Terrorisme er et dårligt brand

I dette spændende foredrag opfordrer advokaten, Jason McCue, til at håndtere terrorisme på en ny måde, hvor vi skader dens troværdighed blandt dem, der køber produktet - rekrutterne. Han deler historier om ægte sager, hvor han og andre aktivister brugte denne tilgang til at ændre status quo.

Der er ingen tvivl om,
at vi taler med terrorister.

Vi er i krig mod en ny form for terror.

Det er ligesom den gode gamle terrorisme,

men tilpasset det 21. århundrede.

Hvordan man opfatter terrorisme,
spiller en stor rolle,

når det kommer til bekæmpelse.

For din opfattelse påvirker
din håndtering.

Så hvis du har en traditionel opfattelse
af terrorisme,

ser du det som en form for kriminalitet,
en krig.

Så hvordan håndterer du den?

Naturligvis møder du den i krig.

Du bekæmper den. Hvis du havde en mere
moderne tilgang,

og din opfattelse af terrorisme er mere
årsag og virking,

så vil dit svar helt naturligt

være mere asymmetrisk.

Vi bor i en moderne og global verden.

Terroristerne har tilpasset sig.

Det bør vi også, så de folk,

der arbejder med kontraterrorisme,

skal måske begynde at bruge deres

Google-briller.

Jeg mener, at vi skal se terrorisme

som et globalt brand,

ligesom for eksempel Coca-Cola.

Begge er ret dårlige for din helbred.
(Latter)

Hvis du ser på det som et brand,

opdager du, at produktet er ret dårligt.

Vi har allerede sagt, at det er
dårligt for dit helbred,

det er dårligt for dem, der påvirkes,

og det er heller ikke særlig godt,
hvis du er selvmordsbomber.

Det giver ikke hvad det lover.

Du får ikke 72 jomfruer i himmelen.

Det tvivler jeg stærkt på.

Og i 80erne ødelagde du ikke kapitalismen,

ved at støtte disse grupper.
Selvfølgelig ikke.

Du opdager nu, at det har svagheder.

Dette brand har svagheder.

Vi har nævnt helbredet,

men det skal også tiltrække forbrugere.

Forbrugerne er terroristernes støtter.

Dem, der benytter sig af brandet,
støtter dem,

hjælper dem, og det er dem,

som vi skal have fat i.

Vi skal angribe brandet
for øjnene af dem.

Fortsætter vi med brandtemaet,
så kan vi angribe på to måder.

Den ene er ved at reducere markedet.

Altså er det deres brand mod vores.
Vi skal konkurrere.

Vi skal vise, at vi har et bedre produkt.

Ønsker jeg at vise,
at vi har et bedre produkt,

så vil jeg nok ikke have noget som
Guantanamo Bay.

Det handler om at indskrænke
det underliggende behov

for produktet. Såsom fattigdom,

uretfærdighed, og alle de ting,

der afføder terrorisme.

Vi kan også angribe brandet,

altså gå imod brandets myte.

Der er intet heroisk ved at dræbe børn,

og det skal vi fortælle videre.

Vi skal vise farerne ved produktet.

Vores målgruppe er ikke kun producenterne,

altså terroristerne.

Det er ikke kun terrorismens sælgere,

altså dem, der finansierer og støtter,

men det er forbrugerne af terrorismen.

Vi skal tage til deres hjemland.

Dér finder de deres rekrutter.
Dér får de magt og styrke.

Det er dér, deres forbrugere
kommer fra.

Og det er dem, vi skal have fat i.

Så vi bør være i kontakt

med disse områder, med terroristerne,
med hjælperne og så videre.

Vi skal engagere os, oplyse folk

og tage dialogen.

For lige at blive ved brandidéen,

skal vi tænke på vores strategi.

Hvordan angriber vi brandet?

Egentlig bør regeringer og samfund
reducere markedet.

Vi skal vise, at vi er bedre.

Vi skal vise vores værdier.

Vi skal sætte handling bag ordene.

Men når vi skal slå et brand,

hvis terroristerne er cola og
vi er pepsi,

så vil folk ikke tro på, hvad vi,
som pepsi,

har at sige om cola.

Derfor skal vi finde en anden strategi,

og en af de bedste strategier,

er terrorismens ofre.

De kan stå frem og sige

"Dette produkt er dårligt. Jeg har prøvet
det og var syg i flere dage.

Det brændte min hånd." Og du tror på dem.

Du kan se deres ar. Du stoler på dem.

Men hvad enten det er ofre, regeringer,

NGO'er eller dronningen,

så skal vi interagere med de forskellige

lag af terrorisme, selvom det betyder,

at vi tager en lille dans med djævelen.

Vi kommer nu til min yndlingsdel.

Planen var at springe jer alle sammen
i luften for pointens skyld,

men — (Latter) —

TED har af helbreds- og sikkerhedmæssige
årsager fortalt mig,

at jeg skal tælle ned,

så jeg føler mig lidt som en irsk
eller jødisk terrorist,

en meget ansvarlig terrorist, og
— (latter) —

jeg skal tælle 3, 2,1 og

det er lidt skræmmende,
så jeg tænker på mit motto,

"Kropsdele, ikke hjerteanfald."

Så, 3, 2, 1. (Eksplosionslyd)

Rigtig godt. (Latter)

Så, damen på sæde 15J var en
selvmordsbomber.

Vi er alle ofre for terrorisme.

Vi er 625 personer. Vi vil alle
være mærkede for livet.

Der sad en far og en søn lige derovre.

Sønnen er død. Faren er i live.

Faren vil nok forbande sig selv
i flere år,

fordi han ikke tog sin søns plads.

Han begynder at drikke,

og begår nok selvmord om tre år.
Det siger statistikken.

Der er en meget ung og pæn dame herovre,

med en af de værste slags

psykologiske og fysiske skader,
jeg har set

fra en selvmordsbombe:
Menneskelige granatsplinter.

Så når hun om 10 og 15 år

sidder på en restaurant

eller ligger på stranden,

gnubber hun sin hud, og pludselig

kommer der en granatsplint ud.

Det kan være utrolig svært
for hjernen at forstå.

Der er også en dame herovre,

som mistede benene i eksplosionen.

Hun finder ud af, at hun kun får

en lille slat penge fra staten,

for at tage sig af hende
efterfølgende.

Hendes datter gik på et af
de bedste univesiteter,

men dropper det

for at passe sin mor.

Vi er her alle sammen, og alle dem,
der ser med,

vil være traumatiserede af dette angreb,

men alle jer ofre gør jer

nogle bitre erfaringer.

Derunder at samfundets sympati
ikke varer ved.

Vi gør simpelthen
ikke nok som samfund.

Vi holder ikke øje med ofrene, vi
hjælper dem ikke,

og jeg vil prøve at vise,

at ofrene er vores bedste våben

mod terrorisme.

Hvordan ville regeringen fra år 2000

håndtere i dag? Det ved vi alle.

De ville have startet en invasion.

Hvis selvmordsbomberen kom fra Wales,

så ville Wales stå for skud.

Hastelovgivning og nødlove --

der som bekendt rammer kernen af
vores samfund --

er en fejl.

Vi fylder hele Storbritannien

med had til walisere.

I dag har regeringer lært af deres fejl.

De holder øje med det,
jeg nævnte tidligere,

de mere asymmetriske tilgange,

mere moderne indgangsvinkler
med årsag og virkning.

Men man kan ikke undgå fortidens fejl.

Det er menneskets natur.

Frygten er stor og de vil blive presset

til at reagere. De laver fejl.

De er ikke kun kloge.

En berømt irsk terrorist sagde det engang

meget præcist. Han sagde, at

"Den britiske regering skal være
heldig hver gang.

Vi skal kun være heldige én gang."

Så vi skal sørge for at gøre det
ordentligt.

Vi skal blive mere proaktive.

Vi skal opbygge et arsenal
af fredelige våben

til denne krig mod terror.

Men det er selvfølgelig idéer, som
regeringer generelt ikke er gode til.

Jeg vil lige gå tilbage til idéen
om brands,

hvor jeg nævnte Coca-Cola og Pepsi.

Vi ser det som en brandkrig mellem
terror og demokrati.

De ser det som frihedskæmpere og sandhed

imod uretfærdighed, imperialisme osv.

Vi skal se det som en kamp om døden.

De er ikke kun efter [vores] kød og blod.

De ønsker vores kulturelle sjæle,

så brandanalogien er
en meget interessant tilgang.

Hvis vi ser på al-Qaeda. Al-Qaeda var

et produkt på en hylde i en basar,

som ikke mange havde hørt om.

De blev lanceret d. 11. september.
Det var deres marketingsdag,

og de var klar til det 21. århundrede.
De vidste, hvad de havde gang i.

De var gode til branding,
og oprettede et brand,

der kan markedsføres overalt i verden,

hvor der er fattigdom, uvidenhed og
uretfærdighed.

Vi skal ind på dette marked,

men vi skal bruge vores hjerner
mere end vores magt.

Vi løser eller bekæmper ikke terrorisme,

ved at se det som et brand.

Lad mig give jer nogle eksempler

fra mit arbejde, hvor vi forsøger
at håndtere tingene anderledes.

Den første kalder vi "lovførsel"

af mangel på bedre ord.

Da vi begyndte at sagsøge terrorister,

syntes alle, at vi var nogle skøre
enspændere.

Nu har det fået en titel. Nu gør alle det.

Sker der en eksplosion,
lægger folk sag an.

En af de første sager, var
eksplosionen i Omagh.

Der blev anlagt et civilt søgsmål
i 1998.

En bombe fra Real IRA gik af
i Omagh

under en fredsforhandling.

Gerningsmændene kunne ikke retsforfølges
af flere forskellige årsager.

Mest på grund af fredsprocessen

og det gode, man forsøgte at opnå.

Det betød derfor også

at personen, der bombede dine børn

og din mand, gik rundt i det supermarked,

hvor du normalt handlede.

Nogle af disse ofre havde fået nok.

Vi lagde en privat sag an og efter 10 år

vandt vi. Resultatet er blevet
appelleret,

så jeg skal være lidt forsigtig,

men jeg er ret sikker.

Hvorfor virkede det?

Til dels fordi der endelig var
retfærdighed, hvor der

ellers ikke havde været nogen.

Og fordi Real IRA og andre terrorgruppers

styrke ligger i, at de er de undertrykte.

Når vi gjorde ofrene til de undertrykte

vidste grupperne ikke,
hvad de skulle gøre.

De blev flove. De fik svært ved at få
nye medlemmer.

Deres bomber stoppede på grund af
denne sag.

Vi og især ofrene blev et spøgelse,

der forfulgte terrororganisationen.

Der er andre eksempler.
Vi har en sag, Almog,

som handler om en bank,

der ifølge os gav penge

til selvmordsbombere.

Da vi lagde sag an

stoppede banken denne praksis,

og kræfter rundt om i verden,
der af politiske årsager

ikke før kunne håndtere problemet
på grund af

modstridende interesser,

har lukket hullerne i banksystemerne.

En anden sag, McDonald-sagen,

hvor ofre fra Semtex, et Provisional IRA
angreb med våben fra Gaddafi,

lagde sag an,

og den sag har haft stor betydning
for det nye Libyen.

Det nye Libyen er mere venligt
overfor disse ofre,

så det har startet en helt ny dialog der.

Men vi har brug for mere og mere støtte

til disse ideer og sager.

Civile sager og samfundsinitiativer.

Et godt eksempel er Somalia,
hvor man kæmper mod pirateri.

Hvis man tror, at man kan bekæmpe

pirateri som terrorisme og vinde,
tager man fejl.

Vi prøver i stedet at gøre piraterne
til fiskere.

De plejede selvfølgelig at være
fiskere,

men vi stjal deres fisk og fyldte deres

vand med giftigt affald.
Så vi prøver nu at øge sikkerheden

og beskæftigelsen ved at medbringe
en vagt

sammen med fiskerne, og jeg kan
garantere,

at efterhånden som det vokser, vil
al-Shabaab og lignende grupper

ikke kunne bruge fattigdom og
uretfærdighed til at rekruttere folk.

Disse initiativer er billigere
end et missil,

og meget billigere end en soldats liv.

Men endnu vigtigere, det tager krigen
til deres hjemland

og ikke til vores territorium,

og vi ser efter årsagerne.

Til sidst vil jeg nævne dialog.

Fordelen ved dialog er tydelige.

Den uddanner begge sider,
forbedrer forståelsen,

viser styrker og svagheder,

og ligesom nogle af de tidligere talere,

fører den delte sårbarhed til tillid,

hvilket bliver en del af processen,
en del af normaliseringen.

Men det er ikke nemt. Efter en bombe,

er ofrene ikke interesserede.

Der er praktiske problemer.

Det er politisk risikabelt for
hovedpersonerne

og for kontaktpersonerne.
Engang da jeg var kontaktperson,

smed de sten på mig, hver gang

jeg sagde noget, de ikke kunne lide,

og når jeg sagde noget, de kunne lide,

begyndte de at skyde op i luften,
hvilket heller ikke var optimalt. (Latter)

Hvad end pointen er, så når det
problemets kerne.

Du er i gang, og du snakker med dem.

Jeg vil slutte med at sige,
hvis følger vi vores fornuft,

opdager vi, at vi alle ønsker

at have et indtryk af terrorisme,

der ikke kun er militært.

Vi skal skabe mere

moderne og assymmetriske svar.

Det handler ikke, om at
sympatisere med terrorister.

Det handler om moderne bekæmpelse.

Vi skal skabe innovation.

Regeringerne er lydhør,
men de har ikke løsningerne.

Den private sektor har en betydning.

Det betyder noget, hvis vi går ud herfra

og ser, hvordan vi kan støtte ofre i
hele verden

med nye initiativer.

Hvis jeg ville forlade jer med nogle
store spørgsmål,

der kan ændre ens opfattelse,

og måske afføde nye tanker og svar,

havde jeg og min terrorgruppe egentlig

behøvet at springe jer i luften
for pointens skyld?

Vi skal stille os selv disse
ubehagelige spørgsmål.

Har vi ignoreret en uretfærdighed eller
en humanitær

kamp et sted i verden?

Hvad hvis terroristerne vil have os til

at fokusere på fattigdom og uretfærdighed?

Hvad hvis bomberne blot er for at
vække os?

Hvad sker der, hvis bomben gik af

fordi vi ikke overvejede

at håndtere disse ting
og begivenheder med dialog?

Helt ukontroversielt skal vi

stoppe med at være reaktive,

men blive mere proaktive.

Jeg vil forlade jer

med et provokerende spørgsmål,

hvor svaret kræver sympati med djævelen.

Det er udbredt spørgsmål
blandt tænkere og forfattere.

Hvad hvis samfundet har brug for kriser,
for at forandre sig?

Hvad hvis samfundet har brug for
terrorisme

for at ændre og forbedre sig?

Det er Bulgakov-temaerne,
det er billedet af Jesus og djævelen

går hånd i hånd i Gethsemane

i måneskinnets skær.

Det vil betyde, at mennesker

for at udvikle sig,

nu bliver det helt darwinistisk,

bliver nødt til at danse med djævelen.

Mange siger, at Rolling Stones
besejrede kommunismen.

Det er en god teori.

Måske Rolling Stones spiller en rolle her.

Tak.

(Musik) (Bifald)

Bruno Giussani: Tak. (Bifald)