Dagligdags genstande, tragiske historier

Ziyah Gafić fotograferer hverdagsting - ure, sko, briller. Men disse billeder er bedragerisk enkle; tingerne i dem blev gravet op fra massegrave i den bosniske krig. Gafić, en TED Fellow og indfødt Sarajevoboer, har fotograferet hver genstand fra disse grave for at skabe et levende arkiv af identiteten af ​​de tabte.

Disse er simple genstande:

Ure, nøgler, kamme, briller.

De er ting som tilhørte ofrene fra folkedrabet i Bosnien

som de bar med sig på deres sidste rejse.

Vi er bekendte med disse verdslige,

dagligdags objekter.

Det faktum at nogle af ofrene bar

personlige ting så som tandpasta og en tandbørste

er et klart tegn at de havde igen ide

hvad der skulle til at ske til dem.

Som regel blev de fortalt at de ville blive

udvekslet for krigsfanger.

Disse ting er blevet fundet

i talrige massegrave på overalt i mit hjemland,

og som vi taler, opgraver retsmedicinere lig

fra nyopdagede massegrave,

20 år efter krigen.

Og det er muligvis de største der
nogensinde er opdaget.

I de fire år af konflikten

som hærgede Bosnien i de tidlige 90'ere,

cirka 30,000 borgere, hovedsagligt civile,

forsvandt, formodet dræbt,

og yderligere 100,000 blev dræbt

under kampene.

De fleste af dem blev dræbt

enten i de tidlige dage af krigen

eller mod slutningen af krigshandlingerne,

da FNs sikre zoner som Srebrenica

faldt i hænderne på den serbiske hær.

Den Internationale Krigsforbryderdomstol

afsagde en række domme

for forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.

Folkedrab er et systematisk og bevidst

ødelæggelse af en race, politisk, religiøs

eller etnisk gruppe.

Selv om folkedrab handler om drab.

Handler det også om ødelæggelse af deres ejendom,

deres kulturalle arv,

og i sidste ende selve forestillingen om,
at de nogensinde har eksisteret.

Folkedrab handler ikke kun om drab;

Det handler også om nægtet identitet.

Der er altid spor -

der eksisterer ikke en perfekt forbrydelse.

Der er altid levn af de omkomne

der er mere holdbare end deres skrøbelige legeme

og vores selektive og falmende minde om dem.

Disse ting bliver genfundet

i talrige massegrave,

og hovedmålet af denne samling af ting

er en unik process

af identifikation af de som forsvandt i drabene,

den første folkedrab på Europæisk jord

siden Holocaust.

Ikke en eneste legeme bør forblive uopdaget

eller uidentificeret.

Når først de er genfundet,

disse ting som ofrene bar med sig

på deres vej til henrettelsen

er forsigtigt gjort rene, analyseret,

katalogiseret og lagt på lager.

Tusindvis af artefakter er pakket i hvide plastik poser

ligesom dem du ser på CSI.

Disse ting er brugt som en retsmedicinsk værktøj

som visuel identifikation af ofrene,

men de anvendes også som meget
værdifuld retsmedicinsk bevismateriale

i de fortsatte retssager om krigsforbrydelser.

De overlevende er sommetider bedt om at

prøve at fysisk identificere disse ting,

men at fysisk kigge igennem
tingene er yderst vanskeligt,

og en ineffektiv og smertefyldt process.

Når retsvidenskab og læger og advokater

er færdige med disse ting,

bliver de de forældreløse af denne fortælling.

Mange af dem bliver tilintetgjort tro det eller ej,

eller de bliver bare sat på hylden,

ude af syne og ude af vores tanker.

Jeg bestemte for et par år siden

at fotografere hvert eneste opgravet objekt

for at kunne skabe et visuelt arkiv

som de overlevende kunne nemt kigge igennem.

Som en historiefortæller kan jeg godt
lide at give tilbage til samfundet.

Jeg kan godt lide at at gøre mere
end at skabe opmærksomhed.

Og i dette tilfælde at nogen

genkender disse ting

eller i det mindste forbliver deres fotoer

som et permanent, saglig og præcis påmindelse

af hvad der skete.

Fotografi handler om empati,

og det familiære ved disse ting garanterer empati.

I dette tilfælde er jeg bare et værktøj,

en retsmediciner om du vil,

og resultatet er et fotografi som er så tæt som

muligt på at være et dokument.

Når alle de forsvundne mennesker er identificeret,

og kun opløste lig i deres grave

og disse dagligdags ting vil forblive.

I al deres simplicitet,

disse genstande er et sidste testamente

af identiteten af ofrene,

den sidste permanente påmindelse

at disse mennesker nogensinde eksisterede.

Mange tak.

(Bifald)