Hvad er abstrakt ekspressionisme? - Sarah Rosenthal

Se den fulde lektion: http://ed.ted.com/lessons/could-just-anyone-make-a-jackson-pollock-painting-sarah-rosenthal

Hvis du besøger et musem med en samling af moderne og nutidig kunst, så vil du sandsynligvis se værker, der nogle gang frembringer reaktionen, "Min kat kunne lave det, så hvordan er det kunst?" Men er det sandt? Kunne alle skabe et af Jackson Pollocks dryp-malerier? Sarah Rosenthal dykker ned i den abstrakte ekspressionist-bevægelse i håb om at få svar på det spørgsmål.

Lektion af Sarah Rosenthal, animation af Tomás Pichardo-Espaillat.

Hvis du besøger et museum med en samling
af moderne og nutidig kunst,

så vil du sandsynligvis se værker,
der frembringer reaktionen,

"Min kat kunne lave det,
så hvordan er det kunst?"

En bevægelse kaldt abstrakt ekspressionisme,
også kendt som 'the New York School',

får tit denne reaktion.

Abstrakt ekspressionisme begyndte i 1943

og udviklede sig efter
afslutningen på 2. verdenskrig.

Det er karakteriseret af store,
hovedsagligt abstrakte malerier,

heldækkende kompositioner uden
klare fokuspunkter,

og fejende strøg af maling,
der udtrykker og fremkalder følelser.

Gruppen af kunsterne, som regnes for
abstrakte ekspressionister

inkluderer Barnett Newman
med sine eksistentielle lynlåse-malerier,

Willem de Kooning,
berømt for sine forvrængede kvinder,

Helen Frankenthaler,
som skabte suge-pletter,

og andre.

Men den måske mest berømte, indflydelsesrige
og hovedbrydende kunster

var Jackson Pollock.

Mange af hans malerier er
genkendelige med det samme.

De viser sammenfiltrede bunker af
striber af maling,

der springer omkring
i alle retninger på lærredet.

Og ja, disse marker af kaos er store
og imponerende,

men hvad er det,
der er så fedt ved dem?

Dryppede han ikke bare
maling rundt vilkårligt?

Kan alle ikke gøre det?

Svaret til disse spørgsmål
er både ja og nej.

Selvom Pollock implementerede en teknik,
som alle teknisk set kan gøre

uanset kunstnerisk træning,

så er det kun ham,
der kunne have lavet sine malerier.

Dette paradoks relaterer sig
til hans arbejdets rødder

i de surrealistiske automatiske tegninger
af André Masson og andre.

Disse surrealister har efter sigende
draget inspiration fra ubevidstheden

for at afsløre sandheder
skjult i deres sind.

Nogle gange, i stedet for at forestille
sig noget og derefter tegne det,

lader de deres hænder bevæge
sig af sig selv

og vil senere indtegne familiære figurere,
som dukkede op i krusedullerne.

Og efter Pollock bevægede sig væk
fra repræsentation,

lavede han dryp eller action-malerier
efter samme præmis,

selvom at han udviklede en signaturteknik

og aldrig kiggede efter skjulte billeder
eller budskaber i værkerne.

Først tog han lærredet ned af staffeliet
og lagde det ud på gulvet,

en revolutionær handling i sig selv.

Derefter trådte han rundt omkring
på lærredet i en kontrolleret dans,

og dryppede industriel maling på det
ved hjælp af omrørere og andre genstande

med skiftende hastighed og retning

for at kontrollere, hvordan maleriet
havde kontakt med overfladen.

Disse bevægelser,
ligesom surrealist-krusedullerne,

var efter sigende født af
Pollocks underbevidsthed.

Men i modsætning til surrealisterne,

hvis billeder repræsenterede
sindets skjulte indhold,

så lavede Pollock angiveligt
fysiske manifestationer af sin psyke.

Hans malerier er dem selv
signaturer af hans sind

I teorien så kunne enhver lave et maleri,
der er et aftryk af deres sind.

Så hvorfor er Pollock så speciel?

Det er vigtigt at huske på,
at mens alle kunne have gjort ligesom ham,

så var han og resten af the New York School
de eneste som faktisk gjorde det.

De ødelagde kunstneriske konventioner,
der havde eksisteret for århundreder,

og tvang kunstverdenen til
at fuldstændigt genoverveje dem.

Men den sidste grund til at Jackson Pollocks
værker er forblevet iøjnefaldende

stammer fra de objekter, han brugte,
som udtrykker fascinerende modsætninger.

For eksempel, mens Pollocks proces

resulterede i radikalt flade
malede overflader,

så kan nettet af malede linjer
skabe illusionen om et uendeligt dybt lag,

når man kigger nærmere.

Og kaoset af dette sammenfiltrede rod
synes at trodse al kontrol,

men det er faktisk produktet
af en bevidst,

omend ikke planlagt proces.

Disse karakteristika
gjorde Pollock berømt,

og indenfor kunsthistorie,

ophøjede de ham til den mytiske status

som genial kunster og helt.

Så i stedet for at skabe lige vilkår
for alle kreative sjæle,

så forstærkede hans værker
et langvarigt elitært aspekt af kunst.

Elitært,

nytænkende,

hvad end man kalder det,

så er den
abstrakte ekspressionismes historie

noget som ingen kat, uanset hvor talentfuld,
kan gøre krav på.