Hyeonseo Lee: Min flugt fra Nordkorea

Som barn i Nordkorea troede Hyeonseo Lee at hendes hjemland var “det bedste i verden”. Det var først under hungersnøden i 90'erne hun begyndte at stille spørgsmålstegn ved det. Hun flygtede fra landet som 14-årig, for at begynde et liv i det skjulte, som flygtning i Kina. Hendes historie er en personlig fortælling om overlevelse og håb -- og en påmindelse om, at der er mennesker i konstant fare, selv langt fra landegrænsen.

Som lille

troede jeg at mit land var
det bedste i verden,

og jeg voksede op med en sang kaldet
"Intet at misunde".

Og jeg var meget stolt.

I skolen brugte vi meget tid på,

at studere Kim Il-Sungs historie,

men vi lærte aldrig meget om verden udenfor,

undtagen at Amerika, Sydkorea og Japan var fjenderne.

Selvom jeg ofte spekulerede på verden udenfor,

var jeg sikker på, at jeg skulle leve hele mit liv i Nordkorea,

indtil alt pludselig ændrede sig.

Da jeg var 7 år gammel,
så jeg min første offentlige henrettelse,

men jeg troede at mit liv i Nordkorea var almindeligt.

Min familie var ikke fattig,

og jeg havde aldrig selv oplevet sult.

Men så en dag i 1995 kom min mor hjem med et brev

fra en kollegas søster.

Der stod: "Når du læser dette,
har alle fem familiemedlemmer

forladt denne verden,

fordi vi ikke har spist de sidste fjorten dage.

Vi ligger alle på gulvet sammen,

og vores kroppe er så svage. Vi er klar til at dø."

Jeg var så chokeret.

Det var første gang jeg hørte

at der var folk, som led, i mit land.

Kort tid efter da jeg gik forbi togstationen,

så jeg noget forfærdeligt,

som jeg ikke kan slette fra min hukommelse.

Der lå en livløs kvinde på jorden,

mens det udsultede barn i hendes arme

kun stirrede hjælpeløst på sin mors ansigt.

Men ingen hjalp dem, fordi de selv var så fokuserede

på, at tage sig af dem selv og deres familier.

En stor hungersnød ramte Nordkorea i midt-90'erne.

I sidste ende havde mere end en million nordkoreanere

mistet livet under hungersnøden, og mange overlevede kun

ved at spise græs, insekter og bark fra træerne.

Strømsvigt blev også mere og mere almindelige,

så jeg var indhyllet i total mørke om natten

med untagelse af lyshavet i Kina

på den anden side af floden tæt ved mit hjem.

Jeg undrede mig over, hvorfor
de havde lys, når vi ikke havde.

Det her er et sattelitbillede af Nordkorea om natten

sammenlignet med dets naboer.

Det her er floden Amrok,

som tjener som en del af grænsen

mellem Nordkorea og Kina

Som I kan se, kan floden være meget smal visse steder,

så Nordkoreanere kan krydse floden i al hemmelighed.

Men mange dør.

Nogle gange så jeg lig drive ned ad floden.

Jeg kan ikke afsløre mange detaljer
om min flugt fra Nordkorea.

Jeg kan kun sige, at jeg under
de hårdeste år af hungersnøden

blev sendt til Kina for at bo hos nogle fjerne slægtninge.

Jeg troede kun,

at jeg ville være væk fra min famiie i kort tid.

Jeg kunne aldrig have drømt

at det ville tage 14 år før vi kunne bo sammen.

I Kina var det svært at klare sig
som ung pige uden min familie.

Jeg havde ingen anelse om, hvordan livet ville være

som Nordkoreansk flygtning,

men jeg lærte hurtigt, at det ikke kun er ekstremt svært,

men også meget farligt,

eftersom Nordkoreanske flygtninge i Kina

ses som illegale immigranter.

Så jeg levede i konstant frygt for,

at min identitet skulle blive afsløret,

og jeg ville blive sendt hjem til en grufuld skæbne

hjemme i Nordkorea.

En dag gik mit værste mareridt i opfyldelse,

da jeg blev anholdt af Kinesisk politi

og taget til politistationen til afhøring.

Nogen havde anklaget mig for at være Nordkoreaner,

så de vurderede mine kinesiske sprogkundskaber

og stillede mig tonsvis af spørgsmål.

Jeg var så bange.

Jeg troede mit hjerte ville eksplodere.

Hvis noget som helst virkede unaturligt,
kunne jeg blive fængslet

og hjemsendt.

Jeg troede mit liv var forbi,

men jeg formåede at kontrollere alle mine følelser

og besvare spørgsmålene.

Da de var færdige med at stille spørgsmål,

sagde en betjent til en anden:

"Det var en falsk anmeldelse.

Hun er ikke nordkoreaner."

Så lod de mig gå. Det var et mirakkel

Nogle nordkoreanere i Kina søger asyl

i udenlandske ambassader,

men mange kan blive fanget af Kinesisk politi

og hjemsendt.

Disse piger var så heldige.

Selvom de blev arresteret,

blev de til sidst løsladt,

grundet stort internationalt pres.

Disse nordkoreanere var ikke lige så heldige.

Hvert år arresteres utallige nordkoreanere i Kina

og bliver hjemsendt til Nordkorea,

hvor de kan blive tortureret, fængslet

eller henrettet offentligt.

Selv om jeg var så heldig at undslippe,

har mange nordkoreanere ikke været lige så heldige.

Det er tragisk at nordkoreanere
er nødt til at skjule deres identiteter

og kæmpe så hårdt for bare at overleve.

Selv efter at have lært et nyt sprog og fået et job,

kan hele deres verden blive vendt på hovedet på et øjeblik.

Det var derfor, at jeg
efter at have skjult min identitet i 10 år

besluttede mig for at løbe risikoen og rejse til Sydkorea,

og begynde et nyt liv endnu en gang.

Det at finde sig til rette i Sydkorea
var meget mere udfordrende

end jeg havde forventet.

Engelsk var meget vigtigt i Sydkorea,

så jeg måtte begynde at lære mit tredje sprog.

Jeg oplevede også at der var stor forskel

på Nord- og Sydkorea.

Vi er allesammen koreanere, men indeni

er vi blevet meget forskellige

efter 67 års splittelse.

Jeg gik også igennem en identitetskrise.

Er jeg sydkoreaner eller nordkoreaner?

Hvor er jeg fra? Hvem er jeg?

Pludselig var der intet land,

som jeg med stolthed kunne kalde mit eget.

Selvom det var svært at tilpasse sig livet i Sydkorea,

havde jeg en plan.

Jeg begyndte at læse op til
universitetets adgangseksamen.

Midt i, at jeg var ved at vænne mig til mit nye liv,

modtog jeg et chokerende telefonopkald.

De nordkoreanske myndigheder

havde opdaget nogle penge
som jeg havde sendt til min familie,

og som straf skulle min familie

med magt forflyttes

til et isoleret sted på landet.

De skulle ud af landet hurtigt,

så jeg begyndte at lægge en flugtplan for dem.

Nordkoreanere er nødt til at rejse utroligt langt

på vejen mod friheden.

Det er næsten umuligt at krydse grænsen

mellem Nord- og Sydkorea,

så jeg fløj tilbage til Kina

og tog i retning af grænsen til Nordkorea.

Eftersom min familie ikke kunne tale Kinesisk,

var jeg nødt til at lede dem

mere end 3.000 km gennem Kina

og så ind i Sydøstasien.

Rejsen med bus tog en uge,

og vi blev næsten fanget flere gange.

Én gang blev vores bus stoppet

og en kinesisk pilitibetjent steg på.

Han tog alles id-kort,

og begyndte at udspørge dem.

Siden min familie ikke kunne forstå kinesisk,

var jeg overbevist om at de ville blive anholdt.

Da den kinesiske betjent nærmede sig min familie,

rejste jeg mig impulsivt op og fortalte ham

at det var en gruppe døvstumme

som jeg tog mig af.

Han kiggede mistænksomt på mig,

men heldigvis troede han på mig.

Vi kom hele vejen til grænsen til Laos

men jeg blev nødt til at bruge næsten alle mine penge

på at bestikke grænsevagterne i Laos.

Men da vi kom over grænsen,

blev min familie alligevel arresteret og fængslet

for ulovlig indvandring.

Efter jeg betalte kaution og bestikkelse,

blev min familie løsladt i en måned,

men kort tid efter blev min familie anholdt og fængslet igen

i Laos' hovedstad.

Det var en af de laveste perioder i mit liv.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at befri min familie.

Vi var så tæt på,

men min familie blev smidt i fængsel

ikke langt fra den sydkoreanske ambassade.

Jeg gik frem og tilbage mellem immigrationskontoret

og politistationen,

og prøvede desperat at få min familie ud,

men jeg havde ikke penge nok

til at betale mere bestikkelse eller kaution.

Jeg mistede alt håb.

Det øjeblik hørte jeg en mands stemme spørge:

"Hvad er der galt?"

Jeg var så overrasket

over at en fuldkommen fremmed overhovedet gad spørge.

På mit gebrokne engelsk og med en ordbog

forklarede jeg situationen, og uden at tøve

gik manden hen til en hæveautomat

og betalte hvad der manglede for at min familie

og to andre nordkoreanere kunne komme ud af fængslet.

Jeg takkede ham af hele mit hjerte og spurgte:

"Hvorfor hjælper du mig?"

"Jeg hjælper ikke dig," sagde han

"Jeg hjælper det nordkoreanske folk."

Jeg indså at det var et symbolsk øjeblik i mit liv.

Den barmhjertige fremmede
symboliserede et nyt håb for mig

og det nordkoreanske folk i vores yderste nød,

og han viste mig hvor barmhjertige fremmede kan være

og tilslutningen fra det internationale fællesskab

er i sandhed de stråler af håb,
vi nordkoreanere har brug for.

Til sidst efter vores lange rejse

blev min familie og jeg genforenet i Sydkorea,

men vejen til frihed er kun halvdelen af kampen.

Mange nordkoreanere er stadig skilt
fra deres familier,

og når de kommer til et nyt land,

begynder de med få eller ingen penge.

Så vi kan få glæde af støtte
fra det internationale fællesskab

til uddannelse, engelskundervisning,

jobtræning og mere.

Vi kan også fungere som en bro

mellem befolkningen inde i Nordkorea

og omverden,

fordi mange af os holder kontakten

med familiemedlemmer, som stadig er derinde,

og vi sender information og penge,

som hjælper til at ændre Nordkorea indefra.

Jeg har været meget heldig og modtaget så meget hjælp

og inspiration i mit liv,

så jeg ønsker at hjælpe med til at give nordkoreanere

en chance for at trives

med international støtte.

Jeg er sikker på at man vil se flere og flere

nordkoreanere sejre i hele verden

inklusive TED-scenen.

Tak.

(Bifald)