødte. Jeg bragte et helt dusin af dem ud til verden. Jeg ville bevise en pointe. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg samtidig åbnede en dør, for totalt fremmede fra alle samfundslag skriver hele tiden til mig for at fortælle, hvordan det er at komme tilbage på job få dage eller uger efter at de har født. Jeg vil dele 10 af deres historier med jer idag. De er hudløs ærlige, nogle er meget rå og ikke en eneste af dem ser noget nær ud som dette. Her er den første. "Jeg var tjenestemand i et føderalt fængsel. Jeg vendte tilbage til arbejde efter de maksimale tilladte 8 uger ved kejsersnit. En mandlig kollega var irriteret over, at jeg havde været væk på "ferie", og han åbner døren ind til mig, mens jeg pumper brystmælk ud og står der med nogle indsatte i gangen bag sig." De fleste historier, som totalt fremmede kvinder, nu sender mig handler egentlig ikke om amning. En kvinde skrev dette til mig. "Jeg fødte tvillinger og vendte tilbage til jobbet efter 7 syv uger uden løn. Følelsesmæssigt, var jeg et vrag. Jeg blødte meget under fødslen og sprækkede slemt, og kunne knap rejse mig, sidde eller gå. Min arbejdsgiver sagde at jeg ikke måtte bruge min ferie fordi det var budget-sæson." Vi vil ikke konfronteres med disse situationer for de fylder os med afsky, og så er vi nød til at gøre noget ved det. Vi vælger derfor a tro dette billede. Egentlig ved jeg ikke hvad der foregår på billedet, for jeg synes det er mærkeligt og en smule uhyggeligt. (Latter) Hvad laver hun monstro? Men jeg ved hvad det fortæller os. Det siger at alt er i orden. Denne mor i job, alle mødre i job og deres børn, har det helt fint. Der er intet at bemærke her. Under alle omstændigheder, så har kvinderne taget et valg så intet af det her er egentlig vores problem. Jeg bryder dette valg-argument op i to dele. Den første del siger, at kvinder har valgt at arbejde. Se, det er ikke sandt. I dagens USA, udgør kvinder 47% af arbejdsstyrken, og i 40% af USAs husholdninger er en kvinde den eneste eller primære forsørger. Vores lønnede arbejde er en del - en stor del - af økonomiens motor, og det er en nødvendighed for motoren i familien. På et nationalt plan, er kvinders job ikke valgfri. Anden del af argumentet siger, at kvinder vælger at få børn, så kvinderne alene skal bære konsekvenserne for disse valg. Hør, det er en af de ting som man i forbifarten synes lyder rigtigt. Jeg tvang dig ikke til det. Jeg var der heller ikke da det skete. Men den holdning overser en fundamental sandhed, som er, at vores forplantning på nationalt plan ikke er valgfri. De børn som mange arbejdende kvinder, får idag, vil en dag være vores arbejdsstyrke, beskytte vores kyster, stå for vores skattegrundlag. Vores forplantning på nationalt plan, er ikke valgfri. Disse er ikke valg. Vi har behov for kvinder i job, og børn fra disse kvinder. Så vi bør gøre det muligt, både at arbejde og få børn på en ordenlig måde, ikke sandt? Okay, nu er det tid til quiz: Hvor stor en procent af de amerikanske kvinder i job, tror du står uden betalt barsel? 88% 88% af alle mødre i job får ikke et eneste minuts betalt barsel efter de har født. Det bringer os til barsel uden løn. Det eksisterer i Amerika. Det kaldes FMLA. Det virker ikke. For pga strukturen med alle mulige undtagelser, er halvdelen af alle nybagte mødre ikke berettiget til det. Det ser sådan ud. "Vi adopterede vores søn. Da de ringede om min søns fødsel, ville jeg tage fri fra arbejde. Jeg havde ikke været i firmaet længe nok til at få FMLA, og var derfor ikke berettiget til barsel uden løn. Så da jeg tog fri for at møde min nyfødte søn, mistede jeg mit job." Disse professionelle billeder skjuler en anden virkelighed. Ud af dem som har orlov uden løn tilgængeligt, har de færreste råd til ret lang tid. En sygeplejerske fortalte: "Jeg fik ikke ret til kortvarig sygemelding fordi min graviditet var at betragte som en allerede eksisterende tilstand. Vi brugte al overskydende skat og halvdelen af opsparingen under mine 6 ulønnede uger. Vi havde ikke råd til mere. Det var hårdt fysisk, men psykisk var det værre. Jeg kæmpede i måneder med at være væk fra min søn." Denne beslutning om at starte i job så tidligt, er en rationel beslutning baseret på familiens økonomi men det er fysisk horribelt, for det at sætte et menneske i verden er rodet. En servitrice fortalte mig: "Jeg var tilbage på arbejde 5 uger efter fødslen af mit første barn. Med mit andet, skulle jeg gennem en større operation, og var derfor hjemme i 6 uger. Jeg havde en 3. grads bristning" 23% af de nybagte mødre på arbejdsmarkedet i USA er tilbage i job inden to uger efter fødslen. "Som bartender og kok arbejdede jeg i snit 75 timer/ugen under graviditeten Jeg måtte tilbage inden mit barn var en måned gammel, og arbejde 60 timer om ugen. En af mine kollegaer kunne kun tage 10 dage fri med sit barn." Det handler naturligvis ikke kun om økonomisk og fysisk kompleksitet. Fødsel er, og vil altid være, en enorm psykologisk begivenhed. En lærer fortalte mig: "Jeg vendte tilbage til jobbet otte uger efter min søn var født Jeg lider i forvejen af angst, og havde ubærlige anfald af panik over at skulle tilbage i job." Statistisk set, jo kortere tid en kvinde har orlov efter hun har født, des større er chancen for lidelser som depression og angst, og blandt mange konsekvenser heraf er selvmord den anden mest almindelige dødsårsag, i en kvindes første år efter fødsel. Bemærk den næste historie- Jeg har aldrig mødt denne kvinde, men jeg synes det er hårdt at læse. "Jeg føler enorm sorg og raseri over at jeg har mistet en væsentlig, uerstattelig og formativ tid med min søn. Veer og fødsel efterlod mig fuldstændig ødelagt. I måneder var det eneste jeg huskede skrigene: Kolik, sagde de. Indeni var jeg ved at drukne. Hver morgen spurgte jeg mig selv: -Hvor længe kan du blive ved? Jeg fik lov at tage barnet med på job. Jeg lukkede døren ind til mit kontor mens jeg vuggede og tyssede og bad til, at han skulle stoppe med at skrige, så jeg ikke fik problemer. Jeg gemte mig bag den dør hele dagen og græd, mens han skreg. Jeg græd på badeværelset mens jeg vaskede brystpumpen. Hver evig eneste dag, græd jeg på vej til og fra arbejde. Jeg lovede min chef, at det arbejde jeg ikke nåede i løbet af dagen ville jeg lave hjemme om aftenen. Jeg tænkte, der må være noget galt med mig siden jeg ikke magter det." Det er altså mødrene. Hvad med børnene? Som land, tager vi os af de millioner af børn der hver år fødes af mødre i job? Det mener jeg ikke vi gør, ikke før de når en alder, hvor de betaler skat og kan indgå i militæret. Vi siger til dem, vi ses om 18 år, og vejen der til, må de selvom. Jeg ved dette, fordi spædbørn af mødre der har orlov 12 uger eller mere i større grad får deres vacciner og helbredstjek det første år. Disse børn er derfor bedre beskyttet mod dødelige og invaliderende sygdomme. De ting vises ikke på billeder som dette. USA har en besked til nybagte arbejdende mødre og deres børn. Enhver tid I tilbringer sammen bør I være taknemmelig for, og du er en ulejlighed både for økonomien og dine kollegaer. Denne "taknemmelighed" er gennemgående i mange historier. En kvinde fortalte mig: "Jeg vendte tilbage 8 uger efter kejsersnittet fordi min mand var arbejdsløs. Uden mig, havde min datter svært ved at trives. Hun ville ikke have flaske. Hun tabte sig. Heldigvis, var min chef meget forstående. Han lod min mor hente mit barn, som fik ilt og var tilsluttet en monitor, fire gange dagligt, så jeg kunne være hos hende." Der er en lille samling lande i verden der ikke tilbyder betalt barsel Vil I gætte hvem de er? De første otte lande, har samlet en befolkning på 8 millioner. Det er Papua Ny Guinea, Surinam og de små ø nationer Mikronesien, Marshalløerne, Nauru, Niue, Palau og Tonga. Nummer ni er USA med 320 millioner indbyggere. Og ja, det var det. Der er ikke flere på den liste. Alle andre økonomier på planeten har fundet en en måde at få betalt barsel til at fungere for de mennesker der skaber fremtiden, men her siger vi: "Vi kan umuligt få det til at fungere." Vi siger at markedet vil ordne dette problem, og så jubler vi når virksomheder tilbyder endnu mere barsel til de kvinder som allerede er de højst uddannede og bedst betalte iblandt os. Kan I huske de 88 procent? Disse middel- og lavindkomst kvinder får ikke fornøjelse af dette. Vi ved der en svimlende økonomisk, finansiel, fysisk og følelsesmæssig omkostning ved denne fremgangsmåde. Vi har besluttet - besluttet, det var ikke en fejl, at videregive disse omkostninger direkte til mødre og deres børn. Vi ved at prisen er større for kvinder med lav indkomst, herunder flest farvede kvinder. Alligevel vedtager vi dem. Det er skammeligt for USA. Men samtidig også USAs risiko. For hvad ville der ske hvis alle disse individuelle, såkaldte valg, om at få børn tog en drejning til individuelle valg om ikke at få børn. En anden kvinde fortalte mig: "Nyt moderskab er hårdt. Det burde ikke være traumatisk. Når vi nu taler om at udvide vores familie så fokuserer vi på hvor meget tid vi har til at vare tage os selv og barnet. Hvis vi skulle igennem det samme igen, som vi var med det første barn, ville vi måske nøjes med det ene." For at opretholde befolkningstallet skal USA bruge 2,1 levende fødsler per kvinde. I dagens USA, er tallet 1,86. Vi har brug for at kvinder får børn, og vi demotiverer aktivt arbejdende kvinder fra at gøre netop det. Hvad vil der ske med arbejdsstyrken, innovationen, BNP'en, hvis kvinder i job, en efter en, besluttede at de ikke magter det mere end én gang? Jeg er her idag, med kun en enkelt ide, som er værd at dele, og I har gættet hvad det er. Den mest magtfulde nation på jorden, burde forlængst have tilbudt betalt barsel til de der arbejder for dette lands fremtid og til børnene, som repræsenterer fremtiden. Fødsler er til folkets bedste. Barslen burde være statsstøttet. Der bør ingen undtagelser være for mindre virksomheder, ansættelsens længde eller iværksættere. Den burde være mulig, at dele mellem partnere. Jeg har idag talt om mødrene, men med-forældre betyder noget på mange niveauer. Ikke en eneste kvinde burde vende tilbage til jobbet hvis hun er dårligt gående eller bløder. Ikke én familie mere skal dræne deres opsparring for at restituere og knytte bånd i et par dage mere. Ikke ét mere sårbart spædbarn skal gå direkte fra inkubator til vuggestue fordi forældrene har opbrugt alt deres sparsomme tid siddende på barselsgangen. Ikke én arbejdende familie burde få fortalt at kollisionen mellem deres nødvendige job og deres nødvendige forældreskab, alene er deres problem. Sagen er, at når det sker for en ny familie, er det tidskrævende og en familie med et spædbarn er økonomisk mere sårbare end de har været før. De nybagte mødre har ikke råd til at tale på egne vegne. Men vi har alle sammen en stemme. Jeg er færdig, færdig med at få børn og du er måske ikke født endnu, eller også er du kommet til verden, eller der er ikke tænkt på dig endnu. Det burde ikke betyde noget. Vi må stoppe med at beskrive dette som en mors eller en kvindes problem. Det er USA's problem. Vi skal ikke længere købe den løgn som de billeder fortæller os. Vi må ikke føle os trygge ved dem. Vi skal sætte spørgsmålstegn ved at det ikke vil fungere når vi kan se det fungerer alle andre steder i verdenen. Vi skal indse at denne amerikanske virkelighed er vanærende og ødelæggende. For det her er ikke, ej heller dette, og heller ikke dette billede, viser hvordan en mor i job ser ud. (Bifald)