Hvordan vil de fremtidige job se ud?

Økonom Andrew McAfee foreslår at, ja, sandsynligvis, vil robotter tage vores job -- eller i det mindste den slags jobs vi kender nu. I dette langsigtede foredrag, gennemtænker han hvordan fremtidige jobs kunne se ud, og hvordan vi uddanner de kommende generationer til at udføre dem.

Forfatteren George Eliot advarede os om,

at imellem alle former for fejltagelser,

er det at profetere det mest ufortjente.

Personen som vi alle ville anerkende

som hendes modstykke fra det 20. århundrede,
Yogi Berra, var enig.

Han sagde, "Det er hårdt at komme med forudsigelser,

specielt om fremtiden."

Jeg vil ignorere deres advarsler

og komme med en meget specifik forudsigelse.

I den verden vi skaber meget hurtigt,

vil vi se flere og flere ting

der ligner science fiction,

og færre og færre ting der ligner jobs.

Vores biler begynder meget snart at køre sig selv,

hvilket betyder at vi har behov for færre lastbilchauffører.

Vi forbinder Siri med Watson

og bruge det til at automatisere meget arbejde

der for øjeblikket bliver udført af kundeservice repræsentanter

og fejlsøgere og folk der diagnosticerer,

og vi tager allerede R2D2,

og maler ham orange, og sætter ham i arbejde

med at bære hylder rundt i magasiner,

hvilket betyder at vi har brug for færre mennesker

de går frem og tilbage gennem de gange.

Men, i cirka 200 år,

har mennesker sagt præcis det jeg fortæller jer --

alderen med teknologisk arbejdsløshed står for døren --

det begyndte med Ludditerne som knuste væve i Storbritannien

for omkring to århundreder siden,

og de har taget fejl.

Vores økonomier i den udviklede verden har kørt på frihjul

på noget der er tæt på fuld beskæftigelse.

Hvilket bringer et kritisk spørgsmål med sig:

Hvorfor er det anderledes denne gang,
hvis det virkelig er det?

Grunden til det er anderledes er at,
bare i løbet af de sidste par år,

er at vores maskiner er begyndt at udvise færdigheder

som de aldrig, nogensinde har haft før:

forstår, taler, hører, ser,

svarer, skriver, og de tilegner sig stadig nye færdigheder.

For eksempel, bevægelige menneskelignende robotter

er stadig utroligt primitive,

men udviklingsdelen af forsvarsministeriet

lancerede lige en konkurrence

for at få dem til at gøre ting som dette,

og hvis resultatlisten er nogen guide,

vil denne konkurrence have stor succes.

Så når jeg kigger rundt, tror jeg den dag
ikke er så langt væk overhovedet,

hvor vi har androider

der udfører meget af det arbejde vi udfører nu.

Og vi skaber en verden hvor der vil være

mere og mere teknologi og færre og færre jobs.

Det er en verden som Erik Brynjolfsson og jeg kalder

"den nye maskinalder."

Det man skal huske på er at

dette absolut fantastisk nyt.

Dette er den bedste økonomiske nyhed på planeten disse dage.

Ikke at der er særlig stor konkurrence, vel?

Dette er den bedste økonomiske nyhed vi har i disse dage

på grund af to hovedårsager.

Den første er, den teknologiske process er det der tillader os

at fortsætte dette fantastiske forløb vi har været på på det sidste

hvor ydelsen stiger over tid,

mens på samme tid, priserne går ned,

og volumen og kvalitet bare fortsætter med at eksplodere.

Nogle mennesker ser på dette og taler om

overfladisk materialisme,

men det er absolut den forkerte måde at se det på.

Dette er overflod, hvilket præcis er

det vi vil have at vores økonomiske system giver.

En anden grund til at den nye maskinalder

er så fantastisk nyhed er at, når androiderne

begynder at udføre jobs, behøver vi ikke at gøre dem mere,

og vi bliver frigjort fra slavearbejde, slid og slæb.

Når jeg taler om dette med mine venner

i Cambridge og Silicon Valley, siger de,

"Fantastisk. Ikke mere slavearbejde, ikke mere slid og slæb.

Dette giver os chancen for at forestille os

en helt anden slags samfund,

et samfund hvor skaberne og de opdagende

og performerne og innovatørerne

finder sammen med deres velgørere og deres finansmænd

for at tale om problemer, underholde, oplyse,

provokere hinanden."

Det er i virkeligheden et samfund,
der ser meget ud som en TED konference.

Og der er faktisk en stor mængde sandhed her.

Vi ser en fantastisk opblomstring finde sted her.

I en verden hvor det er omtrent lige så sexet

at generere et objekt som det er at printe et dokument,

har vi fantastiske nye muligheder.

De mennesker der plejede at være håndværkere og hobbyister

er nu producenter, og de er ansvarlige

for en massiv mængde innovation.

Og kunstnere der tidligere var bundet

kan nu gøre ting der aldrig, nogensinde var mulige

for dem før.

Dette er en tid med en fantastisk opblomstring,

og jo mere jeg kigger rundt, jo mere overbevist er jeg blevet om

at dette citat, fra fysikeren Freeman Dyson,

overhovedet ikke er en overdrivelse.

Dette er bare en almindelig udtalelse af fakta.

Vi er midt i en forbløffende periode.

["Teknologi er Guds gave. Efter livets gave, er det muligvis den største af Guds gaver. Det er moder til civilisationer, til kunst og til videnskab." -- Freeman Dyson]

Hvilket bringer et andet spørgsmål med sig:

Hvad kunne der overhovedet gå galt i denne nye maskinalder?

Ikke? Fedt, læg på, opblomstre, gå hjem.

Vi kommer til at stå overfor to virkelig vanskelige udfordringer

i takt med at vi går længere ind i den fremtid vi skaber.

Det første er økonomi, og det er virkelig fint opsummeret

af en apokryfisk historie om en frem og tilbage

mellem Henry Ford II og Walter Reuther,

der var chef for fagforeningen for arbejdere i bilindustrien.

De gik rundt i en af de nye moderne fabrikker,

og Ford vender sig spøgefuldt mod Reuther og siger,

"Hey Walter, hvordan vil du få disse robotter

til at betale fagforeningskontingent?"

Og Reuther skyder tilbage, "Hey Henry,

hvordan får du dem til at købe biler?"

Reuthers problem i den anekdote

er at det er hårdt at sælge sin arbejdskraft i en økonomi

der er fuld af maskiner,

og det ser vi meget tydeligt i statistikkerne.

Hvis man ser tilbage over de sidste par årtier

på kapitalafkastet -- med andre ord, virksomheders overskud --

ser vi en stigning,

og vi ser at de nu er højere end nogensinde før.

Hvis vi ser på afkastet til arbejderne , med andre ord

den totale løn der bliver betalt ud i økonomien,

ser vi at de nu er lavere end nogensinde før

og er meget hurtigt på vej i den anden retning.

Dette er tydeligvis virkelig dårlig nyt for Reuther.

Det ser ud til at det måske er godt nyt for Ford,

men det er det faktisk ikke. Hvis man vil sælge

store mængder af forholdsvis kostbare produkter til mennesker,

vil man virkelig gerne have en stor,
stabil, velstående middelklasse.

Sådan en havde vi i USA

i cirka hele perioden efter krigen.

Men middelklassen står tydeligvis overfor
en kæmpestor trussel lige nu.

Vi kender alle mange af statistikkerne,

men bare for at gentage en af dem,

er medianindkomsten i USA faktisk faldet

i løbet af de sidste 15 år,

og vi er i fare for at blive fanget

i en ond cirkel hvor ulighed og polarisering

fortsætter med at stige fremover.

De samfundsmæssige udfordringer der følger med

den slags ulighed fortjener opmærksomhed.

Der er et sæt samfundsmæssige ændringer

som jeg faktisk ikke er så bekymret for,

og de er fanget af billeder som dette.

Dette er en den slags samfundsmæssige problem

som jeg er bekymret for.

Der er ikke nogen mangel på dystopiske visioner

om hvad der sker når vores maskiner bliver selvbevidste

og de beslutter sig for at gøre oprør imod os
og koordinere angreb mod os.

Jeg begynder at bekymre mig om dem

den dag mig computer bliver bevidst om min printer.

(Latter) (Bifald)

Så dette er ikke udfordringer
som vi virkelig behøver at bekymre os om.

For at fortælle jer hvilken slags samfundsmæssige udfordringer

der vil opstå i den nye maskinalder,

vil jeg fortælle en historie om to
stereotypiske amerikanske arbejdere.

Og for at gøre dem virkelig stereotype,

så lad os begge gøre dem til hvide fyre.

Og den første er en universitetsuddannet

professionel, kreativ slags, manager,

ingeniør, læge, advokat, den slags arbejder.

Vi kalder ham "Ted."

Han er i toppen af den amerikanske middelklasse.

Hans modstykke er ikke universitetsuddannet

han arbejder som arbejder, arbejder som kontorfunktionær,

udfører lav-niveau funktionærarbejde
eller arbejder arbejde i økonomien.

Vi kalder den fyr "Bill."

Og hvis man går cirka 50 år tilbage,

levede Bill og Ted påfaldende ens liv.

For eksempel, i 1960 var der stor sandsynlighed for

at de begge havde fuldtidsjobs,
arbejdede mindst 40 timer om ugen.

Men som den sociale forsker Charles Murray har dokumenteret,

begyndte vi at automatisere økonomien,

og 1960 er cirka den tid hvor computere
begyndte at blive anvendt i virksomheder,

i takt med at vi gradvist tilfører teknologi

og automatisering og digitale ting ind i økonomien,

afvigede Bills og Teds formue sig meget.

I løbet af denne tidsramme, har Ted fortsat

et fuldtidsjob. Det har Bill ikke.

I mange tilfælde, har Bill forladt økonomien fuldstændigt,

og det har Ted sjældent.

Over tid, er Teds ægteskab forblevet temmelig lykkeligt.

Det har Bills ikke.

Og Teds unger er vokset op i et to-forældre hjem,

mens Bills absolut ikke har det over tid.

Andre måder hvorpå Bill falder ud af samfundet?

Han stemmer mindre ofte ved præsidentvalg,

og han er begyndt at komme i fængsel meget oftere.

Så jeg kan ikke fortælle jer en lykkelig historie
om disse sociale tendenser,

og de viser ikke nogen tegn på at ændre sig.

De er også sande, uanset hvilken etnisk gruppe

eller demografisk gruppe vi kigger på,

og det bliver faktisk så alvorligt

at de er i fare for at overrumple

selv de fantastiske fremskridt vi har gjort
med borgerrettighedsbevægelsen

Og det mine venner i Silicon Valley

og Cambridge ikke ser er at de er Ted.

De lever disse utrolig travle, produktive liv,

og de har alle fordelene de kan vise fra det,

mens Bill lever et meget anderledes liv.

De er faktisk begge bevis på hvor meget Voltaire havde ret

da han talte om fordelene ved arbejde,

og det faktum at det redder os fra, ikke en, men tre store onder.

["Arbejde redder en mand fra tre store onder: kedsommelighed, last og behov." -- Voltaire]

Med disse udfordringer, hvad gør vi så ved dem?

Den økonomiske drejebog er overraskende tydelig,

overraskende ligetil, især på kort sigt.

Robotterne tager ikke alle vores job i løbet af det næste år eller to,

så den klassiske Økonomi for begyndere vil fortsat fungere helt fint:

Tilskynd iværksætterånd,

fordobbel infrastruktur,

og sikre at vi uddanner mennesker

i vores uddannelsessystem med de nødvendige færdigheder.

Men på lang sigt, hvis vi flytter til en økonomi

der er tung på teknologi og let på arbejde,

og det gør vi, så skal vi overveje

nogle mere radikale opfindelser,

for eksempel, noget som en garanteret minimumsindkomst.

Det gør sikkert nogle af menneskerne i dette lokale ilde til mode,

fordi den ide er associeret med den ekstreme venstrefløj

og med temmelig radikale planer for at omfordele velstanden.

Jeg lavede lidt forskning i denne ide,

og det kan berolige nogle mennesker at vide at

ideen om en garanteret minimumsindkomst

er anbefalet af de frådende socialister

Friedrich Hayek, Richard Nixon og Milton Friedman.

Og hvis man føler sig bekymret

over at noget som en garanteret indkomst

vil kvæle vores gåpåmod til at lykkedes

og gøre os magelige,

vil man være interesseret i at vide at den sociale mobilitet,

en af de ting vi virkelig er stolte over i USA,

er nu lavere end i de Nordeuropæiske lande

der har disse meget generøse sociale sikkerhedsnet.

Så den økonomiske drejebog er faktisk temmelig ligetil.

Den samfundsmæssige er meget mere udfordrende.

Jeg ved ikke hvad drejebogen er her

for at få Bill engageret og forblive engageret igennem hele livet.

Jeg ved at uddannelse er en stor del af det.

Det har jeg set ved selvsyn.

Jeg var et Montessori barn i de første år af min uddannelse,

og det uddannelse har lært mig

er at verden er et interessant sted

og mit job er at komme ud og udforske den.

Skolen stoppede i tredje klasse,

og så startede jeg i det offentlige skolesystem,

og jeg følte at jeg var blevet sendt i Gulaglejrene.

Med bagklogskabens fordel, ved jeg nu at jobbet

var at forberede mig på livet som
kontorfunktionær eller arbejder,

men på det tidspunkt føltes det som om jobbet skulle

kede mig ind i underkastelse med det der skete omkring mig.

Vi skal gøre det bedre end det.

Vi kan ikke forsætte med at uddanne til at blive Bill.

Vi ser nogle håbefulde tegn på at det bliver bedre.

Vi ser teknologi der dybt påvirker uddannelse

og engagerer folk, fra vores yngste elever

til de ældste.

Vi ser meget prominente erhvervsstemmer der fortæller os

at vi skal revurdere nogle af de ting
som vi har elsket på det seneste.

Og vi ser meget alvorlige og vedvarende

og data-drevne anstrengelser til at forstå

hvordan man skal gribe ind hos nogle af de
mest urohærgede samfund vi har.

Så de håbefulde tegn er derude.

Jeg kunne aldrig finde på at lade som om

at de der sker nu vil være nok.

Vi står overfor meget svære udfordringer.

For bare at give et eksempel,
der er omkring fem millioner amerikanere

der har været arbejdsløse i de sidste seks måneder.

Vi løser ikke deres problemer

ved at sende dem tilbage til Montessori.

Og min største bekymring er at vi skaber en verden

hvor vi vil have strålende teknologier

indlagt i en slags usselt samfund

og støttet af en økonomi der skaber ulighed

i stedet for muligheder.

Men jeg tror faktisk ikke det er det vi kommer til at gøre.

Jeg tror vi kommer til at gøre noget meget bedre

på grund af en meget simpel årsag:

Kendsgerningerne kommer frem.

Realiteterne om denne nye maskinalder

og ændringerne i økonomien bliver mere almen kendte.

Hvis vi ville accelerere den process, kunne vi gøre ting

som at få vores bedste økonomer og beslutningstagere

spille "Jeopardy!" imod Watson.

Vi kunne sende kongressen på en autonom bil road trip.

Og hvis vi gør nok af den slags ting,

vil bevidstheden gå op for at tingene vil ændre sig.

Og så er løbet sat i gang,

fordi jeg tror ikke et øjeblik på

at vi har glemt hvordan man løser hårde udfordringer

eller at vi er blevet for apatiske eller
hårdhjertede til bare at prøve.

Jeg startede mit foredrag med citatet fra ordsmede

der var adskilt af et hav og et århundrede.

Lad mig slutte af med ordene fra politikere

der var lige så fjernt fra hinanden.

Winston Churchill kom til mit hjem, MIT i 1949,

og han sagde, "Hvis vi skal bringe store mængder

af folket i hvert land til overflødighedens bord,

kan det kun ske ved hjælpe af den utrættelige forbedring

af alle vores metoder til teknisk produktion."

Abraham Lincoln indså at der var en anden ingrediens.

Han sagde, "Jeg er tror fuldt og fast på folket.

Hvis de får sandheden at vide, kan de stoles på

til at imødekomme enhver national krise.

Den store pointe er at give dem de simple fakta."

Altså den optimistiske bemærkning,
fantastiske pointe som jeg vil efterlade jer med

er at de simple fakta om maskinalderen bliver tydelige,

og jeg har al tiltro til at vi kommer til at bruge dem

til at udstikke en god kurs i den udfordrende

overdådige økonomi som vi skaber.

Mange tak.

(Bifald)