4 grundpiller bag succes i videnskab på universitetet

I en alder af 12, marcherede Freeman Hrabowski med Martin Luther King. Nu er han rektor for University of Maryland, Baltimore County (UMBC), hvor han arbejder på at skabe et miljø der hjælper underrepræsenterede studerende -- specielt afroamerikanere, latinoer og lavindkomst studerende -- med at få en grad i matematik og naturvidenskab. Han deler de fire grundpiller bag UMBCs tilgang.

Jeg vil tale om succes på mit universitet,

University of Maryland, Baltimore County, UMBC,

i at uddanne alle typer studerende,

på tværs af kunst, humaniora,
naturvidenskab og ingeniørvidenskab.

Det er gør vores historie så specielt interessant

er at vi har lært så meget fra en gruppe studerende

der typisk ikke er i toppen af den akademiske stige

farvede studerende, studerende der er
underrepræsenterede på bestemte områder.

Og det der gør historien specielt unik

er at vi har lært hvordan vi kan hjælpe
afroamerikanske studerende, latino studerende,

studerende fra lavindkomst baggrund,

til at blive nogle af de bedste i verden indenfor
naturvidenskab og ingeniørvidenskab.

Så jeg begynder med en historie om min barndom.

Vi er alle produkter af vores barndomsoplevelser.

Det er svært for mig at tro på, at der er gået 50 år

siden jeg havde oplevelsen af at være et
niendeklasses barn i Birmingham, Alabama,

et barn der elskede at få topkarakterer,

et barn der elskede matematik, der elskede at læse,

et barn de sagde til læreren --

når læreren sagde, "Her er 10 problemer,"
til klassen,

sagde dette lille fede barn, "Giv os 10 mere."

Og hele klassen sagde, "Hold mund, Freeman."

Og der var en udpeget sparker hver dag.

Så jeg stillede altid dette spørgsmålet:

"Jamen, hvordan kunne vi få flere børn
til virkelig at elske at lære?"

Og utroligt nok, en uge i kirken,

da jeg virkelig ikke havde lyst til at være der

og jeg var i det bagerste af lokalet og
blev formildet af at løse matematik problemer,

hørte jeg en mand sige dette:

"Hvis vi kan få børnene

til at deltage i denne fredelige
demonstration her i Birmingham,

vi kan vise Amerika at selv børn
kender forskellen på rigtigt og forkert

og at børn virkelig gerne vil have
den bedst mulige uddannelse."

Og jeg kiggede op og sagde,
"Hvem er den mand?"

Og de sagde hans navn var Dr. Martin Luther King.

Og jeg sagde til mine forældre, "Jeg skal afsted.

Jeg vil afsted. Jeg vil være en del af dette."

Og de sagde, "Under ingen omstændigheder."

(Latter)

Og vi gik hårdt til den.

Og dengang, svarede man, ærlig talt,
ikke sine forældre igen.

Og på en eller anden måde sagde jeg,
"I ved, I er nogle hyklere.

I får mig til at gå til dette.
I får mig til at høre efter.

Manden vil have mig til at gå, og nu siger I nej."

Og de tænkte over det hele natten.

Og de kom ind på mit værelse den næste morgen.

De havde ikke sovet.

De havde bogstavelig talt grædt og bedt og tænkt,

"Lader vi vores 12-årige

deltage i denne march og
sikkert lade ham blive fængslet?"

Og de besluttede sig for at gøre det.

Og da de kom ind for at fortælle mig det,

var jeg først opløftet.

Og så begyndte jeg lige pludselig at tænke
på hundene og vandslangerne,

og jeg blev virkelig bange, det gjorde jeg virkelig.

Og en af de punkter jeg nævner
overfor folk hele tiden

er at nogen gange når folk går noget modigt,

betyder det ikke rigtigt at de er så modige.

Det betyder simpelthen at de tror
på at det er vigtigt at gøre det.

Jeg ville have en bedre uddannelse.

Jeg ønskede ikke at have bøger der gik i arv.

Jeg ville vide at den skole jeg gik på

ikke kun havde gode lærere, men også
ressourcerne vi havde brug for.

Og som resultat af den oplevelse,

midt på ugen, men jeg var der i fængslet,

kom Dr. King og sagde med vores forældre,

"Det I børn gør i dag

vil have indflydelse på børn der
endnu ikke er blevet født."

Det gik for nyligt op for mig,
at to tredjedele af amerikanere i dag

ikke var blevet født i 1963.

Så for dem, da de hørte om
Children's Crusade i Birmingham,

på mange måder, hvis de ser det på TV,

er det ligesom når vi kigger på
"Lincoln" filmen om 1863:

Det er historie.

Og det virkelige spørgsmål er,
hvilke lektioner vi lærte?

Jamen utroligt nok, det vigtigste for mig var dette:

At børn kan bemyndiges til at få
ejerskab over deres uddannelse.

De kan læres at være passionerede

om at ville lære og at elske ideen
om at stille spørgsmål.

Så det er specielt vigtigt,

at universitetet jeg nu står i spidsen for,

University of Maryland, Baltimore County, UMBC,

blev grundlagt det selvsamme år som jeg
kom i fængsel med Dr. King, i 1963.

Og det der gjorde den institutionelle
dannelse specielt vigtig

er at Maryland er syden, som I ved,

og, ærlig talt, var det det første universitet i vores stat

grundlagt i en tid da studerende
fra alle racer kunne gå der.

Så vi havde sorte og hvide studerende
og andre der begyndte at gå der.

Og det har været et eksperiment i 50 år.

Eksperimentet er dette:

Er det muligt at have institutioner i vores land,
universiteter,

hvor mennesker fra alle baggrunde
kan komme og lære

og lære at arbejde sammen
og lære at blive ledere

og at støtte hinanden i den oplevelse?

Det der er specielt vigtigt ved denne
oplevelse for mig er dette:

Vi fandt ud af at vi kunne gøre mange ting i kunst
og humaniora og samfundsvidenskab.

Så vi begyndte at arbejde
på det i årevis i 60'erne.

Og vi producerede et antal mennesker
indenfor juraen, hele vejen til humaniora.

Vi producerede store kunstnere.
Beckett er vores muse.

Mange af vores studerende
går ind i teaterverdenen.

Det er fantastisk arbejde.

Problemet vi står overfor var det samme problem
som Amerika bliver ved med at stå overfor --

at studerende i naturvidenskab
og ingeniørvidenskab,

der bestod de sorte studerende ikke.

Men når jeg kiggede på dataene,

det jeg fandt ud af var, ærlig talt,
at de studerende generelt,

klarede store antal den ikke.

Og som resultat deraf,

besluttede vi at gøre noget der ville hjælpe,
for det første,

gruppen i bunden, afroamerikanske studerende,
og så latinamerikanske studerende.

Og Robert og Jane Meyerhoff, filantroper, sagde,
"Vi vil gerne hjælpe."

Robert Meyerhoff sagde, "Hvordan kan det være,
at alt jeg ser på TV om sorte drenge,

hvis det ikke handler om basketball,
så er det ikke positivt?

Jeg vil gerne gøre en forskel,
gøre noget der er positivt."

Vi blev gift med de ideer, og vi skabte
dette Meyerhoff Scholars program.

Og det der er bemærkelsesværdigt ved programmet

er at vi lærte en antal ting.

Og spørgsmålet er dette:

Hvordan kan det være, at vi nu er bedst i
landet til at producere afroamerikanere

der går videre til at fuldføre deres Ph.D.'er i naturvidenskab og ingeniørvidenskab?

Det er en stor ting. Giv mig et bifald for det.
Det er en stor ting.

Det er en stor ting. Det er det virkeligt.

(Bifald)

Ser I, de fleste mennesker er ikke klar over

at det ikke kun er minoriteterne der ikke klarer sig
godt i naturvidenskab og ingeniørvidenskab.

Ærlig talt, taler man om amerikanere.

Hvis man ikke ved det, mens 20 procent af
de sorte og latinamerikanere

der begynder med et hovedfag i naturvidenskab
og ingeniørvidenskab

vil faktisk dimittere i naturvidenskab
og ingeniørvidenskab,

kun 32 procent af hvide der begynder
med et hovedfag i de områder

klarer det faktisk og dimitterer i de områder,

og kun 42 procent af amerikanere
med asiatisk baggrund.

Så det virkelige spørgsmål er,
hvad er udfordringen?

Jamen en del af det, selvfølgelig, er grundskolen.

Vi skal styrke grundskolen.

Men den anden del har at gøre med den kultur

i naturvidenskab og ingeniørvidenskab
på vores universiteter.

Hvad enten man ved det eller ej, er mange af
de studerende med høje SAT testscorer

og et højt antal A.P. studiepoint

der går på prestigefyldte universiteter i vores land

som starter på medicinstudiet eller ingeniørstudiet, og de ender med at skifte hovedfag.

Og den vigtigste årsag, finder vi ud af, ærlig talt,

er at de ikke klarede den godt i første år på
naturvidenskab kurserne.

Faktisk , kalder vi typisk det første år i natur- og
ingeniørvidenskab rundt om i Amerika,

luge-ud kurser eller barriere kurser.

Hvor mange af jer her i dette publikum kender nogen

der begyndte på medicinstudiet eller ingeniørstudiet

og ændrede deres hovedfag indenfor et år eller to?

Det er en amerikansk udfordring.
Halvdelen af jer i lokalet.

Jeg ved det. Jeg ved det. Jeg ved det.

Og det der er interessant ved det

er at så mange studerende
er kloge og kan klare det.

Vi skal finde på måder til
at få det til at ske.

Hvad er de fire ting vi gjorde
for at hjælpe minoritetsstuderende

der nu hjælper studerende generelt?

Nummer et: høje forventninger.

Det kræver en forståelse for de akademiske
forberedelser som de studerende --

deres karakterer, kompromisløsheden
i kursernes arbejde,

deres evne til at prøver, deres attitude,

deres indre ild, passionen for deres arbejde,
til at klare den.

Så at hjælpe studerende med at forberede sig
til at være i den situation, er meget vigtigt.

Men lige så vigtigt, det kræver en forståelse for
at det er hårdt arbejde der gør forskellen.

Jeg er lige glad med hvor klog man er
eller hvor klog man tror man er.

Klog betyder simpelthen at man er klar til at lære.

Man er begejstret for at læse
og man vil stille gode spørgsmål.

I. I. Rabi, en nobelprismodtager, sagde at
da han voksede op i New York,

spurgte alle hans venner forældre dem

"Hvad lærte du i skolen?" i slutningen af hver dag.

Og han sagde, i kontrast, sagde hans jødiske mor,

"Izzy, stillede du et godt spørgsmål i dag?"

Så høje forventninger har
at gøre med nysgerrighed

og at opmuntre unge mennesker
til at være nysgerrige.

Og som resultat af de høje forventninger,

begyndte vi at finde studerende
vi ville arbejde med

for at se hvad vi kunne gøre for at hjælpe dem,

ikke bare at overleve i natur- og ingeniørvidenskab,

men at blive de allerbedste, at overgå sig selv.

Interessant nok, et eksempel:

En ung mand der fik et 7-tal i det første kursus,
og ville gå på medicinstudiet,

vi sagde, "Vi skal bede dig om at tage kurset om,

fordi du har brug for en stærk basis
hvis du skal videre til næste niveau."

Hver basis gør en forskel på det næste niveau.

Han tog kurset igen.

Den unge mand dimitterede fra UMBC,

og blev den første sorte til at få en
M.D./ph.d. fra University of Pennsylvania.

Han arbejder nu på Harvard.

Fin historie. Giv ham en hånd for det også.

(Bifald)

For det andet handler det ikke
kun om testresultater.

Testresultater er vigtige,
men de er ikke den vigtigste ting.

En ung kvinde havde fantastiske karakterer,
men hendes testresultater var ikke lige så høje.

Men hun havde en faktor der var meget vigtigt.

Hun gik ikke glip af en eneste dag i grundskolen.

Der var en indre ild i hende.

Den unge kvinde gik videre,
og hun har i dag en M.D./ph.d. fra Hopkins.

Hun er på fakultetet, en lang karriere i psykiatri,
ph.d. i neurovidenskab.

Hun og hendes rådgiver havde et patent på
sekundær brug af Viagra til diabetes patienter.

Stor hånd til hende. Stor hånd til hende.

(Bifald)

Så høje forventninger, meget vigtigt.

For det andet, ideen om at bygge et
samfund blandet de studerende.

I ved at vi så ofte har en tendens i
naturvidenskab og ingeniørvidenskab

til at tænke morderisk.

De studerende lærer ikke om at arbejde i grupper.

Og det er det vi arbejder på at gøre med den gruppe

at få dem til at forstå hinanden,

at opbygge tillid mellem dem, at støtte hinanden,

at lære hvordan man stiller gode spørgsmål,

men også at lære hvordan man
forklarer koncepter med klarhed.

Som I ved, er det en ting at indbringe
en topkarakter selv,

det er noget andet at hjælpe en
anden med at klare sig godt.

Så at føle den ansvarsfølelse er hele forskellen.

At bygge et samfund blandt de studerende,
meget vigtigt.

For det tredje, ideen om, det kræver forskere
at producere forskere.

Hvad enten man taler om kunstnere
der producerer kunstnere

eller man taler om mennesker
der kommer ind på humaniora,

uanset disciplinen -- og specielt i videnskab og
ingeniørvidenskab, som i kunst, for eksempel --

man har brug for forskere til at trække
de studerende ind i arbejdet.

Så vores studerende arbejder
regelmæssigt i laboratoriet.

Og et godt eksempel man vil sætte pris på:

Under en snestorm i Baltimore
for adskillige år siden,

kom denne fyr på vores universitet med hans
Howard Hughes Medical Institute legat

bogstavelig talt tilbage til arbejdet i
hans laboratorium efter flere dage,

og alle disse studerende havde
nægtet at forlade laboratoriet.

De havde mad som de havde pakket ud.

De arbejdede i laboratoriet,

og de så arbejdet, ikke som skolearbejde,
men som deres liv.

De vidste at de arbejdede på AIDS forskning.

De så på dette fantastiske protein design.

Og det der var interessant var,
at en af dem fokuserede på det arbejde.

Og han sagde,
"Det bliver ikke bedre end det her."

Og til slut, hvis man har samfundet

og man har de høje forventninger og
man har forskere der producerer forskere,

har man brug for mennesker
der er villige som fakultet

til at blive involveret med de studerende,
selv i klasseværelset.

Jeg glemmer aldrig et medlem af lærerstaben
der kaldte de ansatte ind og sagde,

"Jeg har denne unge mand i min klasse,
en ung sort fyr,

og han virker bare ikke til at være
særlig begejstret for arbejdet.

Han tager ikke notater.
Vi skal tale med ham."

Det der var bemærkelsesværdigt var, at den lærer observerede hver eneste studerende

for at forstå hvem der virkelig var
involverede og hver der ikke var

og tænkte, "Lad mig se hvordan jeg
kan arbejde med dem.

Lad mig få de ansatte til at hjælpe mig."

Det var det forbandt det.

Den unge mand er i dag faktisk selv lærer
med en M.D./ph.d. i neuroengineering på Duke.

Giv ham en stor hånd for det.

(Bifald)

Så det vigtige er at vi nu har udviklet en model

der hjælper os med, ikke kun endeligt med
evaluering, at bedømme hvad der fungerer.

Og det vi lærte var at vi skulle
tænke over at ændre kurserne.

Så vi ændrede kemi, vi ændrede fysik.

Men nu ser vi på at ændre humaniora og samfundsvidenskab.

Fordi så mange studerende
keder sig i klasseværelset.

Vidste I det?

Mange studerende, i grundskolen
og på universiteterne,

ville ikke bare sidde der og høre på nogen tale.

De skal være beskæftiget.

Så vi har -- hvis man ser på vores hjemmeside
på Chemistry Discovery Center,

ser man mennesker der kommer fra hele landet

til at se på hvordan vi ændrer kurserne,

og har vægten på samarbejde, brug af teknologi,

bruger problemer fra vores bioteknologiske
firmaer på vores universitet,

og giver ikke de studerende teorierne,

men får dem til at kæmpe med disse teorier.

Og det fungerer så godt igennem hele
vores universitetssystem i Maryland,

flere og flere kurser bliver ændret.

Det kaldes akademisk innovation.

Og hvad betyder det alt sammen?

Det betyder at nu, ikke kun i natur- og
ingeniørvidenskab,

har vi nu planer i kunst, i humaniora,
i samfundsvidenskab,

i lærer uddannelse, selv specielt for kvinder i I.T.

Hvis man ikke er klar over det,
har der været et fald på 79 procent

i antallet af kvinder der har hovedfag i
computervidenskab bare siden 2000.

Og det jeg siger er, at det der vil gøre en forskel

vil være at bygge samfund blandt de studerende,

der fortæller unge kvinder, unge
minoritetsstuderende og studerende generelt,

I kan gøre dette arbejde.

Og vigtigst, at give dem en chance
for at bygge det samfund

med fakultetet der trækker dem ind i arbejdet

og os der bedømmer hvad der fungerer
og hvad der ikke fungerer.

Vigtigst, hvis en studerende har en selvfølelse,

det er fantastisk hvordan drømmene og værdierne

kan gøre hele forskellen.

Da jeg var et 12 årigt barn i fængslet i Birmingham,

blev jeg ved med at tænke,
"Gad vide hvordan min fremtid bliver."

Jeg havde ingen anelse om at det var muligt
for denne lille sorte fyr fra Birmingham

at blive rektor for et universitet en dag,
der har studerende fra 150 lande,

hvor studerende ikke er der bare for at overleve,

hvor de elsker at lære,
hvor de nyder at være den bedste,

hvor de en dag vil ændre verden.

Aristoteles sagde, "Dygtighed er aldrig et uheld.

Det er resultatet af store hensigter,
oprigtig flid og intelligent udførelse.

Det repræsenterer den viseste
mulighed blandt mange alternativer."

Og så sagde han noget der giver mig gåsehud.

Han sagde, "Valg, ikke tilfælde,
bestemmer ens skæbne."

Valg, ikke tilfælde, bestemmer ens skæbne,
drømme og værdier.

Mange tak alle sammen.

(Bifald)