Der er ingen tvivl om, at vi taler med terrorister. Vi er i krig mod en ny form for terror. Det er ligesom den gode gamle terrorisme, men tilpasset det 21. århundrede. Hvordan man opfatter terrorisme, spiller en stor rolle, når det kommer til bekæmpelse. For din opfattelse påvirker din håndtering. Så hvis du har en traditionel opfattelse af terrorisme, ser du det som en form for kriminalitet, en krig. Så hvordan håndterer du den? Naturligvis møder du den i krig. Du bekæmper den. Hvis du havde en mere moderne tilgang, og din opfattelse af terrorisme er mere årsag og virking, så vil dit svar helt naturligt være mere asymmetrisk. Vi bor i en moderne og global verden. Terroristerne har tilpasset sig. Det bør vi også, så de folk, der arbejder med kontraterrorisme, skal måske begynde at bruge deres Google-briller. Jeg mener, at vi skal se terrorisme som et globalt brand, ligesom for eksempel Coca-Cola. Begge er ret dårlige for din helbred. (Latter) Hvis du ser på det som et brand, opdager du, at produktet er ret dårligt. Vi har allerede sagt, at det er dårligt for dit helbred, det er dårligt for dem, der påvirkes, og det er heller ikke særlig godt, hvis du er selvmordsbomber. Det giver ikke hvad det lover. Du får ikke 72 jomfruer i himmelen. Det tvivler jeg stærkt på. Og i 80erne ødelagde du ikke kapitalismen, ved at støtte disse grupper. Selvfølgelig ikke. Du opdager nu, at det har svagheder. Dette brand har svagheder. Vi har nævnt helbredet, men det skal også tiltrække forbrugere. Forbrugerne er terroristernes støtter. Dem, der benytter sig af brandet, støtter dem, hjælper dem, og det er dem, som vi skal have fat i. Vi skal angribe brandet for øjnene af dem. Fortsætter vi med brandtemaet, så kan vi angribe på to måder. Den ene er ved at reducere markedet. Altså er det deres brand mod vores. Vi skal konkurrere. Vi skal vise, at vi har et bedre produkt. Ønsker jeg at vise, at vi har et bedre produkt, så vil jeg nok ikke have noget som Guantanamo Bay. Det handler om at indskrænke det underliggende behov for produktet. Såsom fattigdom, uretfærdighed, og alle de ting, der afføder terrorisme. Vi kan også angribe brandet, altså gå imod brandets myte. Der er intet heroisk ved at dræbe børn, og det skal vi fortælle videre. Vi skal vise farerne ved produktet. Vores målgruppe er ikke kun producenterne, altså terroristerne. Det er ikke kun terrorismens sælgere, altså dem, der finansierer og støtter, men det er forbrugerne af terrorismen. Vi skal tage til deres hjemland. Dér finder de deres rekrutter. Dér får de magt og styrke. Det er dér, deres forbrugere kommer fra. Og det er dem, vi skal have fat i. Så vi bør være i kontakt med disse områder, med terroristerne, med hjælperne og så videre. Vi skal engagere os, oplyse folk og tage dialogen. For lige at blive ved brandidéen, skal vi tænke på vores strategi. Hvordan angriber vi brandet? Egentlig bør regeringer og samfund reducere markedet. Vi skal vise, at vi er bedre. Vi skal vise vores værdier. Vi skal sætte handling bag ordene. Men når vi skal slå et brand, hvis terroristerne er cola og vi er pepsi, så vil folk ikke tro på, hvad vi, som pepsi, har at sige om cola. Derfor skal vi finde en anden strategi, og en af de bedste strategier, er terrorismens ofre. De kan stå frem og sige "Dette produkt er dårligt. Jeg har prøvet det og var syg i flere dage. Det brændte min hånd." Og du tror på dem. Du kan se deres ar. Du stoler på dem. Men hvad enten det er ofre, regeringer, NGO'er eller dronningen, så skal vi interagere med de forskellige lag af terrorisme, selvom det betyder, at vi tager en lille dans med djævelen. Vi kommer nu til min yndlingsdel. Planen var at springe jer alle sammen i luften for pointens skyld, men — (Latter) — TED har af helbreds- og sikkerhedmæssige årsager fortalt mig, at jeg skal tælle ned, så jeg føler mig lidt som en irsk eller jødisk terrorist, en meget ansvarlig terrorist, og — (latter) — jeg skal tælle 3, 2,1 og det er lidt skræmmende, så jeg tænker på mit motto, "Kropsdele, ikke hjerteanfald." Så, 3, 2, 1. (Eksplosionslyd) Rigtig godt. (Latter) Så, damen på sæde 15J var en selvmordsbomber. Vi er alle ofre for terrorisme. Vi er 625 personer. Vi vil alle være mærkede for livet. Der sad en far og en søn lige derovre. Sønnen er død. Faren er i live. Faren vil nok forbande sig selv i flere år, fordi han ikke tog sin søns plads. Han begynder at drikke, og begår nok selvmord om tre år. Det siger statistikken. Der er en meget ung og pæn dame herovre, med en af de værste slags psykologiske og fysiske skader, jeg har set fra en selvmordsbombe: Menneskelige granatsplinter. Så når hun om 10 og 15 år sidder på en restaurant eller ligger på stranden, gnubber hun sin hud, og pludselig kommer der en granatsplint ud. Det kan være utrolig svært for hjernen at forstå. Der er også en dame herovre, som mistede benene i eksplosionen. Hun finder ud af, at hun kun får en lille slat penge fra staten, for at tage sig af hende efterfølgende. Hendes datter gik på et af de bedste univesiteter, men dropper det for at passe sin mor. Vi er her alle sammen, og alle dem, der ser med, vil være traumatiserede af dette angreb, men alle jer ofre gør jer nogle bitre erfaringer. Derunder at samfundets sympati ikke varer ved. Vi gør simpelthen ikke nok som samfund. Vi holder ikke øje med ofrene, vi hjælper dem ikke, og jeg vil prøve at vise, at ofrene er vores bedste våben mod terrorisme. Hvordan ville regeringen fra år 2000 håndtere i dag? Det ved vi alle. De ville have startet en invasion. Hvis selvmordsbomberen kom fra Wales, så ville Wales stå for skud. Hastelovgivning og nødlove -- der som bekendt rammer kernen af vores samfund -- er en fejl. Vi fylder hele Storbritannien med had til walisere. I dag har regeringer lært af deres fejl. De holder øje med det, jeg nævnte tidligere, de mere asymmetriske tilgange, mere moderne indgangsvinkler med årsag og virkning. Men man kan ikke undgå fortidens fejl. Det er menneskets natur. Frygten er stor og de vil blive presset til at reagere. De laver fejl. De er ikke kun kloge. En berømt irsk terrorist sagde det engang meget præcist. Han sagde, at "Den britiske regering skal være heldig hver gang. Vi skal kun være heldige én gang." Så vi skal sørge for at gøre det ordentligt. Vi skal blive mere proaktive. Vi skal opbygge et arsenal af fredelige våben til denne krig mod terror. Men det er selvfølgelig idéer, som regeringer generelt ikke er gode til. Jeg vil lige gå tilbage til idéen om brands, hvor jeg nævnte Coca-Cola og Pepsi. Vi ser det som en brandkrig mellem terror og demokrati. De ser det som frihedskæmpere og sandhed imod uretfærdighed, imperialisme osv. Vi skal se det som en kamp om døden. De er ikke kun efter [vores] kød og blod. De ønsker vores kulturelle sjæle, så brandanalogien er en meget interessant tilgang. Hvis vi ser på al-Qaeda. Al-Qaeda var et produkt på en hylde i en basar, som ikke mange havde hørt om. De blev lanceret d. 11. september. Det var deres marketingsdag, og de var klar til det 21. århundrede. De vidste, hvad de havde gang i. De var gode til branding, og oprettede et brand, der kan markedsføres overalt i verden, hvor der er fattigdom, uvidenhed og uretfærdighed. Vi skal ind på dette marked, men vi skal bruge vores hjerner mere end vores magt. Vi løser eller bekæmper ikke terrorisme, ved at se det som et brand. Lad mig give jer nogle eksempler fra mit arbejde, hvor vi forsøger at håndtere tingene anderledes. Den første kalder vi "lovførsel" af mangel på bedre ord. Da vi begyndte at sagsøge terrorister, syntes alle, at vi var nogle skøre enspændere. Nu har det fået en titel. Nu gør alle det. Sker der en eksplosion, lægger folk sag an. En af de første sager, var eksplosionen i Omagh. Der blev anlagt et civilt søgsmål i 1998. En bombe fra Real IRA gik af i Omagh under en fredsforhandling. Gerningsmændene kunne ikke retsforfølges af flere forskellige årsager. Mest på grund af fredsprocessen og det gode, man forsøgte at opnå. Det betød derfor også at personen, der bombede dine børn og din mand, gik rundt i det supermarked, hvor du normalt handlede. Nogle af disse ofre havde fået nok. Vi lagde en privat sag an og efter 10 år vandt vi. Resultatet er blevet appelleret, så jeg skal være lidt forsigtig, men jeg er ret sikker. Hvorfor virkede det? Til dels fordi der endelig var retfærdighed, hvor der ellers ikke havde været nogen. Og fordi Real IRA og andre terrorgruppers styrke ligger i, at de er de undertrykte. Når vi gjorde ofrene til de undertrykte vidste grupperne ikke, hvad de skulle gøre. De blev flove. De fik svært ved at få nye medlemmer. Deres bomber stoppede på grund af denne sag. Vi og især ofrene blev et spøgelse, der forfulgte terrororganisationen. Der er andre eksempler. Vi har en sag, Almog, som handler om en bank, der ifølge os gav penge til selvmordsbombere. Da vi lagde sag an stoppede banken denne praksis, og kræfter rundt om i verden, der af politiske årsager ikke før kunne håndtere problemet på grund af modstridende interesser, har lukket hullerne i banksystemerne. En anden sag, McDonald-sagen, hvor ofre fra Semtex, et Provisional IRA angreb med våben fra Gaddafi, lagde sag an, og den sag har haft stor betydning for det nye Libyen. Det nye Libyen er mere venligt overfor disse ofre, så det har startet en helt ny dialog der. Men vi har brug for mere og mere støtte til disse ideer og sager. Civile sager og samfundsinitiativer. Et godt eksempel er Somalia, hvor man kæmper mod pirateri. Hvis man tror, at man kan bekæmpe pirateri som terrorisme og vinde, tager man fejl. Vi prøver i stedet at gøre piraterne til fiskere. De plejede selvfølgelig at være fiskere, men vi stjal deres fisk og fyldte deres vand med giftigt affald. Så vi prøver nu at øge sikkerheden og beskæftigelsen ved at medbringe en vagt sammen med fiskerne, og jeg kan garantere, at efterhånden som det vokser, vil al-Shabaab og lignende grupper ikke kunne bruge fattigdom og uretfærdighed til at rekruttere folk. Disse initiativer er billigere end et missil, og meget billigere end en soldats liv. Men endnu vigtigere, det tager krigen til deres hjemland og ikke til vores territorium, og vi ser efter årsagerne. Til sidst vil jeg nævne dialog. Fordelen ved dialog er tydelige. Den uddanner begge sider, forbedrer forståelsen, viser styrker og svagheder, og ligesom nogle af de tidligere talere, fører den delte sårbarhed til tillid, hvilket bliver en del af processen, en del af normaliseringen. Men det er ikke nemt. Efter en bombe, er ofrene ikke interesserede. Der er praktiske problemer. Det er politisk risikabelt for hovedpersonerne og for kontaktpersonerne. Engang da jeg var kontaktperson, smed de sten på mig, hver gang jeg sagde noget, de ikke kunne lide, og når jeg sagde noget, de kunne lide, begyndte de at skyde op i luften, hvilket heller ikke var optimalt. (Latter) Hvad end pointen er, så når det problemets kerne. Du er i gang, og du snakker med dem. Jeg vil slutte med at sige, hvis følger vi vores fornuft, opdager vi, at vi alle ønsker at have et indtryk af terrorisme, der ikke kun er militært. Vi skal skabe mere moderne og assymmetriske svar. Det handler ikke, om at sympatisere med terrorister. Det handler om moderne bekæmpelse. Vi skal skabe innovation. Regeringerne er lydhør, men de har ikke løsningerne. Den private sektor har en betydning. Det betyder noget, hvis vi går ud herfra og ser, hvordan vi kan støtte ofre i hele verden med nye initiativer. Hvis jeg ville forlade jer med nogle store spørgsmål, der kan ændre ens opfattelse, og måske afføde nye tanker og svar, havde jeg og min terrorgruppe egentlig behøvet at springe jer i luften for pointens skyld? Vi skal stille os selv disse ubehagelige spørgsmål. Har vi ignoreret en uretfærdighed eller en humanitær kamp et sted i verden? Hvad hvis terroristerne vil have os til at fokusere på fattigdom og uretfærdighed? Hvad hvis bomberne blot er for at vække os? Hvad sker der, hvis bomben gik af fordi vi ikke overvejede at håndtere disse ting og begivenheder med dialog? Helt ukontroversielt skal vi stoppe med at være reaktive, men blive mere proaktive. Jeg vil forlade jer med et provokerende spørgsmål, hvor svaret kræver sympati med djævelen. Det er udbredt spørgsmål blandt tænkere og forfattere. Hvad hvis samfundet har brug for kriser, for at forandre sig? Hvad hvis samfundet har brug for terrorisme for at ændre og forbedre sig? Det er Bulgakov-temaerne, det er billedet af Jesus og djævelen går hånd i hånd i Gethsemane i måneskinnets skær. Det vil betyde, at mennesker for at udvikle sig, nu bliver det helt darwinistisk, bliver nødt til at danse med djævelen. Mange siger, at Rolling Stones besejrede kommunismen. Det er en god teori. Måske Rolling Stones spiller en rolle her. Tak. (Musik) (Bifald) Bruno Giussani: Tak. (Bifald)