Hvordan man opdrager en sort søn i Amerika

Som får vi alle råd fra vores forældre og lærerer som vi syntes er mærkelige, endog forvirrende. Dette udkrystaliserede sig for den unge Clint Smith, som legede med en vandpistol i en mørk parkeringsplads med sine hvide venner. I en dybtfølt tale, poeten udmaler scenen for hans fars vrede og angstfyldte reaktion.

I min barndom kunne jeg ikke
altid forstå

hvorfor mine forældre fik mig til at
følge deres regler.

Som, hvorfor skulle jeg egentlig
slå græsplænen?

Hvorfor var lektier egentlig så vigtige?

Hvorfor kunne jeg ikke putte vingummier
i min havregrød?

Min barndom var fuld af disse spørgsmål.

Normale ting om barndom og senere
finde ud af, at nogen gange

var det bedst at lytte til mine forældre,
selv når jeg ikke rigtig forstod hvorfor.

Og det er ikke fordi de ikke ville at
jeg skulle tænke kritisk.

Deres opdragelse bestod altid i at forene
spændingen

imellem at få mine søskende og mig at
forstå realiteten i verden,

samtidig med at sikre at vi aldrig godtog
status quo som uundgåeligt.

Med tiden forstod jeg, at dette,
i og med sig selv,

var en meget målbevidst
form for opdragelse.

En af mine yndlingslærere, den
brasilianske lærde forfatter Paulo Freire,

taler meget eksplicit om
behovet for uddannelse

til at blive brugt til at skærpe kritisk
tænkning og delt menneskelighed.

I hans mest berømte bog,
"Pædagogik for de Undertrykte,"

siger han, "Ingen kan være
autentisk menneskelig

mens han forhindrer andre at være det."

Jeg har tænkt meget på dette,
idéen om menneskelighed,

og især, hvem i denne verden
får privilegiet

at blive betragtet som helt menneskelig.

Gennem de sidste mange måneder,

har verden måttet se ubevæbnede
sorte mænd og kvinder

blive dræbt af politiet og selvtægtsmænd.

Disse hændelser og alt hvad der
er sket efter dem

har taget mig tilbage til min egen barndom

og beslutningerne som mine forældre tog
om at opdrage en sort dreng i Amerika

at mens jeg voksede op, forstod jeg ikke
altid tingene som jeg gør nu.

Jeg tænker på hvor hårdt det må have været
og hvor uretfærdigt det har virket

at de følte de måtte
fjerne dele af min barndom

blot så jeg kunne komme hjem hver aften.

For eksempel tænker jeg på en aften,

da jeg som tolv-årig tog på en
overnattende ekskursion til en anden by,

hvor mine venner og jeg
købte Super Soakers

og forvandlede hotellets parkeringsplads
til vor egen oversvømmede krigszone.

Vi gemte os bag biler,

løb gennem mørket mellem gadelygterne,

og den endeløse latter lød alle vegne
på det fortov.

Men efter 10 minutter

kom min far ud, tog i min arm,

og trak mig ind i vores værelse
med et hårdt greb.

Før jeg kunne sige noget,

sige at han fik mig til at se dum ud
i mine venners øjne,

skældte han mig ud for at være så naiv.

Han så mig i øjnene, med et udtryk af
frygt i ansigtet,

og sagde, "Søn, jeg er ked af det,

men du kan ikke opføre dig ligesom
dine hvide venner.

Du kan ikke lege at du skyder med pistol.

Du kan ikke løbe rundt i mørket.

Du kan ikke gemme dig andre steder end
bag dine egne tænder."

Jeg ved nu hvor bange han må have været,

hvor nemt jeg kunne have
været fortabt i natten,

at nogen ville synes at griseriet
i parkeringspladsen

var en god grund til at vaske alt
dette væk.

Disse er budskaberne som jeg har fået
i overflod hele mit liv:

Altid hav dine hænder hvor man kan se dem,
ingen drastiske bevægelser,

tag hætten af når solen går ned.

Mine forældre opdrog mine søskende og mig
med en pansermur af råd,

et hav af alarmklokker, for at forhindre
at nogen ville stjæle vort åndedrag,

forhindre at nogen ville tage vort liv.

Mine forældre ville sikre sig at
vi kunne være børn.

Og det er ikke fordi at de ville gøre os
bedre end alle andre,

de ville blot holde os i live.

Alle mine sorte venner blev opdraget
med det samme budskab

talen, vi alle hørte når vi blev gamle nok

til at blive forvekslet med søm,
klare til at hamre i jorden,

når folk gjorde vor hudfarve synonym
med noget at være bange for.

Men hvad gør det ved et barn

at vokse op, mens du ved at
du simpelthen ikke kan være et barn?

At vide, at pubertetens indfald er
for farlige for dig,

at du ikke kan være nysgerrig,

at du ikke har råd til den
luksus det er at lave en fejl,

at nogens implicitte partiskhed

kan være grunden til at du
ikke vågner næste morgen.

Men det skal ikke definere os.

For vi har forældre
der opdrog os til at forstå

at vore kroppe ikke er skabt til
at være skjolde for kugler

men for at flyve drager og sjippe,
og le til vi får ondt i maven.

Vi havde lærere der lærte os at holde
hænderne op i klassen,

og ikke kun for at overgive os,

og at det eneste vi skal opgive

er idéen om at vi ikke er
denne verden værdige.

Når vi siger at sorte liv har betydning,
siger vi ikke andre ikke har,

det er fordi at vi må bekræfte at vi har
ret til eksistere uden frygt,

når så mange ting siger os
at vi ikke har.

Jeg vil leve i en verden hvor min søn

ikke vil opfattes skyldig så
snart han er født,

hvor et legetøj i hans hånd ikke vil
forveksles med andet end et legetøj.

Og jeg nægter at acceptere at vi ikke
kan ændre denne verden til et sted,

et sted hvor et barns navn

ikke vil være skrevet på en t-shirt,
eller en gravsten,

hvor værdien af et liv

ikke bestemmes af andet end at
de havde lunger,

et sted hvor vi allesammen, alle som én,
kan trække vejret.

Tak skal I have.

(Bifald)