Hvordan jeg hjælper transkønnede til at blive dem de er

Puberteten er en akavat tid for alle, men for transkønnede teenagere kan det blive et mareridt, da det vokser ind i kroppe hvor de ikke føler sig hjemme. I denne dybtfølte tale fortæller endokrinolog Norman Spack en personlig historie om hvordan han blev en af de få læger i USA til at behandle mindreårige med hormonblokerende terapi. Ved at forsinke effekterne af puberteten, giver Spack teenagere den tid de behøver. (Optaget på TEDxBeaconStreet)

Jeg vil have jer alle til at overveje

det tredje ord, der nogensinde blev sagt

om jer,

eller hvis I har født;

om den person, I fødte.

Og I kan alle mumle det, hvis I vil,

eller sige det højt.

Det var, de første to var: "Det' en ..."

Det viser jer, at

jeg også håndterer problemer, hvor der

ikke er er usikkerhed om det
er en pige eller dreng,

så det blandede svar var passende.

Selvfølgelig kommer svaret ofte

ikke ved fødslen, men
ved ultralydsscanningen,

medmindre forældrene vælger

at blive overraskede, som vi alle blev.

Men jeg vil have jer til
at overveje, hvad det er,

der fører til denne erklæring

af det tredje ord,

for det tredje ord

er en beskrivelse af jeres køn,

og ved dette mener jeg,

lavet ud fra en beskrivelse
af jeres kønsorganer.

Som en pædiatrisk endokrinolog

plejede jeg at være meget involveret,

og er på sin vis stadigvæk,

i sager, hvor

der er uoverensstemmelse

i det ydre

eller mellem det ydre og det indre,

og vi bogstaveligt talt har
brug for at finde ud af,

hvad beskrivelsen af jeres køn er.

Men der er intet, der er definerbart

ved fødselstidspunktet,

som vil definere dig,

og når jeg taler om definition,

taler jeg om seksuel orientering.

Vi siger ikke: "Det er en bøsse-dreng."

"En lesbisk pige."

De situationer definerer
ikke rigtig sig selv

før det andet årti af livet.

De beskriver heller ikke
dit opfattede køn,

der, når forskelligt
fra dit anatomiske køn,

beskriver din selvopfattelse.

Ser du dig selv

som mand eller kvinde

eller et sted i spektrummet imellem?

Det viser sig nogle gange

i det første årti af livet,

men det kan være meget
forvirrende for forældre,

fordi det er meget normalt

for børn at agere på tværs af køn i leg,

og faktisk er der studier, der viser,

at 80% af de børn,

der agerer på den måde,

vil ikke fortsætte med at ville være

det modsatte køn

på tidspunktet for starten af puberteten.

Men på det tidspunkt,
hvor puberteten begynder,

hvilket er mellem en alder af
10 og 12 år for piger,

12 til 14 for drenge

med spirende bryster

eller en to eller tre ganges
forøgelse i kønskirtlerne

i tilfældet af genetiske mænd,

ved dette bestemte sted
er barnet, der siger,

de er i den helt igennem forkerte krop,

næsten helt sikkert transkønnet,

og det er ekstremt usandsynligt,
at de følelser kan blive ændret,

lige meget hvordan nogen som helst
forsøger med omvendingsterapi

eller andre skadelige ting.

Det er utroligt sjældent,

så jeg havde relativt lidt
personlig erfaring med det,

og min erfaring var mere typisk

kun på grund af, at jeg havde
en ungdomspraksis.

Og jeg så nogen af alderen 24,

kom igennem Harvard, genetisk kvinde,

med tre mandlige værelseskammerater,

der kendte hele historien,

en registrator, der altid
listede hans navn

på kursuslisterne som et drengenavn,

og kom til mig efter dimission,
og sagde: "Hjælp mig.

Jeg ved, at du ved
meget om endokrinologi."

Og jeg har ganske vist behandlet mange,

der var født uden kønskirtler.

Det var ikke raketvidenskab.

Men jeg lavede en aftale med ham:

Jeg vi behandle dig,
hvis du vil undervise mig.

Og det gjorde han så.

Og sikke en uddannelse jeg fik

af at tage mig af alle medlemmerne

af hans støttegruppe.

Og så blev jeg virkelig forvirret,

for jeg troede, at det var relativt nemt

bare at give folk i den alder

hormonerne tilhørende det køn,
de identificerer sig med,

men så blev min patient gift,

og han giftede sig med en kvinde,

som var blevet født som en mand,

havde gift sig som en mand, fået to børn,

og så gået igennem
en transition til kvinde,

og nu var denne dejlige kvinde

knyttet til min mandlige patient,

de blev gift lovligt, fordi de dukkede op

som en mand og en kvinde,

og hvem vidste bedre, ikke sandt?

Og imens var jeg forvirret over,

om det gjorde dem og dem homoseksuelle?

Gør det dem heteroseksuelle?

Jeg fik mikset seksuel orientering

sammen med kønsidentitet.

Og min patient sagde til mig:

"Hør her;

hvis du bare tænker følgende,
så får du styr på det:

Seksuel orientering er hvem,
du går i seng med;

kønsidentitet er hvem, du går i seng som."

Og efterfølgende lærte
jeg fra mange voksne -

jeg tog mig af omkring 200 voksne -

af dem lærte jeg,

at hvis jeg ikke smugkiggede på

deres partner i venteværelset,

så ville jeg aldrig kunne gætte

bedre end ved chancen,

om de var homo-, hetero- eller biseksuelle

eller aseksuelle i deres
identificerede køn.

Med andre ord,

det ene har intet at gøre

med det andet.

Og data bekræfter det.

Da jeg tog mig af de 200 voksne,

fandt jeg det ekstremt smertefuldt.

Disse folk - mange af dem

blev nødt til at opgive
så store dele af deres liv.

Nogle gange afviste deres forældre dem,

søskende, deres egne børn,

og så deres fraskilte ægtefælle,

som forbød dem at se deres børn.

Det var så forfærdeligt.
Men hvorfor gjorde de det

ved en alder af 40 eller 50?

Fordi de følte, at de blev nødt til
at bekræfte dem selv,

før de tog deres eget liv.

Og ganske vist er antallet af selvmord

hos ubehandlede transkønnede

blandt de højeste i verden.

Så hvad kan man gøre?

Jeg blev fascineret af
at tage til en konference

i Holland, hvor der var eksperter i dette,

og så det mest bemærkelsesværdige.

De behandlede unge teenagere

efter at have givet dem de mest intense

psykometriske testning af køn,

og de behandlede dem ved at blokere

den pubertet, de ikke ønskede.

For dybest set ser børn ens ud,

begge køn, indtil de rammer puberteten ,

hvor, hvis du føler,
at du er det forkerte køn,

du vil føle dig som Pinocchio,
der transformeres ind til et æsel.

Fantasien om at din krop vil ændre sig

til det, du vil have under puberteten,

bliver faktisk ophævet med
den pubertet, du undergår.

Og de falder fra hinanden.

Så det er derfor, at sætte
puberteten i bero -

Hvorfor i bero? Man kan ikke bare give dem

de modsatte hormoner i den alder.

De ville ende op forkrøblede,

og tror du, at du kan have
en meningsfuld samtale

om fertilitetseffekterne
af sådan en behandling

med en 10-årig pige, en 12-årig dreng?

Så det vinder tid i udredningsforløbet

for fire eller fem år,

så de kan finde ud af det,

de kan blive testet mere og mere,

de kan leve uden at føle, at deres krop

løber fra dem.

Og så, i et program, de kalder 12-16-18,

omkring en alder af 12 giver de
blokerende hormoner,

og så ved en alder af 16 en efterprøvning,

kvalificerer de sig igen.

Husk på, at de blokerende
hormoner er vendbare,

men når man giver hormonerne
fra de modsatte køn,

starter man brystudviklingen
og ansigtsbehåringen

og stemme, afhængigt af hvad, man bruger,

og disse effekter er permanente

eller kræver kirurgi for at fjerne

eller elektrolyse,

og du kan aldrig rigtigt
gøre noget ved stemmen.

Så det er seriøst, og det
er 15-, 16-års-ting.

Og ved en alder af 18,
er de berettigede til kirurgi,

og mens der ikke er nogen god form for
kirurgi for kvinde- til mandekønsorganer,

har mand-til-kvinde-kirurgi
narret gynækologer.

Det er så godt, det kan gøres.

Så jeg tjekkede op på,
hvordan det gik patienterne,

og jeg så patienter, der så ud
præcis ligesom alle andre,

bortset fra, at de var sent i puberteten.

Men lige så snart, man gav dem hormonerne,

der passer med det køn, de føler sig som,

er de smukke.

De så normale ud. De havde normale højder.

Man ville aldrig kunne udpege dem

i en forsamling.

Så på det tidspunkt besluttede
jeg, at gøre dette.

Det er her, det pædiatriske

hormonforstyrrende rigtigt kommer ind,

for faktisk, hvis du giver det til

børn i alderen 10-12, 10-14,

så er det pædiatrisk endokrinologi.

Så jeg tog nogle børn ind,

og nu er det her blevet
standarden for pleje,

og Children's Hospital stod bag det.

Ved at jeg viste dem børnene før og efter,

aldrig behandlede folk

og folk, der ønskede behandling,

og billeder af hollænderne,

kom de til mig og sagde:

"Du bliver nødt til at hjælpe de børn."

Hvad var de børn førhen?

De var lidende, det var, hvad de var.

Så vi startede et program i 2007.

Det blev det første af sin slags -

men egentligt er det
den hollandske slags -

i Nordamerika.

Og siden da har vi haft 160 patienter.

Kom de fra Afghanistan? Nej.

75 % af dem kom

fra en radius af 240 km fra Boston.

Og nogle kom fra England.

Jackie var blevet misbrugt
i the Midlands, i England.

Hun er 12 år gammel der,

hun levede som en pige,

men hun blev banket.

Det var et rædselsshow.

Hun blev nødt til at få
hjemmeundervisning.

Og grunden til, at briterne kom var,

at de ikke ville behandle nogen

under alderen 16 med noget som helst,

hvilket betød, at de tilskrev dem

en voksenkrop, lige meget hvad, der skete,

selv hvis de gennemtestede dem.

Jackie var ydermere,

i henhold til sin skeletstruktur,

bestemt til at blive 195 cm høj.

Og alligevel havde hun lige begyndt

en mandelig pubertet.

Jeg gjorde noget lidt innovativt,

fordi jeg ved noget om hormoner,

og at østrogen er langt bedre

til at lukke epifyser, vækstpladerne,

og stoppe vækst, end testosteron er.

Så vi blokerede hendes testosteron,

med et blokeringshormon,

men vi tilsatte østrogen, ikke ved
en alder af 16, men af 13.

Så her er hun i
en alder af 16, til venstre.

Og da hun blev 16, tog hun til Thailand,

hvor de ville give hende plastikkirurgi.

De vil gøre det i en alder af 18 nu.

Hun endte med at blive 180 cm høj,

men udover det har hun
en normal størrelse bryster,

fordi ved at blokere testosteronet,

har alle vores patienter fået

en normal bryststørrelse,

hvis de kommer til os ved en
passende alder, ikke for sent.

Og yderst til højre, der er hun.

Hun stod offentlig frem,

semifinalist i Miss England-konkurrencen.

Dommerne debatterede, om de kunne gøre det.

Kan de få hende til -

Og jeg er blevet fortalt,
en af dem vittigt sagde:

"Men hun er mere naturligt sig selv,

end halvdelen af de andre deltagere."

Og nogle af dem er blevet
omarrangeret en lille smule,

men det er hele hendes DNA.

Og hun blev en fantastisk talskvinde.

Og hun er blevet tilbudt
kontrakter som model,

hvortil hun drillede mig ved at sige:

"Jeg ville måske have haft en bedre chance

som en model, hvis du
havde gjort mig 185 cm."

Regn det ud.

Så dette billede, vil jeg sige, siger alt.

Det siger virkeligt alt.

Disse er Nicole og bror Jonas,

identiske tvillingebrødre

og bevist til at være identiske,

ved hvilken Nicole bekræftede sig selv

til at være en pige,
så tidligt som alderen 3.

Ved en alder af 7,
ændrede de hendes navn,

og kom til mig lige i starten

af den mandelige pubertet.

Ved at se på 14-årige Jonas,

kan I forestille jer, at puberteten

er tidlig i denne familie,

da han mest af alt ligner en 16-årig,

men det understreger
pointen endnu mere,

hvorfor man skal være opmærksom

på hvor patienten er.

Nicole har fået lavet
en pubertal blokade her,

og Jonas fortsætter bare -
biologisk kontrol.

Det er sådan, Nicole ville se ud,

hvis vi ikke gjorde, hvad vi gør.

Han har et prominent adamsæble.

Han har kantede knogler
i ansigtet, et overskæg,

og du kan se en højdeforskel,

fordi han har været igennem

en vækstspurt, hun ikke vil gennemgå.

Nu tager Nicole østrogen .

Hun har fået lidt form.

Sidste forår tog familien
til det Hvide Hus

på grund af deres arbejde

for at stoppe antidiskrimination.

Der var et lovforslag,
der ville forhindre

transkønnede personer i Maine

at bruge de offentlige toiletter,

og det så ud til at gå igennem,

hvilket ville være et problem,

men Nicole tog personligt til
hver enkelt lovgiver i Maine

og sagde: "Jeg kan gøre det her.

Hvis de ser mig, vil de forstå,

hvorfor jeg ikke er en trussel
på dametoilettet,

men at jeg kan blive
truet på herretoilettet."

Og de forstod det endelig.

Så hvad gør vi herfra?

Vi har stadig vej at gå

i forhold til antidiskrimination.

Der er kun 17 stater, der har

en anti-diskriminationslov

imod diskrimination på boligmarkedet,

ansættelse, i offentligheden,

kun 17 stater, og 5 af dem
er i New England.

Vi har brug for billigere medicin.

De koster en formue.

Og vi skal have denne tilstand

ud af DSM.

Det er lige så meget en psykisk sygdom

som det at være homoseksuel,

og det blev smidt ud af vinduet i 1973,

og hele verden ændrede sig.

Og det her kommer ikke til
at springe nogens budget.

Det er ikke så almindeligt.

Men risikoen ved ikke
at gøre noget for dem,

putter ikke bare dem i risiko

for at begå selvmord,

men siger også noget om

vi i sandhed er et inkluderende samfund.

Tak.